Gratis fragt
Guider og viden
Hvad der ligger bag et håndknyttet tæppe, og hvordan du kan se på det færdige tæppe, hvordan det er lavet.
Alle tæpper i vores butik er lavet i hånden, og de håndknyttede bliver knyttet én knude ad gangen: et stort gulvtæppe kan rumme tæt på to millioner knuder og tage omkring et år at lave. Denne guide følger et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. persisk tæppe gennem hvert trin af fremstillingen og viser derefter, hvordan det er bygget op, hvilken knude der holder det sammen, og hvad dets knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. fortæller dig – og ikke fortæller dig. KelimEt fladvævet tæppe uden luv, traditionelt fremstillet i Tyrkiet, Iran, Afghanistan og på Balkan. Farvede islætstråde væves ind i trenden uden knuder, så begge sider ser ens ud. Fibrene er typisk uld, bomuld eller gedehår, og naturfarver giver ofte små nuanceforskelle, som er normale og ikke fejl. Den lave højde gør, at døre let går fri, og tæppet kan hænges op som vægkunst. I et knyttet tæppe betegner ”kelim” også det fladvævede bånd i hver ende, hvor ekstra islætrækker sikrer enderne ved frynserne.- og sumaktæpper, vores fladvævede tæpper, laves på en anden måde: i dem er det selve islættet, der danner mønstret.
Fire trin forvandler rå uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. til farvet garn; knytningen tager længst tid, og efterbehandlingen gør det, der kommer ned fra væven, til et tæppe.
Først klippes fårene, traditionelt om foråret, hvor ulden regnes for at være bedst egnet til tæpper. UldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. fra højtliggende græsgange er som regel tykkere og mere fedtet, mens død uldUld af lav kvalitet, der er taget fra døde får i stedet for klippet af levende; i uldhandlen trækkes den som regel af skindene fra slagtede dyr. Fibren er tynd og tør, så den havner mest i billigere tæpper af ringere kvalitet og regnes for et tegn på lav kvalitet. Det modsatte er uld klippet om foråret, især fra får opdrættet i stor højde, som er tykkere og mere fedtet. – der er revet af slagtede får i stedet for klippet – er tynd og tør og ofte ender i billigere tæpper.
Vasken fjerner snavset fra den friskklippede uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., karboniseringEt trin i forarbejdningen af uld, der følger efter vasken og går forud for kartningen, og hvor uld med burrer renses kemisk: den vaskede uld lægges i svovlsyre og bages, så burrer, frø og andet plantemateriale, som vasken ikke fjerner, bliver til skørt kul. Den forkullede rest knuses derefter og rystes ud, mens selve ulden stort set går uskadt igennem. Nogle beskrivelser fra tæppehandlen bruger ordet mere løst om en vask mellem den første vask og kartningen, som gør fibrene blødere og hvidere — et af de trin, der forvandler nyklippet uld til ren uld, klar til at blive kartet, spundet og farvet til tæppets garn. gør fibrene blødere og hvidere, og kartningen reder fibrene, så de ligger parallelt, og fjerner de sidste urenheder.
Spinding, i hånden eller på en håndspinderok, gør den rene uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. til garn, og ved tvindingen snos de enkelte tråde derefter sammen til tykkere og stærkere garn. Håndspundet garnUldgarn spundet af rensede, kartede uldfibre i hånden eller på en manuel rok i stedet for på maskine, hvorefter de spundne tråde tvindes sammen til tykkere og stærkere tråde før farvningen. Det giver finere og blødere tråde end maskinspinding, så ulden føles blødere og ser mere skinnende ud, og håndspinding siges at bevare uldens naturlige lanolin. Det er almindeligt i Kazak- og Peshawar-tæpper vævet i Pakistan og i afghanske Khal Mohammadi-tæpper, som alle desuden er farvet med naturfarver. bliver finere og blødere end maskinspundet.
