Fiskene i Herati-mønstret, cypressen i en botehEt dråbeformet motiv med en buet top, som i århundreder har været allestedsnærværende i persisk og kashmirsk vævning. Det persiske ord betyder busk (undertiden gengivet som ”knoppende blomst eller plante”), og motivet står for vækst og fornyelse; det tolkes også som en cypres, der bøjer sig i vinden, men sjældent knækker, en flamme, et frø, en fyrrekogle eller en stiliseret mandel. Da væverne i den skotske by Paisley i begyndelsen af 1800-tallet begyndte at efterligne kashmirsjaler, blev boteh kendt i Vesten som ”paisley” efter byen. I tæpper gentages motivet som regel over hele feltet, især i stykker fra Tabriz, Sarough, Kerman, Mashhad og Malayer., moskékuplen i en medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader.: mange motiver i persiske tæpper følges af tolkninger, der er gået i arv i generationer. Det er traditioner, ikke en kode. Ét motiv kan ses på flere måder, og en landsbyvæver kan have haft sin helt egen historie i tankerne. Alligevel siger et mønster meget om, hvor og hvordan et tæppe er lavet, og når du kender det, det siges at betyde, kommer du tættere på det tæppe, du lever med.
Tre familier af mønstre i persiske tæpper: blomstrede, geometriske og Herati
De fleste mønstre i persiske tæpper hører til én af tre familier. Blomstrede mønstre, med bløde kurver af blomster, blade og ranker, dominerer byværkstederne i TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., Keshan, Isfahan og Kerman. Geometriske mønstre, bygget af lige linjer til ruder, sekskanter og trappeformer, er ældre og er stadig sproget på landsbyernes og nomadernes væve, hvor mange former siges at bære betydninger fra vævernes eget liv. Den tredje familie er Herati-mønstret, ét gentaget motiv, der er så udbredt, at det udgør en klasse for sig.
Alle tre kan samles om en central medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader. eller brede sig over hele bunden. Tegningen antyder også knudetætheden: et fint tegnet blomstermønster kræver nok knuder til at stå skarpt, mens kraftig geometri træder tydeligt frem ved et beskedent knudeantal.
Medaljon: mønstrets centrum
Medaljonen er det store motiv midt i bunden, og resten af mønstret er ordnet omkring den. I et blomstret tæppe ser traditionen den som en lotusblomstEt stiliseret blomstermotiv, som i den persiske tæppetradition regnes for en hellig blomst og forbindes med et langt liv. Den centrale medaljon i et tæppe med blomstermedaljon tolkes som en lotus, tegnet enten som én stor blomst eller som flere små. Lotussen er også et hovedelement i Shah Abbasi-mønsteret, og i Herati-mønsteret siges de fiskeformede blade at kredse om en lotus. Lotusblomster hører til de motiver, der tilskrives mongolperioden, da mønstre fra kinesisk kunst fandt vej ind i de persiske tæpper., der er hellig i det persiske tæppes overlevering; en anden tolkning finder en moskés indvendige kuppel i den.
Blomstrede medaljoner, omkranset af fine grene og mindre medaljoner, er typiske for byværkstederne; kantede, ofte sekskantede medaljoner hører til landsby- og nomadevævningen, som i HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former.. Mange har matchende hjørnefelter, og på en tæppeløber kan medaljonen gentages i hele længden med en ny indre tegning hver gang. Et medaljontæppe vil gerne centreres: i forhold til rummet, sofagruppen eller spisebordet.
Gennemgående mønster: intet enkelt centrum
Et gennemgående mønster dækker bunden uden ét centrum, selv om et svagt centrum ofte er antydet. Blomstrede varianter forbinder store blomster på kraftige grene med et net af ranker, hvor en fugl kan sidde; Mina KhaniEt gentaget mønster over hele bundfeltet af runde blomster, der er forbundet af et rombeformet net af ranker, som regel med blomsterne i hvidt eller gult på mørkeblå eller rød bund. Mønsteret er højt elsket i kurdisk, baluchisk og nordvestpersisk vævning og ligner på afstand en stjernehimmel. Navnet føres i folkemunde tilbage til en legendarisk mæcen, Mina Khan. sætter små runde blomster i et rudegitter. Geometriske varianter gentager én form række efter række, som turkmenernes gulEt ottekantet eller mangekantet, stiliseret blomstermotiv, som gentages i rækker hen over bunden i turkmenske tæpper. Den samme gentagelse er typisk for Beluch-tæpper, hvor der sidder en blomst inden i hver ottekant, og for Bokhara-tæpper, som især væves i Pakistan efter turkmenske forbilleder. I ældre turkmenske tæpper havde hver stamme (tekke, salor, ersari og andre) som regel sin egen gul, så en kender ofte kan bestemme stammen ud fra motivet. Moderne tæpper blander derimod gulerne frit. Ordet betyder ”blomst” eller ”rose” på persisk, selv om formerne er udpræget geometriske og ikke naturtro.-motiv, eller lader den skifte undervejs. Når der ikke er noget at rette ind efter, passer et tæppe med gennemgående mønster overalt i rummet.
