Det at vurdere, hvor gammelt et håndlavet tæppe er, ved at afveje flere spor samlet, da intet enkelt spor afgør sagen. Eksperter ser på slid, hvor blankslidt bagsiden er, hvordan farven blegner fra spids til rod, bunden (tæpper vævet efter 1930’erne har som regel bund af bomuld frem for uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper.), om mønsteret passer til en bestemt periode eller et trin i egnens stil gennem ca. 150 år, og om et angiveligt meget gammelt tæppe har reparationer. Gamle mønstre kopieres stadig i dag, så mønsteret alene er ikke nok.
En løs salgsbetegnelse for et tæppe, der er lavet i hånden og ikke på maskine. Den er undertiden blot et andet ord for håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet., men den er ingen garanti for det: nogle forhandlere bruger den om håndtuftede tæpper, hvor garnet skydes gennem en bagsideLaget på undersiden af et tuftet eller maskinfremstillet tæppe, som giver det stabilitet og struktur. Den primære bagside holder fibrene fast, mens den sekundære bagside tilføjer styrke og formstabilitet. Bagsiden på disse tæpper er som regel stiv og plastagtig, fordi den er syntetisk (polypropylen, polyester eller nylon), og den viser ikke forsidens mønster. Et håndknyttet tæppe har ingen særskilt bagside og intet lag af lærred eller latex: dets bagside er selve den vævede bund, som regel af bomuld, med knuderne synlige – blødere at røre ved og med forsidens mønster tydeligt gengivet. med en håndholdt tuftingpistol. Håndtuftede tæpper rangerer under håndknyttede, forventes ikke at holde lige så længe og regnes ikke for ægte persiske eller orientalske tæpper, så håndknyttet er den betegnelse, man skal kigge efter i en beskrivelse. Maskinfremstillede tæpper rangerer lavest.
I hvor høj grad et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe holder lige, parallelle kanter og en bredde, der er næsten den samme foroven, på midten og forneden. Et maskinvævet tæppe måler næsten altid det samme overalt, men et håndlavet tæppe gør det aldrig helt. Trævæve udvider sig og trækker sig sammen med tiden, og fundamenter af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., som også reagerer på fugt, gør det mere end fundamenter af bomuld; landsby- og nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. er særligt tilbøjelige til at blive skæve. En forskel på 2,5 til 5 cm (en eller to tommer) er acceptabel, mens store forskelle regnes for en fejl, der sænker kvalitet og værdi. Det kontrolleres med øjet på afstand, op mod linjerne i et hårdt gulv eller ved at måle toppen, midten og bunden med et målebånd.