Landsbytæpper fra byen Abadeh, der ligger mellem Shiraz og Isfahan i Iran, kendt på de sekskantede former i medaljonen, hjørnerne og midterfeltet – som regel med en lille rosetEt rundt, blomsterlignende ornament, hvor kronbladene stråler jævnt ud fra et centrum som en blomst set fra oven. Fra omkring 1500-tallet, da det florale design vandt indpas i persiske tæpper, begyndte væverne at placere en roset midt i feltet, og det gav den centrale medaljon i de florale bytæpper, som i den cirkulære rosetmedaljon med snoede linjer på et rundt Tabriz-tæppe i Shah Abbasi-design. På Abadeh-tæpper markerer en lille roset i marineblå, rød eller creme medaljonens centrum, et af kendetegnene for typen. Rosetter gentages også langs borterne, som i Tabriz- og Bakhtiari-tæpper, og mellem rankerne og palmetterne i Sultanabad-tæpper. midt i medaljonen – og på dyre- og plantemotiver. Luven af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. sidder typisk på et grundvæv af bomuld; beskrivelserne af dens højde er uenige og spænder fra tynd og tætklippet til forholdsvis høj. Knudetætheden er høj for et landsbytæppe, hvilket de detaljerede motiver kræver; nogle kilder angiver omkring 350.000 knuder pr. m² (ca. 225 pr. kvadrattomme), men de offentliggjorte tal varierer meget. Midterfeltet er som regel mørkt marineblåt eller dybrødt med accenter i creme, gulEt ottekantet eller mangekantet, stiliseret blomstermotiv, som gentages i rækker hen over bunden i turkmenske tæpper. Den samme gentagelse er typisk for Beluch-tæpper, hvor der sidder en blomst inden i hver ottekant, og for Bokhara-tæpper, som især væves i Pakistan efter turkmenske forbilleder. I ældre turkmenske tæpper havde hver stamme (tekke, salor, ersari og andre) som regel sin egen gul, så en kender ofte kan bestemme stammen ud fra motivet. Moderne tæpper blander derimod gulerne frit. Ordet betyder ”blomst” eller ”rose” på persisk, selv om formerne er udpræget geometriske og ikke naturtro., orange, blå og grøn. Byen har ikke sit eget tæppemarked, så de færdige tæpper sælges i basaren i Shiraz.
En type SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér., der især blev knyttet i 1920'erne og 1930'erne. Mønstre og farver var tilpasset det, som internationale købere satte pris på, og tæppet var meget populært, først og fremmest i USA. Den kendes også som Mohajeran Sarough. Dens florale design blev senere forbillede for nyere Malayer- og Mehraban-tæpper.
Førstehjælp ved frisk spildt væske på et gulvtæppe. Den mindsker pletten, men fjerner den ikke helt. Overskydende væske skrabes op med en ske eller duppes op med en ren, hvid klud, men der gnides aldrig. Derefter dækkes pletten med skum af opvaskemiddel, der suges op med et hvidt bomuldshåndklæde. Stedet duppes tørt med et andet håndklæde, luven børstes i sin retning, og tæppet løftes op, så luften kan komme til bagsiden. Stærke kemikalier undgås, og det, der er tilbage, overlades til en professionel tæpperens.
Den roterende børstevalse i mundstykket på mange stangstøvsugere og støvsugere med motoriseret mundstykke, som banker og bearbejder luven for at løsne snavs. På et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe er den for hård: den banker luven ned og kan gribe fat i frynserne og flå dem i stykker, og frynserne bør slet ikke støvsuges. Det anbefalede alternativ er ren sugekraft fra en let gulvstøvsuger, hvis mundstykke ikke har børstevalse, ført fra side til side på tværs af tæppets bredde frem for på langs mod luven; har du kun en maskine med børstevalse, bør valsen slås fra.
Et certificeringsprogram fra Carpet and Rug Institute, der udpeger tæpper, klæbemidler og underlag med meget lave udledninger af VOC (flygtige organiske forbindelser) til gavn for et bedre indeklima.
En lægningsmetode, hvor klæbemidlet påføres direkte på undergulvet, og væg til væg-tæppet lægges ovenpå. Udbredt i erhvervslokaler og til tæppefliserKvadratiske tæppestykker (typisk 50 × 50 cm i Europa), der lægges enkeltvis og kan udskiftes efter behov. Populære i erhvervsmiljøer på grund af deres fleksibilitet, den nemme montering og det mindre spild ved udskiftning.; giver en sikker lægning uden behov for underlag.
En konstruktion, hvor der mellem to på hinanden følgende knuderækker føres to islætstråde gennem trenden i stedet for én. Det dobbelte islæt dækker grundvævningen, så man på bagsiden af et fint og tæt vævet tæppe kun ser knuder og islæt, uden de hvide prikker af trend, der afslører et tæppe med enkelt islætEn konstruktion, hvor væveren kun fører én islætstråd ind mellem hver række knuder. Da trenden ikke dækkes helt, viser tæppets bagside et zigzag af små hvide prikker fra bunden – et nemt kendetegn – og luven er som regel tyndere og lavere end ved dobbelt islæt. Enkelt islæt er almindelig praksis i det store Hamadan-område, fra Hamadan-, Karaja- og Mehraban-tæpper til Senneh og mange kurdiske nomadetæpper, og i den Hamadan-prægede type af Malayer-tæpper., og tæppet bliver tykkere, tættere og tungere. BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede. og HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former. er typiske typer med dobbelt islæt, ligesom fintvævede persiske tæpper i det hele taget.
En lægningsmetode, hvor underlaget limes fast til undergulvet, og væg til væg-tæppet derefter limes fast til underlaget. Giver ekstra stabilitet og bruges ofte i erhvervsområder med meget gennemgang.
UldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. af lav kvalitet, der er taget fra døde får i stedet for klippet af levende; i uldhandlen trækkes den som regel af skindene fra slagtede dyr. Fibren er tynd og tør, så den havner mest i billigere tæpper af ringere kvalitet og regnes for et tegn på lav kvalitet. Det modsatte er uld klippet om foråret, især fra får opdrættet i stor højde, som er tykkere og mere fedtet.
Det sidste produktionstrin for et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe, når al knytningen er færdig. Tæppet tages af væven, luven klippes til en jævn overflade, der fastlægger den endelige luvhøjde, og tæppet vaskes professionelt, undertiden med en periode i direkte sol for at dæmpe for kraftige farver. Derefter klippes løse fibre væk, og tæppet gennemgås for fejl, før det kommer på markedet.
En konstruktion, hvor væveren kun fører én islætstråd ind mellem hver række knuder. Da trenden ikke dækkes helt, viser tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. et zigzag af små hvide prikker fra bunden – et nemt kendetegn – og luven er som regel tyndere og lavere end ved dobbelt islætEn konstruktion, hvor der mellem to på hinanden følgende knuderækker føres to islætstråde gennem trenden i stedet for én. Det dobbelte islæt dækker grundvævningen, så man på bagsiden af et fint og tæt vævet tæppe kun ser knuder og islæt, uden de hvide prikker af trend, der afslører et tæppe med enkelt islæt, og tæppet bliver tykkere, tættere og tungere. Bijar og Heriz er typiske typer med dobbelt islæt, ligesom fintvævede persiske tæpper i det hele taget.. Enkelt islæt er almindelig praksis i det store HamadanTæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønster i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthed, der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uld på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luv, der er tyndere end i tæpper med dobbelt islæt.-område, fra Hamadan-, KarajaLandsbytæpper fra en gruppe landsbyer i den iranske region Aserbajdsjan, i den vestlige udkant af Heriz-vævningsområdet. De har navn efter landsbyen Karaja midt i området. Luven er af uld på en bund af bomuld (meget gamle stykker kan have en bund af uld). Knuden er tyrkisk, og der er kun ét islæt. Derfor er luven tyndere og blødere end i Heriz-tæpper, der som regel har dobbelt islæt, og knudetætheden er lav til middel. På en tæppeløber skifter typisk to markante geometriske medaljoner med krogede kanter, ofte på en ny bundfarve ved hver gentagelse. På brede tæpper fremstår de gentagne medaljoner som et geometrisk allover-mønster i orangerøde, blå, cremefarvede og brune toner. Den bløde, tynde luv og de store længder, i nogle tilfælde over 6 m (20 fod), gør dem populære som gang- og trappeløbere.- og Mehraban-tæpper til SennehFint vævede små til mellemstore tæpper og tæppeløbere fra de kurdiske vævelandsbyer omkring Senneh (det nuværende Sanandaj) i det vestlige Iran. De er kendt for en omhyggelig, tynd og tæt konstruktion med enkelt islæt på en bund af bomuld med luv af uld. Mønstrene er for det meste geometriske medaljoner og allover-mønstre, men der væves også boteh og herati. Farverne er mørkerød, marineblå og brun, undertiden beige, med detaljer i gul, rød, lysegrøn, orange og hvid. Byen har lagt navn til ”senneh-knuden”, en anden betegnelse for den asymmetriske persiske knude, men dens vævere bruger faktisk den symmetriske tyrkiske knude. og mange kurdiske nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne., og i den Hamadan-prægede type af Malayer-tæpper.
Et bagsidesystem i ét lag, som påføres tæppet, typisk af latex eller syntetiske materialer. I modsætning til traditionelle tæpper med primær og sekundær bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. har tæpper med enkeltlagsbagside ét enkelt, kraftigere bagsidelag, der giver stabilitet og formfasthed.
Farve, der er vandret fra et farvet område af tæppet ind i områderne ved siden af, for eksempel efter en professionel vask eller efter et spild, der ikke blev behandlet ordentligt. Især ældre tæpper, der er blevet vasket flere gange, tjekkes for det. Et tæppe uden farveudløb opnår den bedste pris, mens et betydeligt udløb er en alvorlig fejl, der kan få tæppet kasseret ved inspektionen. Det er en skade, i modsætning til abrashDiskrete farveskift i et håndlavet gulvtæppe, ofte synlige som vandrette bånd hen over midterfeltet. De opstår, fordi farvebade efter hinanden aldrig bliver helt ens, fordi forskelle i uldens indhold af fedt og olie får farverne til at ændre sig ujævnt med alderen, og – i cremefarvede partier vævet af ufarvet uld – fordi fiberen skifter tone, når den ældes. Abrash bliver ofte tydeligere med årene, og i et ældre tæppe regnes det derfor som et tegn på naturfarver og håndarbejde snarere end som en fejl, mens et nyere tæppe stadig kontrolleres for ensartet farve. Maskinfremstillede og visse nye håndknyttede tæpper efterligner det med vilje., den naturlige variation i nuancen hos håndlavede tæpper.
En traditionel metode til farvning af tæppegarn, hvor løse fed (løkker) af allerede spundet og tvundet garn nedsænkes i farvebadeEt enkelt parti farve sammen med alt det garn, der er farvet med det, og som får nøjagtig samme nuance. Naturfarver laves i små håndværksmæssige partier, og når et parti slipper op, kan det nye ikke matches nøjagtigt, så garn fra forskellige partier afviger en smule i tone. I et færdigt tæppe viser forskellen sig som de farveskift, der kaldes abrash, og som læses som et tegn på håndfarvning, mens en helt flad, ensartet farve tyder på syntetiske farvestoffer og maskinfremstilling., før garnet knyttes eller væves ind i tæppet. Teknikken, der er udbredt i håndlavede tæpper, foregår i separate partier, og små forskelle mellem partierne giver sammen med forskelle i uldens naturlige fedtindhold de diskrete farvevariationer kendt som abrashDiskrete farveskift i et håndlavet gulvtæppe, ofte synlige som vandrette bånd hen over midterfeltet. De opstår, fordi farvebade efter hinanden aldrig bliver helt ens, fordi forskelle i uldens indhold af fedt og olie får farverne til at ændre sig ujævnt med alderen, og – i cremefarvede partier vævet af ufarvet uld – fordi fiberen skifter tone, når den ældes. Abrash bliver ofte tydeligere med årene, og i et ældre tæppe regnes det derfor som et tegn på naturfarver og håndarbejde snarere end som en fejl, mens et nyere tæppe stadig kontrolleres for ensartet farve. Maskinfremstillede og visse nye håndknyttede tæpper efterligner det med vilje., der giver traditionelle tæpper deres karakteristiske dybde og visuelle liv. Metoden bruges stadig af håndværkere, der fremstiller specialfarvet garn til særlige tæpper.
Et tæppe knyttet som et billede, med landskaber, scener fra historien eller mytologien, bibelske eller andre fortællinger og menneskefigurer i stedet for et gentaget ornament, kompositorisk sammenligneligt med traditionel kunst. De knyttes af mestervævere på byernes værksteder, især i TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., der er kendt for et stort udvalg af figurative mønstre, og desuden i KashanFine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetiden i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uld, ofte importeret Manchester-uld, i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljon, en medaljon med tilhørende hjørnestykker eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver., Isfahan og SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér.. Ansigter og blomsterpartier knyttes ofte med en højere knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. end resten af tæppet, så knudetallet bør helst beregnes som et gennemsnit af to eller tre områder.
