Skelettet i et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe: de trend- og islætstråde, som hver eneste luvknude bindes på. Bomuld er det almindelige materiale i by- og landsbytæpper, fordi det næsten ikke strækker sig eller krymper med luftfugtigheden, så tæppet bevarer sin form, og fordi det er stift nok til at knytte let i; den samme stivhed kan dog smitte af på mønsteret, der virker mindre flydende end på en bund af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper.. Uld, og undertiden gedehårEn animalsk fiber, som nomadevævere sommetider bruger i stedet for uld til tæppets bund, som i Gabbeh- og Quchan-tæpper, mens selve luven stadig er af uld. Sammen med mohair, kamelhår og kohår hører gedehår til de mindre almindelige tæppematerialer. Det ses mest i nomadetæpper og findes også i nogle fladvævede kelimtæpper., er typisk for nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne., hvis vævere kan bruge samme materiale til både bund og luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum.; det giver mere karakter, men en mindre lige form. Silke er finere og tillader meget høje knudetætheder. Frynserne i hver ende er bundens synlige trendender og afslører derfor, hvad den er lavet af.