Laget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylenEn syntetisk fiber, der bruges til fremstilling af væg til væg-tæpper. Den er kendt for at modstå pletter og fugt særdeles godt, for sine lysægte farver og for sin overkommelige pris., polyesterEn syntetisk tæppefiber, der kan fremstilles af genbrugte plastflasker, kendt for sin blødhed, sin modstandsdygtighed over for pletter og sine miljøvenlige egenskaber. eller nylonEn syntetisk fiber, der ofte bruges til fremstilling af væg til væg-tæpper. Den er kendt for sin holdbarhed og spændstighed og modstår pletter godt, når den er behandlet korrekt.), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet.
Den roterende børstevalse i mundstykket på mange stangstøvsugere og støvsugere med motoriseret mundstykke, som banker og bearbejder luven for at løsne snavs. På et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe er den for hård: den banker luven ned og kan gribe fat i frynserne og flå dem i stykker, og frynserne bør slet ikke støvsuges. Det anbefalede alternativ er ren sugekraft fra en let gulvstøvsuger, hvis mundstykke ikke har børstevalse, ført fra side til side på tværs af tæppets bredde frem for på langs mod luven; har du kun en maskine med børstevalse, bør valsen slås fra.
Det sidste produktionstrin for et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe, når al knytningen er færdig. Tæppet tages af væven, luven klippes til en jævn overflade, der fastlægger den endelige luvhøjde, og tæppet vaskes professionelt, undertiden med en periode i direkte sol for at dæmpe for kraftige farver. Derefter klippes løse fibre væk, og tæppet gennemgås for fejl, før det kommer på markedet.
Trendenderne, der stikker ud over begge kortender af et tæppe. I et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe er frynserne ikke en pynt, der er sat på til sidst, men den synlige fortsættelse af grundvævet, hvis trendtråde kan følges gennem hele tæppet på bagsiden, så deres fiber (bomuld, uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. eller silke) viser, hvad grundvævet er lavet af. De bør ikke klippes af; skal de skjules, kan de bindes tilbage mod bagsiden. Væverne klipper, knytter, fletter eller udsmykker dem, og flettede eller udsmykkede ender er særlig almindelige i nomade- og landsbytæpper; afslutningen hjælper med at bestemme oprindelsen. De er sjældent helt jævne, og den ene ende er ofte længere end den anden. Frynser, der er sat på bagefter, eller slet ingen frynser peger i retning af et maskinfremstillet tæppe.
En tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. eller silke om to nabotrendtråde på en vævRammen, hvorpå de lodrette trendtråde først spændes op og holdes stramme, så det vandrette islæt kan flettes ind imellem dem og knuderne knyttes på dem. Håndknyttede tæpper fremstilles på enkle væve, fra dem i vævernes hjem til nomadernes kompakte, transportable væve. Vævens størrelse bestemmer tæppets: nomadernes små væve giver typisk tæpper på højst ca. 1,2 × 1,8 m eller 1,5 × 2,1 m (4 × 6 eller 5 × 7 fod), byværksteder med meget store væve væver paladsstørrelser, og antallet af væve, et værksted har i gang, viser dets omfang. Trævævene i nomade- og landsbyvævning udvider sig og trækker sig sammen med tiden, hvilket er en af årsagerne til skæve tæpper. Mekaniske væve som Wilton, Axminster og Jacquard, deres industrielle efterkommere, fremstiller maskinvævede tæpper., derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islætDe to trådsystemer, der udgør et tæppes fundament: trenden, de lodrette tråde, der først spændes op i væven, og islættet, de vandrette tråde, der føres igennem trenden mellem knuderækkerne. Fundamentet er som regel af bomuld, men uld er almindeligt i nomadetæpper og ældre tæpper, og silke i meget fine tæpper. Tæpper med enkelt islæt, som er standard i det større Hamadan-område, viser zigzagrækker af hvide trendprikker på bagsiden og har en tyndere luv, mens konstruktion med dobbelt islæt, som er standard i fine, tætvævede tæpper og i Bijar og Heriz, skjuler trenden og giver en tykkere, tættere luv. Trendens ender danner frynserne, og ekstra islæt i hver ende danner den fladvævede kelimkant, der holder luven på plads. danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. føles stiv og jævnt ensartet.