Fladtrykning af luvfibrene under vedvarende vægt, for eksempel i en meget befærdet gangzone eller under tunge møbler, så luven ser slidt ud. Under opbevaring sker det samme, når tunge genstande stables på et tæppe i længere tid. Et tæppeunderlagMateriale, der lægges mellem tæppet og undergulvet for at dæmpe, isolere og forlænge tæppets levetid. Kaldes også underlagsmåtte eller tæppepolstring. og polstrede brikker under møbelbenene fordeler belastningen, og når tæppet drejes cirka en gang om året, flyttes de steder, hvor vægten falder; en mellemhøj til høj luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. og en tæt vævning modstår bedst tunge senge og spiseborde, og regelmæssig støvsugning og professionel tæpperens holder luven i form.
En type tæppe med skåret luvEn tæppekonstruktion, hvor garnets løkker skæres over foroven, så der opstår en blød, fyldig overflade af enkelte totter, der står oprejst. og stramt snoede fibre, der krøller i forskellige retninger. Det giver et struktureret, afslappet udtryk med fremragende holdbarhed og en god evne til at skjule fodspor.
Trendenderne, der stikker ud over begge kortender af et tæppe. I et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe er frynserne ikke en pynt, der er sat på til sidst, men den synlige fortsættelse af grundvævet, hvis trendtråde kan følges gennem hele tæppet på bagsiden, så deres fiber (bomuld, uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. eller silke) viser, hvad grundvævet er lavet af. De bør ikke klippes af; skal de skjules, kan de bindes tilbage mod bagsiden. Væverne klipper, knytter, fletter eller udsmykker dem, og flettede eller udsmykkede ender er særlig almindelige i nomade- og landsbytæpper; afslutningen hjælper med at bestemme oprindelsen. De er sjældent helt jævne, og den ene ende er ofte længere end den anden. Frynser, der er sat på bagefter, eller slet ingen frynser peger i retning af et maskinfremstillet tæppe.
Svækkelse af et tæppes luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. og bund som følge af længere tids påvirkning af høj luftfugtighed eller fugtige forhold. Fugt, der trænger ind i de naturlige fibre, gør dem skøre og kan med tiden få dem til at rådne, og den samme fugt tiltrækker møl og andre skadedyr. Fugtige, varme eller dårligt ventilerede opbevaringssteder, badeværelser og fugtige klimaer er de typiske steder; løsningen er en affugter, god luftcirkulation, et skridsikkert underlagEt dæmpende lag, der lægges under et gulvtæppe for at forhindre det i at skride, beskytte gulvet, tage imod vægten af møbler og forlænge tæppets levetid ved at skærme det mod friktion på undersiden og fugt fra gulvet. Det har størst betydning for små eller lette tæpper, f.eks. i entréer, køkkener og badeværelser eller på fliser, som ellers glider og bliver en faldrisiko. Meget store tæpper ligger fast under deres egen vægt, men et underlag gør stadig nytte under tunge borde og sofaer og i fugtige rum, hvor det isolerer mod fugt fra undergrunden., der stopper fugt fra gulvet, en lavere luv, der optager mindre fugt, og at lufte tæppet udendørs i solen et par timer en eller to gange om året uden at lade forsiden ligge længe i stærkt sollys. Svingende luftfugtighed får desuden en bund af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. til at strække sig og krympe, så tæppet bliver skævt, mens en bund af bomuld bedre bevarer sine mål.
Antallet af omdrejninger pr. tomme i tæppegarnet. En højere snoning giver generelt bedre holdbarhed, og tæppet bevarer sit udseende længere, især tæpper med skåret luvEn tæppekonstruktion, hvor garnets løkker skæres over foroven, så der opstår en blød, fyldig overflade af enkelte totter, der står oprejst..
I maskinfremstillede tæpper betegner gauge afstanden mellem nålene på tuftemaskinen. Jo lavere gauge-tallet er, desto flere nåle pr. tomme og desto tættere bliver tæppet.
En animalsk fiber, som nomadevævere sommetider bruger i stedet for uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. til tæppets bund, som i GabbehEt tæppe fra provinsen Fars i Iran, første gang omtalt i 1600-tallet for omkring 400 år siden. Det væves af egnens nomadestammer og fastboende landsbyboere på en bund af uld eller gedehår (sjældent bomuld) og har en lang, tyk og tæt luv af uld, som ikke klippes kort. Den lave knudetæthed giver enkle, kraftfulde mønstre, hvor træer, dyr og mennesker bliver til abstrakte geometriske former. Farvet Gabbeh kan farves i alle nuancer, ofte kraftigt. Naturel Gabbeh væves af ufarvet hvid og sort uld i creme, brune, grå og sorte toner, som regel på en cremefarvet bund. De typiske størrelser er ca. 0,9-1,2 × 1,8-2,1 m (3-4 × 6-7 fod). Finere udgaver vævet i byen kommer fra Shiraz, og meget fine, tunge stykker kaldes undertiden Qashqai, selv om de ikke er ægte Qashqai-tæpper.- og Quchan-tæpper, mens selve luven stadig er af uld. Sammen med mohairAngorageden har langt, silkeblødt og skinnende hår. I persiske tæpper er det en af flere animalske fibre, nævnt sammen med gedehår, kamelhår og kohår. De kan bruges som materiale, men er langt mindre almindelige end den sædvanlige uld, bomuld og silke. Denne gruppe ses mest i nomadetæpper., kamelhårEn dyrefiber fra kameler, der bruges sjældnere i tæpper end uld, bomuld eller silke og mest findes i persiske nomadetæpper. Dens naturlige, varme lysebrune tone er også blevet et farvenavn: kamelhår er en tilbagevendende bundfarve i Mehraban-tæpper sammen med mørkeblå, mørkerød, creme og fersken, så udtrykket kan betegne både fiberen og blot nuancen. og kohår hører gedehår til de mindre almindelige tæppematerialer. Det ses mest i nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. og findes også i nogle fladvævede kelimtæpper.
Tæpper fremstillet af genanvendte materialer fra forbrugere eller industri. Det kan være fibre af genanvendte plastflasker (PETEn syntetisk tæppefiber, der kan fremstilles af genbrugte plastflasker, kendt for sin blødhed, sin modstandsdygtighed over for pletter og sine miljøvenlige egenskaber.), genvundet nylonEn syntetisk fiber, der ofte bruges til fremstilling af væg til væg-tæpper. Den er kendt for sin holdbarhed og spændstighed og modstår pletter godt, når den er behandlet korrekt. fra brugte væg til væg-tæpper eller genanvendte bagsidematerialer.
Processen, hvor folder og bølger i et væg til væg-tæppe fjernes ved at stramme det op og fastgøre det til sømlisterne igen. Nødvendig, når tæppet er blevet løst på grund af alder, skiftende luftfugtighed eller flytning af tunge møbler.
Det bredeste bånd, der indrammer tæppets bundfelt, som regel flankeret af én eller flere langt smallere sideborter. Farven afviger normalt fra bundfeltets, og ornamentikken, for eksempel blomsterranker, vaser, rosetter eller geometriske gentagelser, løber hele vejen rundt langs alle fire sider. I bytæpper forventes mønsteret at vende rent i hjørnerne, mens nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. sjældnere holder det sammenhængende. Under et spisebord er det især borten, der forbliver synlig, så dens farve og mønster fortjener ekstra opmærksomhed, når du vælger et gulvtæppe.
Den højeste luvklasse i én forhandlers inddeling i fire klasser, ca. 12,7 til 15,9 mm (1/2 til 5/8 tomme) målt fra tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. til toppen af luven. Den føles blød og hyggelig under fødderne og ledsages som regel af større, mere markante mønstre, fordi tæpper med lavere knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. ikke behøver at klippes tæt for at se skarpe ud. Sammen med mellemhøj luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. anbefales den til travle stuer, gange, entréer og tunge møbler, men den kræver mere frihøjde under døre og er længere om at tørre i fugtige rum. HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former.-, Mashhad-, SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér.-, BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede.-, Zanjan- og GabbehEt tæppe fra provinsen Fars i Iran, første gang omtalt i 1600-tallet for omkring 400 år siden. Det væves af egnens nomadestammer og fastboende landsbyboere på en bund af uld eller gedehår (sjældent bomuld) og har en lang, tyk og tæt luv af uld, som ikke klippes kort. Den lave knudetæthed giver enkle, kraftfulde mønstre, hvor træer, dyr og mennesker bliver til abstrakte geometriske former. Farvet Gabbeh kan farves i alle nuancer, ofte kraftigt. Naturel Gabbeh væves af ufarvet hvid og sort uld i creme, brune, grå og sorte toner, som regel på en cremefarvet bund. De typiske størrelser er ca. 0,9-1,2 × 1,8-2,1 m (3-4 × 6-7 fod). Finere udgaver vævet i byen kommer fra Shiraz, og meget fine, tunge stykker kaldes undertiden Qashqai, selv om de ikke er ægte Qashqai-tæpper.-tæpper har den typisk.
En meget stor statsejet iransk tæppeproducent, kendt under forkortelsen ICC og i USA som Iranian Rug Company, med rødder tilbage til 1934. Den driver et net af værksteder i omkring 44 byer, blandt andet TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., HamadanTæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønster i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthed, der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uld på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luv, der er tyndere end i tæpper med dobbelt islæt. og SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér., med omkring 25.000 ansatte, og fremstiller cirka 50.000 kvadratmeter tæpper om året. Den leverer uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. og materialer og låner penge ud til udskiftning af gamle væve. Farvning og vævning kontrolleres nøje, og selv en lille fejl skal pilles op og gøres om, så dens signatur står for ensartet høj kvalitet, uanset hvilken by tæppet kommer fra.
En stofstrimmel, der sys langs kanten af et tæppe for at forhindre trævler og give en pæn afslutning, som på løse gulvtæpper og trappeløbere. Et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe afsluttes normalt anderledes: væveren vikler islættet flere gange om den yderste trend og danner dermed kantomviklingen eller ægkanten, som regel en afrundet, snoet kant (undertiden flad eller i uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. i en kontrastfarve), hvis regionale stil hjælper eksperter med at afgøre, hvor tæppet er lavet.
En kantafslutning, hvor garn vikles igen og igen om tæppets yderkant, med maskine eller i hånden, så der dannes en afrundet, snorlignende kant. Det er den sædvanlige afslutning på de lange sider af maskinfremstillede tæpper (frynserne markerer som regel trendens ender). Det er også den måde, en slidt kant på et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe genopbygges på (den reparation, der på engelsk kaldes ”overcasting”). Den oprindelige kant på et håndknyttet tæppe er normalt en ægkantDen indvævede sidekant på et håndknyttet tæppe. Den dannes under vævningen, når islættet vikles flere gange om den yderste trendtråd, så der opstår en afrundet, snoreagtig kant. Afhængigt af egnen kan omviklingen være udført i uld i en kontrastfarve eller med selve trenden, eller kanten kan være flad i stedet for rund. Kanten er derfor et af de spor, eksperter bruger til at bestemme et tæppes oprindelse. På engelsk betegner ”overcasting” den samme kant, og ordet optræder også på lister over almindelige tæppereparationer. og ikke en påført kantkastning: den væves med, når islættet vikles om den yderste trendtråd under vævningen. På håndlavede stykker er kantkastningens jævnhed et hurtigt fingerpeg om, hvor omhyggeligt tæppet er gjort færdigt.
Et trin i forarbejdningen af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., der følger efter vasken og går forud for kartningen, og hvor uld med burrer renses kemisk: den vaskede uld lægges i svovlsyre og bages, så burrer, frø og andet plantemateriale, som vasken ikke fjerner, bliver til skørt kul. Den forkullede rest knuses derefter og rystes ud, mens selve ulden stort set går uskadt igennem. Nogle beskrivelser fra tæppehandlen bruger ordet mere løst om en vask mellem den første vask og kartningen, som gør fibrene blødere og hvidere — et af de trin, der forvandler nyklippet uld til ren uld, klar til at blive kartet, spundet og farvet til tæppets garn.
Et trin i forarbejdningen af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., hvor den rensede uld kører gennem en kartemaskine, der lægger fibrene i samme retning og fjerner de urenheder, der stadig er tilbage. Kartningen følger efter vask og karboniseringEt trin i forarbejdningen af uld, der følger efter vasken og går forud for kartningen, og hvor uld med burrer renses kemisk: den vaskede uld lægges i svovlsyre og bages, så burrer, frø og andet plantemateriale, som vasken ikke fjerner, bliver til skørt kul. Den forkullede rest knuses derefter og rystes ud, mens selve ulden stort set går uskadt igennem. Nogle beskrivelser fra tæppehandlen bruger ordet mere løst om en vask mellem den første vask og kartningen, som gør fibrene blødere og hvidere — et af de trin, der forvandler nyklippet uld til ren uld, klar til at blive kartet, spundet og farvet til tæppets garn. og går forud for spindingen, og bagefter er ulden klar til at blive spundet til tæppets garn.
