Et tæppe, der er fremstillet på industrimaskiner, typisk på mekaniske væve, i stedet for at være knyttet i hånden, som regel af syntetiske fibre som polyesterEn syntetisk tæppefiber, der kan fremstilles af genbrugte plastflasker, kendt for sin blødhed, sin modstandsdygtighed over for pletter og sine miljøvenlige egenskaber., polypropylenEn syntetisk fiber, der bruges til fremstilling af væg til væg-tæpper. Den er kendt for at modstå pletter og fugt særdeles godt, for sine lysægte farver og for sin overkommelige pris. eller nylonEn syntetisk fiber, der ofte bruges til fremstilling af væg til væg-tæpper. Den er kendt for sin holdbarhed og spændstighed og modstår pletter godt, når den er behandlet korrekt., og som bliver færdigt på timer frem for måneder. Mønsteret ser helt symmetrisk, men en smule uskarpt ud, og kanterne måler næsten nøjagtigt det samme. Bagsiden føles stiv og plastikagtig med en regelmæssig bikubestruktur, hvor mønsteret ikke kan aflæses. Eventuelle frynser er en ensartet syntetisk kant, der sættes på til sidst i produktionen, og nogle tæpper har slet ingen, i modsætning til et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe, hvis frynser er dets egne grundtråde. Maskinvævede tæpper er billigere, af ringere kvalitet og slides hurtigere op, og de er ikke ægte persiske eller orientalske tæpper.
I hvor høj grad et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe holder lige, parallelle kanter og en bredde, der er næsten den samme foroven, på midten og forneden. Et maskinvævet tæppe måler næsten altid det samme overalt, men et håndlavet tæppe gør det aldrig helt. Trævæve udvider sig og trækker sig sammen med tiden, og fundamenter af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., som også reagerer på fugt, gør det mere end fundamenter af bomuld; landsby- og nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. er særligt tilbøjelige til at blive skæve. En forskel på 2,5 til 5 cm (en eller to tommer) er acceptabel, mens store forskelle regnes for en fejl, der sænker kvalitet og værdi. Det kontrolleres med øjet på afstand, op mod linjerne i et hårdt gulv eller ved at måle toppen, midten og bunden med et målebånd.