Herati-mønstret: fisk omkring en lotus
Herati-mønstret dækker bunden med små gentagne ruder, hver med en blomst i midten og et buet blad på hver side. Traditionen ser bladene som fisk, der svømmer omkring en lotus – deraf de andre navne, fiskemønstret eller Mahi-mønstret (mahi er persisk for fisk). Navnet peger på HeratTæpper fra Herat, en historisk by i det vestlige Afghanistan, som var et af de største centre for tæppeproduktion i safavidetiden (1500-tallet til begyndelsen af 1700-tallet), sammen med Tabriz, Kashan og Kerman. Byen har også givet navn til herati-mønsteret, en gentaget rombe med en lille blomst eller blade indeni og buede blade på siderne, som siges at stamme derfra og stadig væves i mange persiske tæpper., i dag i Afghanistan, mønstrets formodede fødested. Det fylder bunden alene eller omkranser en medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader..
Boteh: paisleymotivet
BotehEt dråbeformet motiv med en buet top, som i århundreder har været allestedsnærværende i persisk og kashmirsk vævning. Det persiske ord betyder busk (undertiden gengivet som ”knoppende blomst eller plante”), og motivet står for vækst og fornyelse; det tolkes også som en cypres, der bøjer sig i vinden, men sjældent knækker, en flamme, et frø, en fyrrekogle eller en stiliseret mandel. Da væverne i den skotske by Paisley i begyndelsen af 1800-tallet begyndte at efterligne kashmirsjaler, blev boteh kendt i Vesten som ”paisley” efter byen. I tæpper gentages motivet som regel over hele feltet, især i stykker fra Tabriz, Sarough, Kerman, Mashhad og Malayer. er en afrundet dråbe, der smalner til en bøjet spids, oftest gentaget i rækker. Det persiske ord forstås som regel som en spirende plante eller blomst, og traditionen gør formen til et symbol på vækst og fornyelse. Den ses også som en flamme eller en cypres, et træ, der bøjer sig for vinden, men sjældent knækker: et billede på modstandskraft. I Vesten kaldes den paisley efter den skotske by, hvis væverier i 1800-tallet kopierede sjalerne fra Kashmir.
Livets træ: ét stort træ
Et tæppe med livets træEt mønster, hvor ét stort og kunstfærdigt træ rejser sig gennem det meste af feltet. Det er omgivet af planteornamentik, og fugle, dyr og blomster er spredt mellem grenene. Træet kan også fylde et enkelt felt i et havetæppe, der er delt i felter, eller optræde som bortmønster. I persisk tradition står det for forbindelsen mellem jorden og omgivelserne. Det læses også som et bindeled mellem himmel og jord og symboliserer styrke, visdom og livets gang. Mønstret knyttes i tæpper fra Tabriz, Kashan, Isfahan, Kerman og Malayer og i beluch-tæpper. giver det meste af bunden til ét stort træ med fugle, dyr og blomster mellem grenene. Det siges at stå for båndet mellem jorden og alt, hvad der lever på den, og at bygge bro mellem himmel og jord: et tegn på styrke, visdom og et langt liv. Det samme træ dukker også op i ét felt i et havefeltmønsterEn komposition, hvor bunden er delt op i et gitter af indrammede, for det meste kvadratiske felter. Hvert felt rummer sin egen forestillede have med blomster, planter, træer og fugle, som regel på sin egen ensfarvede baggrund. Motiverne skifter, fra cypresser og villaer til søer, hjorte i en skov eller et livstræ, og i nogle tæpper forestiller felterne de fire årstider. Væverne ser hvert felt som et vindue ind til paradiset og et tegn på håb om en lys fremtid. Mønstret kendes bedst fra Bakhtiari-tæpper, men det væves også i Tabriz, Sarough, Kashmar, Kerman og Qom. Det persiske navn Kheshti kommer af khesht (”mursten”) og hentyder til de kvadratiske rammer. eller langs en bort.