Garnet farves, før den første knude bliver knyttet – med naturlige farvestoffer, mest fra rødder, blade, skaller og blomster, eller med syntetiske farvestoffer, alt efter hvad farverne kræver. Naturlige farver laves i små portioner, og ingen to farvebadeEt enkelt parti farve sammen med alt det garn, der er farvet med det, og som får nøjagtig samme nuance. Naturfarver laves i små håndværksmæssige partier, og når et parti slipper op, kan det nye ikke matches nøjagtigt, så garn fra forskellige partier afviger en smule i tone. I et færdigt tæppe viser forskellen sig som de farveskift, der kaldes abrash, og som læses som et tegn på håndfarvning, mens en helt flad, ensartet farve tyder på syntetiske farvestoffer og maskinfremstilling. bliver helt ens, så der kan opstå svage bånd i farvetonen, såkaldt abrashDiskrete farveskift i et håndlavet gulvtæppe, ofte synlige som vandrette bånd hen over midterfeltet. De opstår, fordi farvebade efter hinanden aldrig bliver helt ens, fordi forskelle i uldens indhold af fedt og olie får farverne til at ændre sig ujævnt med alderen, og – i cremefarvede partier vævet af ufarvet uld – fordi fiberen skifter tone, når den ældes. Abrash bliver ofte tydeligere med årene, og i et ældre tæppe regnes det derfor som et tegn på naturfarver og håndarbejde snarere end som en fejl, mens et nyere tæppe stadig kontrolleres for ensartet farve. Maskinfremstillede og visse nye håndknyttede tæpper efterligner det med vilje., hvor væveren gik over til nyt garn; forskelle mellem ulden fra forskellige får kan gøre dem tydeligere, efterhånden som tæppet ældes.
Ved tæppevævning spændes trenden først op på væven. Række for række knytter væveren hver knude, persisk eller tyrkisk, om trenden og skærer garnet over; når en række er færdig, føres et islæt på tværs, og rækken bankes ned. Værkstederne i byerne følger en vævetegningEn tegnet mønsterplan, også kaldet en arbejdstegning, som en værkstedsvæver følger knude for knude. I safavidetiden, da mønstrene blev mere komplekse, skulle særskilte designere, ofte miniaturemalere, have tegnet dem på sådanne planer, så væverne kun udførte andres mønstre, og omkring denne arbejdsform voksede der væveskoler frem. Bytæpper fra værksteder i byer som Tabriz og Isfahan er så præcise, fordi de væves efter sådanne planer. Landsbyvævere bruger langt færre planer, og nomadevævere arbejder ud fra hukommelsen og ud fra mønstre, der er gået i arv i familien, så deres tæpper har tendens til at være mindre symmetriske., en tegnet plan; vævere i landsbyer og nomadestammer arbejder for det meste efter hukommelsen. For hver 5 til 10 cm klippes luven let, så mønstret forbliver tydeligt. Arbejdet tager fra måneder til år, alt efter størrelse og detaljer, og i den tid ændrer både knudernes stramhed og kraften i nedbankningen sig – en af grundene til, at intet håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe er helt symmetrisk.
Når tæppet er taget ned fra væven, klippes det jævnt, og dette sidste klip bestemmer luvhøjden: lav på fint knyttede tæpper, hvis tegning skal stå skarpt, højere på grovere tæpper med kraftigere mønstre. Derefter vaskes det professionelt, lægges undertiden i direkte sol for at dæmpe farver, der blev for kraftige, får løse fibre klippet væk og gennemgås for fejl.
Et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe består af to lag: en bund af trend og islætDe to trådsystemer, der udgør et tæppes fundament: trenden, de lodrette tråde, der først spændes op i væven, og islættet, de vandrette tråde, der føres igennem trenden mellem knuderækkerne. Fundamentet er som regel af bomuld, men uld er almindeligt i nomadetæpper og ældre tæpper, og silke i meget fine tæpper. Tæpper med enkelt islæt, som er standard i det større Hamadan-område, viser zigzagrækker af hvide trendprikker på bagsiden og har en tyndere luv, mens konstruktion med dobbelt islæt, som er standard i fine, tætvævede tæpper og i Bijar og Heriz, skjuler trenden og giver en tykkere, tættere luv. Trendens ender danner frynserne, og ekstra islæt i hver ende danner den fladvævede kelimkant, der holder luven på plads., som du sjældent ser, og luven, du går på.