Den dyreste af de tre kvaliteter af moderne kazak-tæpper, som afghanske vævere fremstiller i Pakistan. Den ligger over commercial og Super KazakDen kvalitet af moderne håndknyttede Kazak-tæpper, der har den højeste knudetæthed, knyttet i Pakistan af afghanske vævere. Den tættere knytning giver plads til finere og mere detaljerede geometriske mønstre, og ulden af høj kvalitet har et næsten silkeagtigt udseende og en blød glans i et godt udvalg af farver. Prismæssigt ligger den i midten af de tre kvaliteter: standard-Kazak (kommerciel), med den laveste tæthed og store, markante mønstre, koster mindre, og Kazak Azari, med et bredere udvalg af mønstre og farver og tykkere uld, koster mere.. Knudetætheden er den samme som i en commercial kazak eller lidt højere, men tæppet har et langt bredere udvalg af mønstre og harmoniske farver. Mønstrene er inspireret af persiske HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former.-tæpper, og den mellemtykke til tykke luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. føles mere luksuriøs. Den håndspundne uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. er den bedste af de tre kvaliteter, tyk og fyldig, og farverne kommer fra plantefarvestoffer. Tæpperne ser antikke ud, men de er nyfremstillede.
Geometriske tæpper med markante, storskalerede mønstre, stammemotiver og mange medaljoner. De blev oprindeligt vævet i 1800-tallet i det sydlige Kaukasus (nutidens Armenien, Georgien og Aserbajdsjan) af vævere fra flere kaukasiske folk, blandt dem armeniere, azerier og georgiere. I dag kommer de fleste fra pakistanske værksteder, hvor afghanske vævere siden 1980erne og 1990erne har genskabt mønstrene i håndspundet Ghazni-uldEn højt værdsat tæppeuld fra Ghazni-regionen i Afghanistan. Som andre uldtyper af topkvalitet er den tyk og fedtet, og den regnes sammen med Manchester-uld og newzealandsk uld blandt de tre mest kendte kvalitetsulde til persiske og orientalske tæpper. Kazak-tæpper, som afghanske vævere knytter i Pakistan, bruger den håndspundet. og plantefarver. Farverne er blødere og mere moderne, som beige, turkis, indigo og rustrød, ofte med rødt felt og cremefarvede medaljoner og borter. Også Indien fremstiller tæpper i kazak-stil. Den lave til mellemhøje luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. klippes kort og stenvaskes, så tæppet får et antikt udseende. Kvaliteterne er commercial (lavest knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke.), Super (finest knytning og silkeblød uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper.) og Kazak AzariDen dyreste af de tre kvaliteter af moderne kazak-tæpper, som afghanske vævere fremstiller i Pakistan. Den ligger over commercial og Super Kazak. Knudetætheden er den samme som i en commercial kazak eller lidt højere, men tæppet har et langt bredere udvalg af mønstre og harmoniske farver. Mønstrene er inspireret af persiske Heriz-tæpper, og den mellemtykke til tykke luv føles mere luksuriøs. Den håndspundne uld er den bedste af de tre kvaliteter, tyk og fyldig, og farverne kommer fra plantefarvestoffer. Tæpperne ser antikke ud, men de er nyfremstillede. (mønstre inspireret af HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former., tykkere luv, den bedste uld og den højeste pris). Eksemplerne ligger på cirka 121 til 169 KPSI (knuder pr. kvadrattomme), svarende til omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm.
Et fladvævet tæppeEn type tæppe uden luv, hvor trend og islæt væves sammen til en flad overflade. Eksempler er kelimtæpper, dhurrier og sumaker. Fladvævede tæpper kan som regel vendes, er lette og nemmere at rengøre end tæpper med luv, hvilket gør dem populære i afslappede rum og i varmere klimaer. uden luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum., traditionelt fremstillet i Tyrkiet, Iran, Afghanistan og på Balkan. Farvede islætstråde væves ind i trenden uden knuder, så begge sider ser ens ud. Fibrene er typisk uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., bomuld eller gedehårEn animalsk fiber, som nomadevævere sommetider bruger i stedet for uld til tæppets bund, som i Gabbeh- og Quchan-tæpper, mens selve luven stadig er af uld. Sammen med mohair, kamelhår og kohår hører gedehår til de mindre almindelige tæppematerialer. Det ses mest i nomadetæpper og findes også i nogle fladvævede kelimtæpper., og naturfarver giver ofte små nuanceforskelle, som er normale og ikke fejl. Den lave højde gør, at døre let går fri, og tæppet kan hænges op som vægkunst. I et knyttet tæppe betegner ”kelim” også det fladvævede bånd i hver ende, hvor ekstra islætrækker sikrer enderne ved frynserne.
Tæppespecialisternes handelsnavn for den fineste kvalitet af Khal MohammadiTæpper af afghansk oprindelse og design, der usædvanligt nok er opkaldt efter en person og ikke efter et sted: ifølge en legende i branchen en mestertæppeknytter og farver, der blev i det nordlige Afghanistan under den sovjetiske invasion og begyndte at fremstille dem der. De er kendt for dybe, naturligt farvede røde og blå toner med accenter i orange, sort og rust og for geometriske kompositioner med fine florale detaljer inspireret af bokhara- og turkmenske mønstre; en let variation i nuancerne er normal ved naturlige farvestoffer. Luven er 100 procent uld fra bjergfår, hvis fedtholdige uld har en blød glans, på en bund af bomuld og i mellemhøjde. Nogle klassificeres som fremstillet i Pakistan. En finere og tættere kvalitet, ofte betegnet Belgique, tegner det samme mønster skarpere., de afghanske tæpper, der er kendt for dybe røde farver fra naturlige farvestoffer. Farver og mønster er de samme som i den almindelige kvalitet, men den højere knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. giver en skarpere og mere detaljeret tegning. Forskellen ses derfor på, hvor skarpt mønstret står, ikke på tæppets samlede udtryk.
En lille metalkrog, som vævere som regel bruger, når de knytter symmetriske (tyrkiske) knuder, til at gribe garnet og trække det igennem mellem trendtrådene. Tæppet fremstilles stadig helt i hånden, og redskabet bidrager til den meget jævne og præcise knytning, som væverne i TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., der bruger den tyrkiske knude, er kendt for. Asymmetriske (persiske) knuder knyttes som regel med fingrene alene, og til dem bruger væverne typisk ikke krog.
En test, som eksperter bruger til at bestemme farvestoftype og alder: luven skilles eller bøjes, og den betragtes fra spidsen og ned til roden, hvor den møder grundvævet. En farve, der bliver mørkere mod roden, betyder som regel et syntetisk farvestof, der er falmet i lyset øverst, og det daterer tæppet til slutningen af 1800-tallet eller senere. Naturfarver, som var næsten enerådende før 1860'erne, falmer blødt og jævnt. Farve, der er behandlet for at se gammel ud, virker derimod ofte bleget og har et skarpt bånd midt på fiberen.
En fin og blød uldkvalitet fra halsen og det inderste lag af pelsen på unge får, ofte fra den første klipning. Den er fedtet af naturlig lanolinDen naturlige voks, der dækker uldfibrene og er fårets egen beskyttelse af ulden, som den gør vandafvisende. Uld fra får, der opdrættes i større højder, er tykkere og mere fedtet (”fedtholdig”), og et varmt, let fedtet greb er et hurtigt tegn på ægte uld. I et tæppe afviser den resterende lanolin væsker, så spild et øjeblik ligger som perler på overfladen i stedet for at trænge ind – en af grundene til, at uld modstår spild og snavs. Håndspinding bevarer lanolinen, mens gentagen hård kemisk rensning fjerner den, og derfor anbefales en skånsom vask., føles blød og spændstig og giver farverne ekstra glans. Den bruges til luven i mange fine bytæpper fra Isfahan, Kerman, QomPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket., TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz. og Mashhad, og ældre antikke SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér.-tæpper med kortklippet luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. er også knyttet af den. Staves også cork- eller kurk-uld.
En syntetisk gummiblanding, der påføres tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. for at fastholde luvtotterne og give formstabilitet. Den fås i forskellige sammensætninger, bl.a. SBR (styren-butadien-gummi) og syntetisk latex, som giver forskellig grad af fleksibilitet og holdbarhed.
Det laveste luvniveau i en forhandlers inddeling i fire niveauer, omkring 3,2 til 6,4 mm (1/8 til 1/4 tomme) målt fra tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. til toppen af luven; det næste niveau, lav til mellem, går op til 8,5 mm (1/3 tomme). Luven føles glat og viser et skarpt, detaljeret mønster, og derfor klippes fint knyttede tæpper, TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz. i silke og andre tæpper af ren silke lavt, ligesom antikke tæpper, der er slidt ned med alderen, og antikvaskede OushakEt tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttet i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljon og kun lidt geometrisk tegning, i uld fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvask, flere nuancer af samme farve og en kort, lav luv giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthed sælges samme familie også som Peshawar, Chobi, Ziegler eller Ferahan.- og Kazak-tæpper. En lav luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. giver plads til døre, der svinger hen over tæppet, optager mindre fugt og støv og er lettere at støvsuge, men tåler kraftig færdsel og møbler dårligere end en højere luv.
Et stiliseret blomstermotiv, som i den persiske tæppetradition regnes for en hellig blomst og forbindes med et langt liv. Den centrale medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader. i et tæppe med blomstermedaljonEt blomstret tæppe bygget op omkring én central medaljon, enten en enkelt stor blomst eller en klynge af små blomster samlet i én form, ofte gentaget af mindre medaljoner over, under og ved siden af den. Medaljonen siges traditionelt at symbolisere den hellige lotus. Fordi den optager plads i midterfeltet, er blomster og grene mindre og tyndere end i tæpper med heldækkende blomstermønster. Designet er typisk for Tabriz, Kerman, Sarough og Kashan, og det markante centrum gør det til et naturligt blikfang i rummet. tolkes som en lotus, tegnet enten som én stor blomst eller som flere små. Lotussen er også et hovedelement i Shah AbbasiEn klassisk persisk blomsterstil, opkaldt efter safavideherskeren Shah Abbas og forbundet med tæpperne fra hans regeringstid for omkring 400 år siden. De vigtigste kendetegn er stiliserede, fjeragtige palmetblade og lotusblomster – lotussen er et ældgammelt symbol på langt liv – arrangeret i streng symmetri med rankeornamentik omkring en central medaljon, ofte en rosette. De tidlige eksempler foretrak dybe røde og blå farver, mens senere tæpper i stilen ofte går over til dæmpede, neutrale toner. Mønsteret findes i keshan, nain og tabriz tæpper.-mønsteret, og i Herati-mønsteret siges de fiskeformede blade at kredse om en lotus. Lotusblomster hører til de motiver, der tilskrives mongolperioden, da mønstre fra kinesisk kunst fandt vej ind i de persiske tæpper.
Overfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum.
Højden på et tæppes knyttede luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum., målt med lineal eller skydelære fra tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. til luvens spidser, grundvævet medregnet. En forhandlers inddeling sorterer den i lav (3,2 til 6,4 mm, eller 1/8 til 1/4 tomme), lav-medium (6,4 til 8,5 mm, eller 1/4 til 1/3 tomme), medium (8,5 til 9,5 mm, eller 1/3 til 3/8 tomme) og høj (12,7 til 15,9 mm, eller 1/2 til 5/8 tomme). Den endelige klipning fastlægger den: skarpt detaljerede, tætknyttede tæpper, herunder silketæpper og tæpper i silke og uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., klippes lavt, mens grove tæpper med store mønstre som HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former. og GabbehEt tæppe fra provinsen Fars i Iran, første gang omtalt i 1600-tallet for omkring 400 år siden. Det væves af egnens nomadestammer og fastboende landsbyboere på en bund af uld eller gedehår (sjældent bomuld) og har en lang, tyk og tæt luv af uld, som ikke klippes kort. Den lave knudetæthed giver enkle, kraftfulde mønstre, hvor træer, dyr og mennesker bliver til abstrakte geometriske former. Farvet Gabbeh kan farves i alle nuancer, ofte kraftigt. Naturel Gabbeh væves af ufarvet hvid og sort uld i creme, brune, grå og sorte toner, som regel på en cremefarvet bund. De typiske størrelser er ca. 0,9-1,2 × 1,8-2,1 m (3-4 × 6-7 fod). Finere udgaver vævet i byen kommer fra Shiraz, og meget fine, tunge stykker kaldes undertiden Qashqai, selv om de ikke er ægte Qashqai-tæpper. beholder en højere luv. En højere luv føles blødere at gå på, og en mellemhøj til høj luv passer til travle områder og tunge møbler. En lavere luv går fri af døre, optager mindre fugt, samler mindre støv og er lettere at støvsuge.
Afklipning af et tæppes knyttede luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. med en saks. Væverne klipper den let for hver få centimeters knytning (omtrent hver 5 til 10 cm), så mønsteret forbliver synligt, og en afsluttende klipning, når tæppet er taget af væven, fastlægger den færdige luvhøjde. Fint knyttede tæpper som TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz. i silke og andre tæpper i silke eller silke og uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. klippes korte, så skarpe detaljer træder frem, mens tæpper, der skal se antikke ud, som tæpper i Kazak- og OushakEt tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttet i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljon og kun lidt geometrisk tegning, i uld fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvask, flere nuancer af samme farve og en kort, lav luv giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthed sælges samme familie også som Peshawar, Chobi, Ziegler eller Ferahan.-stil, bevidst klippes korte, så de føles tynde og ser ældede ud.
