En kantafslutning, hvor garn vikles igen og igen om tæppets yderkant, med maskine eller i hånden, så der dannes en afrundet, snorlignende kant. Det er den sædvanlige afslutning på de lange sider af maskinfremstillede tæpper (frynserne markerer som regel trendens ender). Det er også den måde, en slidt kant på et håndknyttetEn tæppekonstruktion, hvor væveren i hånden binder hver knude af luvgarn i uld eller silke om to nabotrendtråde på en væv, derefter fører et islæt gennem rækken og slår det fast. De afskårne knudeender danner luven, trend og islæt danner grundvævet, og trendenderne bliver til frynserne. Et tæppe kan tage måneder eller endda år, og arbejdet efterlader små uregelmæssigheder: mønstre, der ikke er helt symmetriske, modsatte kanter, der er nogle centimeter forskellige i længden, ujævne frynser. Ægte persiske, orientalske og tyrkiske tæpper er håndknyttede, i modsætning til håndtuftede tæpper (der undertiden sælges som ”håndlavede”) og maskinfremstillede tæpper, hvis bagside føles stiv og jævnt ensartet. tæppe genopbygges på (den reparation, der på engelsk kaldes ”overcasting”). Den oprindelige kant på et håndknyttet tæppe er normalt en ægkantDen indvævede sidekant på et håndknyttet tæppe. Den dannes under vævningen, når islættet vikles flere gange om den yderste trendtråd, så der opstår en afrundet, snoreagtig kant. Afhængigt af egnen kan omviklingen være udført i uld i en kontrastfarve eller med selve trenden, eller kanten kan være flad i stedet for rund. Kanten er derfor et af de spor, eksperter bruger til at bestemme et tæppes oprindelse. På engelsk betegner ”overcasting” den samme kant, og ordet optræder også på lister over almindelige tæppereparationer. og ikke en påført kantkastning: den væves med, når islættet vikles om den yderste trendtråd under vævningen. På håndlavede stykker er kantkastningens jævnhed et hurtigt fingerpeg om, hvor omhyggeligt tæppet er gjort færdigt.