Værkstedet i Nain, grundlagt af Fatollah Habibian, der efter sigende begyndte at væve i 1903 under sin far og, da familiens ældre stilarter mistede deres marked og lageret blev solgt ud, startede sit eget værksted sammen med sin bror. Han regnes for skaberen af det moderne Nain-tæppeFine persiske tæpper fra byen Nain nær Isfahan i det centrale Iran. Her begyndte man først at knytte tæpper i 1900-tallet med Isfahan som forbillede, og det var Habibian-værkstedet, der gjorde navnet kendt over hele verden. Luven er af uld, ofte med detaljer i silke, og knyttes på en bund af bomuld med ca. 200 til 700 knob pr. kvadrattomme (KPSI) eller flere (ca. 31 til 108 knob pr. cm²). Tætheden angives i la (”lag”): jo lavere tallet er, desto finere er tæppet. Et 4 la har ca. 650 KPSI, et 6 la 400-500 og et 9 la 200-300. Mønstrene er buede blomstermotiver med medaljon, gennemgående mønster eller Shah Abbasi-mønster, oftest på creme eller elfenbensfarvet bund med blå, beige og grå. De fleste Nain-tæpper er usignerede, men Habibian-signaturen er en velkendt undtagelse. Store størrelser er sjældne og dyre., og navnet er blevet synonymt med Nain-tæpper: knyttet med persisk knudeDen asymmetriske knude i håndknyttede tæpper, modstykket til den symmetriske tyrkiske knude (Ghiordes-knuden). Væveren lægger garnet om én trendtråd og fører det under nabotråden, som regel med hænderne og uden krog. På tæppets bagside ser knuderne forskudte eller diagonale ud snarere end som pæne kvadrater, og luven føles blødere; knuden giver mulighed for finere detaljer og højere knudetæthed. I Iran forbinder en tommelfingerregel den med tæpperne fra landets centrale, østlige og sydlige egne (Kashan, Isfahan, Nain, Kerman), mens man i nordvest og vest foretrækker den tyrkiske knude, selv om der findes undtagelser. Fine, kurvede blomstermotiver tilskrives den ofte, men tæpper med tyrkisk knude kan være lige så detaljerede., tætvævede, med indviklede mønstre, detaljer i silke og et moderne udtryk. Habibian er en af de få kendte signaturer på Nain-tæpper, som for størstedelens vedkommende er usignerede, og grundlæggerens barnebørn fører værkstedet videre.
En persisk graderingsskala, der er særlig for Nain-tæpper, hvor et tal som 4, 6 eller 9 angiver antallet af lag tråd (la, ”lag”) ved hver trendposition. Skalaen går baglæns: jo lavere tal, desto tættere knytning. Ofte nævnes ca. 650 KPSIAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. (knuder pr. kvadrattomme) for 4 la, 400 til 500 for 6 la og 200 til 300 for 9 la (omtrent 10.100, 6.200 til 7.750 og 3.100 til 4.650 knuder pr. 10 × 10 cm), selv om de tal, der angives for samme grad, varierer fra kilde til kilde.
