Tæpper fra den ældre, mere stammeprægede fase af vævningen i HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former.-området, lavet i 1870'erne og tidligere med åbne, løst ordnede kompositioner. Specialister placerer dem før de mere strukturerede, men stadig åbne SerapiEt antikt persisk tæppe fra Heriz-området i det nordvestlige Iran og mellemstadiet i Heriz-designets udvikling. Det er mere struktureret end de stammeprægede, mere åbne Bakshaish-tæpper fra 1870'erne og tidligere, men mindre tæt i mønstret end de Heriz-tæpper, der er vævet fra 1910'erne og frem. Serapi-tæpperne blev vævet fra slutningen af 1800-tallet til de allerførste år af 1900-tallet og har en åben, luftig komposition med kraftig geometrisk tegning i en jordfarvet palet. Alle er i dag over hundrede år gamle og ret sjældne, og samlere værdsætter dem for deres dekorative virkning og holdbarhed.-tæpper fra slutningen af 1800-tallet til de første år af 1900-tallet og før de tættere Heriz-mønstre, der blev vævet efter 1910'erne, og hvor tæt et mønster ligger på denne fase, hjælper dem med at anslå alderen på et tæppe fra Heriz-området. Navnet kommer fra Bakhshayesh, en by i Heriz-distriktet i det nordvestlige Iran.
Markante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islætEn konstruktion, hvor der mellem to på hinanden følgende knuderækker føres to islætstråde gennem trenden i stedet for én. Det dobbelte islæt dækker grundvævningen, så man på bagsiden af et fint og tæt vævet tæppe kun ser knuder og islæt, uden de hvide prikker af trend, der afslører et tæppe med enkelt islæt, og tæppet bliver tykkere, tættere og tungere. Bijar og Heriz er typiske typer med dobbelt islæt, ligesom fintvævede persiske tæpper i det hele taget. for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader. med fire hjørnestykkerOrnamentet i hvert af feltets fire hjørner omkring en central medaljon, som regel med en gentagelse af medaljonens motiver eller farve; i Tabriz-tæpper laves hjørnerne ofte ved at dele medaljonens mønster i fire og bruge én del i hvert hjørne. Hjørnestykkerne fuldender en komposition med medaljon og hjørner, og i et godt udført tæppe matcher hjørnestykkerne hinanden og sidder symmetrisk., undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. BakshaishTæpper fra den ældre, mere stammeprægede fase af vævningen i Heriz-området, lavet i 1870'erne og tidligere med åbne, løst ordnede kompositioner. Specialister placerer dem før de mere strukturerede, men stadig åbne Serapi-tæpper fra slutningen af 1800-tallet til de første år af 1900-tallet og før de tættere Heriz-mønstre, der blev vævet efter 1910'erne, og hvor tæt et mønster ligger på denne fase, hjælper dem med at anslå alderen på et tæppe fra Heriz-området. Navnet kommer fra Bakhshayesh, en by i Heriz-distriktet i det nordvestlige Iran. og SerapiEt antikt persisk tæppe fra Heriz-området i det nordvestlige Iran og mellemstadiet i Heriz-designets udvikling. Det er mere struktureret end de stammeprægede, mere åbne Bakshaish-tæpper fra 1870'erne og tidligere, men mindre tæt i mønstret end de Heriz-tæpper, der er vævet fra 1910'erne og frem. Serapi-tæpperne blev vævet fra slutningen af 1800-tallet til de allerførste år af 1900-tallet og har en åben, luftig komposition med kraftig geometrisk tegning i en jordfarvet palet. Alle er i dag over hundrede år gamle og ret sjældne, og samlere værdsætter dem for deres dekorative virkning og holdbarhed., de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former.
Et antikt persisk tæppe fra HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former.-området i det nordvestlige Iran og mellemstadiet i Heriz-designets udvikling. Det er mere struktureret end de stammeprægede, mere åbne BakshaishTæpper fra den ældre, mere stammeprægede fase af vævningen i Heriz-området, lavet i 1870'erne og tidligere med åbne, løst ordnede kompositioner. Specialister placerer dem før de mere strukturerede, men stadig åbne Serapi-tæpper fra slutningen af 1800-tallet til de første år af 1900-tallet og før de tættere Heriz-mønstre, der blev vævet efter 1910'erne, og hvor tæt et mønster ligger på denne fase, hjælper dem med at anslå alderen på et tæppe fra Heriz-området. Navnet kommer fra Bakhshayesh, en by i Heriz-distriktet i det nordvestlige Iran.-tæpper fra 1870'erne og tidligere, men mindre tæt i mønstret end de Heriz-tæpper, der er vævet fra 1910'erne og frem. Serapi-tæpperne blev vævet fra slutningen af 1800-tallet til de allerførste år af 1900-tallet og har en åben, luftig komposition med kraftig geometrisk tegning i en jordfarvet palet. Alle er i dag over hundrede år gamle og ret sjældne, og samlere værdsætter dem for deres dekorative virkning og holdbarhed.