”Skørtet”: et ekstra mønsterbånd i den ene eller begge ender af et turkmensk tæppeNomadetæpper knyttet af turkmenske nomader. Deres forfædre kom fra området omkring Afghanistan og Usbekistan og slog sig senere ned i den turkmenske del af Iran. Rækker af ottekantede guler (”blomster”) dækker et dybrødt, rødbrunt eller undertiden cremefarvet felt med detaljer i sort, blåt, grønt eller beige. Der findes også bedetæppemønstre. Bund og luv er som regel af uld, som efter sigende kommer fra den bløde underuld hos karakulfår, men af og til bruges en bund af bomuld. I ældre stykker havde hver stamme sit eget gul-mønster, mens nyere tæpper frit blander dem. Turkmenske mønstre inspirerede bokhara-tæpper og Khal Mohammadi-tæpper. Af de persiske mønstre ligger de tættest på beluch-tæpperne, og de er ældre end dem. Den lave til mellemhøje luv passer godt til steder, hvor døre går hen over tæppet, når de åbnes., uden for hovedbordūren, ofte vævet i en bevidst anden teknik eller et andet mønster end resten af stykket. Elemer havde praktiske funktioner på teltposer og dyreudstyr, og for samlere er de et fingeraftryk – en elems stil hjælper med at henføre et stykke til en bestemt stamme som tekke, salor eller yomutTurkmenske tæpper fra yomut-stammen, der regnes blandt de fineste turkmenske tæpper. Som de fleste turkmenske tæpper er yomut-tæpper traditionelt uld på uld; i handlen beskrives også finere stykker med en bund af silke under luven af uld, og i dem giver silken mulighed for en højere knudetæthed og en mere detaljeret tegning, end det er almindeligt for typen. Bundfarverne går mod røde, brune og beige toner, og tæpperne er typisk usignerede..
NomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. knyttet af turkmenske nomader. Deres forfædre kom fra området omkring Afghanistan og Usbekistan og slog sig senere ned i den turkmenske del af Iran. Rækker af ottekantede guler (”blomster”) dækker et dybrødt, rødbrunt eller undertiden cremefarvet felt med detaljer i sort, blåt, grønt eller beige. Der findes også bedetæppemønstre. Bund og luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. er som regel af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., som efter sigende kommer fra den bløde underuld hos karakulfår, men af og til bruges en bund af bomuld. I ældre stykker havde hver stamme sit eget gulEt ottekantet eller mangekantet, stiliseret blomstermotiv, som gentages i rækker hen over bunden i turkmenske tæpper. Den samme gentagelse er typisk for Beluch-tæpper, hvor der sidder en blomst inden i hver ottekant, og for Bokhara-tæpper, som især væves i Pakistan efter turkmenske forbilleder. I ældre turkmenske tæpper havde hver stamme (tekke, salor, ersari og andre) som regel sin egen gul, så en kender ofte kan bestemme stammen ud fra motivet. Moderne tæpper blander derimod gulerne frit. Ordet betyder ”blomst” eller ”rose” på persisk, selv om formerne er udpræget geometriske og ikke naturtro.-mønster, mens nyere tæpper frit blander dem. Turkmenske mønstre inspirerede bokharaTæpper, der i dag hovedsageligt væves i pakistanske værksteder af pakistanske og afghanske vævere, som bearbejder ældre persisk-turkmenske mønstre med rødder i Centralasien; i branchen regnes de for orientalske og ikke persiske tæpper. Kendetegnet er en gennemgående gentagelse af gül-motiver – stiliserede ottekantede (undertiden rudeformede) blomstermotiver – på et felt, der oftest er rødt, dernæst cremefarvet, undertiden blåt eller grønt og på det seneste også sort, med detaljer i sort, fersken, blåt og grønt, alt sammen i plantefarver. Luven er af 100 procent uld, blød og silkeagtig at se på, middelhøj og knyttet på en bund af bomuld, og nogle stykker findes i overstørrelse; en finere kvalitet har højere knudetæthed, en mere detaljeret tegning og førsteklasses Ghazni-uld.-tæpper og Khal MohammadiTæpper af afghansk oprindelse og design, der usædvanligt nok er opkaldt efter en person og ikke efter et sted: ifølge en legende i branchen en mestertæppeknytter og farver, der blev i det nordlige Afghanistan under den sovjetiske invasion og begyndte at fremstille dem der. De er kendt for dybe, naturligt farvede røde og blå toner med accenter i orange, sort og rust og for geometriske kompositioner med fine florale detaljer inspireret af bokhara- og turkmenske mønstre; en let variation i nuancerne er normal ved naturlige farvestoffer. Luven er 100 procent uld fra bjergfår, hvis fedtholdige uld har en blød glans, på en bund af bomuld og i mellemhøjde. Nogle klassificeres som fremstillet i Pakistan. En finere og tættere kvalitet, ofte betegnet Belgique, tegner det samme mønster skarpere.-tæpper. Af de persiske mønstre ligger de tættest på beluch-tæpperne, og de er ældre end dem. Den lave til mellemhøje luv passer godt til steder, hvor døre går hen over tæppet, når de åbnes.