Den retning, luvens fibre ligger i. Den kan mærkes, når man stryger hånden hen over tæppet. Tæppet ser lysere eller mørkere ud, alt efter hvilken retning man ser det fra i forhold til luven. Når man tørrer af eller børster, følger man luvretningen, for går man mod luven, trænger væsken dybere ned. Støvsuger man, gør man det fra side til side og ikke lige imod luven, så fibrene ikke bliver trukket op.
Et fænomen, hvor områder af tæppet ser lysere eller mørkere ud end omgivelserne, fordi lyset reflekteres forskelligt fra luvfibre, der har skiftet retning. Det er ikke en fabrikationsfejl, men en fysisk egenskab ved tæpper med opskåret luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum.. Kendes også som ”vandmærker” eller pooling.
Landsbytæpper fra byen Malayer og de omkringliggende landsbyer mellem ArakTæpper fra Arak, en by i det centrale Iran, der tidligere hed Sultanabad, og fra landsbyerne omkring den – en væveregion, der voksede i Qajar-tiden, da eksporten af persiske tæpper til Europa og Amerika blomstrede. Tæppelitteraturen bruger også byen som pejlemærke: byen Sarough ligger ca. 50 km nord for den, og Malayer-landsbyerne ligger mellem Arak og Hamadan. Ældre stykker fra området sælges stadig under det gamle navn Sultanabad. og HamadanTæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønster i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthed, der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uld på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luv, der er tyndere end i tæpper med dobbelt islæt., som regel dateret til omkring 1800-tallet og vævet ved en gammel handelsrute, ad hvilken fremmede mønstre kom til egnen. Et fundament af bomuld, luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. og den symmetriske tyrkiske knude giver en finere vævning end i de fleste landsbytæpper, og luven er klippet forholdsvis kort, så detaljerne træder frem. Typiske kendetegn er rombe- eller sekskantede medaljoner, små hvide prikker i den bort, der omkranser medaljonen, og en reblignende løkkeeffekt i tæppets egen bort. Den sydøstlige stil, beslægtet med SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér.-tæpperne, har dobbelt islætEn konstruktion, hvor der mellem to på hinanden følgende knuderækker føres to islætstråde gennem trenden i stedet for én. Det dobbelte islæt dækker grundvævningen, så man på bagsiden af et fint og tæt vævet tæppe kun ser knuder og islæt, uden de hvide prikker af trend, der afslører et tæppe med enkelt islæt, og tæppet bliver tykkere, tættere og tungere. Bijar og Heriz er typiske typer med dobbelt islæt, ligesom fintvævede persiske tæpper i det hele taget. og er tykkere, med blomstermedaljoner eller livstræsmotiver; den nordvestlige stil, beslægtet med Hamadan-tæpperne, har enkelt islætEn konstruktion, hvor væveren kun fører én islætstråd ind mellem hver række knuder. Da trenden ikke dækkes helt, viser tæppets bagside et zigzag af små hvide prikker fra bunden – et nemt kendetegn – og luven er som regel tyndere og lavere end ved dobbelt islæt. Enkelt islæt er almindelig praksis i det store Hamadan-område, fra Hamadan-, Karaja- og Mehraban-tæpper til Senneh og mange kurdiske nomadetæpper, og i den Hamadan-prægede type af Malayer-tæpper., er geometrisk og lysere i farverne. Små tæpper og tæppeløbere dominerer, oftest på marineblå, dybrød eller cremefarvet bund.
Et stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetidenDet persiske herskerhus, der regerede fra 1501, begyndende med shah Ismail, og ind i 1730'erne. Hoffets mæcenat for maleri, kalligrafi og vævning gjorde perioden til det persiske tæppes guldalder. Mange mesterværker på museer og ved de største auktioner stammer fra denne tid, og de største centre var Tabriz, Herat, Kashan og Kerman. Efterhånden som mønstrene blev mere komplekse, blev designerne, ofte miniaturemalere, adskilt fra væverne, der arbejdede ud fra deres tegninger. Den store centrale medaljon, kurvede og geometriske kompositioner samt rigere blomster og ranker blev kendetegn, og mønstrene blev standardiseret til eksport til de asiatiske og europæiske markeder. Afghanernes invasion af Isfahan i 1722 afbrød vævningen i de vigtigste produktionscentre i flere år, men stammer og landsbyer fortsatte med at væve. (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., KashanFine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetiden i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uld, ofte importeret Manchester-uld, i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljon, en medaljon med tilhørende hjørnestykker eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver. og SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér., tolkes ofte som en lotusblomstEt stiliseret blomstermotiv, som i den persiske tæppetradition regnes for en hellig blomst og forbindes med et langt liv. Den centrale medaljon i et tæppe med blomstermedaljon tolkes som en lotus, tegnet enten som én stor blomst eller som flere små. Lotussen er også et hovedelement i Shah Abbasi-mønsteret, og i Herati-mønsteret siges de fiskeformede blade at kredse om en lotus. Lotusblomster hører til de motiver, der tilskrives mongolperioden, da mønstre fra kinesisk kunst fandt vej ind i de persiske tæpper., og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. som HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former. og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykkerOrnamentet i hvert af feltets fire hjørner omkring en central medaljon, som regel med en gentagelse af medaljonens motiver eller farve; i Tabriz-tæpper laves hjørnerne ofte ved at dele medaljonens mønster i fire og bruge én del i hvert hjørne. Hjørnestykkerne fuldender en komposition med medaljon og hjørner, og i et godt udført tæppe matcher hjørnestykkerne hinanden og sidder symmetrisk., flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader.
En erfaren væver, der leder værkstedets øvrige vævere og holder dets standard for mønstre og vævning høj. Mestervævere grundlægger ofte et værksted og giver det deres navn, som det er sket med AlabafEt berømt værksted i Tabriz, grundlagt i begyndelsen af 1900-tallet af Hassan Alabaf og drevet gennem tre generationer af hans familie: fra Hassan til sønnen Abbas, der overtog ved faderens død, og videre til en tredje generation, der fører det videre. Værkstedet havde angiveligt over 300 væve og tusind vævere eller flere. Dets tæpper i traditionelle Tabriz-mønstre regnes for nogle af de fineste, der fremstilles i Iran, og sammenlignes ofte med Rolls-Roycen blandt persiske tæpper; stykker med værkstedets signatur er eftertragtede blandt samlere og opnår højere priser. og HabibianVærkstedet i Nain, grundlagt af Fatollah Habibian, der efter sigende begyndte at væve i 1903 under sin far og, da familiens ældre stilarter mistede deres marked og lageret blev solgt ud, startede sit eget værksted sammen med sin bror. Han regnes for skaberen af det moderne Nain-tæppe, og navnet er blevet synonymt med Nain-tæpper: knyttet med persisk knude, tætvævede, med indviklede mønstre, detaljer i silke og et moderne udtryk. Habibian er en af de få kendte signaturer på Nain-tæpper, som for størstedelens vedkommende er usignerede, og grundlæggerens barnebørn fører værkstedet videre., og i byernes eliteværksteder væves deres navne hyppigt ind i tæpperne som signatur. De mest krævende stykker, for eksempel billedtæpper, betros dem, og den afghanske mester Khal MohammadiTæpper af afghansk oprindelse og design, der usædvanligt nok er opkaldt efter en person og ikke efter et sted: ifølge en legende i branchen en mestertæppeknytter og farver, der blev i det nordlige Afghanistan under den sovjetiske invasion og begyndte at fremstille dem der. De er kendt for dybe, naturligt farvede røde og blå toner med accenter i orange, sort og rust og for geometriske kompositioner med fine florale detaljer inspireret af bokhara- og turkmenske mønstre; en let variation i nuancerne er normal ved naturlige farvestoffer. Luven er 100 procent uld fra bjergfår, hvis fedtholdige uld har en blød glans, på en bund af bomuld og i mellemhøjde. Nogle klassificeres som fremstillet i Pakistan. En finere og tættere kvalitet, ofte betegnet Belgique, tegner det samme mønster skarpere., der også var en dygtig farver, har givet navn til en tæppetype. Tæpper vævet under et sådant tilsyn er som regel af højere kvalitet end tæpper, der ikke kommer fra et værksted, men ikke i alle tilfælde. Titlen bruges også mere løst om enhver meget dygtig væver.
Forskellige teknikker til rensning af tæpper, blandt andet varmtvandsekstraktion (damprensning), tørrensning med rensepulver, bonnet-rensning og indkapsling, som hver passer til bestemte tæppetyper, grader af tilsmudsning og tørretider. Håndknyttede tæpper kræver en mildere behandling: støvsugning fra side til side med en gulvstøvsuger med børstevalsen slået fra, uden om frynserne; en let aftørring en gang imellem med fortyndet, klorfrit opvaskemiddelskum på hvide bomuldshåndklæder, arbejdet ind i sektioner med luvens retningDen retning, luvens fibre ligger i. Den kan mærkes, når man stryger hånden hen over tæppet. Tæppet ser lysere eller mørkere ud, alt efter hvilken retning man ser det fra i forhold til luven. Når man tørrer af eller børster, følger man luvretningen, for går man mod luven, trænger væsken dybere ned. Støvsuger man, gør man det fra side til side og ikke lige imod luven, så fibrene ikke bliver trukket op., så tæppet tørrer inden for omkring en time; og en professionel vask hvert 5. til 10. år, hvert 3. til 5. år ved meget trafik og før et tæppe opbevares i et år eller mere.
En bue- eller dørformet niche vævet i den ene ende af et bedetæppes felt, som et ekko af moskéens niche, der angiver retningen mod Mekka. Den er tæppets omdrejningspunkt og minder den bedende om, at vedkommende står i et helligt rum. Tegningen spænder fra et enkelt omrids af en døråbning til en arkitektonisk gengivelse med søjler og fine detaljer.
En lille polstret kop eller pude, der sættes under benene på tunge møbler som en sofa, et sofabord eller et spisebord for at dæmpe det tryk, hvert ben lægger på tæppet. Den bruges sammen med et skridsikkert underlagEt dæmpende lag, der lægges under et gulvtæppe for at forhindre det i at skride, beskytte gulvet, tage imod vægten af møbler og forlænge tæppets levetid ved at skærme det mod friktion på undersiden og fugt fra gulvet. Det har størst betydning for små eller lette tæpper, f.eks. i entréer, køkkener og badeværelser eller på fliser, som ellers glider og bliver en faldrisiko. Meget store tæpper ligger fast under deres egen vægt, men et underlag gør stadig nytte under tunge borde og sofaer og i fugtige rum, hvor det isolerer mod fugt fra undergrunden., og tæppet drejes desuden en gang imellem, så belastningen ikke hele tiden ligger på de samme steder.
Huller og afgnavede pletter, hvor mølarver eller andre skadedyr som mus har ædt af et tæppes naturfibre. Det er en af de største risici under opbevaring og kan ramme brugte og nye tæpper lige meget, så eftersynet omfatter både for- og bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. og leder efter steder, der ser ud, som om noget har gnavet tæppet væk. Fugt, snavs og mørke steder, for eksempel de dele af et tæppe, der dækkes af tunge møbler, tiltrækker skadedyrene; renlighed, god udluftning og tør luft er den vigtigste forebyggelse, sammen med at støvsuge under møblerne en eller to gange om måneden og se efter møl dér, og at flytte møblerne og lufte tæppet med få måneders mellemrum.
Fine persiske tæpper fra byen Nain nær Isfahan i det centrale Iran. Her begyndte man først at knytte tæpper i 1900-tallet med Isfahan som forbillede, og det var Habibian-værkstedetVærkstedet i Nain, grundlagt af Fatollah Habibian, der efter sigende begyndte at væve i 1903 under sin far og, da familiens ældre stilarter mistede deres marked og lageret blev solgt ud, startede sit eget værksted sammen med sin bror. Han regnes for skaberen af det moderne Nain-tæppe, og navnet er blevet synonymt med Nain-tæpper: knyttet med persisk knude, tætvævede, med indviklede mønstre, detaljer i silke og et moderne udtryk. Habibian er en af de få kendte signaturer på Nain-tæpper, som for størstedelens vedkommende er usignerede, og grundlæggerens barnebørn fører værkstedet videre., der gjorde navnet kendt over hele verden. Luven er af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., ofte med detaljer i silke, og knyttes på en bund af bomuld med ca. 200 til 700 knob pr. kvadrattomme (KPSIAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke.) eller flere (ca. 31 til 108 knob pr. cm²). Tætheden angives i la (”lag”): jo lavere tallet er, desto finere er tæppet. Et 4 laEn persisk graderingsskala, der er særlig for Nain-tæpper, hvor et tal som 4, 6 eller 9 angiver antallet af lag tråd (la, ”lag”) ved hver trendposition. Skalaen går baglæns: jo lavere tal, desto tættere knytning. Ofte nævnes ca. 650 KPSI (knuder pr. kvadrattomme) for 4 la, 400 til 500 for 6 la og 200 til 300 for 9 la (omtrent 10.100, 6.200 til 7.750 og 3.100 til 4.650 knuder pr. 10 × 10 cm), selv om de tal, der angives for samme grad, varierer fra kilde til kilde. har ca. 650 KPSI, et 6 la 400-500 og et 9 la 200-300. Mønstrene er buede blomstermotiver med medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader., gennemgående mønster eller Shah Abbasi-mønsterEn klassisk persisk blomsterstil, opkaldt efter safavideherskeren Shah Abbas og forbundet med tæpperne fra hans regeringstid for omkring 400 år siden. De vigtigste kendetegn er stiliserede, fjeragtige palmetblade og lotusblomster – lotussen er et ældgammelt symbol på langt liv – arrangeret i streng symmetri med rankeornamentik omkring en central medaljon, ofte en rosette. De tidlige eksempler foretrak dybe røde og blå farver, mens senere tæpper i stilen ofte går over til dæmpede, neutrale toner. Mønsteret findes i keshan, nain og tabriz tæpper., oftest på creme eller elfenbensfarvet bund med blå, beige og grå. De fleste Nain-tæpper er usignerede, men Habibian-signaturen er en velkendt undtagelse. Store størrelser er sjældne og dyre.