Havefeltmønster: et gitter af haver
Havefeltmønstret deler bunden i et gitter af indrammede felter – deraf det persiske navn kheshtiEn komposition, hvor bunden er delt op i et gitter af indrammede, for det meste kvadratiske felter. Hvert felt rummer sin egen forestillede have med blomster, planter, træer og fugle, som regel på sin egen ensfarvede baggrund. Motiverne skifter, fra cypresser og villaer til søer, hjorte i en skov eller et livstræ, og i nogle tæpper forestiller felterne de fire årstider. Væverne ser hvert felt som et vindue ind til paradiset og et tegn på håb om en lys fremtid. Mønstret kendes bedst fra Bakhtiari-tæpper, men det væves også i Tabriz, Sarough, Kashmar, Kerman og Qom. Det persiske navn Kheshti kommer af khesht (”mursten”) og hentyder til de kvadratiske rammer., af khesht, en mursten. Hvert felt rummer en forestillet have af blomster, cypresser og fugle på sin egen bundfarve, og væverne siges at se hvert felt som et glimt af paradis. BakhtiariFarverige tæpper fra bakhtiarierne, en stamme fra Zagrosbjergene, der levede som nomader, indtil en stor del af den slog sig ned sydvest for Isfahan i 1800-tallet, og hvis vævning i dag breder sig over mere end 200 landsbyer; de mindre stykker er oftest stammearbejde, mens de større kommer fra egnens landsbyer. Grunden er som regel bomuld under en luv af uld fra stammens egne får, selv om nogle små stammestykker er af uld hele vejen igennem, og hver række bankes så hårdt ned, at luven bliver tæt og holdbar. De karakteristiske kompositioner er havefeltmønstret (Khesti, også stavet Kheshti), et gitter af indrammede kvadrater, der hver viser en havescene tænkt som et glimt af paradis, og medaljon-og-hjørne-mønstret med en halvgeometrisk midtermedaljon. Dybrødt og mørk marineblå er de sædvanlige bundfarver.-tæpper er mønstrets bedst kendte hjem. Blomstrede bunde kan bære samme idé uden rammerne: Deres ranker siges at bringe paradisets haver indendørs i et tørt land.
Vasemønster: blomstrende vaser
I vasemønstret står vaser med blomster spredt over bunden. Ofte indtager én stor vase midten, den plads en medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader. ellers ville have, med mindre vaser omkring sig, og gruppen kan gentages som et gennemgående mønster. Den blomstrende vase opfattes som et symbol på vækst og muligheder og på overflod; ligesom havefelterne forbindes den også med paradis. KashmarTæpper fra Kashmar, en by i det nordøstlige Iran tæt på Mashhad. Byens vævere bringer de færdige stykker til markedet i Mashhad. Tæpperne er mindre kendte end dem fra Tabriz, Mashhad eller Kashan og bliver ofte undervurderet i forhold til deres kvalitet: god uld, ofte høj knudetæthed og plantefarver til en moderat pris. Farverne er bløde jordfarver: brunlig creme, lys- og mørkeblå, orange, brun og en karakteristisk rosa. Typiske mønstre er en medaljon med hjørnestykker og bort, undertiden med vaser i stedet for blomster. Der findes også havemønstre i felter, hvor hvert felt viser sin egen scene, for eksempel en sø med træer, et livets træ eller hjorte i en skov. Luven er tynd til mellemhøj. Må ikke forveksles med Kashmir.-tæpper er kendt for den.
