Et tæppe på omkring 100 år eller ældre. Fra den alder kaldes et gammelt tæppe antikt frem for vintage eller semiantikt. Alderen er en prisfaktor i sig selv, da et 200 år gammelt tæppe koster mere end et ellers tilsvarende tæppe på 100 år. Den spiller sammen med det kunstneriske niveau, sjældenheden (for eksempel produktionen fra et værksted, der ikke længere findes) og standen. Meget gamle tæpper er ofte blevet repareret på et tidspunkt, hvilket ses tydeligst fra bagsiden. Derfor kræver standen en grundig gennemgang.
Laget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylenEn syntetisk fiber, der bruges til fremstilling af væg til væg-tæpper. Den er kendt for at modstå pletter og fugt særdeles godt, for sine lysægte farver og for sin overkommelige pris., polyesterEn syntetisk tæppefiber, der kan fremstilles af genbrugte plastflasker, kendt for sin blødhed, sin modstandsdygtighed over for pletter og sine miljøvenlige egenskaber. eller nylonEn syntetisk fiber, der ofte bruges til fremstilling af væg til væg-tæpper. Den er kendt for sin holdbarhed og spændstighed og modstår pletter godt, når den er behandlet korrekt.), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet.
Førstehjælp ved frisk spildt væske på et gulvtæppe. Den mindsker pletten, men fjerner den ikke helt. Overskydende væske skrabes op med en ske eller duppes op med en ren, hvid klud, men der gnides aldrig. Derefter dækkes pletten med skum af opvaskemiddel, der suges op med et hvidt bomuldshåndklæde. Stedet duppes tørt med et andet håndklæde, luven børstes i sin retning, og tæppet løftes op, så luften kan komme til bagsiden. Stærke kemikalier undgås, og det, der er tilbage, overlades til en professionel tæpperens.
Det at vurdere, hvor gammelt et håndlavet tæppe er, ved at afveje flere spor samlet, da intet enkelt spor afgør sagen. Eksperter ser på slid, hvor blankslidt bagsiden er, hvordan farven blegner fra spids til rod, bunden (tæpper vævet efter 1930’erne har som regel bund af bomuld frem for uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper.), om mønsteret passer til en bestemt periode eller et trin i egnens stil gennem ca. 150 år, og om et angiveligt meget gammelt tæppe har reparationer. Gamle mønstre kopieres stadig i dag, så mønsteret alene er ikke nok.
En konstruktion, hvor der mellem to på hinanden følgende knuderækker føres to islætstråde gennem trenden i stedet for én. Det dobbelte islæt dækker grundvævningen, så man på bagsiden af et fint og tæt vævet tæppe kun ser knuder og islæt, uden de hvide prikker af trend, der afslører et tæppe med enkelt islætEn konstruktion, hvor væveren kun fører én islætstråd ind mellem hver række knuder. Da trenden ikke dækkes helt, viser tæppets bagside et zigzag af små hvide prikker fra bunden – et nemt kendetegn – og luven er som regel tyndere og lavere end ved dobbelt islæt. Enkelt islæt er almindelig praksis i det store Hamadan-område, fra Hamadan-, Karaja- og Mehraban-tæpper til Senneh og mange kurdiske nomadetæpper, og i den Hamadan-prægede type af Malayer-tæpper., og tæppet bliver tykkere, tættere og tungere. BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede. og HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former. er typiske typer med dobbelt islæt, ligesom fintvævede persiske tæpper i det hele taget.