En konstruktionsteknik, hvor hver anden trendtråd trækkes ned i et andet, dybere niveau inde i tæppet, så knuderne pakkes i to planer i stedet for ét. Det er den skjulte ingeniørkunst bag mange meget fintknyttede tæpper: den næsten fordobler den opnåelige knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. og giver et stift, tungt greb. At føre fingrene hen over bagsiden af et tæppe og mærke ribbede, forskudte knudeknopper er en klassisk kendertest for nedsænket trend.
UldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. fra New Zealand. Sammen med Manchester- og Ghazni-uldEn højt værdsat tæppeuld fra Ghazni-regionen i Afghanistan. Som andre uldtyper af topkvalitet er den tyk og fedtet, og den regnes sammen med Manchester-uld og newzealandsk uld blandt de tre mest kendte kvalitetsulde til persiske og orientalske tæpper. Kazak-tæpper, som afghanske vævere knytter i Pakistan, bruger den håndspundet. regnes den blandt de tre bedst kendte uldkvaliteter af høj klasse til persiske og orientalske tæpper. God tæppeuld af denne slags føles tyk og fedtet. Den er importeret og kommer ikke fra lokale flokke, så den påvirker tæppets pris. Den nævnes som luvmateriale i OushakEt tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttet i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljon og kun lidt geometrisk tegning, i uld fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvask, flere nuancer af samme farve og en kort, lav luv giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthed sælges samme familie også som Peshawar, Chobi, Ziegler eller Ferahan.-, ZieglerEn type persisk tæppe, der første gang blev fremstillet i slutningen af 1800-tallet til det europæiske marked af firmaet Ziegler & Co., med forstørrede og bearbejdede traditionelle persiske mønstre i blødere, afdæmpede farver efter vestlig smag. Et Ziegler Mahal-design markerer en bestemt produktionsperiode, men gamle Ziegler-mønstre gengives stadig i dag, så designet alene kan ikke datere et tæppe. Navnet er også et af flere handelsnavne, sammen med Oushak, Peshawar, Chobi og Farahan, der bruges om værkstedstæpper fremstillet i Pakistan siden omkring 1970'erne i traditionelle persiske og tyrkiske mønstre med luv af uld på en bund af bomuld; hvilket navn der bruges, afhænger af design og knudetæthed.- og Peshawar-tæpper vævet i Pakistan, nogle gange blandet med Ghazni-uld, og i den tykke luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. på Kazak AzariDen dyreste af de tre kvaliteter af moderne kazak-tæpper, som afghanske vævere fremstiller i Pakistan. Den ligger over commercial og Super Kazak. Knudetætheden er den samme som i en commercial kazak eller lidt højere, men tæppet har et langt bredere udvalg af mønstre og harmoniske farver. Mønstrene er inspireret af persiske Heriz-tæpper, og den mellemtykke til tykke luv føles mere luksuriøs. Den håndspundne uld er den bedste af de tre kvaliteter, tyk og fyldig, og farverne kommer fra plantefarvestoffer. Tæpperne ser antikke ud, men de er nyfremstillede.-tæpper.
En måde at udstille et tæppe på væggen som et kunstværk; et tæppe i enhver stil kan hænges op, nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. og blomstrede tæpper lige så vel som billedtæpper. Strimler af kraftigt bomuldsstof uden klæbemiddel (til et bredt tæppe f.eks. tre på ca. 61 × 10 cm, eller 24 × 4 tommer; til et lille tæppe én strimmel placeret ca. 2,5 cm, eller 1 tomme, fra hver ende) sys i hånden fast på bagsiden ca. 5 cm (2 tommer) under overkanten, fri af frynserne eller kelimafslutningen, med sting for hver 1,3-2,5 cm (1/2 til 1 tomme), og foldes til en lomme. En rundstok af træ eller metal skydes gennem lommen og hviler på vægkroge, der er stærke nok til at bære vægten, så tæppet ikke tager skade.
Et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe fra vævelandene i Asien og Mellemøsten. Det er som regel opkaldt efter den by eller egn, det kommer fra, og er kendt for sine indviklede mønstre. I handlens faste vending ”persiske og orientalske” betyder persisk fremstillet i Iran, mens orientalsk dækker de øvrige oprindelseslande som Tyrkiet, Pakistan, Indien, Afghanistan og Kina. Det gælder for eksempel pakistanske Kazak-tæpper, tæpper med OushakEt tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttet i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljon og kun lidt geometrisk tegning, i uld fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvask, flere nuancer af samme farve og en kort, lav luv giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthed sælges samme familie også som Peshawar, Chobi, Ziegler eller Ferahan.-mønster og bokharaTæpper, der i dag hovedsageligt væves i pakistanske værksteder af pakistanske og afghanske vævere, som bearbejder ældre persisk-turkmenske mønstre med rødder i Centralasien; i branchen regnes de for orientalske og ikke persiske tæpper. Kendetegnet er en gennemgående gentagelse af gül-motiver – stiliserede ottekantede (undertiden rudeformede) blomstermotiver – på et felt, der oftest er rødt, dernæst cremefarvet, undertiden blåt eller grønt og på det seneste også sort, med detaljer i sort, fersken, blåt og grønt, alt sammen i plantefarver. Luven er af 100 procent uld, blød og silkeagtig at se på, middelhøj og knyttet på en bund af bomuld, og nogle stykker findes i overstørrelse; en finere kvalitet har højere knudetæthed, en mere detaljeret tegning og førsteklasses Ghazni-uld. tæpper eller afghanske Khal MohammadiTæpper af afghansk oprindelse og design, der usædvanligt nok er opkaldt efter en person og ikke efter et sted: ifølge en legende i branchen en mestertæppeknytter og farver, der blev i det nordlige Afghanistan under den sovjetiske invasion og begyndte at fremstille dem der. De er kendt for dybe, naturligt farvede røde og blå toner med accenter i orange, sort og rust og for geometriske kompositioner med fine florale detaljer inspireret af bokhara- og turkmenske mønstre; en let variation i nuancerne er normal ved naturlige farvestoffer. Luven er 100 procent uld fra bjergfår, hvis fedtholdige uld har en blød glans, på en bund af bomuld og i mellemhøjde. Nogle klassificeres som fremstillet i Pakistan. En finere og tættere kvalitet, ofte betegnet Belgique, tegner det samme mønster skarpere.-tæpper. I bred forstand omfatter ordet også persiske tæpper. Efterligninger fra Pakistan, Indien eller Kina er ikke persiske. Kun håndknyttede tæpper er ægte tæpper. Håndtuftede tæpper, der nogle gange sælges som ”håndlavede”, og maskinfremstillede tæpper rangerer lavere. Tæppets oprindelsesland og -by fortæller køberen, hvilke farver og hvilken kvalitet man typisk kan forvente.
Et tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader. og kun lidt geometrisk tegning, i uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvaskEn efterbehandling, der får nyknyttede tæpper til at se antikke ud, bedst kendt fra Peshawar-tæpper (chobi) og nutidige tæpper i Kazak-stil. Det nyvævede tæppe, hvis farver i begyndelsen er mørke, stenvaskes (Peshawar-tæpper lægges også ud i stærkt sollys), så farverne bliver blødere og falmer, og luven klippes kort. Derfor føles tæpperne tynde og lave, men holder alligevel godt. Tæpper i Oushak-stil fra de samme værksteder får en tilsvarende antikvask. Farver, der er behandlet for at se gamle ud, får ofte et bleget udseende og et skarpt farvebånd midt på hver fiber, i modsætning til den jævne falmen ved naturlig ældning., flere nuancer af samme farve og en kort, lav luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. sælges samme familie også som Peshawar, ChobiHåndknyttede tæpper fra Pakistan, lavet i byen Peshawar i landets nordlige del og også kaldet Chobi. De kopierer gamle persiske og tyrkiske mønstre, mest gennemgående blomstermønstre eller gentagne motiver (medaljoner er sjældne, fordi gennemgående mønstre passer til flere rum), med håndspundet uld og plantefarver. Tæpperne knyttes i mørkere toner, bliver derefter stenvasket og lagt i stærkt sollys, og luven klippes kort, så mønsteret træder frem, hvilket giver et nyt tæppe et antikt udtryk. Farverne er bløde og afdæmpede, ofte med en beige grundtone og en bevidst variation mellem lyst og mørkt, der efterligner ældede tæpper; tæpperne føles tynde, men holder godt til slid. Samme udtryk sælges også som Oushak, Ziegler eller Ferahan., ZieglerEn type persisk tæppe, der første gang blev fremstillet i slutningen af 1800-tallet til det europæiske marked af firmaet Ziegler & Co., med forstørrede og bearbejdede traditionelle persiske mønstre i blødere, afdæmpede farver efter vestlig smag. Et Ziegler Mahal-design markerer en bestemt produktionsperiode, men gamle Ziegler-mønstre gengives stadig i dag, så designet alene kan ikke datere et tæppe. Navnet er også et af flere handelsnavne, sammen med Oushak, Peshawar, Chobi og Farahan, der bruges om værkstedstæpper fremstillet i Pakistan siden omkring 1970'erne i traditionelle persiske og tyrkiske mønstre med luv af uld på en bund af bomuld; hvilket navn der bruges, afhænger af design og knudetæthed. eller Ferahan.
Verdens ældste kendte luvtæppe, knyttet omkring det 5. århundrede f.Kr. og fundet i 1949 i den frosne grav efter en skytisk adelsmand i Altaj-bjergene i Sibirien. Gravrøvere havde efterladt gravhøjen åben, så kulde og fugt frøs kammeret til og forseglede tæppet i is i omkring 2.500 år. Dets symmetriske knuder, ca. 36 pr. kvadratcentimeter (omtrent 230 pr. kvadrattomme), viser, at tæppeknytning allerede var en moden kunst i oldtiden. Det beskrives ofte som det ældste persiske tæppe og som et tidligt vidnesbyrd om nomadevævning, et håndværk, der opstod som beskyttelse mod kulde og fugt. Det er udstillet på Eremitagen i Sankt Petersborg.
Den asymmetriske knude i håndknyttede tæpper, modstykket til den symmetriske tyrkiske knude (Ghiordes-knuden). Væveren lægger garnet om én trendtråd og fører det under nabotråden, som regel med hænderne og uden krog. På tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. ser knuderne forskudte eller diagonale ud snarere end som pæne kvadrater, og luven føles blødere; knuden giver mulighed for finere detaljer og højere knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke.. I Iran forbinder en tommelfingerregel den med tæpperne fra landets centrale, østlige og sydlige egne (KashanFine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetiden i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uld, ofte importeret Manchester-uld, i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljon, en medaljon med tilhørende hjørnestykker eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver., Isfahan, Nain, Kerman), mens man i nordvest og vest foretrækker den tyrkiske knude, selv om der findes undtagelser. Fine, kurvede blomstermotiver tilskrives den ofte, men tæpper med tyrkisk knudeEn af de to vigtigste knuder i håndknyttede tæpper, også kaldet den symmetriske knude. Den anden er den asymmetriske persiske knude, også kaldet Senneh-knuden. Garnet lægges om to trendtråde ved siden af hinanden, og begge ender kommer op mellem dem. Derfor viser bagsiden små, jævne og næsten kvadratiske knudehoveder. Knytterne binder den ofte med en krog. Knuden er opkaldt efter byen Ghiordes (i dag Gördes) i Tyrkiet. Den giver en holdbar luv med præcise mønstre og er typisk for Tyrkiet, Kaukasus og det nordvestlige Iran (Tabriz, Bijar, Heriz og Hamadan-tæpper fra landsbyerne). Ifølge traditionen blev den indført i Iran af seldsjukkiske tyrkere, selv om knuden i sig selv er langt ældre. Den persiske knude får ofte æren for finere detaljer, men knudetypen er en tendens, ikke en grænse: Tabriz-tæpper knyttet med den tyrkiske knude når op på ca. 500 knuder pr. kvadrattomme (omkring 78 pr. cm²). kan være lige så detaljerede.
