Værkstedet i Nain, grundlagt af Fatollah Habibian, der efter sigende begyndte at væve i 1903 under sin far og, da familiens ældre stilarter mistede deres marked og lageret blev solgt ud, startede sit eget værksted sammen med sin bror. Han regnes for skaberen af det moderne Nain-tæppeFine persiske tæpper fra byen Nain nær Isfahan i det centrale Iran. Her begyndte man først at knytte tæpper i 1900-tallet med Isfahan som forbillede, og det var Habibian-værkstedet, der gjorde navnet kendt over hele verden. Luven er af uld, ofte med detaljer i silke, og knyttes på en bund af bomuld med ca. 200 til 700 knob pr. kvadrattomme (KPSI) eller flere (ca. 31 til 108 knob pr. cm²). Tætheden angives i la (”lag”): jo lavere tallet er, desto finere er tæppet. Et 4 la har ca. 650 KPSI, et 6 la 400-500 og et 9 la 200-300. Mønstrene er buede blomstermotiver med medaljon, gennemgående mønster eller Shah Abbasi-mønster, oftest på creme eller elfenbensfarvet bund med blå, beige og grå. De fleste Nain-tæpper er usignerede, men Habibian-signaturen er en velkendt undtagelse. Store størrelser er sjældne og dyre., og navnet er blevet synonymt med Nain-tæpper: knyttet med persisk knudeDen asymmetriske knude i håndknyttede tæpper, modstykket til den symmetriske tyrkiske knude (Ghiordes-knuden). Væveren lægger garnet om én trendtråd og fører det under nabotråden, som regel med hænderne og uden krog. På tæppets bagside ser knuderne forskudte eller diagonale ud snarere end som pæne kvadrater, og luven føles blødere; knuden giver mulighed for finere detaljer og højere knudetæthed. I Iran forbinder en tommelfingerregel den med tæpperne fra landets centrale, østlige og sydlige egne (Kashan, Isfahan, Nain, Kerman), mens man i nordvest og vest foretrækker den tyrkiske knude, selv om der findes undtagelser. Fine, kurvede blomstermotiver tilskrives den ofte, men tæpper med tyrkisk knude kan være lige så detaljerede., tætvævede, med indviklede mønstre, detaljer i silke og et moderne udtryk. Habibian er en af de få kendte signaturer på Nain-tæpper, som for størstedelens vedkommende er usignerede, og grundlæggerens barnebørn fører værkstedet videre.
Fine persiske tæpper fra byen Nain nær Isfahan i det centrale Iran. Her begyndte man først at knytte tæpper i 1900-tallet med Isfahan som forbillede, og det var Habibian-værkstedetVærkstedet i Nain, grundlagt af Fatollah Habibian, der efter sigende begyndte at væve i 1903 under sin far og, da familiens ældre stilarter mistede deres marked og lageret blev solgt ud, startede sit eget værksted sammen med sin bror. Han regnes for skaberen af det moderne Nain-tæppe, og navnet er blevet synonymt med Nain-tæpper: knyttet med persisk knude, tætvævede, med indviklede mønstre, detaljer i silke og et moderne udtryk. Habibian er en af de få kendte signaturer på Nain-tæpper, som for størstedelens vedkommende er usignerede, og grundlæggerens barnebørn fører værkstedet videre., der gjorde navnet kendt over hele verden. Luven er af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., ofte med detaljer i silke, og knyttes på en bund af bomuld med ca. 200 til 700 knob pr. kvadrattomme (KPSIAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke.) eller flere (ca. 31 til 108 knob pr. cm²). Tætheden angives i la (”lag”): jo lavere tallet er, desto finere er tæppet. Et 4 laEn persisk graderingsskala, der er særlig for Nain-tæpper, hvor et tal som 4, 6 eller 9 angiver antallet af lag tråd (la, ”lag”) ved hver trendposition. Skalaen går baglæns: jo lavere tal, desto tættere knytning. Ofte nævnes ca. 650 KPSI (knuder pr. kvadrattomme) for 4 la, 400 til 500 for 6 la og 200 til 300 for 9 la (omtrent 10.100, 6.200 til 7.750 og 3.100 til 4.650 knuder pr. 10 × 10 cm), selv om de tal, der angives for samme grad, varierer fra kilde til kilde. har ca. 650 KPSI, et 6 la 400-500 og et 9 la 200-300. Mønstrene er buede blomstermotiver med medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader., gennemgående mønster eller Shah Abbasi-mønsterEn klassisk persisk blomsterstil, opkaldt efter safavideherskeren Shah Abbas og forbundet med tæpperne fra hans regeringstid for omkring 400 år siden. De vigtigste kendetegn er stiliserede, fjeragtige palmetblade og lotusblomster – lotussen er et ældgammelt symbol på langt liv – arrangeret i streng symmetri med rankeornamentik omkring en central medaljon, ofte en rosette. De tidlige eksempler foretrak dybe røde og blå farver, mens senere tæpper i stilen ofte går over til dæmpede, neutrale toner. Mønsteret findes i keshan, nain og tabriz tæpper., oftest på creme eller elfenbensfarvet bund med blå, beige og grå. De fleste Nain-tæpper er usignerede, men Habibian-signaturen er en velkendt undtagelse. Store størrelser er sjældne og dyre.