Uldgarn spundet af rensede, kartede uldfibre i hånden eller på en manuel rok i stedet for på maskine, hvorefter de spundne tråde tvindes sammen til tykkere og stærkere tråde før farvningen. Det giver finere og blødere tråde end maskinspinding, så ulden føles blødere og ser mere skinnende ud, og håndspinding siges at bevare uldens naturlige lanolinDen naturlige voks, der dækker uldfibrene og er fårets egen beskyttelse af ulden, som den gør vandafvisende. Uld fra får, der opdrættes i større højder, er tykkere og mere fedtet (”fedtholdig”), og et varmt, let fedtet greb er et hurtigt tegn på ægte uld. I et tæppe afviser den resterende lanolin væsker, så spild et øjeblik ligger som perler på overfladen i stedet for at trænge ind – en af grundene til, at uld modstår spild og snavs. Håndspinding bevarer lanolinen, mens gentagen hård kemisk rensning fjerner den, og derfor anbefales en skånsom vask.. Det er almindeligt i Kazak- og Peshawar-tæpper vævet i Pakistan og i afghanske Khal MohammadiTæpper af afghansk oprindelse og design, der usædvanligt nok er opkaldt efter en person og ikke efter et sted: ifølge en legende i branchen en mestertæppeknytter og farver, der blev i det nordlige Afghanistan under den sovjetiske invasion og begyndte at fremstille dem der. De er kendt for dybe, naturligt farvede røde og blå toner med accenter i orange, sort og rust og for geometriske kompositioner med fine florale detaljer inspireret af bokhara- og turkmenske mønstre; en let variation i nuancerne er normal ved naturlige farvestoffer. Luven er 100 procent uld fra bjergfår, hvis fedtholdige uld har en blød glans, på en bund af bomuld og i mellemhøjde. Nogle klassificeres som fremstillet i Pakistan. En finere og tættere kvalitet, ofte betegnet Belgique, tegner det samme mønster skarpere.-tæpper, som alle desuden er farvet med naturfarver.
UldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. fra New Zealand. Sammen med Manchester- og Ghazni-uldEn højt værdsat tæppeuld fra Ghazni-regionen i Afghanistan. Som andre uldtyper af topkvalitet er den tyk og fedtet, og den regnes sammen med Manchester-uld og newzealandsk uld blandt de tre mest kendte kvalitetsulde til persiske og orientalske tæpper. Kazak-tæpper, som afghanske vævere knytter i Pakistan, bruger den håndspundet. regnes den blandt de tre bedst kendte uldkvaliteter af høj klasse til persiske og orientalske tæpper. God tæppeuld af denne slags føles tyk og fedtet. Den er importeret og kommer ikke fra lokale flokke, så den påvirker tæppets pris. Den nævnes som luvmateriale i OushakEt tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttet i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljon og kun lidt geometrisk tegning, i uld fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvask, flere nuancer af samme farve og en kort, lav luv giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthed sælges samme familie også som Peshawar, Chobi, Ziegler eller Ferahan.-, ZieglerEn type persisk tæppe, der første gang blev fremstillet i slutningen af 1800-tallet til det europæiske marked af firmaet Ziegler & Co., med forstørrede og bearbejdede traditionelle persiske mønstre i blødere, afdæmpede farver efter vestlig smag. Et Ziegler Mahal-design markerer en bestemt produktionsperiode, men gamle Ziegler-mønstre gengives stadig i dag, så designet alene kan ikke datere et tæppe. Navnet er også et af flere handelsnavne, sammen med Oushak, Peshawar, Chobi og Farahan, der bruges om værkstedstæpper fremstillet i Pakistan siden omkring 1970'erne i traditionelle persiske og tyrkiske mønstre med luv af uld på en bund af bomuld; hvilket navn der bruges, afhænger af design og knudetæthed.- og Peshawar-tæpper vævet i Pakistan, nogle gange blandet med Ghazni-uld, og i den tykke luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. på Kazak AzariDen dyreste af de tre kvaliteter af moderne kazak-tæpper, som afghanske vævere fremstiller i Pakistan. Den ligger over commercial og Super Kazak. Knudetætheden er den samme som i en commercial kazak eller lidt højere, men tæppet har et langt bredere udvalg af mønstre og harmoniske farver. Mønstrene er inspireret af persiske Heriz-tæpper, og den mellemtykke til tykke luv føles mere luksuriøs. Den håndspundne uld er den bedste af de tre kvaliteter, tyk og fyldig, og farverne kommer fra plantefarvestoffer. Tæpperne ser antikke ud, men de er nyfremstillede.-tæpper.