En syntetisk tæppefiber, der kan fremstilles af genbrugte plastflasker, kendt for sin blødhed, sin modstandsdygtighed over for pletter og sine miljøvenlige egenskaber.
Den faste plejerutine for et tæppes frynser, de frilagte trendender. Frynserne holdes uden for støvsugningen eller fejes højst forsigtigt med en kost, fordi en roterende børsteDen roterende børstevalse i mundstykket på mange stangstøvsugere og støvsugere med motoriseret mundstykke, som banker og bearbejder luven for at løsne snavs. På et håndknyttet tæppe er den for hård: den banker luven ned og kan gribe fat i frynserne og flå dem i stykker, og frynserne bør slet ikke støvsuges. Det anbefalede alternativ er ren sugekraft fra en let gulvstøvsuger, hvis mundstykke ikke har børstevalse, ført fra side til side på tværs af tæppets bredde frem for på langs mod luven; har du kun en maskine med børstevalse, bør valsen slås fra. griber fat i trådene og flænser dem, og de kan kæmmes blidt med en grovtandet børste, så de ikke filtrer sig sammen. Når de er snavsede, vaskes de ved at lægge dem over et bræt eller en lægte og børste dem fra tæppet ud mod spidserne med stærkt fortyndet opvaskemiddel uden klor, hvorefter de bliver liggende på lægten, til de er helt tørre. Klor og andre stærke kemikalier holdes væk, da de kan få grundvævet til at rådne.
Specialvask af et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe. Den foretages efter vævningen, igen når en forhandler gør nye eller brugte tæpper klar til salg, og med jævne mellemrum i hele tæppets levetid. En dygtig vask fjerner snavs og løse fibre og efterlader mønsteret skarpt og harmonisk, mens en skødesløs vask gør det mat og kan få farverne til at løbe. Vaskens kvalitet betyder altså stille og roligt meget for, hvordan et tæppe til sidst tager sig ud. Ejere gentager den typisk cirka hvert 3. til 5. år. Et tæppe, der holder sig rent, kan klare sig med omkring hvert 10. år, mens meget trafik eller hurtig tilsmudsning kræver det oftere. Tæppet vaskes også igen, før det opbevares i et år eller mere, og det holdes væk fra almindelige renserier.
Specialistarbejde, der udbedrer skader på tæpper, herunder genknytning eller genvævning af slidte partier, lapning, kastning (en ny omsyning af kanten), opspænding, udskiftning af frynser og farverestaurering. Små, dygtigt udførte reparationer, der er svære at se, accepteres som regel på et ældre tæppe, og et ureparerede tæppe opnår den højeste pris. Synlige lapper, sømme eller sting, som lettest ses fra bagsiden, og udskiftede frynser (frynserne er tæppets egne trendender, ikke en påsyet kant) regnes derimod for større reparationer, der forkorter tæppets levetid og sænker dets værdi betydeligt. Meget gamle tæpper har ofte en eller anden reparation, så et angiveligt antikt tæppe helt uden kan være en nyere genskabelse, selv om det tegn alene ikke er afgørende.
Et nyknyttet tæppe, der kopierer mønstrene fra langt ældre tæpper. Det efterbehandles ofte, så det ser gammelt ud, selv om det ikke har nogen reel alder: luven klippes kort, tæppet stenvaskes og udsættes for sol, og naturfarverne er blødt nuancerede. Peshawar-tæpper (ChobiHåndknyttede tæpper fra Pakistan, lavet i byen Peshawar i landets nordlige del og også kaldet Chobi. De kopierer gamle persiske og tyrkiske mønstre, mest gennemgående blomstermønstre eller gentagne motiver (medaljoner er sjældne, fordi gennemgående mønstre passer til flere rum), med håndspundet uld og plantefarver. Tæpperne knyttes i mørkere toner, bliver derefter stenvasket og lagt i stærkt sollys, og luven klippes kort, så mønsteret træder frem, hvilket giver et nyt tæppe et antikt udtryk. Farverne er bløde og afdæmpede, ofte med en beige grundtone og en bevidst variation mellem lyst og mørkt, der efterligner ældede tæpper; tæpperne føles tynde, men holder godt til slid. Samme udtryk sælges også som Oushak, Ziegler eller Ferahan.) samt tæpper i OushakEt tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttet i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljon og kun lidt geometrisk tegning, i uld fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvask, flere nuancer af samme farve og en kort, lav luv giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthed sælges samme familie også som Peshawar, Chobi, Ziegler eller Ferahan.- og Kazak-stil knyttet i Pakistan er typiske eksempler. Fordi gamle mønstre hele tiden genskabes, kan designet alene ikke datere et tæppe, og slitage er heller ikke en pålidelig rettesnor. Eksperter ser i stedet på farven: Naturfarver blegner blødt ned gennem luvfiberen fra spids til rod, mens behandlet farve ofte ser afbleget ud med en skarp overgang. Et angiveligt meget gammelt tæppe helt uden reparationer kan være en nyere kopi.
En komposition, der er beregnet til at blive set fra én retning, med en tydelig top og bund, så tæppet skal lægges den rigtige vej og ikke tager sig lige godt ud fra begge ender. Bedetæppemønstre fungerer typisk sådan, bygget op omkring en buet portal kaldet en mihrabEn bue- eller dørformet niche vævet i den ene ende af et bedetæppes felt, som et ekko af moskéens niche, der angiver retningen mod Mekka. Den er tæppets omdrejningspunkt og minder den bedende om, at vedkommende står i et helligt rum. Tegningen spænder fra et enkelt omrids af en døråbning til en arkitektonisk gengivelse med søjler og fine detaljer., der kan være så enkel som omridset af en dør eller så kunstfærdig som en arkitektonisk bue med søjler.
Det at vende et tæppe på sin plads, typisk en halv omgang (180 grader), med faste mellemrum, så gangtrafik, møblernes vægt og sollys rammer forskellige områder, og luven slides jævnt. Intervallet afhænger af belastningen: mindst hvert andet år ved almindelig brug, ca. én gang om året under tunge møbler eller en kontorstol og ca. hver sjette måned i en gang eller entré. Jævnt slid tæller desuden til fordel for et brugt tæppe, når dets værdi skal vurderes.
Værkstedet i Isfahan, grundlagt i 1940 af Haj Agha Reza Seirafian, en bankmand, der længe havde handlet med og produceret tæpper, og videreført af hans familie gennem flere generationer. Det regnes bredt for det mest kendte navn blandt fine Isfahan-tæpper, der er tætknyttede i fin uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., undertiden med silke, i blomster- og medaljonmønstre. Som i andre eliteværksteder i byerne er mesterens navn knyttet ind i en bort eller en lille kartoucheEt lille indrammet felt, der knyttes ind i et tæppe til mestervæverens eller værkstedets navn, ofte sammen med byen. Det er den ene af de to almindelige måder, persiske byværksteder signerer et tæppe på; den anden er at knytte navnet direkte ind i bordurens striber.. Det binder tæppet til værkstedets strenge standarder og gør signerede stykker eftertragtede blandt samlere.
Et smalt bånd, der løber langs tæppets brede hovedbort, indrammer den og fuldender afgrænsningen af bunden, omtrent som en ramme om et maleri. Det kaldes også en sekundær bort. Mange SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér.-tæpper har for eksempel en langt smallere sekundær bort rundt om hovedborten, og brede blomsterborter, som på nogle TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz.- og Keshan-tæpper, er ofte kantet af smalle borter. Den brede hovedbort og de smalle borter danner tilsammen et hierarki af bånd, der fremhæver mønstret.
Perioden, hvor de seldsjukkiske tyrkere herskede over Persien i 1000- og 1100-tallet. Ifølge en udbredt fremstilling af tæppets historie bragte de nye herskere vævere med, som var meget dygtige til den tyrkiske knude (Ghiordes-knuden), og indførte den dermed i den persiske vævning – en indflydelse, der stadig ses tydeligst i tæpper fra TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., Aserbajdsjan og HamadanTæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønster i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthed, der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uld på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luv, der er tyndere end i tæpper med dobbelt islæt.. Selve knuden er dog langt ældre end seldsjukkernes herredømme.
En aldersklasse for tæpper, der ikke længere er nye, men endnu ikke antikke. I handlen dækker den typisk tæpper på højst 60 til 70 år, men forhandlernes grænser varierer: nogle regner fra omkring 50 år, andre strækker klassen helt op mod 100 år, og den løsere betegnelse vintage, der bruges om tæpper på cirka 20 til 90 år, overlapper den. Prisen afhænger af de samme faktorer som for nye tæpper (materiale, mønster, farver, væverens dygtighed, og om tæppet ligger lige) plus stand: reparationer, farveløb, og hvor jævnt luven er slidt. Da materiale- og lønomkostninger stiger hvert år, koster et tilsvarende semi-antikt tæppe som regel mindre end et nyt.
Et dæmpende lag, der lægges under et gulvtæppe for at forhindre det i at skride, beskytte gulvet, tage imod vægten af møbler og forlænge tæppets levetid ved at skærme det mod friktion på undersiden og fugt fra gulvet. Det har størst betydning for små eller lette tæpper, f.eks. i entréer, køkkener og badeværelser eller på fliser, som ellers glider og bliver en faldrisiko. Meget store tæpper ligger fast under deres egen vægt, men et underlag gør stadig nytte under tunge borde og sofaer og i fugtige rum, hvor det isolerer mod fugt fra undergrunden.
Et håndværktøj, som væveren bruger til at banke hver færdig række af knuder og islæt ned mod de allerede vævede rækker, så luven komprimeres og tæppet bliver tættere. Det er et af de grundlæggende redskaber i håndknytning, og hvor hårdt det bruges, former resultatet: BakhtiariFarverige tæpper fra bakhtiarierne, en stamme fra Zagrosbjergene, der levede som nomader, indtil en stor del af den slog sig ned sydvest for Isfahan i 1800-tallet, og hvis vævning i dag breder sig over mere end 200 landsbyer; de mindre stykker er oftest stammearbejde, mens de større kommer fra egnens landsbyer. Grunden er som regel bomuld under en luv af uld fra stammens egne får, selv om nogle små stammestykker er af uld hele vejen igennem, og hver række bankes så hårdt ned, at luven bliver tæt og holdbar. De karakteristiske kompositioner er havefeltmønstret (Khesti, også stavet Kheshti), et gitter af indrammede kvadrater, der hver viser en havescene tænkt som et glimt af paradis, og medaljon-og-hjørne-mønstret med en halvgeometrisk midtermedaljon. Dybrødt og mørk marineblå er de sædvanlige bundfarver.-vævere banker for eksempel hver ny række kraftigt ned, hvilket giver deres tæpper en tæt, solid og holdbar luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum..
Tab af luvhøjde ved brug, hvor ulden er trådt kort eller helt væk, typisk i en gang, en entré eller en anden stærkt trafikeret passage; i et meget slidt tæppeEt tæppe, der efter vævningen bevidst behandles, så det ser slidt og antikt ud. Efterbehandlingen omfatter typisk vask (ofte stenvask, nogle gange kemisk behandling), af og til kraftigt sollys og en kort klipning af luven. Det dæmper farverne og efterlader en tynd, lav luv, mens tæppet beholder et nyt tæppes holdbarhed. Mange nye tæpper i Oushak-, Kazak- og Peshawar-stil får denne finish. Behandlet farve kan skelnes fra ægte alder: den ser bleget ud og viser et skarpt farvebånd inde i fiberen, hvorimod naturlig falmning er blød og jævn fra spids til rod. Et slidt udseende alene beviser altså ikke, at et tæppe er gammelt. begynder fundamentet at komme til syne. Jævnt slid over hele overfladen er det normale på et ældre tæppe og det, køberne ser efter, mens ujævnt slid, med korte eller bare områder ved siden af fyldigere luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum., svækker de steder og gør yderligere skader sandsynlige, hvilket betyder mest for et tæppe, der skal tåle megen trafik. Drejer du tæppet med jævne mellemrum, fordeles sliddet. Slid alene kan ikke datere et tæppe, da nogle nye tæpper klippes lavt for at se gamle ud, og nogle antikke tæpper bevarer en fyldig luv.
Et tæppe, der efter vævningen bevidst behandles, så det ser slidt og antikt ud. Efterbehandlingen omfatter typisk vask (ofte stenvaskEn efterbehandling, der får nyknyttede tæpper til at se antikke ud, bedst kendt fra Peshawar-tæpper (chobi) og nutidige tæpper i Kazak-stil. Det nyvævede tæppe, hvis farver i begyndelsen er mørke, stenvaskes (Peshawar-tæpper lægges også ud i stærkt sollys), så farverne bliver blødere og falmer, og luven klippes kort. Derfor føles tæpperne tynde og lave, men holder alligevel godt. Tæpper i Oushak-stil fra de samme værksteder får en tilsvarende antikvask. Farver, der er behandlet for at se gamle ud, får ofte et bleget udseende og et skarpt farvebånd midt på hver fiber, i modsætning til den jævne falmen ved naturlig ældning., nogle gange kemisk behandling), af og til kraftigt sollys og en kort klipning af luven. Det dæmper farverne og efterlader en tynd, lav luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum., mens tæppet beholder et nyt tæppes holdbarhed. Mange nye tæpper i OushakEt tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttet i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljon og kun lidt geometrisk tegning, i uld fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvask, flere nuancer af samme farve og en kort, lav luv giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthed sælges samme familie også som Peshawar, Chobi, Ziegler eller Ferahan.-, Kazak- og Peshawar-stil får denne finish. Behandlet farve kan skelnes fra ægte alder: den ser bleget ud og viser et skarpt farvebånd inde i fiberen, hvorimod naturlig falmning er blød og jævn fra spids til rod. Et slidt udseende alene beviser altså ikke, at et tæppe er gammelt.