Shah Abbasi: hoffets mønster
Shah AbbasiEn klassisk persisk blomsterstil, opkaldt efter safavideherskeren Shah Abbas og forbundet med tæpperne fra hans regeringstid for omkring 400 år siden. De vigtigste kendetegn er stiliserede, fjeragtige palmetblade og lotusblomster – lotussen er et ældgammelt symbol på langt liv – arrangeret i streng symmetri med rankeornamentik omkring en central medaljon, ofte en rosette. De tidlige eksempler foretrak dybe røde og blå farver, mens senere tæpper i stilen ofte går over til dæmpede, neutrale toner. Mønsteret findes i keshan, nain og tabriz tæpper. er opkaldt efter shah Abbas, safavidernes hersker fra 1588 til 1629, og begyndte som et mønster ved hans hof. Fjerlette palmetblade og lotusblomster, ifølge traditionen et symbol på et langt liv, er afbalanceret omkring en medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader. i midten, ofte en rosetEt rundt, blomsterlignende ornament, hvor kronbladene stråler jævnt ud fra et centrum som en blomst set fra oven. Fra omkring 1500-tallet, da det florale design vandt indpas i persiske tæpper, begyndte væverne at placere en roset midt i feltet, og det gav den centrale medaljon i de florale bytæpper, som i den cirkulære rosetmedaljon med snoede linjer på et rundt Tabriz-tæppe i Shah Abbasi-design. På Abadeh-tæpper markerer en lille roset i marineblå, rød eller creme medaljonens centrum, et af kendetegnene for typen. Rosetter gentages også langs borterne, som i Tabriz- og Bakhtiari-tæpper, og mellem rankerne og palmetterne i Sultanabad-tæpper., så den ene halvdel spejler den anden. Mange blomstrede tæpper låner fra det, og dets lotus, den blomst traditionen også ser i en blomstret medaljon, siges at stamme fra den tidligere ilkhanidiske periode.
Mihrab: bedebuen
Et bedetæppeSmå tæpper beregnet til islamisk bøn, hver med en mihrab (også stavet mehrab), en buet portal, der symboliserer nichen i en moské og minder den bedende om, at vedkommende står i et helligt rum; buen markerer desuden retningen mod Mekka. Mønsteret er ensrettet og skal ses fra den ene ende, og buen kan være en enkel kontur eller en udførlig arkitektonisk ramme med søjler. Bedetæpper er ofte ikke større end ca. 90 × 150 cm (3 × 5 fod), siges at gå tilbage til tæppeknytningens allertidligste stadier i de muslimske lande og knyttes blandt andre af turkmenske og baluchiske vævere samt vævere fra Qom, Isfahan og Malayer. Ethvert lille tæppe kan bruges til bøn, men et ægte bedetæppe har buen som sit midtpunkt. er bygget op omkring mihraben, en buet portal i den ene ende af feltet, der genkalder nichen i moskeens mur, som vender mod Mekka. Buen kan være en enkel kontur eller en hel arkitektur med søjler. Den skal minde den, der knæler på tæppet, om at vedkommende står på hellig grund. Bedetæpper er små, ofte ikke større end ca. 90 × 150 cm, og mønsteret er tegnet til at vende én vej. Ethvert lille tæppe kan bruges til bøn, men kun et med buen er et bedetæppe i fagets forstand.
Åbent felt: en ensfarvet bund
I mønsteret med åbent felt står det meste af feltet i én ensfarvet nuance med nogle få blomster på svungne stilke, og det siges at have omslaget på en Koran som forbillede. Det findes med en enkelt medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader., med gentagne medaljoner eller som et allover-mønster af motiver spredt med god afstand. Det er mest et bymønster, og det skjuler intet: Enhver ujævnhed i ulden eller farven ses med det samme. Det samme gælder abrashDiskrete farveskift i et håndlavet gulvtæppe, ofte synlige som vandrette bånd hen over midterfeltet. De opstår, fordi farvebade efter hinanden aldrig bliver helt ens, fordi forskelle i uldens indhold af fedt og olie får farverne til at ændre sig ujævnt med alderen, og – i cremefarvede partier vævet af ufarvet uld – fordi fiberen skifter tone, når den ældes. Abrash bliver ofte tydeligere med årene, og i et ældre tæppe regnes det derfor som et tegn på naturfarver og håndarbejde snarere end som en fejl, mens et nyere tæppe stadig kontrolleres for ensartet farve. Maskinfremstillede og visse nye håndknyttede tæpper efterligner det med vilje., som er et naturligt træk i et ældre tæppe.
