Tæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islætEn konstruktion, hvor der mellem to på hinanden følgende knuderækker føres to islætstråde gennem trenden i stedet for én. Det dobbelte islæt dækker grundvævningen, så man på bagsiden af et fint og tæt vævet tæppe kun ser knuder og islæt, uden de hvide prikker af trend, der afslører et tæppe med enkelt islæt, og tæppet bliver tykkere, tættere og tungere. Bijar og Heriz er typiske typer med dobbelt islæt, ligesom fintvævede persiske tæpper i det hele taget., vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum.. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuketEt blomstermotiv af rosenbuketter, der findes i Bijar-tæpper og er lånt fra franske tæpper. Det går tilbage til 1800-tallet, da en genoplivning af tæppevævningen i Iran hentede sin inspiration fra Europa, og det er en af flere ydre påvirkninger på Bijar-mønstrene, ved siden af tæpperne fra Isfahan og Keshan og russiske og kaukasiske mønstre. i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede.
Den roterende børstevalse i mundstykket på mange stangstøvsugere og støvsugere med motoriseret mundstykke, som banker og bearbejder luven for at løsne snavs. På et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe er den for hård: den banker luven ned og kan gribe fat i frynserne og flå dem i stykker, og frynserne bør slet ikke støvsuges. Det anbefalede alternativ er ren sugekraft fra en let gulvstøvsuger, hvis mundstykke ikke har børstevalse, ført fra side til side på tværs af tæppets bredde frem for på langs mod luven; har du kun en maskine med børstevalse, bør valsen slås fra.
Trendenderne, der stikker ud over begge kortender af et tæppe. I et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe er frynserne ikke en pynt, der er sat på til sidst, men den synlige fortsættelse af grundvævet, hvis trendtråde kan følges gennem hele tæppet på bagsiden, så deres fiber (bomuld, uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. eller silke) viser, hvad grundvævet er lavet af. De bør ikke klippes af; skal de skjules, kan de bindes tilbage mod bagsiden. Væverne klipper, knytter, fletter eller udsmykker dem, og flettede eller udsmykkede ender er særlig almindelige i nomade- og landsbytæpper; afslutningen hjælper med at bestemme oprindelsen. De er sjældent helt jævne, og den ene ende er ofte længere end den anden. Frynser, der er sat på bagefter, eller slet ingen frynser peger i retning af et maskinfremstillet tæppe.
En tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. eller silke om to nabotrendtråde på en vævRammen, hvorpå de lodrette trendtråde først spændes op og holdes stramme, så det vandrette islæt kan flettes ind imellem dem og knuderne knyttes på dem. Håndknyttede tæpper fremstilles på enkle væve, fra dem i vævernes hjem til nomadernes kompakte, transportable væve. Vævens størrelse bestemmer tæppets: nomadernes små væve giver typisk tæpper på højst ca. 1,2 × 1,8 m eller 1,5 × 2,1 m (4 × 6 eller 5 × 7 fod), byværksteder med meget store væve væver paladsstørrelser, og antallet af væve, et værksted har i gang, viser dets omfang. Trævævene i nomade- og landsbyvævning udvider sig og trækker sig sammen med tiden, hvilket er en af årsagerne til skæve tæpper. Mekaniske væve som Wilton, Axminster og Jacquard, deres industrielle efterkommere, fremstiller maskinvævede tæpper., derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islætDe to trådsystemer, der udgør et tæppes fundament: trenden, de lodrette tråde, der først spændes op i væven, og islættet, de vandrette tråde, der føres igennem trenden mellem knuderækkerne. Fundamentet er som regel af bomuld, men uld er almindeligt i nomadetæpper og ældre tæpper, og silke i meget fine tæpper. Tæpper med enkelt islæt, som er standard i det større Hamadan-område, viser zigzagrækker af hvide trendprikker på bagsiden og har en tyndere luv, mens konstruktion med dobbelt islæt, som er standard i fine, tætvævede tæpper og i Bijar og Heriz, skjuler trenden og giver en tykkere, tættere luv. Trendens ender danner frynserne, og ekstra islæt i hver ende danner den fladvævede kelimkant, der holder luven på plads. danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. føles stiv og jævnt ensartet.