En konstruktion, hvor væveren kun fører én islætstråd ind mellem hver række knuder. Da trenden ikke dækkes helt, viser tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. et zigzag af små hvide prikker fra bunden – et nemt kendetegn – og luven er som regel tyndere og lavere end ved dobbelt islætEn konstruktion, hvor der mellem to på hinanden følgende knuderækker føres to islætstråde gennem trenden i stedet for én. Det dobbelte islæt dækker grundvævningen, så man på bagsiden af et fint og tæt vævet tæppe kun ser knuder og islæt, uden de hvide prikker af trend, der afslører et tæppe med enkelt islæt, og tæppet bliver tykkere, tættere og tungere. Bijar og Heriz er typiske typer med dobbelt islæt, ligesom fintvævede persiske tæpper i det hele taget.. Enkelt islæt er almindelig praksis i det store HamadanTæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønster i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthed, der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uld på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luv, der er tyndere end i tæpper med dobbelt islæt.-område, fra Hamadan-, KarajaLandsbytæpper fra en gruppe landsbyer i den iranske region Aserbajdsjan, i den vestlige udkant af Heriz-vævningsområdet. De har navn efter landsbyen Karaja midt i området. Luven er af uld på en bund af bomuld (meget gamle stykker kan have en bund af uld). Knuden er tyrkisk, og der er kun ét islæt. Derfor er luven tyndere og blødere end i Heriz-tæpper, der som regel har dobbelt islæt, og knudetætheden er lav til middel. På en tæppeløber skifter typisk to markante geometriske medaljoner med krogede kanter, ofte på en ny bundfarve ved hver gentagelse. På brede tæpper fremstår de gentagne medaljoner som et geometrisk allover-mønster i orangerøde, blå, cremefarvede og brune toner. Den bløde, tynde luv og de store længder, i nogle tilfælde over 6 m (20 fod), gør dem populære som gang- og trappeløbere.- og Mehraban-tæpper til SennehFint vævede små til mellemstore tæpper og tæppeløbere fra de kurdiske vævelandsbyer omkring Senneh (det nuværende Sanandaj) i det vestlige Iran. De er kendt for en omhyggelig, tynd og tæt konstruktion med enkelt islæt på en bund af bomuld med luv af uld. Mønstrene er for det meste geometriske medaljoner og allover-mønstre, men der væves også boteh og herati. Farverne er mørkerød, marineblå og brun, undertiden beige, med detaljer i gul, rød, lysegrøn, orange og hvid. Byen har lagt navn til ”senneh-knuden”, en anden betegnelse for den asymmetriske persiske knude, men dens vævere bruger faktisk den symmetriske tyrkiske knude. og mange kurdiske nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne., og i den Hamadan-prægede type af Malayer-tæpper.
Et bagsidesystem i ét lag, som påføres tæppet, typisk af latex eller syntetiske materialer. I modsætning til traditionelle tæpper med primær og sekundær bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. har tæpper med enkeltlagsbagside ét enkelt, kraftigere bagsidelag, der giver stabilitet og formfasthed.
Trendenderne, der stikker ud over begge kortender af et tæppe. I et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe er frynserne ikke en pynt, der er sat på til sidst, men den synlige fortsættelse af grundvævet, hvis trendtråde kan følges gennem hele tæppet på bagsiden, så deres fiber (bomuld, uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. eller silke) viser, hvad grundvævet er lavet af. De bør ikke klippes af; skal de skjules, kan de bindes tilbage mod bagsiden. Væverne klipper, knytter, fletter eller udsmykker dem, og flettede eller udsmykkede ender er særlig almindelige i nomade- og landsbytæpper; afslutningen hjælper med at bestemme oprindelsen. De er sjældent helt jævne, og den ene ende er ofte længere end den anden. Frynser, der er sat på bagefter, eller slet ingen frynser peger i retning af et maskinfremstillet tæppe.
Tæpper fremstillet af genanvendte materialer fra forbrugere eller industri. Det kan være fibre af genanvendte plastflasker (PETEn syntetisk tæppefiber, der kan fremstilles af genbrugte plastflasker, kendt for sin blødhed, sin modstandsdygtighed over for pletter og sine miljøvenlige egenskaber.), genvundet nylonEn syntetisk fiber, der ofte bruges til fremstilling af væg til væg-tæpper. Den er kendt for sin holdbarhed og spændstighed og modstår pletter godt, når den er behandlet korrekt. fra brugte væg til væg-tæpper eller genanvendte bagsidematerialer.
Den højeste luvklasse i én forhandlers inddeling i fire klasser, ca. 12,7 til 15,9 mm (1/2 til 5/8 tomme) målt fra tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. til toppen af luven. Den føles blød og hyggelig under fødderne og ledsages som regel af større, mere markante mønstre, fordi tæpper med lavere knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. ikke behøver at klippes tæt for at se skarpe ud. Sammen med mellemhøj luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. anbefales den til travle stuer, gange, entréer og tunge møbler, men den kræver mere frihøjde under døre og er længere om at tørre i fugtige rum. HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former.-, Mashhad-, SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér.-, BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede.-, Zanjan- og GabbehEt tæppe fra provinsen Fars i Iran, første gang omtalt i 1600-tallet for omkring 400 år siden. Det væves af egnens nomadestammer og fastboende landsbyboere på en bund af uld eller gedehår (sjældent bomuld) og har en lang, tyk og tæt luv af uld, som ikke klippes kort. Den lave knudetæthed giver enkle, kraftfulde mønstre, hvor træer, dyr og mennesker bliver til abstrakte geometriske former. Farvet Gabbeh kan farves i alle nuancer, ofte kraftigt. Naturel Gabbeh væves af ufarvet hvid og sort uld i creme, brune, grå og sorte toner, som regel på en cremefarvet bund. De typiske størrelser er ca. 0,9-1,2 × 1,8-2,1 m (3-4 × 6-7 fod). Finere udgaver vævet i byen kommer fra Shiraz, og meget fine, tunge stykker kaldes undertiden Qashqai, selv om de ikke er ægte Qashqai-tæpper.-tæpper har den typisk.
En tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. eller silke om to nabotrendtråde på en vævRammen, hvorpå de lodrette trendtråde først spændes op og holdes stramme, så det vandrette islæt kan flettes ind imellem dem og knuderne knyttes på dem. Håndknyttede tæpper fremstilles på enkle væve, fra dem i vævernes hjem til nomadernes kompakte, transportable væve. Vævens størrelse bestemmer tæppets: nomadernes små væve giver typisk tæpper på højst ca. 1,2 × 1,8 m eller 1,5 × 2,1 m (4 × 6 eller 5 × 7 fod), byværksteder med meget store væve væver paladsstørrelser, og antallet af væve, et værksted har i gang, viser dets omfang. Trævævene i nomade- og landsbyvævning udvider sig og trækker sig sammen med tiden, hvilket er en af årsagerne til skæve tæpper. Mekaniske væve som Wilton, Axminster og Jacquard, deres industrielle efterkommere, fremstiller maskinvævede tæpper., derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islætDe to trådsystemer, der udgør et tæppes fundament: trenden, de lodrette tråde, der først spændes op i væven, og islættet, de vandrette tråde, der føres igennem trenden mellem knuderækkerne. Fundamentet er som regel af bomuld, men uld er almindeligt i nomadetæpper og ældre tæpper, og silke i meget fine tæpper. Tæpper med enkelt islæt, som er standard i det større Hamadan-område, viser zigzagrækker af hvide trendprikker på bagsiden og har en tyndere luv, mens konstruktion med dobbelt islæt, som er standard i fine, tætvævede tæpper og i Bijar og Heriz, skjuler trenden og giver en tykkere, tættere luv. Trendens ender danner frynserne, og ekstra islæt i hver ende danner den fladvævede kelimkant, der holder luven på plads. danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. føles stiv og jævnt ensartet.
En løs salgsbetegnelse for et tæppe, der er lavet i hånden og ikke på maskine. Den er undertiden blot et andet ord for håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet., men den er ingen garanti for det: nogle forhandlere bruger den om håndtuftede tæpper, hvor garnet skydes gennem en bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. med en håndholdt tuftingpistol. Håndtuftede tæpper rangerer under håndknyttede, forventes ikke at holde lige så længe og regnes ikke for ægte persiske eller orientalske tæpper, så håndknyttet er den betegnelse, man skal kigge efter i en beskrivelse. Maskinfremstillede tæpper rangerer lavest.
Et tæppe, der fremstilles ved at stikke luvgarnet gennem en udspændt stofbund med et håndholdt tuftingværktøj og fastgøre løkkerne med en limet bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. i stedet for at binde knuder i hånden om trend- og islættråde. Bagsiden viser stof og lim i stedet for enkelte knuder og føles mindre blød end på et knyttet tæppe. Det rangerer under håndknyttede og over maskinfremstillede tæpper, holder ikke så længe som et knyttet tæppe og regnes ikke for et ægte persisk eller orientalsk tæppeEt håndknyttet tæppe fra vævelandene i Asien og Mellemøsten. Det er som regel opkaldt efter den by eller egn, det kommer fra, og er kendt for sine indviklede mønstre. I handlens faste vending ”persiske og orientalske” betyder persisk fremstillet i Iran, mens orientalsk dækker de øvrige oprindelseslande som Tyrkiet, Pakistan, Indien, Afghanistan og Kina. Det gælder for eksempel pakistanske Kazak-tæpper, tæpper med Oushak-mønster og bokhara tæpper eller afghanske Khal Mohammadi-tæpper. I bred forstand omfatter ordet også persiske tæpper. Efterligninger fra Pakistan, Indien eller Kina er ikke persiske. Kun håndknyttede tæpper er ægte tæpper. Håndtuftede tæpper, der nogle gange sælges som ”håndlavede”, og maskinfremstillede tæpper rangerer lavere. Tæppets oprindelsesland og -by fortæller køberen, hvilke farver og hvilken kvalitet man typisk kan forvente.. Da det undertiden sælges blot som ”håndlavet”, er det betegnelsen håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet., der kendetegner et knyttet tæppe.
