Landsbytæpper fra byen Abadeh, der ligger mellem Shiraz og Isfahan i Iran, kendt på de sekskantede former i medaljonen, hjørnerne og midterfeltet – som regel med en lille rosetEt rundt, blomsterlignende ornament, hvor kronbladene stråler jævnt ud fra et centrum som en blomst set fra oven. Fra omkring 1500-tallet, da det florale design vandt indpas i persiske tæpper, begyndte væverne at placere en roset midt i feltet, og det gav den centrale medaljon i de florale bytæpper, som i den cirkulære rosetmedaljon med snoede linjer på et rundt Tabriz-tæppe i Shah Abbasi-design. På Abadeh-tæpper markerer en lille roset i marineblå, rød eller creme medaljonens centrum, et af kendetegnene for typen. Rosetter gentages også langs borterne, som i Tabriz- og Bakhtiari-tæpper, og mellem rankerne og palmetterne i Sultanabad-tæpper. midt i medaljonen – og på dyre- og plantemotiver. Luven af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. sidder typisk på et grundvæv af bomuld; beskrivelserne af dens højde er uenige og spænder fra tynd og tætklippet til forholdsvis høj. Knudetætheden er høj for et landsbytæppe, hvilket de detaljerede motiver kræver; nogle kilder angiver omkring 350.000 knuder pr. m² (ca. 225 pr. kvadrattomme), men de offentliggjorte tal varierer meget. Midterfeltet er som regel mørkt marineblåt eller dybrødt med accenter i creme, gulEt ottekantet eller mangekantet, stiliseret blomstermotiv, som gentages i rækker hen over bunden i turkmenske tæpper. Den samme gentagelse er typisk for Beluch-tæpper, hvor der sidder en blomst inden i hver ottekant, og for Bokhara-tæpper, som især væves i Pakistan efter turkmenske forbilleder. I ældre turkmenske tæpper havde hver stamme (tekke, salor, ersari og andre) som regel sin egen gul, så en kender ofte kan bestemme stammen ud fra motivet. Moderne tæpper blander derimod gulerne frit. Ordet betyder ”blomst” eller ”rose” på persisk, selv om formerne er udpræget geometriske og ikke naturtro., orange, blå og grøn. Byen har ikke sit eget tæppemarked, så de færdige tæpper sælges i basaren i Shiraz.
Landsbytæpper knyttet i regionen Aserbajdsjan i det nordvestlige Iran, hvor også TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz.-tæpperne har deres oprindelse. Der er tale om den iranske region, ikke landet af samme navn. Tæpperne knyttes traditionelt af familier, der arbejder indendørs gennem de kolde vintre. Mønstrene går i arv fra generation til generation uden skriftlige forlæg, og hver generation tilføjer små personlige præg. En tæt, slidstærk luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. på en bund af bomuld bærer overvejende geometriske kompositioner, undertiden med kurvede blomstermotiver eller botehEt dråbeformet motiv med en buet top, som i århundreder har været allestedsnærværende i persisk og kashmirsk vævning. Det persiske ord betyder busk (undertiden gengivet som ”knoppende blomst eller plante”), og motivet står for vækst og fornyelse; det tolkes også som en cypres, der bøjer sig i vinden, men sjældent knækker, en flamme, et frø, en fyrrekogle eller en stiliseret mandel. Da væverne i den skotske by Paisley i begyndelsen af 1800-tallet begyndte at efterligne kashmirsjaler, blev boteh kendt i Vesten som ”paisley” efter byen. I tæpper gentages motivet som regel over hele feltet, især i stykker fra Tabriz, Sarough, Kerman, Mashhad og Malayer.. Farverne er plantefarvet marineblå og dybe røde nuancer. Knudetætheden angives almindeligvis til ca. 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm (ca. 120 til 170 KPSIAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke., knuder pr. kvadrattomme). Den tykke luv egner sig til steder med meget gennemgang, også til tæppeløbere bredere end ca. 90 cm (3 fod).
Trendenderne, der stikker ud over begge kortender af et tæppe. I et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe er frynserne ikke en pynt, der er sat på til sidst, men den synlige fortsættelse af grundvævet, hvis trendtråde kan følges gennem hele tæppet på bagsiden, så deres fiber (bomuld, uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. eller silke) viser, hvad grundvævet er lavet af. De bør ikke klippes af; skal de skjules, kan de bindes tilbage mod bagsiden. Væverne klipper, knytter, fletter eller udsmykker dem, og flettede eller udsmykkede ender er særlig almindelige i nomade- og landsbytæpper; afslutningen hjælper med at bestemme oprindelsen. De er sjældent helt jævne, og den ene ende er ofte længere end den anden. Frynser, der er sat på bagefter, eller slet ingen frynser peger i retning af et maskinfremstillet tæppe.
Tæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønsterEt klassisk persisk mønster, opbygget af en rombe, der gentages over hele feltet, med en lille blomst eller blade inde i hver rombe og buede blade langs siderne; bladene opfattes som stiliserede fisk, der siges at kredse om en lotus. Navnet kommer fra Herat, byen i Afghanistan, hvor mønstret siges at stamme fra; det kaldes også fiskemønstret, og mahi betyder ”fisk” på persisk. Det er en af de tre store mønsterfamilier og væves som et gennemgående mønster eller omkring en central medaljon med romber både inden for og uden for den, og det optræder undertiden som en smal bort. Det er almindeligt i tæpper fra Tabriz, Sarough, Mashhad, Moud, Bijar, Hamadan, Abadeh, Zanjan, Kerman og Keshan. i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthedEt mål for, hvor tæt et tæppe er pakket. I maskinfremstillede tæpper beskriver det fibrene i luven og beregnes ved at gange luvvægten med 36 og dividere med luvhøjden; højere tæthed betyder generelt bedre holdbarhed og ydeevne. I håndknyttede tæpper betyder det knudetæthed (KPSI, af engelsk knots per square inch, ”knuder pr. kvadrattomme”), som tælles på bagsiden og beregnes som et gennemsnit over flere områder (150 KPSI svarer til ca. 23 knuder pr. cm²). Ligesom opløsningen i et billede giver højere tæthed mulighed for finere kurver og skarpere mønstre, som regel med en kortere klippet luv og mere arbejde, men den er ikke det eneste mål for kvalitet: landsbytæpper med kraftige geometriske mønstre laves med lav til middel tæthed., der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum., der er tyndere end i tæpper med dobbelt islætEn konstruktion, hvor der mellem to på hinanden følgende knuderækker føres to islætstråde gennem trenden i stedet for én. Det dobbelte islæt dækker grundvævningen, så man på bagsiden af et fint og tæt vævet tæppe kun ser knuder og islæt, uden de hvide prikker af trend, der afslører et tæppe med enkelt islæt, og tæppet bliver tykkere, tættere og tungere. Bijar og Heriz er typiske typer med dobbelt islæt, ligesom fintvævede persiske tæpper i det hele taget..
Markante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islætEn konstruktion, hvor der mellem to på hinanden følgende knuderækker føres to islætstråde gennem trenden i stedet for én. Det dobbelte islæt dækker grundvævningen, så man på bagsiden af et fint og tæt vævet tæppe kun ser knuder og islæt, uden de hvide prikker af trend, der afslører et tæppe med enkelt islæt, og tæppet bliver tykkere, tættere og tungere. Bijar og Heriz er typiske typer med dobbelt islæt, ligesom fintvævede persiske tæpper i det hele taget. for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader. med fire hjørnestykkerOrnamentet i hvert af feltets fire hjørner omkring en central medaljon, som regel med en gentagelse af medaljonens motiver eller farve; i Tabriz-tæpper laves hjørnerne ofte ved at dele medaljonens mønster i fire og bruge én del i hvert hjørne. Hjørnestykkerne fuldender en komposition med medaljon og hjørner, og i et godt udført tæppe matcher hjørnestykkerne hinanden og sidder symmetrisk., undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. BakshaishTæpper fra den ældre, mere stammeprægede fase af vævningen i Heriz-området, lavet i 1870'erne og tidligere med åbne, løst ordnede kompositioner. Specialister placerer dem før de mere strukturerede, men stadig åbne Serapi-tæpper fra slutningen af 1800-tallet til de første år af 1900-tallet og før de tættere Heriz-mønstre, der blev vævet efter 1910'erne, og hvor tæt et mønster ligger på denne fase, hjælper dem med at anslå alderen på et tæppe fra Heriz-området. Navnet kommer fra Bakhshayesh, en by i Heriz-distriktet i det nordvestlige Iran. og SerapiEt antikt persisk tæppe fra Heriz-området i det nordvestlige Iran og mellemstadiet i Heriz-designets udvikling. Det er mere struktureret end de stammeprægede, mere åbne Bakshaish-tæpper fra 1870'erne og tidligere, men mindre tæt i mønstret end de Heriz-tæpper, der er vævet fra 1910'erne og frem. Serapi-tæpperne blev vævet fra slutningen af 1800-tallet til de allerførste år af 1900-tallet og har en åben, luftig komposition med kraftig geometrisk tegning i en jordfarvet palet. Alle er i dag over hundrede år gamle og ret sjældne, og samlere værdsætter dem for deres dekorative virkning og holdbarhed., de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former.
