En tegnet mønsterplan, også kaldet en arbejdstegning, som en værkstedsvæver følger knude for knude. I safavidetidenDet persiske herskerhus, der regerede fra 1501, begyndende med shah Ismail, og ind i 1730'erne. Hoffets mæcenat for maleri, kalligrafi og vævning gjorde perioden til det persiske tæppes guldalder. Mange mesterværker på museer og ved de største auktioner stammer fra denne tid, og de største centre var Tabriz, Herat, Kashan og Kerman. Efterhånden som mønstrene blev mere komplekse, blev designerne, ofte miniaturemalere, adskilt fra væverne, der arbejdede ud fra deres tegninger. Den store centrale medaljon, kurvede og geometriske kompositioner samt rigere blomster og ranker blev kendetegn, og mønstrene blev standardiseret til eksport til de asiatiske og europæiske markeder. Afghanernes invasion af Isfahan i 1722 afbrød vævningen i de vigtigste produktionscentre i flere år, men stammer og landsbyer fortsatte med at væve., da mønstrene blev mere komplekse, skulle særskilte designere, ofte miniaturemalere, have tegnet dem på sådanne planer, så væverne kun udførte andres mønstre, og omkring denne arbejdsform voksede der væveskoler frem. Bytæpper fra værksteder i byer som TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz. og Isfahan er så præcise, fordi de væves efter sådanne planer. Landsbyvævere bruger langt færre planer, og nomadevævere arbejder ud fra hukommelsen og ud fra mønstre, der er gået i arv i familien, så deres tæpper har tendens til at være mindre symmetriske.