Et enkelt parti farve sammen med alt det garn, der er farvet med det, og som får nøjagtig samme nuance. Naturfarver laves i små håndværksmæssige partier, og når et parti slipper op, kan det nye ikke matches nøjagtigt, så garn fra forskellige partier afviger en smule i tone. I et færdigt tæppe viser forskellen sig som de farveskift, der kaldes abrashDiskrete farveskift i et håndlavet gulvtæppe, ofte synlige som vandrette bånd hen over midterfeltet. De opstår, fordi farvebade efter hinanden aldrig bliver helt ens, fordi forskelle i uldens indhold af fedt og olie får farverne til at ændre sig ujævnt med alderen, og – i cremefarvede partier vævet af ufarvet uld – fordi fiberen skifter tone, når den ældes. Abrash bliver ofte tydeligere med årene, og i et ældre tæppe regnes det derfor som et tegn på naturfarver og håndarbejde snarere end som en fejl, mens et nyere tæppe stadig kontrolleres for ensartet farve. Maskinfremstillede og visse nye håndknyttede tæpper efterligner det med vilje., og som læses som et tegn på håndfarvning, mens en helt flad, ensartet farve tyder på syntetiske farvestoffer og maskinfremstilling.
Genereret illustration: sektionsfarvet garn, ét eksempel på garnfarvning.
Forskellige teknikker til farvning af tæppegarn, bl.a. karfarvning (nedsænkning i farvebadeEt enkelt parti farve sammen med alt det garn, der er farvet med det, og som får nøjagtig samme nuance. Naturfarver laves i små håndværksmæssige partier, og når et parti slipper op, kan det nye ikke matches nøjagtigt, så garn fra forskellige partier afviger en smule i tone. I et færdigt tæppe viser forskellen sig som de farveskift, der kaldes abrash, og som læses som et tegn på håndfarvning, mens en helt flad, ensartet farve tyder på syntetiske farvestoffer og maskinfremstilling.), kontinuerlig farvning (påføring efter tuftningen), spacefarvning (flere farver på samme garn) og spindefarvning (farven tilsættes den flydende polymer før ekstruderingen). Hver metode har sine fordele med hensyn til farveægthed, mønstermuligheder og miljøbelastning. I håndknyttede tæpper farves ulden som spundet garn før knytningen, enten med naturfarver fra planter, rødder og blomster, der gerne bliver blidere med årene, eller med syntetiske farvestoffer; forskelle mellem farvebadene er en af de vigtigste kilder til abrashDiskrete farveskift i et håndlavet gulvtæppe, ofte synlige som vandrette bånd hen over midterfeltet. De opstår, fordi farvebade efter hinanden aldrig bliver helt ens, fordi forskelle i uldens indhold af fedt og olie får farverne til at ændre sig ujævnt med alderen, og – i cremefarvede partier vævet af ufarvet uld – fordi fiberen skifter tone, når den ældes. Abrash bliver ofte tydeligere med årene, og i et ældre tæppe regnes det derfor som et tegn på naturfarver og håndarbejde snarere end som en fejl, mens et nyere tæppe stadig kontrolleres for ensartet farve. Maskinfremstillede og visse nye håndknyttede tæpper efterligner det med vilje..
Farvestoffer, der fremstilles kemisk i stedet for at blive udvundet af planter eller dyr. De dominerer i maskinvævede og håndtuftede tæpper, hvor de giver en flad, ensartet farve, og bruges undertiden til nogle få nuancer i håndknyttede tæpper, der ellers er farvet med naturfarver. De smitter lettere af end naturfarver under en fugtig klud og falmer eller ældes mindre smukt. Eksperter tolker en luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum., der er lysere i spidserne end ved roden, som syntetisk farvestof, der er falmet af lys. Det peger på et tæppe fremstillet i slutningen af 1800-tallet eller senere. Væverne vælger mellem de to slags efter de farver, de ønsker.
Valnøddens grønne yderskal, et traditionelt plantefarvestof til brun uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper.. Tæppefarvere koger den for at få dybe brune til umbrafarvede nuancer, og den hører til samme plantepalet som kraprodRoden af krapplanten (Rubia tinctorum), et naturligt rødt farvestof og kilden til de terrakottafarvede toner i persiske og orientalske tæpper. Sammen med indigo og valnøddeskaller hører den til de plantefarver, der bruges til at farve ulden, hvor den binder sig til uldens naturlige lanolin. Små nuanceforskelle inden for samme farvefelt, kendt som abrash, er normale i tæpper, der er farvet på denne måde. (terrakottarøde), indigo (blå) og granatæbleskalDen ydre skal af granatæblet, et plantefarvestof, der giver de gule nuancer i naturfarvede tæpper, sammen med kraprod til rødt, indigo til blåt og valnøddeskaller til brunt. (gule). Det er plantefarver af denne slags, der adskiller traditionelt farvede tæpper fra tæpper farvet med syntetiske farvestoffer.