En billig genvej i håndknytning, hvor hver knude slås om fire trendtråde i stedet for de to, som den symmetriske (tyrkiske) og den asymmetriske (persiske) knude omfatter. Det gør vævningen hurtigere, men giver en langt løsere og tyndere vævning: et jufti-tæppe kan veje omkring halvt så meget som et normalt knyttet tæppe i samme størrelse, og mønstrene ser slørede, pixelerede og mindre detaljerede ud, som regel enkle med åbne flader. Det er svært at se fra bagsiden, så vægt og mønstrets skarphed er de bedste spor; tæpperne holder dårligere og er billigere. Det ses for eksempel i Kerman-tæpper af lavere kvalitet.
En naturfiber, der bruges i tæppers bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. og undertiden som luvmateriale. Kendt for sin styrke, men følsom over for fugt.
Båndet i hver kortende af et knyttet tæppe, mellem den sidste række luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. og frynserne, vævet udelukkende med islæt. Væveren fører her flere gange ekstra islæt gennem trenden, uden knuder, for at sikre luven og give enderne en tættere og stærkere afslutning. Det er en afslutningsdetalje på et luvtæppe, ikke et kelimtæppe i sig selv; frynser, der skal skjules, kan bindes tilbage mod båndet på bagsiden. På BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede.-tæpper er frynserne i denne ende ofte flettede.
Antallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former. og BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede. er holdbare ved lav til middel tæthedEt mål for, hvor tæt et tæppe er pakket. I maskinfremstillede tæpper beskriver det fibrene i luven og beregnes ved at gange luvvægten med 36 og dividere med luvhøjden; højere tæthed betyder generelt bedre holdbarhed og ydeevne. I håndknyttede tæpper betyder det knudetæthed (KPSI, af engelsk knots per square inch, ”knuder pr. kvadrattomme”), som tælles på bagsiden og beregnes som et gennemsnit over flere områder (150 KPSI svarer til ca. 23 knuder pr. cm²). Ligesom opløsningen i et billede giver højere tæthed mulighed for finere kurver og skarpere mønstre, som regel med en kortere klippet luv og mere arbejde, men den er ikke det eneste mål for kvalitet: landsbytæpper med kraftige geometriske mønstre laves med lav til middel tæthed., mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som GabbehEt tæppe fra provinsen Fars i Iran, første gang omtalt i 1600-tallet for omkring 400 år siden. Det væves af egnens nomadestammer og fastboende landsbyboere på en bund af uld eller gedehår (sjældent bomuld) og har en lang, tyk og tæt luv af uld, som ikke klippes kort. Den lave knudetæthed giver enkle, kraftfulde mønstre, hvor træer, dyr og mennesker bliver til abstrakte geometriske former. Farvet Gabbeh kan farves i alle nuancer, ofte kraftigt. Naturel Gabbeh væves af ufarvet hvid og sort uld i creme, brune, grå og sorte toner, som regel på en cremefarvet bund. De typiske størrelser er ca. 0,9-1,2 × 1,8-2,1 m (3-4 × 6-7 fod). Finere udgaver vævet i byen kommer fra Shiraz, og meget fine, tunge stykker kaldes undertiden Qashqai, selv om de ikke er ægte Qashqai-tæpper. og QashqaiNomadetæpper vævet af qashqaierne, en nomadestamme i det sydvestlige Iran, der samler tyrkiske, arabiske, kurdiske og luriske grupper og har levet i området siden mindst 1500-tallet. Mønstrene kommer fra hukommelsen frem for skrevne forlæg og forbinder geometriske kompositioner og medaljonkompositioner, undertiden i en enklere og sparsomt detaljeret form, med dyr, planter og husgeråd i juveltoner af rødt, safrangult og indigo, ofte på dybrød eller mørk marineblå bund. Den kraftige, fastvævede uld fra stammens egne flokke er slidstærk og samtidig blød og danner en tæt luv i mellemhøjde på et grundvæv af bomuld eller uld, som egner sig til steder med meget gangtrafik; kompakte væve holder størrelserne små, typisk 1,2 × 1,8 m (4 × 6 fod) eller 1,5 × 2,1 m (5 × 7 fod), foruden tæppeløbere., 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i QumPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket. af ren silke.
En type gulvbelægning, der kombinerer flere lag af forskellige materialer for at give bedre stabilitet og ydeevne. Når det gælder tæpper, kan betegnelsen dække tæppefliserKvadratiske tæppestykker (typisk 50 × 50 cm i Europa), der lægges enkeltvis og kan udskiftes efter behov. Populære i erhvervsmiljøer på grund af deres fleksibilitet, den nemme montering og det mindre spild ved udskiftning. med en teknisk opbygget bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet., der er udviklet til bestemte egenskaber.
En syntetisk gummiblanding, der påføres tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. for at fastholde luvtotterne og give formstabilitet. Den fås i forskellige sammensætninger, bl.a. SBR (styren-butadien-gummi) og syntetisk latex, som giver forskellig grad af fleksibilitet og holdbarhed.