Bagsiden viser, hvor mange islæt der løber mellem knuderækkerne. Med enkelt islætEn konstruktion, hvor væveren kun fører én islætstråd ind mellem hver række knuder. Da trenden ikke dækkes helt, viser tæppets bagside et zigzag af små hvide prikker fra bunden – et nemt kendetegn – og luven er som regel tyndere og lavere end ved dobbelt islæt. Enkelt islæt er almindelig praksis i det store Hamadan-område, fra Hamadan-, Karaja- og Mehraban-tæpper til Senneh og mange kurdiske nomadetæpper, og i den Hamadan-prægede type af Malayer-tæpper. er trenden ikke helt dækket, så små hvide prikker af den kommer til syne i zigzag, og luven er som regel tyndere og kortere. Enkelt islæt er standard i HamadanTæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønster i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthed, der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uld på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luv, der er tyndere end i tæpper med dobbelt islæt.- og Mehraban-tæpper og i hele det større Hamadan-område, i de nærliggende SennehFint vævede små til mellemstore tæpper og tæppeløbere fra de kurdiske vævelandsbyer omkring Senneh (det nuværende Sanandaj) i det vestlige Iran. De er kendt for en omhyggelig, tynd og tæt konstruktion med enkelt islæt på en bund af bomuld med luv af uld. Mønstrene er for det meste geometriske medaljoner og allover-mønstre, men der væves også boteh og herati. Farverne er mørkerød, marineblå og brun, undertiden beige, med detaljer i gul, rød, lysegrøn, orange og hvid. Byen har lagt navn til ”senneh-knuden”, en anden betegnelse for den asymmetriske persiske knude, men dens vævere bruger faktisk den symmetriske tyrkiske knude.-tæpper og mange kurdiske nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. samt i KarajaLandsbytæpper fra en gruppe landsbyer i den iranske region Aserbajdsjan, i den vestlige udkant af Heriz-vævningsområdet. De har navn efter landsbyen Karaja midt i området. Luven er af uld på en bund af bomuld (meget gamle stykker kan have en bund af uld). Knuden er tyrkisk, og der er kun ét islæt. Derfor er luven tyndere og blødere end i Heriz-tæpper, der som regel har dobbelt islæt, og knudetætheden er lav til middel. På en tæppeløber skifter typisk to markante geometriske medaljoner med krogede kanter, ofte på en ny bundfarve ved hver gentagelse. På brede tæpper fremstår de gentagne medaljoner som et geometrisk allover-mønster i orangerøde, blå, cremefarvede og brune toner. Den bløde, tynde luv og de store længder, i nogle tilfælde over 6 m (20 fod), gør dem populære som gang- og trappeløbere.-tæpper fra den vestlige udkant af HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former.-området.
Med dobbelt islætEn konstruktion, hvor der mellem to på hinanden følgende knuderækker føres to islætstråde gennem trenden i stedet for én. Det dobbelte islæt dækker grundvævningen, så man på bagsiden af et fint og tæt vævet tæppe kun ser knuder og islæt, uden de hvide prikker af trend, der afslører et tæppe med enkelt islæt, og tæppet bliver tykkere, tættere og tungere. Bijar og Heriz er typiske typer med dobbelt islæt, ligesom fintvævede persiske tæpper i det hele taget. løber der to islæt mellem rækkerne. I en fin, tæt vævning skjuler de trenden helt, så kun knuder og islæt ses på bagsiden, og tæppet bliver tungere, tættere og tykkere. BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede.- og Heriz-tæpper er typiske eksempler, ligesom de fleste fint knyttede persiske tæpper.