Landsbytæpper fra en gruppe landsbyer i den iranske region Aserbajdsjan, i den vestlige udkant af HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former.-vævningsområdet. De har navn efter landsbyen Karaja midt i området. Luven er af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. på en bund af bomuld (meget gamle stykker kan have en bund af uld). Knuden er tyrkisk, og der er kun ét islæt. Derfor er luven tyndere og blødere end i Heriz-tæpper, der som regel har dobbelt islætEn konstruktion, hvor der mellem to på hinanden følgende knuderækker føres to islætstråde gennem trenden i stedet for én. Det dobbelte islæt dækker grundvævningen, så man på bagsiden af et fint og tæt vævet tæppe kun ser knuder og islæt, uden de hvide prikker af trend, der afslører et tæppe med enkelt islæt, og tæppet bliver tykkere, tættere og tungere. Bijar og Heriz er typiske typer med dobbelt islæt, ligesom fintvævede persiske tæpper i det hele taget., og knudetætheden er lav til middel. På en tæppeløber skifter typisk to markante geometriske medaljoner med krogede kanter, ofte på en ny bundfarve ved hver gentagelse. På brede tæpper fremstår de gentagne medaljoner som et geometrisk allover-mønster i orangerøde, blå, cremefarvede og brune toner. Den bløde, tynde luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. og de store længder, i nogle tilfælde over 6 m (20 fod), gør dem populære som gang- og trappeløbere.
Antallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former. og BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede. er holdbare ved lav til middel tæthedEt mål for, hvor tæt et tæppe er pakket. I maskinfremstillede tæpper beskriver det fibrene i luven og beregnes ved at gange luvvægten med 36 og dividere med luvhøjden; højere tæthed betyder generelt bedre holdbarhed og ydeevne. I håndknyttede tæpper betyder det knudetæthed (KPSI, af engelsk knots per square inch, ”knuder pr. kvadrattomme”), som tælles på bagsiden og beregnes som et gennemsnit over flere områder (150 KPSI svarer til ca. 23 knuder pr. cm²). Ligesom opløsningen i et billede giver højere tæthed mulighed for finere kurver og skarpere mønstre, som regel med en kortere klippet luv og mere arbejde, men den er ikke det eneste mål for kvalitet: landsbytæpper med kraftige geometriske mønstre laves med lav til middel tæthed., mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som GabbehEt tæppe fra provinsen Fars i Iran, første gang omtalt i 1600-tallet for omkring 400 år siden. Det væves af egnens nomadestammer og fastboende landsbyboere på en bund af uld eller gedehår (sjældent bomuld) og har en lang, tyk og tæt luv af uld, som ikke klippes kort. Den lave knudetæthed giver enkle, kraftfulde mønstre, hvor træer, dyr og mennesker bliver til abstrakte geometriske former. Farvet Gabbeh kan farves i alle nuancer, ofte kraftigt. Naturel Gabbeh væves af ufarvet hvid og sort uld i creme, brune, grå og sorte toner, som regel på en cremefarvet bund. De typiske størrelser er ca. 0,9-1,2 × 1,8-2,1 m (3-4 × 6-7 fod). Finere udgaver vævet i byen kommer fra Shiraz, og meget fine, tunge stykker kaldes undertiden Qashqai, selv om de ikke er ægte Qashqai-tæpper. og QashqaiNomadetæpper vævet af qashqaierne, en nomadestamme i det sydvestlige Iran, der samler tyrkiske, arabiske, kurdiske og luriske grupper og har levet i området siden mindst 1500-tallet. Mønstrene kommer fra hukommelsen frem for skrevne forlæg og forbinder geometriske kompositioner og medaljonkompositioner, undertiden i en enklere og sparsomt detaljeret form, med dyr, planter og husgeråd i juveltoner af rødt, safrangult og indigo, ofte på dybrød eller mørk marineblå bund. Den kraftige, fastvævede uld fra stammens egne flokke er slidstærk og samtidig blød og danner en tæt luv i mellemhøjde på et grundvæv af bomuld eller uld, som egner sig til steder med meget gangtrafik; kompakte væve holder størrelserne små, typisk 1,2 × 1,8 m (4 × 6 fod) eller 1,5 × 2,1 m (5 × 7 fod), foruden tæppeløbere., 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i QumPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket. af ren silke.
