Et persisk tæppe, der er fremstillet i en by, ofte på et værksted — en af de tre familier (by-, landsby- og nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne.), som persiske tæpper normalt inddeles i. Væverne følger som regel en tegnet plan fra en designer under ledelse af erfarne vævere eller mestervævere, og et værksted kan købe uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. i store partier og farve det hele på én gang, så kravene er strengere end i landsby- og nomadevævningen, der knyttes efter hukommelsen. Bytæpper når generelt de højeste knudetætheder og det bredeste udvalg af størrelser, farver og design, oftest blomstermønstre (TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., Keshan, Isfahan, Kerman, Nain, Mashhad, SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér.). Et værksted som oprindelse er som regel tegn på højere kvalitet, men ikke alle værkstedstæpper er signerede.
Et tæppe knyttet som et billede, med landskaber, scener fra historien eller mytologien, bibelske eller andre fortællinger og menneskefigurer i stedet for et gentaget ornament, kompositorisk sammenligneligt med traditionel kunst. De knyttes af mestervævere på byernes værksteder, især i TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., der er kendt for et stort udvalg af figurative mønstre, og desuden i KashanFine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetiden i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uld, ofte importeret Manchester-uld, i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljon, en medaljon med tilhørende hjørnestykker eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver., Isfahan og SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér.. Ansigter og blomsterpartier knyttes ofte med en højere knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. end resten af tæppet, så knudetallet bør helst beregnes som et gennemsnit af to eller tre områder.
En af TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz.’ tre mestervævere, sammen med Kurban Dai og Sheikh Safi, som tilskrives æren for at have gjort eksporten af Tabriz-tæpper til Vesten mulig. Vævningen i byen går tilbage til 1500-tallet, men eksporthandlen begyndte først i 1900-tallet.
Et lille indrammet felt, der knyttes ind i et tæppe til mestervæverens eller værkstedets navn, ofte sammen med byen. Det er den ene af de to almindelige måder, persiske byværksteder signerer et tæppe på; den anden er at knytte navnet direkte ind i bordurens striber.
En erfaren væver, der leder værkstedets øvrige vævere og holder dets standard for mønstre og vævning høj. Mestervævere grundlægger ofte et værksted og giver det deres navn, som det er sket med AlabafEt berømt værksted i Tabriz, grundlagt i begyndelsen af 1900-tallet af Hassan Alabaf og drevet gennem tre generationer af hans familie: fra Hassan til sønnen Abbas, der overtog ved faderens død, og videre til en tredje generation, der fører det videre. Værkstedet havde angiveligt over 300 væve og tusind vævere eller flere. Dets tæpper i traditionelle Tabriz-mønstre regnes for nogle af de fineste, der fremstilles i Iran, og sammenlignes ofte med Rolls-Roycen blandt persiske tæpper; stykker med værkstedets signatur er eftertragtede blandt samlere og opnår højere priser. og HabibianVærkstedet i Nain, grundlagt af Fatollah Habibian, der efter sigende begyndte at væve i 1903 under sin far og, da familiens ældre stilarter mistede deres marked og lageret blev solgt ud, startede sit eget værksted sammen med sin bror. Han regnes for skaberen af det moderne Nain-tæppe, og navnet er blevet synonymt med Nain-tæpper: knyttet med persisk knude, tætvævede, med indviklede mønstre, detaljer i silke og et moderne udtryk. Habibian er en af de få kendte signaturer på Nain-tæpper, som for størstedelens vedkommende er usignerede, og grundlæggerens barnebørn fører værkstedet videre., og i byernes eliteværksteder væves deres navne hyppigt ind i tæpperne som signatur. De mest krævende stykker, for eksempel billedtæpper, betros dem, og den afghanske mester Khal MohammadiTæpper af afghansk oprindelse og design, der usædvanligt nok er opkaldt efter en person og ikke efter et sted: ifølge en legende i branchen en mestertæppeknytter og farver, der blev i det nordlige Afghanistan under den sovjetiske invasion og begyndte at fremstille dem der. De er kendt for dybe, naturligt farvede røde og blå toner med accenter i orange, sort og rust og for geometriske kompositioner med fine florale detaljer inspireret af bokhara- og turkmenske mønstre; en let variation i nuancerne er normal ved naturlige farvestoffer. Luven er 100 procent uld fra bjergfår, hvis fedtholdige uld har en blød glans, på en bund af bomuld og i mellemhøjde. Nogle klassificeres som fremstillet i Pakistan. En finere og tættere kvalitet, ofte betegnet Belgique, tegner det samme mønster skarpere., der også var en dygtig farver, har givet navn til en tæppetype. Tæpper vævet under et sådant tilsyn er som regel af højere kvalitet end tæpper, der ikke kommer fra et værksted, men ikke i alle tilfælde. Titlen bruges også mere løst om enhver meget dygtig væver.
Et værksted i KashanFine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetiden i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uld, ofte importeret Manchester-uld, i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljon, en medaljon med tilhørende hjørnestykker eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver. med tilknytning til mestervæveren Hadji Mollah Mohammad Hassan Mohtasham. Hans tæpper fra slutningen af 1800-tallet tilskrives æren for at have genoplivet den klassiske vævning i Kashan. Tæpperne er kendt for en raffineret og tæt bearbejdet tegning i Kashan-stil med buketter af blomster og urter, palmetter og arabesker. Hertil hører også kompositionen med medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader. og hjørnefelter på elfenbensfarvet eller rød bund. Navnet knyttes til tæpper fra slutningen af 1800-tallet til første halvdel af 1900-tallet og regnes for et tegn på den højeste kvalitet blandt Kashan-tæpper.
Et tæppe vævet på et organiseret værksted, en arbejdsform, der er typisk for byvævning, hvor en mestervæver som regel fører tilsyn med væverne, og hvor både design og vævning følger strengere standarder. Fordi et værksted kan købe uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. i store mængder og farve den på én gang, er materialer og farver som regel bedre, så værkstedstæpper er generelt af højere kvalitet end tæpper, der ikke kommer fra et værksted, dog ikke i alle tilfælde. Ikke alle værkstedstæpper er signerede. Landsbytæpper, der fremstilles under løsere, halvt organiserede forhold, har som regel lavere knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. end bytæpper.