Det laveste luvniveau i en forhandlers inddeling i fire niveauer, omkring 3,2 til 6,4 mm (1/8 til 1/4 tomme) målt fra tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. til toppen af luven; det næste niveau, lav til mellem, går op til 8,5 mm (1/3 tomme). Luven føles glat og viser et skarpt, detaljeret mønster, og derfor klippes fint knyttede tæpper, TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz. i silke og andre tæpper af ren silke lavt, ligesom antikke tæpper, der er slidt ned med alderen, og antikvaskede OushakEt tæppe i den klassiske stil fra Ushak (Uşak), en tyrkisk væverby med en lang tradition for klassiske mønstre. Tæpper, der i dag sælges under navnet, er som regel håndknyttet i Pakistan, i værksteder, der ifølge branchens egen fortælling blev oprettet i 1970'erne af ejere, som forlod Iran efter en embargo. De gengiver tyrkiske og gamle persiske mønstre, mest bløde blomsterkompositioner med motiver gentaget over hele feltet eller med medaljon og kun lidt geometrisk tegning, i uld fra Ghazni og New Zealand på et fundament af bomuld. Plantefarver, en antikvask, flere nuancer af samme farve og en kort, lav luv giver et afdæmpet, patineret udtryk, mens designerne vælger farvepaletter, der følger farvetrendene. Afhængigt af mønster og knudetæthed sælges samme familie også som Peshawar, Chobi, Ziegler eller Ferahan.- og Kazak-tæpper. En lav luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. giver plads til døre, der svinger hen over tæppet, optager mindre fugt og støv og er lettere at støvsuge, men tåler kraftig færdsel og møbler dårligere end en højere luv.
Overfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum.
Højden på et tæppes knyttede luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum., målt med lineal eller skydelære fra tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. til luvens spidser, grundvævet medregnet. En forhandlers inddeling sorterer den i lav (3,2 til 6,4 mm, eller 1/8 til 1/4 tomme), lav-medium (6,4 til 8,5 mm, eller 1/4 til 1/3 tomme), medium (8,5 til 9,5 mm, eller 1/3 til 3/8 tomme) og høj (12,7 til 15,9 mm, eller 1/2 til 5/8 tomme). Den endelige klipning fastlægger den: skarpt detaljerede, tætknyttede tæpper, herunder silketæpper og tæpper i silke og uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., klippes lavt, mens grove tæpper med store mønstre som HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former. og GabbehEt tæppe fra provinsen Fars i Iran, første gang omtalt i 1600-tallet for omkring 400 år siden. Det væves af egnens nomadestammer og fastboende landsbyboere på en bund af uld eller gedehår (sjældent bomuld) og har en lang, tyk og tæt luv af uld, som ikke klippes kort. Den lave knudetæthed giver enkle, kraftfulde mønstre, hvor træer, dyr og mennesker bliver til abstrakte geometriske former. Farvet Gabbeh kan farves i alle nuancer, ofte kraftigt. Naturel Gabbeh væves af ufarvet hvid og sort uld i creme, brune, grå og sorte toner, som regel på en cremefarvet bund. De typiske størrelser er ca. 0,9-1,2 × 1,8-2,1 m (3-4 × 6-7 fod). Finere udgaver vævet i byen kommer fra Shiraz, og meget fine, tunge stykker kaldes undertiden Qashqai, selv om de ikke er ægte Qashqai-tæpper. beholder en højere luv. En højere luv føles blødere at gå på, og en mellemhøj til høj luv passer til travle områder og tunge møbler. En lavere luv går fri af døre, optager mindre fugt, samler mindre støv og er lettere at støvsuge.
Et tæppe, der er fremstillet på industrimaskiner, typisk på mekaniske væve, i stedet for at være knyttet i hånden, som regel af syntetiske fibre som polyesterEn syntetisk tæppefiber, der kan fremstilles af genbrugte plastflasker, kendt for sin blødhed, sin modstandsdygtighed over for pletter og sine miljøvenlige egenskaber., polypropylenEn syntetisk fiber, der bruges til fremstilling af væg til væg-tæpper. Den er kendt for at modstå pletter og fugt særdeles godt, for sine lysægte farver og for sin overkommelige pris. eller nylonEn syntetisk fiber, der ofte bruges til fremstilling af væg til væg-tæpper. Den er kendt for sin holdbarhed og spændstighed og modstår pletter godt, når den er behandlet korrekt., og som bliver færdigt på timer frem for måneder. Mønsteret ser helt symmetrisk, men en smule uskarpt ud, og kanterne måler næsten nøjagtigt det samme. Bagsiden føles stiv og plastikagtig med en regelmæssig bikubestruktur, hvor mønsteret ikke kan aflæses. Eventuelle frynser er en ensartet syntetisk kant, der sættes på til sidst i produktionen, og nogle tæpper har slet ingen, i modsætning til et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe, hvis frynser er dets egne grundtråde. Maskinvævede tæpper er billigere, af ringere kvalitet og slides hurtigere op, og de er ikke ægte persiske eller orientalske tæpper.
En industriel vævRammen, hvorpå de lodrette trendtråde først spændes op og holdes stramme, så det vandrette islæt kan flettes ind imellem dem og knuderne knyttes på dem. Håndknyttede tæpper fremstilles på enkle væve, fra dem i vævernes hjem til nomadernes kompakte, transportable væve. Vævens størrelse bestemmer tæppets: nomadernes små væve giver typisk tæpper på højst ca. 1,2 × 1,8 m eller 1,5 × 2,1 m (4 × 6 eller 5 × 7 fod), byværksteder med meget store væve væver paladsstørrelser, og antallet af væve, et værksted har i gang, viser dets omfang. Trævævene i nomade- og landsbyvævning udvider sig og trækker sig sammen med tiden, hvilket er en af årsagerne til skæve tæpper. Mekaniske væve som Wilton, Axminster og Jacquard, deres industrielle efterkommere, fremstiller maskinvævede tæpper., der drives af maskiner i stedet for af en vævers hænder. På den væves maskinfremstillede tæpper i en automatiseret proces, typisk af syntetiske eller maskinspundne garner. Fordi ingen knytter knuderne i hånden, bliver mønsteret helt lige og symmetrisk, og bagsiden føles stiv og plastikagtig. Man kan heller ikke aflæse mønster og farver på bagsiden, sådan som man kan på et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe. Processen er hurtigere og mindre arbejdskrævende end håndknytning og giver et billigere tæppe af lavere kvalitet.
Huller og afgnavede pletter, hvor mølarver eller andre skadedyr som mus har ædt af et tæppes naturfibre. Det er en af de største risici under opbevaring og kan ramme brugte og nye tæpper lige meget, så eftersynet omfatter både for- og bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. og leder efter steder, der ser ud, som om noget har gnavet tæppet væk. Fugt, snavs og mørke steder, for eksempel de dele af et tæppe, der dækkes af tunge møbler, tiltrækker skadedyrene; renlighed, god udluftning og tør luft er den vigtigste forebyggelse, sammen med at støvsuge under møblerne en eller to gange om måneden og se efter møl dér, og at flytte møblerne og lufte tæppet med få måneders mellemrum.
En konstruktionsteknik, hvor hver anden trendtråd trækkes ned i et andet, dybere niveau inde i tæppet, så knuderne pakkes i to planer i stedet for ét. Det er den skjulte ingeniørkunst bag mange meget fintknyttede tæpper: den næsten fordobler den opnåelige knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. og giver et stift, tungt greb. At føre fingrene hen over bagsiden af et tæppe og mærke ribbede, forskudte knudeknopper er en klassisk kendertest for nedsænket trend.
En måde at udstille et tæppe på væggen som et kunstværk; et tæppe i enhver stil kan hænges op, nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. og blomstrede tæpper lige så vel som billedtæpper. Strimler af kraftigt bomuldsstof uden klæbemiddel (til et bredt tæppe f.eks. tre på ca. 61 × 10 cm, eller 24 × 4 tommer; til et lille tæppe én strimmel placeret ca. 2,5 cm, eller 1 tomme, fra hver ende) sys i hånden fast på bagsiden ca. 5 cm (2 tommer) under overkanten, fri af frynserne eller kelimafslutningen, med sting for hver 1,3-2,5 cm (1/2 til 1 tomme), og foldes til en lomme. En rundstok af træ eller metal skydes gennem lommen og hviler på vægkroge, der er stærke nok til at bære vægten, så tæppet ikke tager skade.
