Navnet på en væver eller et værksted, vævet ind i et tæppe, enten i et lille indrammet felt (en kartoucheEt lille indrammet felt, der knyttes ind i et tæppe til mestervæverens eller værkstedets navn, ofte sammen med byen. Det er den ene af de to almindelige måder, persiske byværksteder signerer et tæppe på; den anden er at knytte navnet direkte ind i bordurens striber.) eller direkte i bordurens striber. Det fungerer som et mærke, der knytter tæppet til værkstedets standarder; signerede stykker fra berømte værksteder sælges dyrere og er eftertragtede blandt samlere, og et tæppe, der sælges under et værksteds signatur, skal virkelig komme fra det værksted. Ikke alle værkstedstæpper er signerede, og et værksted kan holde op med at bruge sin signatur. Isfahan-tæpper og nyere GhomPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket.-tæpper bærer som regel en signatur, mens de fleste Nain-tæpper og mange ældre Ghom-tæpper ikke gør.