Håndknyttede tæpper fra Pakistan, lavet i byen Peshawar i landets nordlige del og også kaldet Chobi. De kopierer gamle persiske og tyrkiske mønstre, mest gennemgående blomstermønstre eller gentagne motiver (medaljoner er sjældne, fordi gennemgående mønstre passer til flere rum), med håndspundet uldUldgarn spundet af rensede, kartede uldfibre i hånden eller på en manuel rok i stedet for på maskine, hvorefter de spundne tråde tvindes sammen til tykkere og stærkere tråde før farvningen. Det giver finere og blødere tråde end maskinspinding, så ulden føles blødere og ser mere skinnende ud, og håndspinding siges at bevare uldens naturlige lanolin. Det er almindeligt i Kazak- og Peshawar-tæpper vævet i Pakistan og i afghanske Khal Mohammadi-tæpper, som alle desuden er farvet med naturfarver. og plantefarver. Tæpperne knyttes i mørkere toner, bliver derefter stenvasket og lagt i stærkt sollys, og luven klippes kort, så mønsteret træder frem, hvilket giver et nyt tæppe et antikt udtryk. Farverne er bløde og afdæmpede, ofte med en beige grundtone og en bevidst variation mellem lyst og mørkt, der efterligner ældede tæpper; tæpperne føles tynde, men holder godt til slid. Samme udtryk sælges også som OushakEt tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttet i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljon og kun lidt geometrisk tegning, i uld fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvask, flere nuancer af samme farve og en kort, lav luv giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthed sælges samme familie også som Peshawar, Chobi, Ziegler eller Ferahan., ZieglerEn type persisk tæppe, der første gang blev fremstillet i slutningen af 1800-tallet til det europæiske marked af firmaet Ziegler & Co., med forstørrede og bearbejdede traditionelle persiske mønstre i blødere, afdæmpede farver efter vestlig smag. Et Ziegler Mahal-design markerer en bestemt produktionsperiode, men gamle Ziegler-mønstre gengives stadig i dag, så designet alene kan ikke datere et tæppe. Navnet er også et af flere handelsnavne, sammen med Oushak, Peshawar, Chobi og Farahan, der bruges om værkstedstæpper fremstillet i Pakistan siden omkring 1970'erne i traditionelle persiske og tyrkiske mønstre med luv af uld på en bund af bomuld; hvilket navn der bruges, afhænger af design og knudetæthed. eller Ferahan.
Et nyknyttet tæppe, der kopierer mønstrene fra langt ældre tæpper. Det efterbehandles ofte, så det ser gammelt ud, selv om det ikke har nogen reel alder: luven klippes kort, tæppet stenvaskes og udsættes for sol, og naturfarverne er blødt nuancerede. Peshawar-tæpper (ChobiHåndknyttede tæpper fra Pakistan, lavet i byen Peshawar i landets nordlige del og også kaldet Chobi. De kopierer gamle persiske og tyrkiske mønstre, mest gennemgående blomstermønstre eller gentagne motiver (medaljoner er sjældne, fordi gennemgående mønstre passer til flere rum), med håndspundet uld og plantefarver. Tæpperne knyttes i mørkere toner, bliver derefter stenvasket og lagt i stærkt sollys, og luven klippes kort, så mønsteret træder frem, hvilket giver et nyt tæppe et antikt udtryk. Farverne er bløde og afdæmpede, ofte med en beige grundtone og en bevidst variation mellem lyst og mørkt, der efterligner ældede tæpper; tæpperne føles tynde, men holder godt til slid. Samme udtryk sælges også som Oushak, Ziegler eller Ferahan.) samt tæpper i OushakEt tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttet i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljon og kun lidt geometrisk tegning, i uld fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvask, flere nuancer af samme farve og en kort, lav luv giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthed sælges samme familie også som Peshawar, Chobi, Ziegler eller Ferahan.- og Kazak-stil knyttet i Pakistan er typiske eksempler. Fordi gamle mønstre hele tiden genskabes, kan designet alene ikke datere et tæppe, og slitage er heller ikke en pålidelig rettesnor. Eksperter ser i stedet på farven: Naturfarver blegner blødt ned gennem luvfiberen fra spids til rod, mens behandlet farve ofte ser afbleget ud med en skarp overgang. Et angiveligt meget gammelt tæppe helt uden reparationer kan være en nyere kopi.