Den asymmetriske knude i håndknyttede tæpper, modstykket til den symmetriske tyrkiske knude (Ghiordes-knuden). Væveren lægger garnet om én trendtråd og fører det under nabotråden, som regel med hænderne og uden krog. På tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. ser knuderne forskudte eller diagonale ud snarere end som pæne kvadrater, og luven føles blødere; knuden giver mulighed for finere detaljer og højere knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke.. I Iran forbinder en tommelfingerregel den med tæpperne fra landets centrale, østlige og sydlige egne (KashanFine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetiden i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uld, ofte importeret Manchester-uld, i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljon, en medaljon med tilhørende hjørnestykker eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver., Isfahan, Nain, Kerman), mens man i nordvest og vest foretrækker den tyrkiske knude, selv om der findes undtagelser. Fine, kurvede blomstermotiver tilskrives den ofte, men tæpper med tyrkisk knudeEn af de to vigtigste knuder i håndknyttede tæpper, også kaldet den symmetriske knude. Den anden er den asymmetriske persiske knude, også kaldet Senneh-knuden. Garnet lægges om to trendtråde ved siden af hinanden, og begge ender kommer op mellem dem. Derfor viser bagsiden små, jævne og næsten kvadratiske knudehoveder. Knytterne binder den ofte med en krog. Knuden er opkaldt efter byen Ghiordes (i dag Gördes) i Tyrkiet. Den giver en holdbar luv med præcise mønstre og er typisk for Tyrkiet, Kaukasus og det nordvestlige Iran (Tabriz, Bijar, Heriz og Hamadan-tæpper fra landsbyerne). Ifølge traditionen blev den indført i Iran af seldsjukkiske tyrkere, selv om knuden i sig selv er langt ældre. Den persiske knude får ofte æren for finere detaljer, men knudetypen er en tendens, ikke en grænse: Tabriz-tæpper knyttet med den tyrkiske knude når op på ca. 500 knuder pr. kvadrattomme (omkring 78 pr. cm²). kan være lige så detaljerede.
Specialistarbejde, der udbedrer skader på tæpper, herunder genknytning eller genvævning af slidte partier, lapning, kastning (en ny omsyning af kanten), opspænding, udskiftning af frynser og farverestaurering. Små, dygtigt udførte reparationer, der er svære at se, accepteres som regel på et ældre tæppe, og et ureparerede tæppe opnår den højeste pris. Synlige lapper, sømme eller sting, som lettest ses fra bagsiden, og udskiftede frynser (frynserne er tæppets egne trendender, ikke en påsyet kant) regnes derimod for større reparationer, der forkorter tæppets levetid og sænker dets værdi betydeligt. Meget gamle tæpper har ofte en eller anden reparation, så et angiveligt antikt tæppe helt uden kan være en nyere genskabelse, selv om det tegn alene ikke er afgørende.
Et tilbagevendende plejetrin, hvor tæppet vendes om, eller hvor halvdelen ad gangen foldes tilbage, så hele tæppet aldrig skal vendes, og bagsiden støvsuges for at løsne støv og snavs, der er arbejdet ned gennem luven; det, der har samlet sig under tæppet, kan derefter fejes op. Det anbefales cirka hver første til anden måned, sammen med støvsugning af luvsiden på tværs af tæppets bredde hver første til anden uge (cirka én gang om måneden i et rum, der sjældent bruges), og det er valgfrit snarere end nødvendigt.
Metoden at føre støvsugeren på tværs af tæppets bredde i stedet for på langs, så suget hverken trækker luven i den retning, den ligger, eller arbejder imod den. Dertil hører en let støvsuger med slange og uden roterende børsteDen roterende børstevalse i mundstykket på mange stangstøvsugere og støvsugere med motoriseret mundstykke, som banker og bearbejder luven for at løsne snavs. På et håndknyttet tæppe er den for hård: den banker luven ned og kan gribe fat i frynserne og flå dem i stykker, og frynserne bør slet ikke støvsuges. Det anbefalede alternativ er ren sugekraft fra en let gulvstøvsuger, hvis mundstykke ikke har børstevalse, ført fra side til side på tværs af tæppets bredde frem for på langs mod luven; har du kun en maskine med børstevalse, bør valsen slås fra., og at frynserne holdes ude af maskinen: støvsugeren må gerne komme tæt på dem, men de må ikke suges ind. Forsiden støvsuges hver eller hver anden uge (en gang om måneden i et rum, der sjældent bruges) og bagsiden hver eller hver anden måned, mens man vender halvdelen af tæppet ad gangen.
Genereret illustration: forstørret model i snor af lærredsbinding.