Når et tæppes farver bliver lysere efter lang tids direkte sollys. Det ses tydeligst, når en del af tæppet har ligget i solen fra et vindue, mens resten lå i skygge, så det område står synligt blegere. Naturfarver bliver under alle omstændigheder blødere med alderen, men pletvis falmning regnes for en skavank i tæppets stand og er ikke det samme som abrashDiskrete farveskift i et håndlavet gulvtæppe, ofte synlige som vandrette bånd hen over midterfeltet. De opstår, fordi farvebade efter hinanden aldrig bliver helt ens, fordi forskelle i uldens indhold af fedt og olie får farverne til at ændre sig ujævnt med alderen, og – i cremefarvede partier vævet af ufarvet uld – fordi fiberen skifter tone, når den ældes. Abrash bliver ofte tydeligere med årene, og i et ældre tæppe regnes det derfor som et tegn på naturfarver og håndarbejde snarere end som en fejl, mens et nyere tæppe stadig kontrolleres for ensartet farve. Maskinfremstillede og visse nye håndknyttede tæpper efterligner det med vilje., den svage farvevariation, der skyldes forskelle mellem farvebadene og i ulden. Gardiner eller persienner i de solrigeste timer, UV-filtrerende folie, et stykke stof lagt over et udsat område og at vende tæppet en gang imellem begrænser den; et tæppe, der tørrer i solen udendørs, bør ikke ligge længe med forsiden i stærk sol.
Et tilbagevendende plejetrin, hvor tæppet vendes om, eller hvor halvdelen ad gangen foldes tilbage, så hele tæppet aldrig skal vendes, og bagsiden støvsuges for at løsne støv og snavs, der er arbejdet ned gennem luven; det, der har samlet sig under tæppet, kan derefter fejes op. Det anbefales cirka hver første til anden måned, sammen med støvsugning af luvsiden på tværs af tæppets bredde hver første til anden uge (cirka én gang om måneden i et rum, der sjældent bruges), og det er valgfrit snarere end nødvendigt.
Metoden at føre støvsugeren på tværs af tæppets bredde i stedet for på langs, så suget hverken trækker luven i den retning, den ligger, eller arbejder imod den. Dertil hører en let støvsuger med slange og uden roterende børsteDen roterende børstevalse i mundstykket på mange stangstøvsugere og støvsugere med motoriseret mundstykke, som banker og bearbejder luven for at løsne snavs. På et håndknyttet tæppe er den for hård: den banker luven ned og kan gribe fat i frynserne og flå dem i stykker, og frynserne bør slet ikke støvsuges. Det anbefalede alternativ er ren sugekraft fra en let gulvstøvsuger, hvis mundstykke ikke har børstevalse, ført fra side til side på tværs af tæppets bredde frem for på langs mod luven; har du kun en maskine med børstevalse, bør valsen slås fra., og at frynserne holdes ude af maskinen: støvsugeren må gerne komme tæt på dem, men de må ikke suges ind. Forsiden støvsuges hver eller hver anden uge (en gang om måneden i et rum, der sjældent bruges) og bagsiden hver eller hver anden måned, mens man vender halvdelen af tæppet ad gangen.
Tæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islætEn konstruktion, hvor der mellem to på hinanden følgende knuderækker føres to islætstråde gennem trenden i stedet for én. Det dobbelte islæt dækker grundvævningen, så man på bagsiden af et fint og tæt vævet tæppe kun ser knuder og islæt, uden de hvide prikker af trend, der afslører et tæppe med enkelt islæt, og tæppet bliver tykkere, tættere og tungere. Bijar og Heriz er typiske typer med dobbelt islæt, ligesom fintvævede persiske tæpper i det hele taget., og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebundEn tæppebund, hvor trend- og islætstrådene er af silke i stedet for den sædvanlige bomuld eller uld. Silke er finere og tyndere, så der er plads til langt flere knuder pr. kvadrattomme: tæpper med silkebund har typisk omkring 500 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme (cirka 78 til 155 pr. kvadratcentimeter). Silkebund findes især i fine, traditionelle bytæpper, oftest fra Qom og Isfahan, men også fra udvalgte værksteder i Tabriz og i visse fine yomut-turkmenske stykker, som handlen beskriver. Luven ovenover kan være af uld, af silke og uld eller af ren silke. kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader.-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz.
NomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. knyttet af turkmenske nomader. Deres forfædre kom fra området omkring Afghanistan og Usbekistan og slog sig senere ned i den turkmenske del af Iran. Rækker af ottekantede guler (”blomster”) dækker et dybrødt, rødbrunt eller undertiden cremefarvet felt med detaljer i sort, blåt, grønt eller beige. Der findes også bedetæppemønstre. Bund og luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. er som regel af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., som efter sigende kommer fra den bløde underuld hos karakulfår, men af og til bruges en bund af bomuld. I ældre stykker havde hver stamme sit eget gulEt ottekantet eller mangekantet, stiliseret blomstermotiv, som gentages i rækker hen over bunden i turkmenske tæpper. Den samme gentagelse er typisk for Beluch-tæpper, hvor der sidder en blomst inden i hver ottekant, og for Bokhara-tæpper, som især væves i Pakistan efter turkmenske forbilleder. I ældre turkmenske tæpper havde hver stamme (tekke, salor, ersari og andre) som regel sin egen gul, så en kender ofte kan bestemme stammen ud fra motivet. Moderne tæpper blander derimod gulerne frit. Ordet betyder ”blomst” eller ”rose” på persisk, selv om formerne er udpræget geometriske og ikke naturtro.-mønster, mens nyere tæpper frit blander dem. Turkmenske mønstre inspirerede bokharaTæpper, der i dag hovedsageligt væves i pakistanske værksteder af pakistanske og afghanske vævere, som bearbejder ældre persisk-turkmenske mønstre med rødder i Centralasien; i branchen regnes de for orientalske og ikke persiske tæpper. Kendetegnet er en gennemgående gentagelse af gül-motiver – stiliserede ottekantede (undertiden rudeformede) blomstermotiver – på et felt, der oftest er rødt, dernæst cremefarvet, undertiden blåt eller grønt og på det seneste også sort, med detaljer i sort, fersken, blåt og grønt, alt sammen i plantefarver. Luven er af 100 procent uld, blød og silkeagtig at se på, middelhøj og knyttet på en bund af bomuld, og nogle stykker findes i overstørrelse; en finere kvalitet har højere knudetæthed, en mere detaljeret tegning og førsteklasses Ghazni-uld.-tæpper og Khal MohammadiTæpper af afghansk oprindelse og design, der usædvanligt nok er opkaldt efter en person og ikke efter et sted: ifølge en legende i branchen en mestertæppeknytter og farver, der blev i det nordlige Afghanistan under den sovjetiske invasion og begyndte at fremstille dem der. De er kendt for dybe, naturligt farvede røde og blå toner med accenter i orange, sort og rust og for geometriske kompositioner med fine florale detaljer inspireret af bokhara- og turkmenske mønstre; en let variation i nuancerne er normal ved naturlige farvestoffer. Luven er 100 procent uld fra bjergfår, hvis fedtholdige uld har en blød glans, på en bund af bomuld og i mellemhøjde. Nogle klassificeres som fremstillet i Pakistan. En finere og tættere kvalitet, ofte betegnet Belgique, tegner det samme mønster skarpere.-tæpper. Af de persiske mønstre ligger de tættest på beluch-tæpperne, og de er ældre end dem. Den lave til mellemhøje luv passer godt til steder, hvor døre går hen over tæppet, når de åbnes.
Et tæppe, hvis luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. udelukkende er af silke, vævet på et grundvæv af bomuld eller silke. Når begge er af silke, indgår der ingen uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. i tæppet. Silkens finhed giver den højeste knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. af alle persiske tæpper, omkring 9.300 til 15.500 knuder pr. 10 × 10 cm (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme). Derfor holdes luven lav, så mønsteret står frem, og fibrene giver en lysende glans, der skifter med lyset. Omkring 90 procent af GhomPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket.-tæpperne er af silke i både grundvæv og luv, og det samme gælder nogle Isfahan-tæpper. Det er de dyreste persiske tæpper. De er sarte, og pletter er svære at fjerne, så de egner sig bedre til udstilling, formelle stuer eller ophængning på væggen end til spisestuer eller hjem med kæledyr.
Et tæppe, hvis luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. kombinerer silke og uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. – som regel mest uld med silkegarn knyttet ind i udvalgte detaljer som blomstermotiver for at give glans og gøre mønsteret skarpere. Silke er finere end uld og tillader tættere knytning: omkring 6.200 til 10.850 knuder pr. 10 × 10 cm (cirka 400 til 700 pr. kvadrattomme) på en bund af bomuld og omkring 7.750 til 15.500 (500 til 1.000 pr. kvadrattomme) på en bund af silke. Nain-tæpper, der næsten altid har bomuldsbund, ligger dog lavere i de grovere la-kvaliteter, hvor et højere la-tal betyder færre knuder. Ulden holder luven tyk og slidstærk og prisen under ren silkes, men over rent ulds. TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., Nain, Mashhad, BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede., Isfahan og QomPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket. væver alle disse tæpper, som regel med luven klippet kort, så detaljerne træder frem.
En let gør-det-selv-rensning af et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe, som frisker det op og udskyder den næste professionelle vask uden at erstatte den. Når forsiden er støvsuget fra side til side, uden om frynserne, tørres luven af sektion for sektion med et rent bomuldshåndklæde, helst hvidt, dyppet i fortyndet opvaskemiddelskum uden klor, i luvens retningDen retning, luvens fibre ligger i. Den kan mærkes, når man stryger hånden hen over tæppet. Tæppet ser lysere eller mørkere ud, alt efter hvilken retning man ser det fra i forhold til luven. Når man tørrer af eller børster, følger man luvretningen, for går man mod luven, trænger væsken dybere ned. Støvsuger man, gør man det fra side til side og ikke lige imod luven, så fibrene ikke bliver trukket op., så tæppet kun bliver fugtigt og tørrer i løbet af 30 til 60 minutter. Snavsede frynser lægges over en træliste og børstes med samme blanding, idet man arbejder fra tæppet og udad.
Navnet på en væver eller et værksted, vævet ind i et tæppe, enten i et lille indrammet felt (en kartoucheEt lille indrammet felt, der knyttes ind i et tæppe til mestervæverens eller værkstedets navn, ofte sammen med byen. Det er den ene af de to almindelige måder, persiske byværksteder signerer et tæppe på; den anden er at knytte navnet direkte ind i bordurens striber.) eller direkte i bordurens striber. Det fungerer som et mærke, der knytter tæppet til værkstedets standarder; signerede stykker fra berømte værksteder sælges dyrere og er eftertragtede blandt samlere, og et tæppe, der sælges under et værksteds signatur, skal virkelig komme fra det værksted. Ikke alle værkstedstæpper er signerede, og et værksted kan holde op med at bruge sin signatur. Isfahan-tæpper og nyere GhomPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket.-tæpper bærer som regel en signatur, mens de fleste Nain-tæpper og mange ældre Ghom-tæpper ikke gør.
Et professionelt værktøj til tæppelægning, der med vægtstangskraft og tænder griber fat i væg til væg-tæppet og strammer det godt ud over hele rummet. Uundværligt for en korrekt lægning uden folder, bølger og for tidligt slid. Mere effektivt end en knæstrækker på større arealer.
Skelettet i et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe: de trend- og islætstråde, som hver eneste luvknude bindes på. Bomuld er det almindelige materiale i by- og landsbytæpper, fordi det næsten ikke strækker sig eller krymper med luftfugtigheden, så tæppet bevarer sin form, og fordi det er stift nok til at knytte let i; den samme stivhed kan dog smitte af på mønsteret, der virker mindre flydende end på en bund af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper.. Uld, og undertiden gedehårEn animalsk fiber, som nomadevævere sommetider bruger i stedet for uld til tæppets bund, som i Gabbeh- og Quchan-tæpper, mens selve luven stadig er af uld. Sammen med mohair, kamelhår og kohår hører gedehår til de mindre almindelige tæppematerialer. Det ses mest i nomadetæpper og findes også i nogle fladvævede kelimtæpper., er typisk for nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne., hvis vævere kan bruge samme materiale til både bund og luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum.; det giver mere karakter, men en mindre lige form. Silke er finere og tillader meget høje knudetætheder. Frynserne i hver ende er bundens synlige trendender og afslører derfor, hvad den er lavet af.