Fine persiske tæpper fra byen Nain nær Isfahan i det centrale Iran. Her begyndte man først at knytte tæpper i 1900-tallet med Isfahan som forbillede, og det var Habibian-værkstedetVærkstedet i Nain, grundlagt af Fatollah Habibian, der efter sigende begyndte at væve i 1903 under sin far og, da familiens ældre stilarter mistede deres marked og lageret blev solgt ud, startede sit eget værksted sammen med sin bror. Han regnes for skaberen af det moderne Nain-tæppe, og navnet er blevet synonymt med Nain-tæpper: knyttet med persisk knude, tætvævede, med indviklede mønstre, detaljer i silke og et moderne udtryk. Habibian er en af de få kendte signaturer på Nain-tæpper, som for størstedelens vedkommende er usignerede, og grundlæggerens barnebørn fører værkstedet videre., der gjorde navnet kendt over hele verden. Luven er af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., ofte med detaljer i silke, og knyttes på en bund af bomuld med ca. 200 til 700 knob pr. kvadrattomme (KPSIAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke.) eller flere (ca. 31 til 108 knob pr. cm²). Tætheden angives i la (”lag”): jo lavere tallet er, desto finere er tæppet. Et 4 laEn persisk graderingsskala, der er særlig for Nain-tæpper, hvor et tal som 4, 6 eller 9 angiver antallet af lag tråd (la, ”lag”) ved hver trendposition. Skalaen går baglæns: jo lavere tal, desto tættere knytning. Ofte nævnes ca. 650 KPSI (knuder pr. kvadrattomme) for 4 la, 400 til 500 for 6 la og 200 til 300 for 9 la (omtrent 10.100, 6.200 til 7.750 og 3.100 til 4.650 knuder pr. 10 × 10 cm), selv om de tal, der angives for samme grad, varierer fra kilde til kilde. har ca. 650 KPSI, et 6 la 400-500 og et 9 la 200-300. Mønstrene er buede blomstermotiver med medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader., gennemgående mønster eller Shah Abbasi-mønsterEn klassisk persisk blomsterstil, opkaldt efter safavideherskeren Shah Abbas og forbundet med tæpperne fra hans regeringstid for omkring 400 år siden. De vigtigste kendetegn er stiliserede, fjeragtige palmetblade og lotusblomster – lotussen er et ældgammelt symbol på langt liv – arrangeret i streng symmetri med rankeornamentik omkring en central medaljon, ofte en rosette. De tidlige eksempler foretrak dybe røde og blå farver, mens senere tæpper i stilen ofte går over til dæmpede, neutrale toner. Mønsteret findes i keshan, nain og tabriz tæpper., oftest på creme eller elfenbensfarvet bund med blå, beige og grå. De fleste Nain-tæpper er usignerede, men Habibian-signaturen er en velkendt undtagelse. Store størrelser er sjældne og dyre.
Silkegarn, der er knyttet ind i udvalgte dele af en luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum., som ellers er af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., f.eks. blomster, dyr og andre detaljer i mønsteret. Så skinner disse områder op mod ulden, og mønsteret får liv og dybde. Da silke er finere end uld, giver den også mulighed for en højere knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke.. Teknikken er et kendetegn for Nain-tæpper, hvor blå eller elfenbensfarvet silke fremhæver forskellige dele af mønsteret, og den er almindelig i TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz.-tæpper og nogle SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér.-tæpper. Pletter er sværere at fjerne fra silke end fra uld, så en luv af ren uld er det bedste valg til en spisestue.
Et tæppe, hvis luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. kombinerer silke og uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. – som regel mest uld med silkegarn knyttet ind i udvalgte detaljer som blomstermotiver for at give glans og gøre mønsteret skarpere. Silke er finere end uld og tillader tættere knytning: omkring 6.200 til 10.850 knuder pr. 10 × 10 cm (cirka 400 til 700 pr. kvadrattomme) på en bund af bomuld og omkring 7.750 til 15.500 (500 til 1.000 pr. kvadrattomme) på en bund af silke. Nain-tæpper, der næsten altid har bomuldsbund, ligger dog lavere i de grovere la-kvaliteter, hvor et højere la-tal betyder færre knuder. Ulden holder luven tyk og slidstærk og prisen under ren silkes, men over rent ulds. TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., Nain, Mashhad, BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede., Isfahan og QomPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket. væver alle disse tæpper, som regel med luven klippet kort, så detaljerne træder frem.
Navnet på en væver eller et værksted, vævet ind i et tæppe, enten i et lille indrammet felt (en kartoucheEt lille indrammet felt, der knyttes ind i et tæppe til mestervæverens eller værkstedets navn, ofte sammen med byen. Det er den ene af de to almindelige måder, persiske byværksteder signerer et tæppe på; den anden er at knytte navnet direkte ind i bordurens striber.) eller direkte i bordurens striber. Det fungerer som et mærke, der knytter tæppet til værkstedets standarder; signerede stykker fra berømte værksteder sælges dyrere og er eftertragtede blandt samlere, og et tæppe, der sælges under et værksteds signatur, skal virkelig komme fra det værksted. Ikke alle værkstedstæpper er signerede, og et værksted kan holde op med at bruge sin signatur. Isfahan-tæpper og nyere GhomPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket.-tæpper bærer som regel en signatur, mens de fleste Nain-tæpper og mange ældre Ghom-tæpper ikke gør.