Et tæppe vævet af fastboende landsbyfolk, placeret mellem nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. og tæpper fra byværksteder. Landsbyvævere har bedre redskaber, materialer og farvestoffer end nomaderne, men arbejder i mere løse, halvt organiserede rammer end byværkstederne, ofte efter hukommelsen i stedet for efter en tegnet skabelon, og nogle sælger gennem basaren i en større by i nærheden, sådan som væverne fra Abadeh gør i Shiraz. Mønstrene er overvejende geometriske (medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader., gennemgående mønster, botehEt dråbeformet motiv med en buet top, som i århundreder har været allestedsnærværende i persisk og kashmirsk vævning. Det persiske ord betyder busk (undertiden gengivet som ”knoppende blomst eller plante”), og motivet står for vækst og fornyelse; det tolkes også som en cypres, der bøjer sig i vinden, men sjældent knækker, en flamme, et frø, en fyrrekogle eller en stiliseret mandel. Da væverne i den skotske by Paisley i begyndelsen af 1800-tallet begyndte at efterligne kashmirsjaler, blev boteh kendt i Vesten som ”paisley” efter byen. I tæpper gentages motivet som regel over hele feltet, især i stykker fra Tabriz, Sarough, Kerman, Mashhad og Malayer. eller herati) med færre blomstermotiver end i bytæpper; knudetætheden er som regel højere end i nomadetæpper, men lavere end i bytæpper, og væve i forskellige størrelser giver et bredt udvalg af mål, fra små stykker og tæppeløbere til store gulvtæpper. HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former. er det bedst kendte eksempel, sammen med Aserbajdsjan, Abadeh, KarajaLandsbytæpper fra en gruppe landsbyer i den iranske region Aserbajdsjan, i den vestlige udkant af Heriz-vævningsområdet. De har navn efter landsbyen Karaja midt i området. Luven er af uld på en bund af bomuld (meget gamle stykker kan have en bund af uld). Knuden er tyrkisk, og der er kun ét islæt. Derfor er luven tyndere og blødere end i Heriz-tæpper, der som regel har dobbelt islæt, og knudetætheden er lav til middel. På en tæppeløber skifter typisk to markante geometriske medaljoner med krogede kanter, ofte på en ny bundfarve ved hver gentagelse. På brede tæpper fremstår de gentagne medaljoner som et geometrisk allover-mønster i orangerøde, blå, cremefarvede og brune toner. Den bløde, tynde luv og de store længder, i nogle tilfælde over 6 m (20 fod), gør dem populære som gang- og trappeløbere., Mehraban og SennehFint vævede små til mellemstore tæpper og tæppeløbere fra de kurdiske vævelandsbyer omkring Senneh (det nuværende Sanandaj) i det vestlige Iran. De er kendt for en omhyggelig, tynd og tæt konstruktion med enkelt islæt på en bund af bomuld med luv af uld. Mønstrene er for det meste geometriske medaljoner og allover-mønstre, men der væves også boteh og herati. Farverne er mørkerød, marineblå og brun, undertiden beige, med detaljer i gul, rød, lysegrøn, orange og hvid. Byen har lagt navn til ”senneh-knuden”, en anden betegnelse for den asymmetriske persiske knude, men dens vævere bruger faktisk den symmetriske tyrkiske knude.; i nogle klassifikationer regnes også shiraz- og bakhtiariFarverige tæpper fra bakhtiarierne, en stamme fra Zagrosbjergene, der levede som nomader, indtil en stor del af den slog sig ned sydvest for Isfahan i 1800-tallet, og hvis vævning i dag breder sig over mere end 200 landsbyer; de mindre stykker er oftest stammearbejde, mens de større kommer fra egnens landsbyer. Grunden er som regel bomuld under en luv af uld fra stammens egne får, selv om nogle små stammestykker er af uld hele vejen igennem, og hver række bankes så hårdt ned, at luven bliver tæt og holdbar. De karakteristiske kompositioner er havefeltmønstret (Khesti, også stavet Kheshti), et gitter af indrammede kvadrater, der hver viser en havescene tænkt som et glimt af paradis, og medaljon-og-hjørne-mønstret med en halvgeometrisk midtermedaljon. Dybrødt og mørk marineblå er de sædvanlige bundfarver.-tæpper for landsbyarbejde.
