Den periode, hvor Qajar-dynastiet herskede over Persien i 1800-tallet, med den største tæppeproduktion i Persiens historie. Vævningen kom i gang igen efter urolighederne i 1700-tallet, der havde lammet de vigtigste produktionscentre, og eksporten til Europa og Amerika blomstrede med England og Tyskland som de største købere. Nyere centre som SultanabadAntikke persiske tæpper fra Sultanabad, det tidligere navn på Arak-regionen i Iran. Det var et yngre vævecenter, der blomstrede under qajarerne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og forsynede europæiske og amerikanske købere. Den typiske komposition er et allover-felt af overdimensionerede palmetter, lotusblomster, blomsterbuketter og kantede ranker. Den minder om Shah Abbasi-mønstret, men i en rustik landsbystil frem for bytæppernes præcise, kurvede tegning. Indigo eller midnatsblå med rust- eller teglrød, guld og oliven er en klassisk palet. Da Sultanabad ikke længere findes under det navn, er antikke eksemplarer sjældne og opnår højere priser. og Keshan voksede frem ved siden af TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz. og Kerman, og europæiske og amerikanske firmaer oprettede deres egne produktionscentre i Persien. Tæpper fra disse store fabrikker følger standardiserede mønstre, der er lette at genkende. Det adskiller dem fra landsbytæpper og nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne., hvis vævere stadig selv skaber deres mønstre.