Nomadetæpper vævet af afsharerne, et turkfolk i Iran med en halvnomadisk fortid, med vævesamfund omkring Kerman og andre steder. I Bijar-området væver afshar-vævere mange af de værkstedsprægede Bijar-tæpper, så afshar-navnet kan også dukke op på Bijar-tæpper. Afshar-tæpper er typisk små til mellemstore med geometriske eller stiliserede blomstermønstre.
En komposition, hvor det meste af feltet står åbent: som regel en ensfarvet bund med kun få blomster i buede linjer og undertiden en medaljon. Den findes i tre former: en enkelt central medaljon, to eller flere gentagne medaljoner eller motiver spredt over hele feltet med god afstand imellem. Kompositionen siges at genkalde omslaget på en koran og findes hovedsageligt i persiske bytæpper som Tabriz, Kashan, Sarough, Hamadan og Kerman og også i Bijar-tæpper. Med så lidt mønster at gemme sig bag træder uregelmæssigheder i ulden eller farvningen tydeligt frem.
Et blomstermotiv af rosenbuketter, der findes i Bijar-tæpper og er lånt fra franske tæpper. Det går tilbage til 1800-tallet, da en genoplivning af tæppevævningen i Iran hentede sin inspiration fra Europa, og det er en af flere ydre påvirkninger på Bijar-mønstrene, ved siden af tæpperne fra Isfahan og Keshan og russiske og kaukasiske mønstre.
Tæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblåt. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede.
Tæpper vævet i Kaukasus, bjergregionen mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav, hvis sydlige del ligger i det nuværende Armenien, Georgien og Aserbajdsjan; Kazak-tæpper blev første gang fremstillet her i 1800-tallet. Betegnelsen bruges om regionens geometriske vævning med nomadepræg, bedst kendt fra Kazak-tæpper med store medaljoner, rosetter og stammesymboler, og den beskriver ofte mønstre, som vævere andre steder tager op, som i visse Quchan-, Mehraban- og Bijar-tæpper. Nutidens Kazak-tæpper fra Pakistan genopliver denne tradition.
Båndet i hver kortende af et knyttet tæppe, mellem den sidste række luv og frynserne, vævet udelukkende med islæt. Væveren fører her flere gange ekstra islæt gennem trenden, uden knuder, for at sikre luven og give enderne en tættere og stærkere afslutning. Det er en afslutningsdetalje på et luvtæppe, ikke et kelimtæppe i sig selv; frynser, der skal skjules, kan bindes tilbage mod båndet på bagsiden. På Bijar-tæpper er frynserne i denne ende ofte flettede.
Tæpper vævet af kurdiske stammer og landsbyboere i Iran. I vest kommer Bijar-tæpperne fra provinsen Kurdistan og er tætte og har dobbelt islæt, mens Senneh-tæpperne kommer fra de kurdiske vævelandsbyer omkring Sanandaj. I nordøst, nord for Mashhad, væver kurdiske stammer, som safaviderne bosatte der i 1500-tallet for at bevogte grænsen, Quchan-tæpper, hvis mønstre genlyder af deres anatolske hjemegne. Kurdiske vævere er kendt for at kunne håndtere stærke farver uden disharmoni, og kurdiske nomadetæpper fra det større Hamadan-område har som regel enkelt islæt.
Nomadetæpper vævet af nomadiske vævere i Zanjan-regionen i det vestlige Iran, nær væveområderne Bijar og Hamadan. Kompakte, transportable væve, der stilles op på vintersletterne, holder de fleste stykker på omkring 1,2 × 1,8 m (4 × 6 fod) eller mindre. Bunden er som regel af bomuld og luven af uld fra vævernes egne får, i geometriske mønstre eller heratimønstre med beige, dybrødt og blåt som hovedfarver; ældre stykker har ofte en central medaljon indrammet af en sekskant. Stykker med inspiration fra Bijar har en kraftig luv, næsten lige så tyk som på et ægte Bijar-tæppe, og bruges derfor som et alternativ til Bijar; stykker med inspiration fra Hamadan følger Hamadans mønstre og farver med en lidt tyndere luv end Hamadan-tæpper.