Billedtæppe: et vævet billede
Et billedtæppe er vævet som et billede. Det kan vise et landskab, et øjeblik fra historien eller en fortælling som Layla og MajnunEt billedmotiv på tæpper, hentet fra den klassiske persiske kærlighedshistorie om to unge, hvis familier forbyder dem at gifte sig. Manden, kendt som Majnun (”den gale”), mister forstanden af længsel og vandrer rundt i ørkenen, hvor han digter og synger; kvinden, Layla, bliver giftet bort til en velhavende adelsmand for at værne om familiens ære og dør af sorg, og han græder sig til døde på hendes grav. Den mest kendte persiske gengivelse er Nizamis versroman (1188), og historien optræder på billedtæpper, for eksempel fra Tabriz., og det er komponeret, sådan som en maler planlægger et lærred. Den slags tæpper hører til de sværeste prøver for en mestervæver og kommer fra byernes værksteder, især i TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz.. Jagtmønsteret, hvor feltet er fyldt med dyr midt i jagten, er en nær slægtning.
Hvem tegner mønsteret
Indtil safavidetidenDet persiske herskerhus, der regerede fra 1501, begyndende med shah Ismail, og ind i 1730'erne. Hoffets mæcenat for maleri, kalligrafi og vævning gjorde perioden til det persiske tæppes guldalder. Mange mesterværker på museer og ved de største auktioner stammer fra denne tid, og de største centre var Tabriz, Herat, Kashan og Kerman. Efterhånden som mønstrene blev mere komplekse, blev designerne, ofte miniaturemalere, adskilt fra væverne, der arbejdede ud fra deres tegninger. Den store centrale medaljon, kurvede og geometriske kompositioner samt rigere blomster og ranker blev kendetegn, og mønstrene blev standardiseret til eksport til de asiatiske og europæiske markeder. Afghanernes invasion af Isfahan i 1722 afbrød vævningen i de vigtigste produktionscentre i flere år, men stammer og landsbyer fortsatte med at væve. var væveren som regel også designeren. Efterhånden som mønstrene blev mere indviklede, begyndte specialiserede designere at tegne hvert mønster op som en vævekarton, som væverne skulle følge. Mange af dem var miniaturemalere. Byernes værksteder arbejder stadig sådan, og derfor er deres symmetri næsten perfekt: Hver knude sidder, hvor kartonen placerer den.
Landsby- og stammevævere, blandt dem bakhtiarierne og qashqaierne, væver for det meste efter hukommelsen. Deres mønstre går i arv i familien og henter motiverne fra omgivelserne. Det ses i et motiv, der skifter størrelse, eller i en bort, der ikke helt når rundt om hjørnet. Det er spor af hånden, ikke fejl.
Mønstre i persiske tæpper: en kort historie
De første tæpper blev vævet for at holde kulde og fugt ude, og mønstrene kom efterhånden. I det 5. århundrede f.Kr. var de allerede godt etableret: Pazyryk-tæppetVerdens ældste kendte luvtæppe, knyttet omkring det 5. århundrede f.Kr. og fundet i 1949 i den frosne grav efter en skytisk adelsmand i Altaj-bjergene i Sibirien. Gravrøvere havde efterladt gravhøjen åben, så kulde og fugt frøs kammeret til og forseglede tæppet i is i omkring 2.500 år. Dets symmetriske knuder, ca. 36 pr. kvadratcentimeter (omtrent 230 pr. kvadrattomme), viser, at tæppeknytning allerede var en moden kunst i oldtiden. Det beskrives ofte som det ældste persiske tæppe og som et tidligt vidnesbyrd om nomadevævning, et håndværk, der opstod som beskyttelse mod kulde og fugt. Det er udstillet på Eremitagen i Sankt Petersborg., det ældste kendte knyttede tæppe, indrammer sit felt med borter af hjorte og ryttere. Langt senere får ilkhanidetiden under mongolsk styre æren for at have forenet kinesisk og islamisk kunst i det persiske design. Med dem kom lotusblomsten, skybåndet, føniksen og dragen.