Landsbytæpper fra byen Malayer og de omkringliggende landsbyer mellem ArakTæpper fra Arak, en by i det centrale Iran, der tidligere hed Sultanabad, og fra landsbyerne omkring den – en væveregion, der voksede i Qajar-tiden, da eksporten af persiske tæpper til Europa og Amerika blomstrede. Tæppelitteraturen bruger også byen som pejlemærke: byen Sarough ligger ca. 50 km nord for den, og Malayer-landsbyerne ligger mellem Arak og Hamadan. Ældre stykker fra området sælges stadig under det gamle navn Sultanabad. og HamadanTæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønster i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthed, der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uld på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luv, der er tyndere end i tæpper med dobbelt islæt., som regel dateret til omkring 1800-tallet og vævet ved en gammel handelsrute, ad hvilken fremmede mønstre kom til egnen. Et fundament af bomuld, luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. og den symmetriske tyrkiske knude giver en finere vævning end i de fleste landsbytæpper, og luven er klippet forholdsvis kort, så detaljerne træder frem. Typiske kendetegn er rombe- eller sekskantede medaljoner, små hvide prikker i den bort, der omkranser medaljonen, og en reblignende løkkeeffekt i tæppets egen bort. Den sydøstlige stil, beslægtet med SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér.-tæpperne, har dobbelt islætEn konstruktion, hvor der mellem to på hinanden følgende knuderækker føres to islætstråde gennem trenden i stedet for én. Det dobbelte islæt dækker grundvævningen, så man på bagsiden af et fint og tæt vævet tæppe kun ser knuder og islæt, uden de hvide prikker af trend, der afslører et tæppe med enkelt islæt, og tæppet bliver tykkere, tættere og tungere. Bijar og Heriz er typiske typer med dobbelt islæt, ligesom fintvævede persiske tæpper i det hele taget. og er tykkere, med blomstermedaljoner eller livstræsmotiver; den nordvestlige stil, beslægtet med Hamadan-tæpperne, har enkelt islætEn konstruktion, hvor væveren kun fører én islætstråd ind mellem hver række knuder. Da trenden ikke dækkes helt, viser tæppets bagside et zigzag af små hvide prikker fra bunden – et nemt kendetegn – og luven er som regel tyndere og lavere end ved dobbelt islæt. Enkelt islæt er almindelig praksis i det store Hamadan-område, fra Hamadan-, Karaja- og Mehraban-tæpper til Senneh og mange kurdiske nomadetæpper, og i den Hamadan-prægede type af Malayer-tæpper., er geometrisk og lysere i farverne. Små tæpper og tæppeløbere dominerer, oftest på marineblå, dybrød eller cremefarvet bund.
Landsbytæpper fra Mehraban-distriktet, en gruppe landsbyer i den nordlige del af HamadanTæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønster i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthed, der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uld på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luv, der er tyndere end i tæpper med dobbelt islæt.-regionen op mod det kurdiske Iran, og derfor ses kurdiske stilarter. Det er tæpper med enkelt islætEn konstruktion, hvor væveren kun fører én islætstråd ind mellem hver række knuder. Da trenden ikke dækkes helt, viser tæppets bagside et zigzag af små hvide prikker fra bunden – et nemt kendetegn – og luven er som regel tyndere og lavere end ved dobbelt islæt. Enkelt islæt er almindelig praksis i det store Hamadan-område, fra Hamadan-, Karaja- og Mehraban-tæpper til Senneh og mange kurdiske nomadetæpper, og i den Hamadan-prægede type af Malayer-tæpper. på bomuld, knyttet med den symmetriske (tyrkiske) knude, med en mellemhøj luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. af fin, blød, skinnende og fedtet uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., på mørkeblå, mørkerøde, cremefarvede, kamelhårsfarvede eller ferskenfarvede felter. Ældre stykker er geometriske, med gentagne medaljoner og fugle- eller dyremotiver, og blev for en stor del lavet til væverne selv; nyere følger de amerikanske SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér.-tæppers blomstermønstre. Distriktet er kendt for tæppeløbere, typisk 76-91 cm (2,5 til 3 fod) brede og 1,8-6,1 m (6 til 20 fod) lange. Det er ikke det Meraban i Østaserbajdsjan, som væver tæpper i HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former.-stil.