Næsten alle håndknyttede tæpper er bygget op af to slags knuder. Den tyrkiske knude, også kaldet den symmetriske knude, slynges om to trendtråde ved siden af hinanden, og begge ender kommer op mellem dem. Den knyttes ofte med en knyttekrogEn lille metalkrog, som vævere som regel bruger, når de knytter symmetriske (tyrkiske) knuder, til at gribe garnet og trække det igennem mellem trendtrådene. Tæppet fremstilles stadig helt i hånden, og redskabet bidrager til den meget jævne og præcise knytning, som væverne i Tabriz, der bruger den tyrkiske knude, er kendt for. Asymmetriske (persiske) knuder knyttes som regel med fingrene alene, og til dem bruger væverne typisk ikke krog. og ses på bagsiden som pæne, firkantede knudehoveder. Den persiske knude, også kaldet den asymmetriske knude, omslutter én trendtråd og løber under den næste. Den knyttes som regel kun med fingrene, giver en forskudt bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. og egner sig til meget fine detaljer.
Oprindelsen fortæller som regel, hvilken knude du kan forvente: den tyrkiske i det nordvestlige og vestlige Iran (TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede., HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former., landsbytæpper fra HamadanTæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønster i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthed, der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uld på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luv, der er tyndere end i tæpper med dobbelt islæt.), i Tyrkiet og i Kaukasus, og den persiske i det centrale, østlige og sydlige Iran (Keshan, Isfahan, Nain, Kerman). Kortet viser en tendens, ikke en regel, og ingen af knuderne sætter loft over finheden: Tabriz-tæpper, der er knyttet med den tyrkiske knude, når langt ind i de fine byttæppers interval, som er angivet nedenfor.
Jufti-knuden er en genvej: den slynges om fire trendtråde i stedet for to. Tæppet bliver hurtigere færdigt, men vævningen bliver løs. Et jufti-tæppe kan veje omkring halvdelen af et almindeligt tæppe i samme størrelse, holder dårligere til slid og har et uskarpt mønster. Vægten og uskarpheden afslører det bedre, end bagsiden gør.
Persisk knude
Tyrkisk knude
Knudetætheden er et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppes finhed og angives i knuder pr. kvadrattommeAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. (KPSI). Omregnet til metriske mål svarer én KPSI til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm eller 1.550 pr. kvadratmeter. Ligesom med pixels i et billede giver flere knuder finere kurver og mindre detaljer.
Den tælles på bagsiden med en lineal: knuderne langs én tomme af tæppets længde ganges med knuderne langs én tomme af bredden, så 12 gange 14 giver 168 KPSI. Man tæller to eller tre steder og tager gennemsnittet, da detaljerede partier er lidt tættere end en ensfarvet bund. Ved meget fine vævninger hjælper et forstørrelsesglas.