De to trådsystemer, der udgør et tæppes fundament: trenden, de lodrette tråde, der først spændes op i væven, og islættet, de vandrette tråde, der føres igennem trenden mellem knuderækkerne. Fundamentet er som regel af bomuld, men uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. er almindeligt i nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. og ældre tæpper, og silke i meget fine tæpper. Tæpper med enkelt islætEn konstruktion, hvor væveren kun fører én islætstråd ind mellem hver række knuder. Da trenden ikke dækkes helt, viser tæppets bagside et zigzag af små hvide prikker fra bunden – et nemt kendetegn – og luven er som regel tyndere og lavere end ved dobbelt islæt. Enkelt islæt er almindelig praksis i det store Hamadan-område, fra Hamadan-, Karaja- og Mehraban-tæpper til Senneh og mange kurdiske nomadetæpper, og i den Hamadan-prægede type af Malayer-tæpper., som er standard i det større HamadanTæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønster i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthed, der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uld på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luv, der er tyndere end i tæpper med dobbelt islæt.-område, viser zigzagrækker af hvide trendprikker på bagsiden og har en tyndere luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum., mens konstruktion med dobbelt islætEn konstruktion, hvor der mellem to på hinanden følgende knuderækker føres to islætstråde gennem trenden i stedet for én. Det dobbelte islæt dækker grundvævningen, så man på bagsiden af et fint og tæt vævet tæppe kun ser knuder og islæt, uden de hvide prikker af trend, der afslører et tæppe med enkelt islæt, og tæppet bliver tykkere, tættere og tungere. Bijar og Heriz er typiske typer med dobbelt islæt, ligesom fintvævede persiske tæpper i det hele taget., som er standard i fine, tætvævede tæpper og i BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede. og HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former., skjuler trenden og giver en tykkere, tættere luv. Trendens ender danner frynserne, og ekstra islæt i hver ende danner den fladvævede kelimkant, der holder luven på plads.
En af de to vigtigste knuder i håndknyttede tæpper, også kaldet den symmetriske knude. Den anden er den asymmetriske persiske knude, også kaldet SennehFint vævede små til mellemstore tæpper og tæppeløbere fra de kurdiske vævelandsbyer omkring Senneh (det nuværende Sanandaj) i det vestlige Iran. De er kendt for en omhyggelig, tynd og tæt konstruktion med enkelt islæt på en bund af bomuld med luv af uld. Mønstrene er for det meste geometriske medaljoner og allover-mønstre, men der væves også boteh og herati. Farverne er mørkerød, marineblå og brun, undertiden beige, med detaljer i gul, rød, lysegrøn, orange og hvid. Byen har lagt navn til ”senneh-knuden”, en anden betegnelse for den asymmetriske persiske knude, men dens vævere bruger faktisk den symmetriske tyrkiske knude.-knuden. Garnet lægges om to trendtråde ved siden af hinanden, og begge ender kommer op mellem dem. Derfor viser bagsiden små, jævne og næsten kvadratiske knudehoveder. Knytterne binder den ofte med en krog. Knuden er opkaldt efter byen Ghiordes (i dag Gördes) i Tyrkiet. Den giver en holdbar luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. med præcise mønstre og er typisk for Tyrkiet, Kaukasus og det nordvestlige Iran (TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede., HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former. og HamadanTæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønster i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthed, der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uld på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luv, der er tyndere end i tæpper med dobbelt islæt.-tæpper fra landsbyerne). Ifølge traditionen blev den indført i Iran af seldsjukkiske tyrkere, selv om knuden i sig selv er langt ældre. Den persiske knude får ofte æren for finere detaljer, men knudetypen er en tendens, ikke en grænse: Tabriz-tæpper knyttet med den tyrkiske knude når op på ca. 500 knuder pr. kvadrattommeAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. (omkring 78 pr. cm²).
Et mål for, hvor tæt et tæppe er pakket. I maskinfremstillede tæpper beskriver det fibrene i luven og beregnes ved at gange luvvægten med 36 og dividere med luvhøjden; højere tæthed betyder generelt bedre holdbarhed og ydeevne. I håndknyttede tæpper betyder det knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. (KPSI, af engelsk knots per square inch, ”knuder pr. kvadrattomme”), som tælles på bagsiden og beregnes som et gennemsnit over flere områder (150 KPSI svarer til ca. 23 knuder pr. cm²). Ligesom opløsningen i et billede giver højere tæthed mulighed for finere kurver og skarpere mønstre, som regel med en kortere klippet luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. og mere arbejde, men den er ikke det eneste mål for kvalitet: landsbytæpper med kraftige geometriske mønstre laves med lav til middel tæthed.
Den kapillarvirkning, hvor spild, der er trængt dybt ned i bagsiden, stiger op gennem luven igen, mens tæppet tørrer — grunden til, at en ”fjernet” plet kan dukke op igen dagen efter rengøringen. Fagfolk modvirker vægeeffekten ved at suge fugten grundigt op og tørre hurtigt, eller ved at lægge absorberende puder med vægt over pletten natten over. Bliver en plet ved med at komme igen, er det resterne under luven og ikke fiberen, der er synderen.
En specialiseret tuftingteknik, hvor nålene danner et X-mønster i tæppets bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. i stedet for lige rækker. Metoden øger tuftenes forankringsstyrke og giver en mere stabil og holdbar tæppekonstruktion, der modstår deformation af luven i stærkt trafikerede områder.