SafavidedynastietDet persiske herskerhus, der regerede fra 1501, begyndende med shah Ismail, og ind i 1730'erne. Hoffets mæcenat for maleri, kalligrafi og vævning gjorde perioden til det persiske tæppes guldalder. Mange mesterværker på museer og ved de største auktioner stammer fra denne tid, og de største centre var Tabriz, Herat, Kashan og Kerman. Efterhånden som mønstrene blev mere komplekse, blev designerne, ofte miniaturemalere, adskilt fra væverne, der arbejdede ud fra deres tegninger. Den store centrale medaljon, kurvede og geometriske kompositioner samt rigere blomster og ranker blev kendetegn, og mønstrene blev standardiseret til eksport til de asiatiske og europæiske markeder. Afghanernes invasion af Isfahan i 1722 afbrød vævningen i de vigtigste produktionscentre i flere år, men stammer og landsbyer fortsatte med at væve., fra 1501 og ind i 1730’erne, var guldalderen. Den kongelige protektion bragte den store centrale medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader., den svungne blomstertegning og rigere ranker, og mønstrene blev standardiseret til eksport. I 1800-tallet, under qajar-dynastietDen periode, hvor Qajar-dynastiet herskede over Persien i 1800-tallet, med den største tæppeproduktion i Persiens historie. Vævningen kom i gang igen efter urolighederne i 1700-tallet, der havde lammet de vigtigste produktionscentre, og eksporten til Europa og Amerika blomstrede med England og Tyskland som de største købere. Nyere centre som Sultanabad og Keshan voksede frem ved siden af Tabriz og Kerman, og europæiske og amerikanske firmaer oprettede deres egne produktionscentre i Persien. Tæpper fra disse store fabrikker følger standardiserede mønstre, der er lette at genkende. Det adskiller dem fra landsbytæpper og nomadetæpper, hvis vævere stadig selv skaber deres mønstre., toppede produktionen. Værkstedernes mønstre blev så ensartede, at man med ét blik kan se, hvor et tæppe kommer fra.
Kan mønsteret datere et tæppe?
Et mønster fortæller lettere, hvor et tæppe kommer fra, end hvornår det er lavet. Nogle få mønstre hører dog til en bestemt periode. Ziegler MahalEn type persisk tæppe, der første gang blev fremstillet i slutningen af 1800-tallet til det europæiske marked af firmaet Ziegler & Co., med forstørrede og bearbejdede traditionelle persiske mønstre i blødere, afdæmpede farver efter vestlig smag. Et Ziegler Mahal-design markerer en bestemt produktionsperiode, men gamle Ziegler-mønstre gengives stadig i dag, så designet alene kan ikke datere et tæppe. Navnet er også et af flere handelsnavne, sammen med Oushak, Peshawar, Chobi og Farahan, der bruges om værkstedstæpper fremstillet i Pakistan siden omkring 1970'erne i traditionelle persiske og tyrkiske mønstre med luv af uld på en bund af bomuld; hvilket navn der bruges, afhænger af design og knudetæthed. opstod i slutningen af 1800-tallet som et mønster til det europæiske marked. Omkring HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former. udviklede den lokale stil sig fra BakshaishTæpper fra den ældre, mere stammeprægede fase af vævningen i Heriz-området, lavet i 1870'erne og tidligere med åbne, løst ordnede kompositioner. Specialister placerer dem før de mere strukturerede, men stadig åbne Serapi-tæpper fra slutningen af 1800-tallet til de første år af 1900-tallet og før de tættere Heriz-mønstre, der blev vævet efter 1910'erne, og hvor tæt et mønster ligger på denne fase, hjælper dem med at anslå alderen på et tæppe fra Heriz-området. Navnet kommer fra Bakhshayesh, en by i Heriz-distriktet i det nordvestlige Iran. og SerapiEt antikt persisk tæppe fra Heriz-området i det nordvestlige Iran og mellemstadiet i Heriz-designets udvikling. Det er mere struktureret end de stammeprægede, mere åbne Bakshaish-tæpper fra 1870'erne og tidligere, men mindre tæt i mønstret end de Heriz-tæpper, der er vævet fra 1910'erne og frem. Serapi-tæpperne blev vævet fra slutningen af 1800-tallet til de allerførste år af 1900-tallet og har en åben, luftig komposition med kraftig geometrisk tegning i en jordfarvet palet. Alle er i dag over hundrede år gamle og ret sjældne, og samlere værdsætter dem for deres dekorative virkning og holdbarhed. til de fyldigere mønstre, der er vævet siden 1910’erne. Men en kopi af et antikt tæppe kan efterligne et gammelt mønster tæt, så et mønster kan antyde en epoke uden at fastslå en datering. Eksperter vurderer mønsteret sammen med det, bagsiden viser, og med hvordan hver farve er ældet fra spids til rod. Vores vurdering af ægte tæpper tager både alder og oprindelse i betragtning sammen med materialer, farvestoffer og knytning.
Udforsk videre
Se mønstrene på rigtige tæpper, slå ethvert motiv op efter navn, følg et persisk tæppe fra uld til færdigt stykke, eller få dit eget tæppe vurderet.