En animalsk fiber, som nomadevævere sommetider bruger i stedet for uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. til tæppets bund, som i GabbehEt tæppe fra provinsen Fars i Iran, første gang omtalt i 1600-tallet for omkring 400 år siden. Det væves af egnens nomadestammer og fastboende landsbyboere på en bund af uld eller gedehår (sjældent bomuld) og har en lang, tyk og tæt luv af uld, som ikke klippes kort. Den lave knudetæthed giver enkle, kraftfulde mønstre, hvor træer, dyr og mennesker bliver til abstrakte geometriske former. Farvet Gabbeh kan farves i alle nuancer, ofte kraftigt. Naturel Gabbeh væves af ufarvet hvid og sort uld i creme, brune, grå og sorte toner, som regel på en cremefarvet bund. De typiske størrelser er ca. 0,9-1,2 × 1,8-2,1 m (3-4 × 6-7 fod). Finere udgaver vævet i byen kommer fra Shiraz, og meget fine, tunge stykker kaldes undertiden Qashqai, selv om de ikke er ægte Qashqai-tæpper.- og Quchan-tæpper, mens selve luven stadig er af uld. Sammen med mohairAngorageden har langt, silkeblødt og skinnende hår. I persiske tæpper er det en af flere animalske fibre, nævnt sammen med gedehår, kamelhår og kohår. De kan bruges som materiale, men er langt mindre almindelige end den sædvanlige uld, bomuld og silke. Denne gruppe ses mest i nomadetæpper., kamelhårEn dyrefiber fra kameler, der bruges sjældnere i tæpper end uld, bomuld eller silke og mest findes i persiske nomadetæpper. Dens naturlige, varme lysebrune tone er også blevet et farvenavn: kamelhår er en tilbagevendende bundfarve i Mehraban-tæpper sammen med mørkeblå, mørkerød, creme og fersken, så udtrykket kan betegne både fiberen og blot nuancen. og kohår hører gedehår til de mindre almindelige tæppematerialer. Det ses mest i nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. og findes også i nogle fladvævede kelimtæpper.
En dyrefiber fra kameler, der bruges sjældnere i tæpper end uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., bomuld eller silke og mest findes i persiske nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne.. Dens naturlige, varme lysebrune tone er også blevet et farvenavn: kamelhår er en tilbagevendende bundfarve i Mehraban-tæpper sammen med mørkeblå, mørkerød, creme og fersken, så udtrykket kan betegne både fiberen og blot nuancen.
Landsbytæpper fra Mehraban-distriktet, en gruppe landsbyer i den nordlige del af HamadanTæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønster i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthed, der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uld på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luv, der er tyndere end i tæpper med dobbelt islæt.-regionen op mod det kurdiske Iran, og derfor ses kurdiske stilarter. Det er tæpper med enkelt islætEn konstruktion, hvor væveren kun fører én islætstråd ind mellem hver række knuder. Da trenden ikke dækkes helt, viser tæppets bagside et zigzag af små hvide prikker fra bunden – et nemt kendetegn – og luven er som regel tyndere og lavere end ved dobbelt islæt. Enkelt islæt er almindelig praksis i det store Hamadan-område, fra Hamadan-, Karaja- og Mehraban-tæpper til Senneh og mange kurdiske nomadetæpper, og i den Hamadan-prægede type af Malayer-tæpper. på bomuld, knyttet med den symmetriske (tyrkiske) knude, med en mellemhøj luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. af fin, blød, skinnende og fedtet uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., på mørkeblå, mørkerøde, cremefarvede, kamelhårsfarvede eller ferskenfarvede felter. Ældre stykker er geometriske, med gentagne medaljoner og fugle- eller dyremotiver, og blev for en stor del lavet til væverne selv; nyere følger de amerikanske SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér.-tæppers blomstermønstre. Distriktet er kendt for tæppeløbere, typisk 76-91 cm (2,5 til 3 fod) brede og 1,8-6,1 m (6 til 20 fod) lange. Det er ikke det Meraban i Østaserbajdsjan, som væver tæpper i HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former.-stil.
Angorageden har langt, silkeblødt og skinnende hår. I persiske tæpper er det en af flere animalske fibre, nævnt sammen med gedehårEn animalsk fiber, som nomadevævere sommetider bruger i stedet for uld til tæppets bund, som i Gabbeh- og Quchan-tæpper, mens selve luven stadig er af uld. Sammen med mohair, kamelhår og kohår hører gedehår til de mindre almindelige tæppematerialer. Det ses mest i nomadetæpper og findes også i nogle fladvævede kelimtæpper., kamelhårEn dyrefiber fra kameler, der bruges sjældnere i tæpper end uld, bomuld eller silke og mest findes i persiske nomadetæpper. Dens naturlige, varme lysebrune tone er også blevet et farvenavn: kamelhår er en tilbagevendende bundfarve i Mehraban-tæpper sammen med mørkeblå, mørkerød, creme og fersken, så udtrykket kan betegne både fiberen og blot nuancen. og kohår. De kan bruges som materiale, men er langt mindre almindelige end den sædvanlige uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., bomuld og silke. Denne gruppe ses mest i nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne..