Fine persiske tæpper fra Kerman i det sydlige Iran. Byen lå på den gamle handelsrute mellem Iran og Indien, er et af de historiske centre for tæppevævning og er berømt for sine mesterfarvere. Mønstrene spænder vidt: blomster- og allover-mønstre, livets træEt mønster, hvor ét stort og kunstfærdigt træ rejser sig gennem det meste af feltet. Det er omgivet af planteornamentik, og fugle, dyr og blomster er spredt mellem grenene. Træet kan også fylde et enkelt felt i et havetæppe, der er delt i felter, eller optræde som bortmønster. I persisk tradition står det for forbindelsen mellem jorden og omgivelserne. Det læses også som et bindeled mellem himmel og jord og symboliserer styrke, visdom og livets gang. Mønstret knyttes i tæpper fra Tabriz, Kashan, Isfahan, Kerman og Malayer og i beluch-tæpper., jagt- og havemotiver, åbne felter, fine ”forårs”-mønstre af bittesmå blomster og den karakteristiske ”vase”-teknik. Luven er som regel af blød kork-uldEn fin og blød uldkvalitet fra halsen og det inderste lag af pelsen på unge får, ofte fra den første klipning. Den er fedtet af naturlig lanolin, føles blød og spændstig og giver farverne ekstra glans. Den bruges til luven i mange fine bytæpper fra Isfahan, Kerman, Qom, Tabriz og Mashhad, og ældre antikke Sarough-tæpper med kortklippet luv er også knyttet af den. Staves også cork- eller kurk-uld. på en bund af bomuld, undertiden af silke og uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. eller af ren silke. Ét tæppe kan rumme 15 til 30 farver, først og fremmest dybe røde, flere blå, grøn og creme. I nyere stykker kommer pastelfarver som champagne, limegrøn, lyserød og gråblå til. Omtrent halvdelen af Kerman-tæpperne kommer fra mindre værksteder og er knyttet med jufti-knuden, en genvej, der giver en tyndere vævning af lavere kvalitet.
En fin og blød uldkvalitet fra halsen og det inderste lag af pelsen på unge får, ofte fra den første klipning. Den er fedtet af naturlig lanolinDen naturlige voks, der dækker uldfibrene og er fårets egen beskyttelse af ulden, som den gør vandafvisende. Uld fra får, der opdrættes i større højder, er tykkere og mere fedtet (”fedtholdig”), og et varmt, let fedtet greb er et hurtigt tegn på ægte uld. I et tæppe afviser den resterende lanolin væsker, så spild et øjeblik ligger som perler på overfladen i stedet for at trænge ind – en af grundene til, at uld modstår spild og snavs. Håndspinding bevarer lanolinen, mens gentagen hård kemisk rensning fjerner den, og derfor anbefales en skånsom vask., føles blød og spændstig og giver farverne ekstra glans. Den bruges til luven i mange fine bytæpper fra Isfahan, Kerman, QomPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket., TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz. og Mashhad, og ældre antikke SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér.-tæpper med kortklippet luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. er også knyttet af den. Staves også cork- eller kurk-uld.