Den første vask af råuld efter klipningen, hvor snavs og andre urenheder fjernes fra ulden. Det er en af de første processer, når uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. forberedes til persiske og orientalske tæpper, og den efterfølges af karboniseringEt trin i forarbejdningen af uld, der følger efter vasken og går forud for kartningen, og hvor uld med burrer renses kemisk: den vaskede uld lægges i svovlsyre og bages, så burrer, frø og andet plantemateriale, som vasken ikke fjerner, bliver til skørt kul. Den forkullede rest knuses derefter og rystes ud, mens selve ulden stort set går uskadt igennem. Nogle beskrivelser fra tæppehandlen bruger ordet mere løst om en vask mellem den første vask og kartningen, som gør fibrene blødere og hvidere — et af de trin, der forvandler nyklippet uld til ren uld, klar til at blive kartet, spundet og farvet til tæppets garn., kartningEt trin i forarbejdningen af uld, hvor den rensede uld kører gennem en kartemaskine, der lægger fibrene i samme retning og fjerner de urenheder, der stadig er tilbage. Kartningen følger efter vask og karbonisering og går forud for spindingen, og bagefter er ulden klar til at blive spundet til tæppets garn. og spinding til garn.