Et mål for, hvor tæt et tæppe er pakket. I maskinfremstillede tæpper beskriver det fibrene i luven og beregnes ved at gange luvvægten med 36 og dividere med luvhøjden; højere tæthed betyder generelt bedre holdbarhed og ydeevne. I håndknyttede tæpper betyder det knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. (KPSI, af engelsk knots per square inch, ”knuder pr. kvadrattomme”), som tælles på bagsiden og beregnes som et gennemsnit over flere områder (150 KPSI svarer til ca. 23 knuder pr. cm²). Ligesom opløsningen i et billede giver højere tæthed mulighed for finere kurver og skarpere mønstre, som regel med en kortere klippet luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. og mere arbejde, men den er ikke det eneste mål for kvalitet: landsbytæpper med kraftige geometriske mønstre laves med lav til middel tæthed.
Det at give et tæppe frisk luft og lys, så der ikke samler sig fugtig, indelukket luft i det. Med få måneders mellemrum rystes tæppet og løftes, mens møblerne flyttes til side, så luften når undersiden, især under sofaer og senge, hvor møl foretrækker mørket. Et tæppe i et fugtigt rum som et badeværelse, eller et tæppe på opbevaring, bæres desuden udendørs en eller to gange om året for at få direkte sol i nogle timer og op til en dag; begge sider skal have tid til at tørre, og forsiden må kun udsættes kortvarigt, fordi langvarigt sollys bleger farverne.
UldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., der beholder fårets naturlige farver uden nogen form for farvning, så nuancerne kun spænder over hvid, creme, brun, grå og sort. Væverne kombinerer hvid og sort uld for at opnå disse toner, og det er sådan, naturlige GabbehEt tæppe fra provinsen Fars i Iran, første gang omtalt i 1600-tallet for omkring 400 år siden. Det væves af egnens nomadestammer og fastboende landsbyboere på en bund af uld eller gedehår (sjældent bomuld) og har en lang, tyk og tæt luv af uld, som ikke klippes kort. Den lave knudetæthed giver enkle, kraftfulde mønstre, hvor træer, dyr og mennesker bliver til abstrakte geometriske former. Farvet Gabbeh kan farves i alle nuancer, ofte kraftigt. Naturel Gabbeh væves af ufarvet hvid og sort uld i creme, brune, grå og sorte toner, som regel på en cremefarvet bund. De typiske størrelser er ca. 0,9-1,2 × 1,8-2,1 m (3-4 × 6-7 fod). Finere udgaver vævet i byen kommer fra Shiraz, og meget fine, tunge stykker kaldes undertiden Qashqai, selv om de ikke er ægte Qashqai-tæpper.-tæpper, som regel på cremefarvet bund, får deres farveskala. Mange cremefarvede bunde i persiske og orientalske tæpper indeholder også ufarvet uld; disse partier kan vise små tonevariationer, der ændrer sig, efterhånden som tæppet ældes, hvilket er normalt og ikke en fejl.
En komposition af vaser med blomster fordelt over tæppet, ofte med én stor vase i midten omgivet af mindre vaser omkring medaljonen, hvorefter arrangementet gentages over hele bunden. I persisk tradition står den blomstrende vase for vækst og muligheder, og den læses også som et symbol på overflod og paradis. Mønsteret er typisk for KashmarTæpper fra Kashmar, en by i det nordøstlige Iran tæt på Mashhad. Byens vævere bringer de færdige stykker til markedet i Mashhad. Tæpperne er mindre kendte end dem fra Tabriz, Mashhad eller Kashan og bliver ofte undervurderet i forhold til deres kvalitet: god uld, ofte høj knudetæthed og plantefarver til en moderat pris. Farverne er bløde jordfarver: brunlig creme, lys- og mørkeblå, orange, brun og en karakteristisk rosa. Typiske mønstre er en medaljon med hjørnestykker og bort, undertiden med vaser i stedet for blomster. Der findes også havemønstre i felter, hvor hvert felt viser sin egen scene, for eksempel en sø med træer, et livets træ eller hjorte i en skov. Luven er tynd til mellemhøj. Må ikke forveksles med Kashmir.-tæpper og findes også i bakhtiariFarverige tæpper fra bakhtiarierne, en stamme fra Zagrosbjergene, der levede som nomader, indtil en stor del af den slog sig ned sydvest for Isfahan i 1800-tallet, og hvis vævning i dag breder sig over mere end 200 landsbyer; de mindre stykker er oftest stammearbejde, mens de større kommer fra egnens landsbyer. Grunden er som regel bomuld under en luv af uld fra stammens egne får, selv om nogle små stammestykker er af uld hele vejen igennem, og hver række bankes så hårdt ned, at luven bliver tæt og holdbar. De karakteristiske kompositioner er havefeltmønstret (Khesti, også stavet Kheshti), et gitter af indrammede kvadrater, der hver viser en havescene tænkt som et glimt af paradis, og medaljon-og-hjørne-mønstret med en halvgeometrisk midtermedaljon. Dybrødt og mørk marineblå er de sædvanlige bundfarver.-tæpper og i tæpper fra TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér., QomPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket. og Keshan; i Kashmar- og Keshan-tæpper kan vaserne også optræde i borten.
Et skriftligt dokument, som regel underskrevet af forhandleren, der samler et tæppes oplysninger ét sted, f.eks. oprindelse, type, materialer, størrelse, alder, knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. og en eventuel signatur, ofte med et fotografi, sammen med dets værdi. Det tjener som dokumentation for værdien ved en forsikringssag, hvis tæppet bliver beskadiget, bortkommer eller bliver stjålet, og ved videresalg. Forhandlere udleverer typisk et, og i nogle butikker kaldes det samme dokument for ægthedscertifikatet.
Den kapillarvirkning, hvor spild, der er trængt dybt ned i bagsiden, stiger op gennem luven igen, mens tæppet tørrer — grunden til, at en ”fjernet” plet kan dukke op igen dagen efter rengøringen. Fagfolk modvirker vægeeffekten ved at suge fugten grundigt op og tørre hurtigt, eller ved at lægge absorberende puder med vægt over pletten natten over. Bliver en plet ved med at komme igen, er det resterne under luven og ikke fiberen, der er synderen.
Rammen, hvorpå de lodrette trendtråde først spændes op og holdes stramme, så det vandrette islæt kan flettes ind imellem dem og knuderne knyttes på dem. Håndknyttede tæpper fremstilles på enkle væve, fra dem i vævernes hjem til nomadernes kompakte, transportable væve. Vævens størrelse bestemmer tæppets: nomadernes små væve giver typisk tæpper på højst ca. 1,2 × 1,8 m eller 1,5 × 2,1 m (4 × 6 eller 5 × 7 fod), byværksteder med meget store væve væver paladsstørrelser, og antallet af væve, et værksted har i gang, viser dets omfang. Trævævene i nomade- og landsbyvævning udvider sig og trækker sig sammen med tiden, hvilket er en af årsagerne til skæve tæpper. Mekaniske væve som WiltonEn type vævet tæppe fremstillet på en Wilton-væv, kendt for sin tætte konstruktion og evne til at gengive detaljerede mønstre. Anses ofte for at være af højere kvalitet end tuftede tæpper., AxminsterEn type maskinfremstillet tæppe med en overflade af skåret luv, kendt for sine indviklede mønstre og sin holdbarhed. Opkaldt efter den engelske by Axminster, hvor det først blev fremstillet. og Jacquard, deres industrielle efterkommere, fremstiller maskinvævede tæpper.
En tegnet mønsterplan, også kaldet en arbejdstegning, som en værkstedsvæver følger knude for knude. I safavidetidenDet persiske herskerhus, der regerede fra 1501, begyndende med shah Ismail, og ind i 1730'erne. Hoffets mæcenat for maleri, kalligrafi og vævning gjorde perioden til det persiske tæppes guldalder. Mange mesterværker på museer og ved de største auktioner stammer fra denne tid, og de største centre var Tabriz, Herat, Kashan og Kerman. Efterhånden som mønstrene blev mere komplekse, blev designerne, ofte miniaturemalere, adskilt fra væverne, der arbejdede ud fra deres tegninger. Den store centrale medaljon, kurvede og geometriske kompositioner samt rigere blomster og ranker blev kendetegn, og mønstrene blev standardiseret til eksport til de asiatiske og europæiske markeder. Afghanernes invasion af Isfahan i 1722 afbrød vævningen i de vigtigste produktionscentre i flere år, men stammer og landsbyer fortsatte med at væve., da mønstrene blev mere komplekse, skulle særskilte designere, ofte miniaturemalere, have tegnet dem på sådanne planer, så væverne kun udførte andres mønstre, og omkring denne arbejdsform voksede der væveskoler frem. Bytæpper fra værksteder i byer som TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz. og Isfahan er så præcise, fordi de væves efter sådanne planer. Landsbyvævere bruger langt færre planer, og nomadevævere arbejder ud fra hukommelsen og ud fra mønstre, der er gået i arv i familien, så deres tæpper har tendens til at være mindre symmetriske.
En patenteret behandling mod pletter og snavs, der påføres tæppefibrene og danner et molekylært skjold om hver fiber. Teknologien afviser væsker og forhindrer pletter i at binde sig til tæppet, hvilket gør rengøringen lettere og forlænger tæppets levetid.
En specialiseret tuftingteknik, hvor nålene danner et X-mønster i tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. i stedet for lige rækker. Metoden øger tuftenes forankringsstyrke og giver en mere stabil og holdbar tæppekonstruktion, der modstår deformation af luven i stærkt trafikerede områder.
Brugen af forskellige tæppetyper eller designs til at afgrænse særskilte funktionelle områder i et større rum. Udbredt i åbne planløsninger, hvor skift i væg til væg-tæppet diskret kan markere overgangen mellem arbejds-, afslapnings- og gangzoner uden fysiske skillevægge. Med løse gulvtæpper kan et enkelt tæppe forankre en zone, hvor der ingen vægge er, og to tæpper kan dele en stor stue i to funktioner; tæpper i tilstødende rum opleves som sammenhængende, når de deler type, design eller farver, og som adskilte, når deres farver og mønstre er forskellige.
Et underskrevet og stemplet dokument, som forhandleren udsteder sammen med et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe for at fastslå, hvad det er: dets oprindelse, type, materialer, størrelse, knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. og alder, en eventuel signatur i tæppet og ofte et fotografi. Det sammenlignes gerne med tæppets fødselsattest. Nogle forhandlere angiver også tæppets værdi, så certifikatet kan bruges som dokumentation over for forsikringen eller ved et senere videresalg. Købere bruger det til at sikre sig, at tæppet er det, det sælges som, især når det er en gave eller en investering; dets værdi afhænger af omdømmet hos den forhandler, der udsteder det.
En efterbehandling af nyvævede tæpper, der skal give dem et antikt udseende, bedst kendt fra pakistanske Peshawar-tæpper (chobiHåndknyttede tæpper fra Pakistan, lavet i byen Peshawar i landets nordlige del og også kaldet Chobi. De kopierer gamle persiske og tyrkiske mønstre, mest gennemgående blomstermønstre eller gentagne motiver (medaljoner er sjældne, fordi gennemgående mønstre passer til flere rum), med håndspundet uld og plantefarver. Tæpperne knyttes i mørkere toner, bliver derefter stenvasket og lagt i stærkt sollys, og luven klippes kort, så mønsteret træder frem, hvilket giver et nyt tæppe et antikt udtryk. Farverne er bløde og afdæmpede, ofte med en beige grundtone og en bevidst variation mellem lyst og mørkt, der efterligner ældede tæpper; tæpperne føles tynde, men holder godt til slid. Samme udtryk sælges også som Oushak, Ziegler eller Ferahan.) og tæpper i OushakEt tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttet i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljon og kun lidt geometrisk tegning, i uld fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvask, flere nuancer af samme farve og en kort, lav luv giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthed sælges samme familie også som Peshawar, Chobi, Ziegler eller Ferahan.- og Kazak-stil. Det nyvævede tæppe, der i begyndelsen er mørkere, stenvaskes i det, branchen kalder en antikvaskEn efterbehandling, der får nyknyttede tæpper til at se antikke ud, bedst kendt fra Peshawar-tæpper (chobi) og nutidige tæpper i Kazak-stil. Det nyvævede tæppe, hvis farver i begyndelsen er mørke, stenvaskes (Peshawar-tæpper lægges også ud i stærkt sollys), så farverne bliver blødere og falmer, og luven klippes kort. Derfor føles tæpperne tynde og lave, men holder alligevel godt. Tæpper i Oushak-stil fra de samme værksteder får en tilsvarende antikvask. Farver, der er behandlet for at se gamle ud, får ofte et bleget udseende og et skarpt farvebånd midt på hver fiber, i modsætning til den jævne falmen ved naturlig ældning., som dæmper farverne, nogle gange suppleret med kemisk vask; det kan også blive lagt ud i stærkt sollys, og luven klippes kort, så tæppet føles tyndt, men stadig er holdbart. Naturlig ældning lader farven blegne blidt og jævnt ned gennem luven, mens et behandlet tæppe ofte ser afbleget ud og viser et skarpt farvebånd midt på fibrene. Da sådanne tæpper laves for at se slidte ud, beviser et slidt udseende alene ikke, at et tæppe er gammelt.