Et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe fra Iran, landet der i Vesten hed Persien indtil 1935, i en tradition, der siges at gå omkring 2.500 år tilbage. Det er opkaldt efter den by, det sted, den region eller den stamme, hvor det er lavet (TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., KashanFine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetiden i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uld, ofte importeret Manchester-uld, i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljon, en medaljon med tilhørende hjørnestykker eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver., HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former., Baluchi), og hører til en af tre grupper: bytæpper, der knyttes på værksteder efter en mønstertegning, landsbytæpper og nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne., hvor de to sidste for størstedelens vedkommende knyttes efter hukommelsen. Luven er af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., silke eller en blanding, på en bund af bomuld, uld eller silke. Tæpper i samme stil knyttet i Pakistan, Indien eller Kina er ikke persiske tæpper.
Den periode, hvor Qajar-dynastiet herskede over Persien i 1800-tallet, med den største tæppeproduktion i Persiens historie. Vævningen kom i gang igen efter urolighederne i 1700-tallet, der havde lammet de vigtigste produktionscentre, og eksporten til Europa og Amerika blomstrede med England og Tyskland som de største købere. Nyere centre som SultanabadAntikke persiske tæpper fra Sultanabad, det tidligere navn på Arak-regionen i Iran. Det var et yngre vævecenter, der blomstrede under qajarerne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og forsynede europæiske og amerikanske købere. Den typiske komposition er et allover-felt af overdimensionerede palmetter, lotusblomster, blomsterbuketter og kantede ranker. Den minder om Shah Abbasi-mønstret, men i en rustik landsbystil frem for bytæppernes præcise, kurvede tegning. Indigo eller midnatsblå med rust- eller teglrød, guld og oliven er en klassisk palet. Da Sultanabad ikke længere findes under det navn, er antikke eksemplarer sjældne og opnår højere priser. og Keshan voksede frem ved siden af TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz. og Kerman, og europæiske og amerikanske firmaer oprettede deres egne produktionscentre i Persien. Tæpper fra disse store fabrikker følger standardiserede mønstre, der er lette at genkende. Det adskiller dem fra landsbytæpper og nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne., hvis vævere stadig selv skaber deres mønstre.
Skelettet i et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe: de trend- og islætstråde, som hver eneste luvknude bindes på. Bomuld er det almindelige materiale i by- og landsbytæpper, fordi det næsten ikke strækker sig eller krymper med luftfugtigheden, så tæppet bevarer sin form, og fordi det er stift nok til at knytte let i; den samme stivhed kan dog smitte af på mønsteret, der virker mindre flydende end på en bund af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper.. Uld, og undertiden gedehårEn animalsk fiber, som nomadevævere sommetider bruger i stedet for uld til tæppets bund, som i Gabbeh- og Quchan-tæpper, mens selve luven stadig er af uld. Sammen med mohair, kamelhår og kohår hører gedehår til de mindre almindelige tæppematerialer. Det ses mest i nomadetæpper og findes også i nogle fladvævede kelimtæpper., er typisk for nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne., hvis vævere kan bruge samme materiale til både bund og luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum.; det giver mere karakter, men en mindre lige form. Silke er finere og tillader meget høje knudetætheder. Frynserne i hver ende er bundens synlige trendender og afslører derfor, hvad den er lavet af.
Et mål for, hvor tæt et tæppe er pakket. I maskinfremstillede tæpper beskriver det fibrene i luven og beregnes ved at gange luvvægten med 36 og dividere med luvhøjden; højere tæthed betyder generelt bedre holdbarhed og ydeevne. I håndknyttede tæpper betyder det knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. (KPSI, af engelsk knots per square inch, ”knuder pr. kvadrattomme”), som tælles på bagsiden og beregnes som et gennemsnit over flere områder (150 KPSI svarer til ca. 23 knuder pr. cm²). Ligesom opløsningen i et billede giver højere tæthed mulighed for finere kurver og skarpere mønstre, som regel med en kortere klippet luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. og mere arbejde, men den er ikke det eneste mål for kvalitet: landsbytæpper med kraftige geometriske mønstre laves med lav til middel tæthed.
Et tæppe vævet på et organiseret værksted, en arbejdsform, der er typisk for byvævning, hvor en mestervæver som regel fører tilsyn med væverne, og hvor både design og vævning følger strengere standarder. Fordi et værksted kan købe uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. i store mængder og farve den på én gang, er materialer og farver som regel bedre, så værkstedstæpper er generelt af højere kvalitet end tæpper, der ikke kommer fra et værksted, dog ikke i alle tilfælde. Ikke alle værkstedstæpper er signerede. Landsbytæpper, der fremstilles under løsere, halvt organiserede forhold, har som regel lavere knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. end bytæpper.