Grove nomadevævninger, bl.a. GabbehEt tæppe fra provinsen Fars i Iran, første gang omtalt i 1600-tallet for omkring 400 år siden. Det væves af egnens nomadestammer og fastboende landsbyboere på en bund af uld eller gedehår (sjældent bomuld) og har en lang, tyk og tæt luv af uld, som ikke klippes kort. Den lave knudetæthed giver enkle, kraftfulde mønstre, hvor træer, dyr og mennesker bliver til abstrakte geometriske former. Farvet Gabbeh kan farves i alle nuancer, ofte kraftigt. Naturel Gabbeh væves af ufarvet hvid og sort uld i creme, brune, grå og sorte toner, som regel på en cremefarvet bund. De typiske størrelser er ca. 0,9-1,2 × 1,8-2,1 m (3-4 × 6-7 fod). Finere udgaver vævet i byen kommer fra Shiraz, og meget fine, tunge stykker kaldes undertiden Qashqai, selv om de ikke er ægte Qashqai-tæpper. og QashqaiNomadetæpper vævet af qashqaierne, en nomadestamme i det sydvestlige Iran, der samler tyrkiske, arabiske, kurdiske og luriske grupper og har levet i området siden mindst 1500-tallet. Mønstrene kommer fra hukommelsen frem for skrevne forlæg og forbinder geometriske kompositioner og medaljonkompositioner, undertiden i en enklere og sparsomt detaljeret form, med dyr, planter og husgeråd i juveltoner af rødt, safrangult og indigo, ofte på dybrød eller mørk marineblå bund. Den kraftige, fastvævede uld fra stammens egne flokke er slidstærk og samtidig blød og danner en tæt luv i mellemhøjde på et grundvæv af bomuld eller uld, som egner sig til steder med meget gangtrafik; kompakte væve holder størrelserne små, typisk 1,2 × 1,8 m (4 × 6 fod) eller 1,5 × 2,1 m (5 × 7 fod), foruden tæppeløbere., ligger som regel under ca. 80, mens mange landsbytæpper ligger nogenlunde mellem 120 og 225. Fine byttæpper som Nain og Isfahan ligger på 300 til 700, og QumPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket. i ren silke på 600 til 1.000 eller mere. Et navn fastlægger ikke intervallet: TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz.-tæpper alene spænder fra ca. 50 til ca. 500 og endnu højere på silkegrund.
Tallet måler altså finheden, men siger ikke alene noget om kvaliteten. Et kurvet blomstermønster kræver et højt tal, ellers flyder det ud, mens en kraftig geometrisk tegning står klart ved et beskedent tal. Alt andet lige holder et tættere tæppe lidt bedre til slid. Det kræver også mere arbejde og mere kyndige hænder, så det koster mere at fremstille. Alligevel er HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former.- og BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede.-tæpper kendt for at være meget slidstærke ved lave til middelhøje tal, og et antikt Keshan-tæppeFine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetiden i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uld, ofte importeret Manchester-uld, i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljon, en medaljon med tilhørende hjørnestykker eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver. på ca. 240 KPSI, som er middelhøjt efter disse intervaller, kan gengive sit kurvede mønster fremragende. Tallet læses bedst sammen med ulden, farverne, tegningen, symmetrien og tæppets stand.
Alt ovenstående kan du tjekke på et færdigt tæppe: knuderne på bagsiden, frynserne, som er selve trenden, og den lette ujævnhed, som håndarbejde giver. Et maskinvævet tæppe består ikke de prøver. Bagsiden er et stift og ensartet gitter, som regel syntetisk. Eventuelle frynser er sat på bagefter, og bredden varierer ikke, hvor et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe ofte varierer en smule i bredden. På et håndtuftet tæppeEt tæppe, der fremstilles ved at stikke luvgarnet gennem en udspændt stofbund med et håndholdt tuftingværktøj og fastgøre løkkerne med en limet bagside i stedet for at binde knuder i hånden om trend- og islættråde. Bagsiden viser stof og lim i stedet for enkelte knuder og føles mindre blød end på et knyttet tæppe. Det rangerer under håndknyttede og over maskinfremstillede tæpper, holder ikke så længe som et knyttet tæppe og regnes ikke for et ægte persisk eller orientalsk tæppe. Da det undertiden sælges blot som ”håndlavet”, er det betegnelsen håndknyttet, der kendetegner et knyttet tæppe. er garnet skudt gennem et stykke stof med en tuftingpistol, så der er stof og lim på bagsiden og ingen knuder.
Mange af tæpperne i vores kollektion af håndlavede tæpper har billeder af bagsiden, så du kan tjekke det, før du køber. Tæppeordbogen forklarer de begreber, der bruges her. Vores guide til mønstre i persiske tæpper handler om mønstrene på forsiden, og guiden til tæpperens dækker pleje af frynser og luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum.. Det gælder også professionel vask af et håndknyttet tæppe ca. hvert 5. år, hvert 3.–4. år i en gang eller entré og op til hvert 10. år i et rum med lidt trafik.