En efterbehandling, der får nyknyttede tæpper til at se antikke ud, bedst kendt fra Peshawar-tæpper (chobiHåndknyttede tæpper fra Pakistan, lavet i byen Peshawar i landets nordlige del og også kaldet Chobi. De kopierer gamle persiske og tyrkiske mønstre, mest gennemgående blomstermønstre eller gentagne motiver (medaljoner er sjældne, fordi gennemgående mønstre passer til flere rum), med håndspundet uld og plantefarver. Tæpperne knyttes i mørkere toner, bliver derefter stenvasket og lagt i stærkt sollys, og luven klippes kort, så mønsteret træder frem, hvilket giver et nyt tæppe et antikt udtryk. Farverne er bløde og afdæmpede, ofte med en beige grundtone og en bevidst variation mellem lyst og mørkt, der efterligner ældede tæpper; tæpperne føles tynde, men holder godt til slid. Samme udtryk sælges også som Oushak, Ziegler eller Ferahan.) og nutidige tæpper i Kazak-stil. Det nyvævede tæppe, hvis farver i begyndelsen er mørke, stenvaskes (Peshawar-tæpper lægges også ud i stærkt sollys), så farverne bliver blødere og falmer, og luven klippes kort. Derfor føles tæpperne tynde og lave, men holder alligevel godt. Tæpper i OushakEt tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttet i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljon og kun lidt geometrisk tegning, i uld fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvask, flere nuancer af samme farve og en kort, lav luv giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthed sælges samme familie også som Peshawar, Chobi, Ziegler eller Ferahan.-stil fra de samme værksteder får en tilsvarende antikvask. Farver, der er behandlet for at se gamle ud, får ofte et bleget udseende og et skarpt farvebånd midt på hver fiber, i modsætning til den jævne falmen ved naturlig ældning.
En efterbehandling af nyvævede tæpper, der skal give dem et antikt udseende, bedst kendt fra pakistanske Peshawar-tæpper (chobiHåndknyttede tæpper fra Pakistan, lavet i byen Peshawar i landets nordlige del og også kaldet Chobi. De kopierer gamle persiske og tyrkiske mønstre, mest gennemgående blomstermønstre eller gentagne motiver (medaljoner er sjældne, fordi gennemgående mønstre passer til flere rum), med håndspundet uld og plantefarver. Tæpperne knyttes i mørkere toner, bliver derefter stenvasket og lagt i stærkt sollys, og luven klippes kort, så mønsteret træder frem, hvilket giver et nyt tæppe et antikt udtryk. Farverne er bløde og afdæmpede, ofte med en beige grundtone og en bevidst variation mellem lyst og mørkt, der efterligner ældede tæpper; tæpperne føles tynde, men holder godt til slid. Samme udtryk sælges også som Oushak, Ziegler eller Ferahan.) og tæpper i OushakEt tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttet i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljon og kun lidt geometrisk tegning, i uld fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvask, flere nuancer af samme farve og en kort, lav luv giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthed sælges samme familie også som Peshawar, Chobi, Ziegler eller Ferahan.- og Kazak-stil. Det nyvævede tæppe, der i begyndelsen er mørkere, stenvaskes i det, branchen kalder en antikvaskEn efterbehandling, der får nyknyttede tæpper til at se antikke ud, bedst kendt fra Peshawar-tæpper (chobi) og nutidige tæpper i Kazak-stil. Det nyvævede tæppe, hvis farver i begyndelsen er mørke, stenvaskes (Peshawar-tæpper lægges også ud i stærkt sollys), så farverne bliver blødere og falmer, og luven klippes kort. Derfor føles tæpperne tynde og lave, men holder alligevel godt. Tæpper i Oushak-stil fra de samme værksteder får en tilsvarende antikvask. Farver, der er behandlet for at se gamle ud, får ofte et bleget udseende og et skarpt farvebånd midt på hver fiber, i modsætning til den jævne falmen ved naturlig ældning., som dæmper farverne, nogle gange suppleret med kemisk vask; det kan også blive lagt ud i stærkt sollys, og luven klippes kort, så tæppet føles tyndt, men stadig er holdbart. Naturlig ældning lader farven blegne blidt og jævnt ned gennem luven, mens et behandlet tæppe ofte ser afbleget ud og viser et skarpt farvebånd midt på fibrene. Da sådanne tæpper laves for at se slidte ud, beviser et slidt udseende alene ikke, at et tæppe er gammelt.