En løs salgsbetegnelse for et tæppe, der er lavet i hånden og ikke på maskine. Den er undertiden blot et andet ord for håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet., men den er ingen garanti for det: nogle forhandlere bruger den om håndtuftede tæpper, hvor garnet skydes gennem en bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. med en håndholdt tuftingpistol. Håndtuftede tæpper rangerer under håndknyttede, forventes ikke at holde lige så længe og regnes ikke for ægte persiske eller orientalske tæpper, så håndknyttet er den betegnelse, man skal kigge efter i en beskrivelse. Maskinfremstillede tæpper rangerer lavest.
Et tæppe, der fremstilles ved at stikke luvgarnet gennem en udspændt stofbund med et håndholdt tuftingværktøj og fastgøre løkkerne med en limet bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. i stedet for at binde knuder i hånden om trend- og islættråde. Bagsiden viser stof og lim i stedet for enkelte knuder og føles mindre blød end på et knyttet tæppe. Det rangerer under håndknyttede og over maskinfremstillede tæpper, holder ikke så længe som et knyttet tæppe og regnes ikke for et ægte persisk eller orientalsk tæppeEt håndknyttet tæppe fra vævelandene i Asien og Mellemøsten. Det er som regel opkaldt efter den by eller egn, det kommer fra, og er kendt for sine indviklede mønstre. I handlens faste vending ”persiske og orientalske” betyder persisk fremstillet i Iran, mens orientalsk dækker de øvrige oprindelseslande som Tyrkiet, Pakistan, Indien, Afghanistan og Kina. Det gælder for eksempel pakistanske Kazak-tæpper, tæpper med Oushak-mønster og bokhara tæpper eller afghanske Khal Mohammadi-tæpper. I bred forstand omfatter ordet også persiske tæpper. Efterligninger fra Pakistan, Indien eller Kina er ikke persiske. Kun håndknyttede tæpper er ægte tæpper. Håndtuftede tæpper, der nogle gange sælges som ”håndlavede”, og maskinfremstillede tæpper rangerer lavere. Tæppets oprindelsesland og -by fortæller køberen, hvilke farver og hvilken kvalitet man typisk kan forvente.. Da det undertiden sælges blot som ”håndlavet”, er det betegnelsen håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet., der kendetegner et knyttet tæppe.
En stofstrimmel, der sys langs kanten af et tæppe for at forhindre trævler og give en pæn afslutning, som på løse gulvtæpper og trappeløbere. Et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe afsluttes normalt anderledes: væveren vikler islættet flere gange om den yderste trend og danner dermed kantomviklingen eller ægkanten, som regel en afrundet, snoet kant (undertiden flad eller i uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. i en kontrastfarve), hvis regionale stil hjælper eksperter med at afgøre, hvor tæppet er lavet.
En kantafslutning, hvor garn vikles igen og igen om tæppets yderkant, med maskine eller i hånden, så der dannes en afrundet, snorlignende kant. Det er den sædvanlige afslutning på de lange sider af maskinfremstillede tæpper (frynserne markerer som regel trendens ender). Det er også den måde, en slidt kant på et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe genopbygges på (den reparation, der på engelsk kaldes ”overcasting”). Den oprindelige kant på et håndknyttet tæppe er normalt en ægkantDen indvævede sidekant på et håndknyttet tæppe. Den dannes under vævningen, når islættet vikles flere gange om den yderste trendtråd, så der opstår en afrundet, snoreagtig kant. Afhængigt af egnen kan omviklingen være udført i uld i en kontrastfarve eller med selve trenden, eller kanten kan være flad i stedet for rund. Kanten er derfor et af de spor, eksperter bruger til at bestemme et tæppes oprindelse. På engelsk betegner ”overcasting” den samme kant, og ordet optræder også på lister over almindelige tæppereparationer. og ikke en påført kantkastning: den væves med, når islættet vikles om den yderste trendtråd under vævningen. På håndlavede stykker er kantkastningens jævnhed et hurtigt fingerpeg om, hvor omhyggeligt tæppet er gjort færdigt.
Antallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former. og BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede. er holdbare ved lav til middel tæthedEt mål for, hvor tæt et tæppe er pakket. I maskinfremstillede tæpper beskriver det fibrene i luven og beregnes ved at gange luvvægten med 36 og dividere med luvhøjden; højere tæthed betyder generelt bedre holdbarhed og ydeevne. I håndknyttede tæpper betyder det knudetæthed (KPSI, af engelsk knots per square inch, ”knuder pr. kvadrattomme”), som tælles på bagsiden og beregnes som et gennemsnit over flere områder (150 KPSI svarer til ca. 23 knuder pr. cm²). Ligesom opløsningen i et billede giver højere tæthed mulighed for finere kurver og skarpere mønstre, som regel med en kortere klippet luv og mere arbejde, men den er ikke det eneste mål for kvalitet: landsbytæpper med kraftige geometriske mønstre laves med lav til middel tæthed., mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som GabbehEt tæppe fra provinsen Fars i Iran, første gang omtalt i 1600-tallet for omkring 400 år siden. Det væves af egnens nomadestammer og fastboende landsbyboere på en bund af uld eller gedehår (sjældent bomuld) og har en lang, tyk og tæt luv af uld, som ikke klippes kort. Den lave knudetæthed giver enkle, kraftfulde mønstre, hvor træer, dyr og mennesker bliver til abstrakte geometriske former. Farvet Gabbeh kan farves i alle nuancer, ofte kraftigt. Naturel Gabbeh væves af ufarvet hvid og sort uld i creme, brune, grå og sorte toner, som regel på en cremefarvet bund. De typiske størrelser er ca. 0,9-1,2 × 1,8-2,1 m (3-4 × 6-7 fod). Finere udgaver vævet i byen kommer fra Shiraz, og meget fine, tunge stykker kaldes undertiden Qashqai, selv om de ikke er ægte Qashqai-tæpper. og QashqaiNomadetæpper vævet af qashqaierne, en nomadestamme i det sydvestlige Iran, der samler tyrkiske, arabiske, kurdiske og luriske grupper og har levet i området siden mindst 1500-tallet. Mønstrene kommer fra hukommelsen frem for skrevne forlæg og forbinder geometriske kompositioner og medaljonkompositioner, undertiden i en enklere og sparsomt detaljeret form, med dyr, planter og husgeråd i juveltoner af rødt, safrangult og indigo, ofte på dybrød eller mørk marineblå bund. Den kraftige, fastvævede uld fra stammens egne flokke er slidstærk og samtidig blød og danner en tæt luv i mellemhøjde på et grundvæv af bomuld eller uld, som egner sig til steder med meget gangtrafik; kompakte væve holder størrelserne små, typisk 1,2 × 1,8 m (4 × 6 fod) eller 1,5 × 2,1 m (5 × 7 fod), foruden tæppeløbere., 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i QumPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket. af ren silke.
Overfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum.
Et tæppe, der er fremstillet på industrimaskiner, typisk på mekaniske væve, i stedet for at være knyttet i hånden, som regel af syntetiske fibre som polyesterEn syntetisk tæppefiber, der kan fremstilles af genbrugte plastflasker, kendt for sin blødhed, sin modstandsdygtighed over for pletter og sine miljøvenlige egenskaber., polypropylenEn syntetisk fiber, der bruges til fremstilling af væg til væg-tæpper. Den er kendt for at modstå pletter og fugt særdeles godt, for sine lysægte farver og for sin overkommelige pris. eller nylonEn syntetisk fiber, der ofte bruges til fremstilling af væg til væg-tæpper. Den er kendt for sin holdbarhed og spændstighed og modstår pletter godt, når den er behandlet korrekt., og som bliver færdigt på timer frem for måneder. Mønsteret ser helt symmetrisk, men en smule uskarpt ud, og kanterne måler næsten nøjagtigt det samme. Bagsiden føles stiv og plastikagtig med en regelmæssig bikubestruktur, hvor mønsteret ikke kan aflæses. Eventuelle frynser er en ensartet syntetisk kant, der sættes på til sidst i produktionen, og nogle tæpper har slet ingen, i modsætning til et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe, hvis frynser er dets egne grundtråde. Maskinvævede tæpper er billigere, af ringere kvalitet og slides hurtigere op, og de er ikke ægte persiske eller orientalske tæpper.
