Et tæppefundament, hvor trend- og islætstrådene er af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. i stedet for bomuld. Det er typisk for nomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. som Baluchi, turkmenske tæpper og GabbehEt tæppe fra provinsen Fars i Iran, første gang omtalt i 1600-tallet for omkring 400 år siden. Det væves af egnens nomadestammer og fastboende landsbyboere på en bund af uld eller gedehår (sjældent bomuld) og har en lang, tyk og tæt luv af uld, som ikke klippes kort. Den lave knudetæthed giver enkle, kraftfulde mønstre, hvor træer, dyr og mennesker bliver til abstrakte geometriske former. Farvet Gabbeh kan farves i alle nuancer, ofte kraftigt. Naturel Gabbeh væves af ufarvet hvid og sort uld i creme, brune, grå og sorte toner, som regel på en cremefarvet bund. De typiske størrelser er ca. 0,9-1,2 × 1,8-2,1 m (3-4 × 6-7 fod). Finere udgaver vævet i byen kommer fra Shiraz, og meget fine, tunge stykker kaldes undertiden Qashqai, selv om de ikke er ægte Qashqai-tæpper. (Gabbeh og Quchan bruger undertiden gedehårEn animalsk fiber, som nomadevævere sommetider bruger i stedet for uld til tæppets bund, som i Gabbeh- og Quchan-tæpper, mens selve luven stadig er af uld. Sammen med mohair, kamelhår og kohår hører gedehår til de mindre almindelige tæppematerialer. Det ses mest i nomadetæpper og findes også i nogle fladvævede kelimtæpper. i stedet), forekommer i visse QashqaiNomadetæpper vævet af qashqaierne, en nomadestamme i det sydvestlige Iran, der samler tyrkiske, arabiske, kurdiske og luriske grupper og har levet i området siden mindst 1500-tallet. Mønstrene kommer fra hukommelsen frem for skrevne forlæg og forbinder geometriske kompositioner og medaljonkompositioner, undertiden i en enklere og sparsomt detaljeret form, med dyr, planter og husgeråd i juveltoner af rødt, safrangult og indigo, ofte på dybrød eller mørk marineblå bund. Den kraftige, fastvævede uld fra stammens egne flokke er slidstærk og samtidig blød og danner en tæt luv i mellemhøjde på et grundvæv af bomuld eller uld, som egner sig til steder med meget gangtrafik; kompakte væve holder størrelserne små, typisk 1,2 × 1,8 m (4 × 6 fod) eller 1,5 × 2,1 m (5 × 7 fod), foruden tæppeløbere.-, Shiraz- og små BakhtiariFarverige tæpper fra bakhtiarierne, en stamme fra Zagrosbjergene, der levede som nomader, indtil en stor del af den slog sig ned sydvest for Isfahan i 1800-tallet, og hvis vævning i dag breder sig over mere end 200 landsbyer; de mindre stykker er oftest stammearbejde, mens de større kommer fra egnens landsbyer. Grunden er som regel bomuld under en luv af uld fra stammens egne får, selv om nogle små stammestykker er af uld hele vejen igennem, og hver række bankes så hårdt ned, at luven bliver tæt og holdbar. De karakteristiske kompositioner er havefeltmønstret (Khesti, også stavet Kheshti), et gitter af indrammede kvadrater, der hver viser en havescene tænkt som et glimt af paradis, og medaljon-og-hjørne-mønstret med en halvgeometrisk midtermedaljon. Dybrødt og mørk marineblå er de sædvanlige bundfarver.-tæpper og i tæpper fra iransk Aserbajdsjan og er almindeligt i ældre landsby- og nomadetæpper, herunder visse HamadanTæpper fra byen Hamadan i det vestlige Iran, en væveregion med lange traditioner, og fra de mere end 1.500 landsbyer omkring den, som tilsammen fremstiller tusindvis af mønstre. Landsbytæpperne, der ofte væves af familier i hjemmet om vinteren, er som regel mindre tæpper eller tæppeløbere (nogle over 6 m lange) med geometriske mønstre, sekskantede eller rombeformede medaljoner eller herati-mønster i rødt, dybblåt og creme, knyttet med den symmetriske tyrkiske knude i en tæthed, der som regel er lav til middel. Tæpperne fra byens værksteder er mere florale og finere knyttet. Luven er af uld på et grundvæv af bomuld (af uld i nogle ældre tæpper), og konstruktionen med ét islæt, der er standard omkring Hamadan, giver typisk en blød luv, der er tyndere end i tæpper med dobbelt islæt. og meget gamle KarajaLandsbytæpper fra en gruppe landsbyer i den iranske region Aserbajdsjan, i den vestlige udkant af Heriz-vævningsområdet. De har navn efter landsbyen Karaja midt i området. Luven er af uld på en bund af bomuld (meget gamle stykker kan have en bund af uld). Knuden er tyrkisk, og der er kun ét islæt. Derfor er luven tyndere og blødere end i Heriz-tæpper, der som regel har dobbelt islæt, og knudetætheden er lav til middel. På en tæppeløber skifter typisk to markante geometriske medaljoner med krogede kanter, ofte på en ny bundfarve ved hver gentagelse. På brede tæpper fremstår de gentagne medaljoner som et geometrisk allover-mønster i orangerøde, blå, cremefarvede og brune toner. Den bløde, tynde luv og de store længder, i nogle tilfælde over 6 m (20 fod), gør dem populære som gang- og trappeløbere.. Eksperter bruger det som et fingerpeg om alderen, da tæpper fremstillet efter omkring 1930'erne som regel har et fundament af bomuld, efter at maskinspundet bomuld blev almindeligt tilgængeligt. Uldens bløde, mindre stive struktur giver mønstret et flydende, varmt præg, og frynserne er undertiden flettede eller i forskellige farver. Ulempen er, at uld krymper og strækker sig med luftfugtigheden, så disse tæpper har tendens til at ligge mindre lige end tæpper med bomuldsfundament.