Små tæpper beregnet til islamisk bøn, hver med en mihrabEn bue- eller dørformet niche vævet i den ene ende af et bedetæppes felt, som et ekko af moskéens niche, der angiver retningen mod Mekka. Den er tæppets omdrejningspunkt og minder den bedende om, at vedkommende står i et helligt rum. Tegningen spænder fra et enkelt omrids af en døråbning til en arkitektonisk gengivelse med søjler og fine detaljer. (også stavet mehrab), en buet portal, der symboliserer nichen i en moské og minder den bedende om, at vedkommende står i et helligt rum; buen markerer desuden retningen mod Mekka. Mønsteret er ensrettet og skal ses fra den ene ende, og buen kan være en enkel kontur eller en udførlig arkitektonisk ramme med søjler. Bedetæpper er ofte ikke større end ca. 90 × 150 cm (3 × 5 fod), siges at gå tilbage til tæppeknytningens allertidligste stadier i de muslimske lande og knyttes blandt andre af turkmenske og baluchiske vævere samt vævere fra QomPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket., Isfahan og Malayer. Ethvert lille tæppe kan bruges til bøn, men et ægte bedetæppe har buen som sit midtpunkt.
Varige linjer, der opstår, hvor et tæppe har ligget foldet i lang tid. Langvarige folder kan svække grundvævet, til det til sidst revner, og de er derfor en af de største farer ved opbevaring. Et lille tæppe rulles derfor bedst helt sammen, jævnt og stramt; et tæppe, der er for stort til det, foldes jævnt, først på langs og så på tværs, og rulles derefter stramt sammen.
En størrelseskategori for de mindste håndknyttede tæpper, fra omkring 61 x 61 cm (2 x 2 fod) til 91 x 152 cm (3 x 5 fod), med 2 x 3, 2 x 4 og 3 x 4 fod imellem; større stykker hører til den mellemstore kategori, der begynder ved omkring 122 x 183 cm (4 x 6 fod). Små tæpper passer til entréer, døråbninger, badeværelser, køkkener, enden af gange og trapper, walk-in-closets, et hjørne af kontoret eller pladsen under en statue. Fordi de er lette, har de tendens til at glide og bruges bedst med et skridsikkert underlagEt dæmpende lag, der lægges under et gulvtæppe for at forhindre det i at skride, beskytte gulvet, tage imod vægten af møbler og forlænge tæppets levetid ved at skærme det mod friktion på undersiden og fugt fra gulvet. Det har størst betydning for små eller lette tæpper, f.eks. i entréer, køkkener og badeværelser eller på fliser, som ellers glider og bliver en faldrisiko. Meget store tæpper ligger fast under deres egen vægt, men et underlag gør stadig nytte under tunge borde og sofaer og i fugtige rum, hvor det isolerer mod fugt fra undergrunden.. By-, landsby- og nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. fås alle i denne størrelse, og nomadetæpper væves ofte små.
En måde at udstille et tæppe på væggen som et kunstværk; et tæppe i enhver stil kan hænges op, nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. og blomstrede tæpper lige så vel som billedtæpper. Strimler af kraftigt bomuldsstof uden klæbemiddel (til et bredt tæppe f.eks. tre på ca. 61 × 10 cm, eller 24 × 4 tommer; til et lille tæppe én strimmel placeret ca. 2,5 cm, eller 1 tomme, fra hver ende) sys i hånden fast på bagsiden ca. 5 cm (2 tommer) under overkanten, fri af frynserne eller kelimafslutningen, med sting for hver 1,3-2,5 cm (1/2 til 1 tomme), og foldes til en lomme. En rundstok af træ eller metal skydes gennem lommen og hviler på vægkroge, der er stærke nok til at bære vægten, så tæppet ikke tager skade.