En kantafslutning, hvor garn vikles igen og igen om tæppets yderkant, med maskine eller i hånden, så der dannes en afrundet, snorlignende kant. Det er den sædvanlige afslutning på de lange sider af maskinfremstillede tæpper (frynserne markerer som regel trendens ender). Det er også den måde, en slidt kant på et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe genopbygges på (den reparation, der på engelsk kaldes ”overcasting”). Den oprindelige kant på et håndknyttet tæppe er normalt en ægkantDen indvævede sidekant på et håndknyttet tæppe. Den dannes under vævningen, når islættet vikles flere gange om den yderste trendtråd, så der opstår en afrundet, snoreagtig kant. Afhængigt af egnen kan omviklingen være udført i uld i en kontrastfarve eller med selve trenden, eller kanten kan være flad i stedet for rund. Kanten er derfor et af de spor, eksperter bruger til at bestemme et tæppes oprindelse. På engelsk betegner ”overcasting” den samme kant, og ordet optræder også på lister over almindelige tæppereparationer. og ikke en påført kantkastning: den væves med, når islættet vikles om den yderste trendtråd under vævningen. På håndlavede stykker er kantkastningens jævnhed et hurtigt fingerpeg om, hvor omhyggeligt tæppet er gjort færdigt.
Et fladvævet tæppeEn type tæppe uden luv, hvor trend og islæt væves sammen til en flad overflade. Eksempler er kelimtæpper, dhurrier og sumaker. Fladvævede tæpper kan som regel vendes, er lette og nemmere at rengøre end tæpper med luv, hvilket gør dem populære i afslappede rum og i varmere klimaer. uden luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum., traditionelt fremstillet i Tyrkiet, Iran, Afghanistan og på Balkan. Farvede islætstråde væves ind i trenden uden knuder, så begge sider ser ens ud. Fibrene er typisk uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., bomuld eller gedehårEn animalsk fiber, som nomadevævere sommetider bruger i stedet for uld til tæppets bund, som i Gabbeh- og Quchan-tæpper, mens selve luven stadig er af uld. Sammen med mohair, kamelhår og kohår hører gedehår til de mindre almindelige tæppematerialer. Det ses mest i nomadetæpper og findes også i nogle fladvævede kelimtæpper., og naturfarver giver ofte små nuanceforskelle, som er normale og ikke fejl. Den lave højde gør, at døre let går fri, og tæppet kan hænges op som vægkunst. I et knyttet tæppe betegner ”kelim” også det fladvævede bånd i hver ende, hvor ekstra islætrækker sikrer enderne ved frynserne.
Båndet i hver kortende af et knyttet tæppe, mellem den sidste række luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. og frynserne, vævet udelukkende med islæt. Væveren fører her flere gange ekstra islæt gennem trenden, uden knuder, for at sikre luven og give enderne en tættere og stærkere afslutning. Det er en afslutningsdetalje på et luvtæppe, ikke et kelimtæppe i sig selv; frynser, der skal skjules, kan bindes tilbage mod båndet på bagsiden. På BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede.-tæpper er frynserne i denne ende ofte flettede.