En industriel vævRammen, hvorpå de lodrette trendtråde først spændes op og holdes stramme, så det vandrette islæt kan flettes ind imellem dem og knuderne knyttes på dem. Håndknyttede tæpper fremstilles på enkle væve, fra dem i vævernes hjem til nomadernes kompakte, transportable væve. Vævens størrelse bestemmer tæppets: nomadernes små væve giver typisk tæpper på højst ca. 1,2 × 1,8 m eller 1,5 × 2,1 m (4 × 6 eller 5 × 7 fod), byværksteder med meget store væve væver paladsstørrelser, og antallet af væve, et værksted har i gang, viser dets omfang. Trævævene i nomade- og landsbyvævning udvider sig og trækker sig sammen med tiden, hvilket er en af årsagerne til skæve tæpper. Mekaniske væve som Wilton, Axminster og Jacquard, deres industrielle efterkommere, fremstiller maskinvævede tæpper., der drives af maskiner i stedet for af en vævers hænder. På den væves maskinfremstillede tæpper i en automatiseret proces, typisk af syntetiske eller maskinspundne garner. Fordi ingen knytter knuderne i hånden, bliver mønsteret helt lige og symmetrisk, og bagsiden føles stiv og plastikagtig. Man kan heller ikke aflæse mønster og farver på bagsiden, sådan som man kan på et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe. Processen er hurtigere og mindre arbejdskrævende end håndknytning og giver et billigere tæppe af lavere kvalitet.
Den afrundede størrelse i fod og tommer, som et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe sælges under, for eksempel 9 × 12 fod (ca. 2,7 × 3,7 m). Den svarer kun tilnærmelsesvis til de faktiske mål. Persiske og mange andre orientalske tæpper fremstilles efter metriske mål og varierer en smule, fordi de knyttes i hånden. Efter omregningen ligger den faktiske størrelse derfor som regel et par tommer (ca. 5-10 cm) over eller under. Et tæppe angivet som 9 × 12 fod kan for eksempel måle 9 fod 2 tommer gange 12 fod 5 tommer (ca. 279 × 378 cm). Størrelser angives med bredden først, og frynserne regnes normalt ikke med i længden.
Et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe fra vævelandene i Asien og Mellemøsten. Det er som regel opkaldt efter den by eller egn, det kommer fra, og er kendt for sine indviklede mønstre. I handlens faste vending ”persiske og orientalske” betyder persisk fremstillet i Iran, mens orientalsk dækker de øvrige oprindelseslande som Tyrkiet, Pakistan, Indien, Afghanistan og Kina. Det gælder for eksempel pakistanske Kazak-tæpper, tæpper med OushakEt tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttet i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljon og kun lidt geometrisk tegning, i uld fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvask, flere nuancer af samme farve og en kort, lav luv giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthed sælges samme familie også som Peshawar, Chobi, Ziegler eller Ferahan.-mønster og bokharaTæpper, der i dag hovedsageligt væves i pakistanske værksteder af pakistanske og afghanske vævere, som bearbejder ældre persisk-turkmenske mønstre med rødder i Centralasien; i branchen regnes de for orientalske og ikke persiske tæpper. Kendetegnet er en gennemgående gentagelse af gül-motiver – stiliserede ottekantede (undertiden rudeformede) blomstermotiver – på et felt, der oftest er rødt, dernæst cremefarvet, undertiden blåt eller grønt og på det seneste også sort, med detaljer i sort, fersken, blåt og grønt, alt sammen i plantefarver. Luven er af 100 procent uld, blød og silkeagtig at se på, middelhøj og knyttet på en bund af bomuld, og nogle stykker findes i overstørrelse; en finere kvalitet har højere knudetæthed, en mere detaljeret tegning og førsteklasses Ghazni-uld. tæpper eller afghanske Khal MohammadiTæpper af afghansk oprindelse og design, der usædvanligt nok er opkaldt efter en person og ikke efter et sted: ifølge en legende i branchen en mestertæppeknytter og farver, der blev i det nordlige Afghanistan under den sovjetiske invasion og begyndte at fremstille dem der. De er kendt for dybe, naturligt farvede røde og blå toner med accenter i orange, sort og rust og for geometriske kompositioner med fine florale detaljer inspireret af bokhara- og turkmenske mønstre; en let variation i nuancerne er normal ved naturlige farvestoffer. Luven er 100 procent uld fra bjergfår, hvis fedtholdige uld har en blød glans, på en bund af bomuld og i mellemhøjde. Nogle klassificeres som fremstillet i Pakistan. En finere og tættere kvalitet, ofte betegnet Belgique, tegner det samme mønster skarpere.-tæpper. I bred forstand omfatter ordet også persiske tæpper. Efterligninger fra Pakistan, Indien eller Kina er ikke persiske. Kun håndknyttede tæpper er ægte tæpper. Håndtuftede tæpper, der nogle gange sælges som ”håndlavede”, og maskinfremstillede tæpper rangerer lavere. Tæppets oprindelsesland og -by fortæller køberen, hvilke farver og hvilken kvalitet man typisk kan forvente.
