En højt værdsat tæppeuld fra Ghazni-regionen i Afghanistan. Som andre uldtyper af topkvalitet er den tyk og fedtet, og den regnes sammen med Manchester-uldEn uld af høj kvalitet, importeret fra Manchester i England, som vævere i Kashan typisk bruger til luven i deres tæpper. Den regnes sammen med Ghazni-uld og newzealandsk uld blandt de tre bedst kendte uldkvaliteter til persiske tæpper, så hvor uldens oprindelse i et tæppe ligger, er et af de kvalitetspunkter, der kan efterprøves. og newzealandsk uldUld fra New Zealand. Sammen med Manchester- og Ghazni-uld regnes den blandt de tre bedst kendte uldkvaliteter af høj klasse til persiske og orientalske tæpper. God tæppeuld af denne slags føles tyk og fedtet. Den er importeret og kommer ikke fra lokale flokke, så den påvirker tæppets pris. Den nævnes som luvmateriale i Oushak-, Ziegler- og Peshawar-tæpper vævet i Pakistan, nogle gange blandet med Ghazni-uld, og i den tykke luv på Kazak Azari-tæpper. blandt de tre mest kendte kvalitetsulde til persiske og orientalske tæpper. Kazak-tæpper, som afghanske vævere knytter i Pakistan, bruger den håndspundet.
Fine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetidenDet persiske herskerhus, der regerede fra 1501, begyndende med shah Ismail, og ind i 1730'erne. Hoffets mæcenat for maleri, kalligrafi og vævning gjorde perioden til det persiske tæppes guldalder. Mange mesterværker på museer og ved de største auktioner stammer fra denne tid, og de største centre var Tabriz, Herat, Kashan og Kerman. Efterhånden som mønstrene blev mere komplekse, blev designerne, ofte miniaturemalere, adskilt fra væverne, der arbejdede ud fra deres tegninger. Den store centrale medaljon, kurvede og geometriske kompositioner samt rigere blomster og ranker blev kendetegn, og mønstrene blev standardiseret til eksport til de asiatiske og europæiske markeder. Afghanernes invasion af Isfahan i 1722 afbrød vævningen i de vigtigste produktionscentre i flere år, men stammer og landsbyer fortsatte med at væve. i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., ofte importeret Manchester-uldEn uld af høj kvalitet, importeret fra Manchester i England, som vævere i Kashan typisk bruger til luven i deres tæpper. Den regnes sammen med Ghazni-uld og newzealandsk uld blandt de tre bedst kendte uldkvaliteter til persiske tæpper, så hvor uldens oprindelse i et tæppe ligger, er et af de kvalitetspunkter, der kan efterprøves., i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader., en medaljon med tilhørende hjørnestykkerOrnamentet i hvert af feltets fire hjørner omkring en central medaljon, som regel med en gentagelse af medaljonens motiver eller farve; i Tabriz-tæpper laves hjørnerne ofte ved at dele medaljonens mønster i fire og bruge én del i hvert hjørne. Hjørnestykkerne fuldender en komposition med medaljon og hjørner, og i et godt udført tæppe matcher hjørnestykkerne hinanden og sidder symmetrisk. eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver.
En uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. af høj kvalitet, importeret fra Manchester i England, som vævere i KashanFine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetiden i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uld, ofte importeret Manchester-uld, i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljon, en medaljon med tilhørende hjørnestykker eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver. typisk bruger til luven i deres tæpper. Den regnes sammen med Ghazni-uldEn højt værdsat tæppeuld fra Ghazni-regionen i Afghanistan. Som andre uldtyper af topkvalitet er den tyk og fedtet, og den regnes sammen med Manchester-uld og newzealandsk uld blandt de tre mest kendte kvalitetsulde til persiske og orientalske tæpper. Kazak-tæpper, som afghanske vævere knytter i Pakistan, bruger den håndspundet. og newzealandsk uldUld fra New Zealand. Sammen med Manchester- og Ghazni-uld regnes den blandt de tre bedst kendte uldkvaliteter af høj klasse til persiske og orientalske tæpper. God tæppeuld af denne slags føles tyk og fedtet. Den er importeret og kommer ikke fra lokale flokke, så den påvirker tæppets pris. Den nævnes som luvmateriale i Oushak-, Ziegler- og Peshawar-tæpper vævet i Pakistan, nogle gange blandet med Ghazni-uld, og i den tykke luv på Kazak Azari-tæpper. blandt de tre bedst kendte uldkvaliteter til persiske tæpper, så hvor uldens oprindelse i et tæppe ligger, er et af de kvalitetspunkter, der kan efterprøves.