Tæpper fra Kashmar, en by i det nordøstlige Iran tæt på Mashhad. Byens vævere bringer de færdige stykker til markedet i Mashhad. Tæpperne er mindre kendte end dem fra TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., Mashhad eller KashanFine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetiden i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uld, ofte importeret Manchester-uld, i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljon, en medaljon med tilhørende hjørnestykker eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver. og bliver ofte undervurderet i forhold til deres kvalitet: god uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., ofte høj knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. og plantefarver til en moderat pris. Farverne er bløde jordfarver: brunlig creme, lys- og mørkeblå, orange, brun og en karakteristisk rosa. Typiske mønstre er en medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader. med hjørnestykkerOrnamentet i hvert af feltets fire hjørner omkring en central medaljon, som regel med en gentagelse af medaljonens motiver eller farve; i Tabriz-tæpper laves hjørnerne ofte ved at dele medaljonens mønster i fire og bruge én del i hvert hjørne. Hjørnestykkerne fuldender en komposition med medaljon og hjørner, og i et godt udført tæppe matcher hjørnestykkerne hinanden og sidder symmetrisk. og bort, undertiden med vaser i stedet for blomster. Der findes også havemønstre i felter, hvor hvert felt viser sin egen scene, for eksempel en sø med træer, et livets træEt mønster, hvor ét stort og kunstfærdigt træ rejser sig gennem det meste af feltet. Det er omgivet af planteornamentik, og fugle, dyr og blomster er spredt mellem grenene. Træet kan også fylde et enkelt felt i et havetæppe, der er delt i felter, eller optræde som bortmønster. I persisk tradition står det for forbindelsen mellem jorden og omgivelserne. Det læses også som et bindeled mellem himmel og jord og symboliserer styrke, visdom og livets gang. Mønstret knyttes i tæpper fra Tabriz, Kashan, Isfahan, Kerman og Malayer og i beluch-tæpper. eller hjorte i en skov. Luven er tynd til mellemhøj. Må ikke forveksles med Kashmir.
Fine persiske tæpper fra Kerman i det sydlige Iran. Byen lå på den gamle handelsrute mellem Iran og Indien, er et af de historiske centre for tæppevævning og er berømt for sine mesterfarvere. Mønstrene spænder vidt: blomster- og allover-mønstre, livets træEt mønster, hvor ét stort og kunstfærdigt træ rejser sig gennem det meste af feltet. Det er omgivet af planteornamentik, og fugle, dyr og blomster er spredt mellem grenene. Træet kan også fylde et enkelt felt i et havetæppe, der er delt i felter, eller optræde som bortmønster. I persisk tradition står det for forbindelsen mellem jorden og omgivelserne. Det læses også som et bindeled mellem himmel og jord og symboliserer styrke, visdom og livets gang. Mønstret knyttes i tæpper fra Tabriz, Kashan, Isfahan, Kerman og Malayer og i beluch-tæpper., jagt- og havemotiver, åbne felter, fine ”forårs”-mønstre af bittesmå blomster og den karakteristiske ”vase”-teknik. Luven er som regel af blød kork-uldEn fin og blød uldkvalitet fra halsen og det inderste lag af pelsen på unge får, ofte fra den første klipning. Den er fedtet af naturlig lanolin, føles blød og spændstig og giver farverne ekstra glans. Den bruges til luven i mange fine bytæpper fra Isfahan, Kerman, Qom, Tabriz og Mashhad, og ældre antikke Sarough-tæpper med kortklippet luv er også knyttet af den. Staves også cork- eller kurk-uld. på en bund af bomuld, undertiden af silke og uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. eller af ren silke. Ét tæppe kan rumme 15 til 30 farver, først og fremmest dybe røde, flere blå, grøn og creme. I nyere stykker kommer pastelfarver som champagne, limegrøn, lyserød og gråblå til. Omtrent halvdelen af Kerman-tæpperne kommer fra mindre værksteder og er knyttet med jufti-knuden, en genvej, der giver en tyndere vævning af lavere kvalitet.
Et mønster, hvor ét stort og kunstfærdigt træ rejser sig gennem det meste af feltet. Det er omgivet af planteornamentik, og fugle, dyr og blomster er spredt mellem grenene. Træet kan også fylde et enkelt felt i et havetæppe, der er delt i felter, eller optræde som bortmønster. I persisk tradition står det for forbindelsen mellem jorden og omgivelserne. Det læses også som et bindeled mellem himmel og jord og symboliserer styrke, visdom og livets gang. Mønstret knyttes i tæpper fra TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., KashanFine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetiden i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uld, ofte importeret Manchester-uld, i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljon, en medaljon med tilhørende hjørnestykker eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver., Isfahan, Kerman og Malayer og i beluch-tæpper.