Et tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader. og kun lidt geometrisk tegning, i uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvaskEn efterbehandling, der får nyknyttede tæpper til at se antikke ud, bedst kendt fra Peshawar-tæpper (chobi) og nutidige tæpper i Kazak-stil. Det nyvævede tæppe, hvis farver i begyndelsen er mørke, stenvaskes (Peshawar-tæpper lægges også ud i stærkt sollys), så farverne bliver blødere og falmer, og luven klippes kort. Derfor føles tæpperne tynde og lave, men holder alligevel godt. Tæpper i Oushak-stil fra de samme værksteder får en tilsvarende antikvask. Farver, der er behandlet for at se gamle ud, får ofte et bleget udseende og et skarpt farvebånd midt på hver fiber, i modsætning til den jævne falmen ved naturlig ældning., flere nuancer af samme farve og en kort, lav luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. sælges samme familie også som Peshawar, ChobiHåndknyttede tæpper fra Pakistan, lavet i byen Peshawar i landets nordlige del og også kaldet Chobi. De kopierer gamle persiske og tyrkiske mønstre, mest gennemgående blomstermønstre eller gentagne motiver (medaljoner er sjældne, fordi gennemgående mønstre passer til flere rum), med håndspundet uld og plantefarver. Tæpperne knyttes i mørkere toner, bliver derefter stenvasket og lagt i stærkt sollys, og luven klippes kort, så mønsteret træder frem, hvilket giver et nyt tæppe et antikt udtryk. Farverne er bløde og afdæmpede, ofte med en beige grundtone og en bevidst variation mellem lyst og mørkt, der efterligner ældede tæpper; tæpperne føles tynde, men holder godt til slid. Samme udtryk sælges også som Oushak, Ziegler eller Ferahan., ZieglerEn type persisk tæppe, der første gang blev fremstillet i slutningen af 1800-tallet til det europæiske marked af firmaet Ziegler & Co., med forstørrede og bearbejdede traditionelle persiske mønstre i blødere, afdæmpede farver efter vestlig smag. Et Ziegler Mahal-design markerer en bestemt produktionsperiode, men gamle Ziegler-mønstre gengives stadig i dag, så designet alene kan ikke datere et tæppe. Navnet er også et af flere handelsnavne, sammen med Oushak, Peshawar, Chobi og Farahan, der bruges om værkstedstæpper fremstillet i Pakistan siden omkring 1970'erne i traditionelle persiske og tyrkiske mønstre med luv af uld på en bund af bomuld; hvilket navn der bruges, afhænger af design og knudetæthed. eller Ferahan.
Et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe fra Iran, landet der i Vesten hed Persien indtil 1935, i en tradition, der siges at gå omkring 2.500 år tilbage. Det er opkaldt efter den by, det sted, den region eller den stamme, hvor det er lavet (TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., KashanFine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetiden i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uld, ofte importeret Manchester-uld, i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljon, en medaljon med tilhørende hjørnestykker eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver., HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former., Baluchi), og hører til en af tre grupper: bytæpper, der knyttes på værksteder efter en mønstertegning, landsbytæpper og nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne., hvor de to sidste for størstedelens vedkommende knyttes efter hukommelsen. Luven er af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., silke eller en blanding, på en bund af bomuld, uld eller silke. Tæpper i samme stil knyttet i Pakistan, Indien eller Kina er ikke persiske tæpper.
Specialvask af et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe. Den foretages efter vævningen, igen når en forhandler gør nye eller brugte tæpper klar til salg, og med jævne mellemrum i hele tæppets levetid. En dygtig vask fjerner snavs og løse fibre og efterlader mønsteret skarpt og harmonisk, mens en skødesløs vask gør det mat og kan få farverne til at løbe. Vaskens kvalitet betyder altså stille og roligt meget for, hvordan et tæppe til sidst tager sig ud. Ejere gentager den typisk cirka hvert 3. til 5. år. Et tæppe, der holder sig rent, kan klare sig med omkring hvert 10. år, mens meget trafik eller hurtig tilsmudsning kræver det oftere. Tæppet vaskes også igen, før det opbevares i et år eller mere, og det holdes væk fra almindelige renserier.
I hvor høj grad et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe holder lige, parallelle kanter og en bredde, der er næsten den samme foroven, på midten og forneden. Et maskinvævet tæppe måler næsten altid det samme overalt, men et håndlavet tæppe gør det aldrig helt. Trævæve udvider sig og trækker sig sammen med tiden, og fundamenter af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., som også reagerer på fugt, gør det mere end fundamenter af bomuld; landsby- og nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. er særligt tilbøjelige til at blive skæve. En forskel på 2,5 til 5 cm (en eller to tommer) er acceptabel, mens store forskelle regnes for en fejl, der sænker kvalitet og værdi. Det kontrolleres med øjet på afstand, op mod linjerne i et hårdt gulv eller ved at måle toppen, midten og bunden med et målebånd.
En let gør-det-selv-rensning af et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe, som frisker det op og udskyder den næste professionelle vask uden at erstatte den. Når forsiden er støvsuget fra side til side, uden om frynserne, tørres luven af sektion for sektion med et rent bomuldshåndklæde, helst hvidt, dyppet i fortyndet opvaskemiddelskum uden klor, i luvens retningDen retning, luvens fibre ligger i. Den kan mærkes, når man stryger hånden hen over tæppet. Tæppet ser lysere eller mørkere ud, alt efter hvilken retning man ser det fra i forhold til luven. Når man tørrer af eller børster, følger man luvretningen, for går man mod luven, trænger væsken dybere ned. Støvsuger man, gør man det fra side til side og ikke lige imod luven, så fibrene ikke bliver trukket op., så tæppet kun bliver fugtigt og tørrer i løbet af 30 til 60 minutter. Snavsede frynser lægges over en træliste og børstes med samme blanding, idet man arbejder fra tæppet og udad.
Skelettet i et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe: de trend- og islætstråde, som hver eneste luvknude bindes på. Bomuld er det almindelige materiale i by- og landsbytæpper, fordi det næsten ikke strækker sig eller krymper med luftfugtigheden, så tæppet bevarer sin form, og fordi det er stift nok til at knytte let i; den samme stivhed kan dog smitte af på mønsteret, der virker mindre flydende end på en bund af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper.. Uld, og undertiden gedehårEn animalsk fiber, som nomadevævere sommetider bruger i stedet for uld til tæppets bund, som i Gabbeh- og Quchan-tæpper, mens selve luven stadig er af uld. Sammen med mohair, kamelhår og kohår hører gedehår til de mindre almindelige tæppematerialer. Det ses mest i nomadetæpper og findes også i nogle fladvævede kelimtæpper., er typisk for nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne., hvis vævere kan bruge samme materiale til både bund og luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum.; det giver mere karakter, men en mindre lige form. Silke er finere og tillader meget høje knudetætheder. Frynserne i hver ende er bundens synlige trendender og afslører derfor, hvad den er lavet af.
Den indvævede sidekant på et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe. Den dannes under vævningen, når islættet vikles flere gange om den yderste trendtråd, så der opstår en afrundet, snoreagtig kant. Afhængigt af egnen kan omviklingen være udført i uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. i en kontrastfarve eller med selve trenden, eller kanten kan være flad i stedet for rund. Kanten er derfor et af de spor, eksperter bruger til at bestemme et tæppes oprindelse. På engelsk betegner ”overcasting” den samme kant, og ordet optræder også på lister over almindelige tæppereparationer.
Et underskrevet og stemplet dokument, som forhandleren udsteder sammen med et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe for at fastslå, hvad det er: dets oprindelse, type, materialer, størrelse, knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. og alder, en eventuel signatur i tæppet og ofte et fotografi. Det sammenlignes gerne med tæppets fødselsattest. Nogle forhandlere angiver også tæppets værdi, så certifikatet kan bruges som dokumentation over for forsikringen eller ved et senere videresalg. Købere bruger det til at sikre sig, at tæppet er det, det sælges som, især når det er en gave eller en investering; dets værdi afhænger af omdømmet hos den forhandler, der udsteder det.