Et tæppe, der er fremstillet på industrimaskiner, typisk på mekaniske væve, i stedet for at være knyttet i hånden, som regel af syntetiske fibre som polyesterEn syntetisk tæppefiber, der kan fremstilles af genbrugte plastflasker, kendt for sin blødhed, sin modstandsdygtighed over for pletter og sine miljøvenlige egenskaber., polypropylenEn syntetisk fiber, der bruges til fremstilling af væg til væg-tæpper. Den er kendt for at modstå pletter og fugt særdeles godt, for sine lysægte farver og for sin overkommelige pris. eller nylonEn syntetisk fiber, der ofte bruges til fremstilling af væg til væg-tæpper. Den er kendt for sin holdbarhed og spændstighed og modstår pletter godt, når den er behandlet korrekt., og som bliver færdigt på timer frem for måneder. Mønsteret ser helt symmetrisk, men en smule uskarpt ud, og kanterne måler næsten nøjagtigt det samme. Bagsiden føles stiv og plastikagtig med en regelmæssig bikubestruktur, hvor mønsteret ikke kan aflæses. Eventuelle frynser er en ensartet syntetisk kant, der sættes på til sidst i produktionen, og nogle tæpper har slet ingen, i modsætning til et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe, hvis frynser er dets egne grundtråde. Maskinvævede tæpper er billigere, af ringere kvalitet og slides hurtigere op, og de er ikke ægte persiske eller orientalske tæpper.
Forskellige teknikker til rensning af tæpper, blandt andet varmtvandsekstraktion (damprensning), tørrensning med rensepulver, bonnet-rensning og indkapsling, som hver passer til bestemte tæppetyper, grader af tilsmudsning og tørretider. Håndknyttede tæpper kræver en mildere behandling: støvsugning fra side til side med en gulvstøvsuger med børstevalsen slået fra, uden om frynserne; en let aftørring en gang imellem med fortyndet, klorfrit opvaskemiddelskum på hvide bomuldshåndklæder, arbejdet ind i sektioner med luvens retningDen retning, luvens fibre ligger i. Den kan mærkes, når man stryger hånden hen over tæppet. Tæppet ser lysere eller mørkere ud, alt efter hvilken retning man ser det fra i forhold til luven. Når man tørrer af eller børster, følger man luvretningen, for går man mod luven, trænger væsken dybere ned. Støvsuger man, gør man det fra side til side og ikke lige imod luven, så fibrene ikke bliver trukket op., så tæppet tørrer inden for omkring en time; og en professionel vask hvert 5. til 10. år, hvert 3. til 5. år ved meget trafik og før et tæppe opbevares i et år eller mere.
Den afrundede størrelse i fod og tommer, som et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe sælges under, for eksempel 9 × 12 fod (ca. 2,7 × 3,7 m). Den svarer kun tilnærmelsesvis til de faktiske mål. Persiske og mange andre orientalske tæpper fremstilles efter metriske mål og varierer en smule, fordi de knyttes i hånden. Efter omregningen ligger den faktiske størrelse derfor som regel et par tommer (ca. 5-10 cm) over eller under. Et tæppe angivet som 9 × 12 fod kan for eksempel måle 9 fod 2 tommer gange 12 fod 5 tommer (ca. 279 × 378 cm). Størrelser angives med bredden først, og frynserne regnes normalt ikke med i længden.
En måde at udstille et tæppe på væggen som et kunstværk; et tæppe i enhver stil kan hænges op, nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. og blomstrede tæpper lige så vel som billedtæpper. Strimler af kraftigt bomuldsstof uden klæbemiddel (til et bredt tæppe f.eks. tre på ca. 61 × 10 cm, eller 24 × 4 tommer; til et lille tæppe én strimmel placeret ca. 2,5 cm, eller 1 tomme, fra hver ende) sys i hånden fast på bagsiden ca. 5 cm (2 tommer) under overkanten, fri af frynserne eller kelimafslutningen, med sting for hver 1,3-2,5 cm (1/2 til 1 tomme), og foldes til en lomme. En rundstok af træ eller metal skydes gennem lommen og hviler på vægkroge, der er stærke nok til at bære vægten, så tæppet ikke tager skade.
Den faste plejerutine for et tæppes frynser, de frilagte trendender. Frynserne holdes uden for støvsugningen eller fejes højst forsigtigt med en kost, fordi en roterende børsteDen roterende børstevalse i mundstykket på mange stangstøvsugere og støvsugere med motoriseret mundstykke, som banker og bearbejder luven for at løsne snavs. På et håndknyttet tæppe er den for hård: den banker luven ned og kan gribe fat i frynserne og flå dem i stykker, og frynserne bør slet ikke støvsuges. Det anbefalede alternativ er ren sugekraft fra en let gulvstøvsuger, hvis mundstykke ikke har børstevalse, ført fra side til side på tværs af tæppets bredde frem for på langs mod luven; har du kun en maskine med børstevalse, bør valsen slås fra. griber fat i trådene og flænser dem, og de kan kæmmes blidt med en grovtandet børste, så de ikke filtrer sig sammen. Når de er snavsede, vaskes de ved at lægge dem over et bræt eller en lægte og børste dem fra tæppet ud mod spidserne med stærkt fortyndet opvaskemiddel uden klor, hvorefter de bliver liggende på lægten, til de er helt tørre. Klor og andre stærke kemikalier holdes væk, da de kan få grundvævet til at rådne.
Specialistarbejde, der udbedrer skader på tæpper, herunder genknytning eller genvævning af slidte partier, lapning, kastning (en ny omsyning af kanten), opspænding, udskiftning af frynser og farverestaurering. Små, dygtigt udførte reparationer, der er svære at se, accepteres som regel på et ældre tæppe, og et ureparerede tæppe opnår den højeste pris. Synlige lapper, sømme eller sting, som lettest ses fra bagsiden, og udskiftede frynser (frynserne er tæppets egne trendender, ikke en påsyet kant) regnes derimod for større reparationer, der forkorter tæppets levetid og sænker dets værdi betydeligt. Meget gamle tæpper har ofte en eller anden reparation, så et angiveligt antikt tæppe helt uden kan være en nyere genskabelse, selv om det tegn alene ikke er afgørende.
Metoden at føre støvsugeren på tværs af tæppets bredde i stedet for på langs, så suget hverken trækker luven i den retning, den ligger, eller arbejder imod den. Dertil hører en let støvsuger med slange og uden roterende børsteDen roterende børstevalse i mundstykket på mange stangstøvsugere og støvsugere med motoriseret mundstykke, som banker og bearbejder luven for at løsne snavs. På et håndknyttet tæppe er den for hård: den banker luven ned og kan gribe fat i frynserne og flå dem i stykker, og frynserne bør slet ikke støvsuges. Det anbefalede alternativ er ren sugekraft fra en let gulvstøvsuger, hvis mundstykke ikke har børstevalse, ført fra side til side på tværs af tæppets bredde frem for på langs mod luven; har du kun en maskine med børstevalse, bør valsen slås fra., og at frynserne holdes ude af maskinen: støvsugeren må gerne komme tæt på dem, men de må ikke suges ind. Forsiden støvsuges hver eller hver anden uge (en gang om måneden i et rum, der sjældent bruges) og bagsiden hver eller hver anden måned, mens man vender halvdelen af tæppet ad gangen.
Genereret illustration: forstørret model i snor af lærredsbinding.
De to trådsystemer, der udgør et tæppes fundament: trenden, de lodrette tråde, der først spændes op i væven, og islættet, de vandrette tråde, der føres igennem trenden mellem knuderækkerne. Fundamentet er som regel af bomuld, men uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. er almindeligt i nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. og ældre tæpper, og silke i meget fine tæpper. Tæpper med enkelt islætEn konstruktion, hvor væveren kun fører én islætstråd ind mellem hver række knuder. Da trenden ikke dækkes helt, viser tæppets bagside et zigzag af små hvide prikker fra bunden – et nemt kendetegn – og luven er som regel tyndere og lavere end ved dobbelt islæt. Enkelt islæt er almindelig praksis i det store Hamadan-område, fra Hamadan-, Karaja- og Mehraban-tæpper til Senneh og mange kurdiske nomadetæpper, og i den Hamadan-prægede type af Malayer-tæpper., som er standard i det større HamadanTæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønster i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthed, der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uld på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luv, der er tyndere end i tæpper med dobbelt islæt.-område, viser zigzagrækker af hvide trendprikker på bagsiden og har en tyndere luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum., mens konstruktion med dobbelt islætEn konstruktion, hvor der mellem to på hinanden følgende knuderækker føres to islætstråde gennem trenden i stedet for én. Det dobbelte islæt dækker grundvævningen, så man på bagsiden af et fint og tæt vævet tæppe kun ser knuder og islæt, uden de hvide prikker af trend, der afslører et tæppe med enkelt islæt, og tæppet bliver tykkere, tættere og tungere. Bijar og Heriz er typiske typer med dobbelt islæt, ligesom fintvævede persiske tæpper i det hele taget., som er standard i fine, tætvævede tæpper og i BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede. og HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former., skjuler trenden og giver en tykkere, tættere luv. Trendens ender danner frynserne, og ekstra islæt i hver ende danner den fladvævede kelimkant, der holder luven på plads.
En let gør-det-selv-rensning af et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe, som frisker det op og udskyder den næste professionelle vask uden at erstatte den. Når forsiden er støvsuget fra side til side, uden om frynserne, tørres luven af sektion for sektion med et rent bomuldshåndklæde, helst hvidt, dyppet i fortyndet opvaskemiddelskum uden klor, i luvens retningDen retning, luvens fibre ligger i. Den kan mærkes, når man stryger hånden hen over tæppet. Tæppet ser lysere eller mørkere ud, alt efter hvilken retning man ser det fra i forhold til luven. Når man tørrer af eller børster, følger man luvretningen, for går man mod luven, trænger væsken dybere ned. Støvsuger man, gør man det fra side til side og ikke lige imod luven, så fibrene ikke bliver trukket op., så tæppet kun bliver fugtigt og tørrer i løbet af 30 til 60 minutter. Snavsede frynser lægges over en træliste og børstes med samme blanding, idet man arbejder fra tæppet og udad.
Skelettet i et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe: de trend- og islætstråde, som hver eneste luvknude bindes på. Bomuld er det almindelige materiale i by- og landsbytæpper, fordi det næsten ikke strækker sig eller krymper med luftfugtigheden, så tæppet bevarer sin form, og fordi det er stift nok til at knytte let i; den samme stivhed kan dog smitte af på mønsteret, der virker mindre flydende end på en bund af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper.. Uld, og undertiden gedehårEn animalsk fiber, som nomadevævere sommetider bruger i stedet for uld til tæppets bund, som i Gabbeh- og Quchan-tæpper, mens selve luven stadig er af uld. Sammen med mohair, kamelhår og kohår hører gedehår til de mindre almindelige tæppematerialer. Det ses mest i nomadetæpper og findes også i nogle fladvævede kelimtæpper., er typisk for nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne., hvis vævere kan bruge samme materiale til både bund og luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum.; det giver mere karakter, men en mindre lige form. Silke er finere og tillader meget høje knudetætheder. Frynserne i hver ende er bundens synlige trendender og afslører derfor, hvad den er lavet af.
Et tæppefundament, hvor trend- og islætstrådene er af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. i stedet for bomuld. Det er typisk for nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. som Baluchi, turkmenske tæpper og GabbehEt tæppe fra provinsen Fars i Iran, første gang omtalt i 1600-tallet for omkring 400 år siden. Det væves af egnens nomadestammer og fastboende landsbyboere på en bund af uld eller gedehår (sjældent bomuld) og har en lang, tyk og tæt luv af uld, som ikke klippes kort. Den lave knudetæthed giver enkle, kraftfulde mønstre, hvor træer, dyr og mennesker bliver til abstrakte geometriske former. Farvet Gabbeh kan farves i alle nuancer, ofte kraftigt. Naturel Gabbeh væves af ufarvet hvid og sort uld i creme, brune, grå og sorte toner, som regel på en cremefarvet bund. De typiske størrelser er ca. 0,9-1,2 × 1,8-2,1 m (3-4 × 6-7 fod). Finere udgaver vævet i byen kommer fra Shiraz, og meget fine, tunge stykker kaldes undertiden Qashqai, selv om de ikke er ægte Qashqai-tæpper. (Gabbeh og Quchan bruger undertiden gedehårEn animalsk fiber, som nomadevævere sommetider bruger i stedet for uld til tæppets bund, som i Gabbeh- og Quchan-tæpper, mens selve luven stadig er af uld. Sammen med mohair, kamelhår og kohår hører gedehår til de mindre almindelige tæppematerialer. Det ses mest i nomadetæpper og findes også i nogle fladvævede kelimtæpper. i stedet), forekommer i visse QashqaiNomadetæpper vævet af qashqaierne, en nomadestamme i det sydvestlige Iran, der samler tyrkiske, arabiske, kurdiske og luriske grupper og har levet i området siden mindst 1500-tallet. Mønstrene kommer fra hukommelsen frem for skrevne forlæg og forbinder geometriske kompositioner og medaljonkompositioner, undertiden i en enklere og sparsomt detaljeret form, med dyr, planter og husgeråd i juveltoner af rødt, safrangult og indigo, ofte på dybrød eller mørk marineblå bund. Den kraftige, fastvævede uld fra stammens egne flokke er slidstærk og samtidig blød og danner en tæt luv i mellemhøjde på et grundvæv af bomuld eller uld, som egner sig til steder med meget gangtrafik; kompakte væve holder størrelserne små, typisk 1,2 × 1,8 m (4 × 6 fod) eller 1,5 × 2,1 m (5 × 7 fod), foruden tæppeløbere.-, Shiraz- og små BakhtiariFarverige tæpper fra bakhtiarierne, en stamme fra Zagrosbjergene, der levede som nomader, indtil en stor del af den slog sig ned sydvest for Isfahan i 1800-tallet, og hvis vævning i dag breder sig over mere end 200 landsbyer; de mindre stykker er oftest stammearbejde, mens de større kommer fra egnens landsbyer. Grunden er som regel bomuld under en luv af uld fra stammens egne får, selv om nogle små stammestykker er af uld hele vejen igennem, og hver række bankes så hårdt ned, at luven bliver tæt og holdbar. De karakteristiske kompositioner er havefeltmønstret (Khesti, også stavet Kheshti), et gitter af indrammede kvadrater, der hver viser en havescene tænkt som et glimt af paradis, og medaljon-og-hjørne-mønstret med en halvgeometrisk midtermedaljon. Dybrødt og mørk marineblå er de sædvanlige bundfarver.-tæpper og i tæpper fra iransk Aserbajdsjan og er almindeligt i ældre landsby- og nomadetæpper, herunder visse HamadanTæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønster i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthed, der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uld på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luv, der er tyndere end i tæpper med dobbelt islæt. og meget gamle KarajaLandsbytæpper fra en gruppe landsbyer i den iranske region Aserbajdsjan, i den vestlige udkant af Heriz-vævningsområdet. De har navn efter landsbyen Karaja midt i området. Luven er af uld på en bund af bomuld (meget gamle stykker kan have en bund af uld). Knuden er tyrkisk, og der er kun ét islæt. Derfor er luven tyndere og blødere end i Heriz-tæpper, der som regel har dobbelt islæt, og knudetætheden er lav til middel. På en tæppeløber skifter typisk to markante geometriske medaljoner med krogede kanter, ofte på en ny bundfarve ved hver gentagelse. På brede tæpper fremstår de gentagne medaljoner som et geometrisk allover-mønster i orangerøde, blå, cremefarvede og brune toner. Den bløde, tynde luv og de store længder, i nogle tilfælde over 6 m (20 fod), gør dem populære som gang- og trappeløbere.. Eksperter bruger det som et fingerpeg om alderen, da tæpper fremstillet efter omkring 1930'erne som regel har et fundament af bomuld, efter at maskinspundet bomuld blev almindeligt tilgængeligt. Uldens bløde, mindre stive struktur giver mønstret et flydende, varmt præg, og frynserne er undertiden flettede eller i forskellige farver. Ulempen er, at uld krymper og strækker sig med luftfugtigheden, så disse tæpper har tendens til at ligge mindre lige end tæpper med bomuldsfundament.