Værkstedet i Isfahan, grundlagt i 1940 af Haj Agha Reza Seirafian, en bankmand, der længe havde handlet med og produceret tæpper, og videreført af hans familie gennem flere generationer. Det regnes bredt for det mest kendte navn blandt fine Isfahan-tæpper, der er tætknyttede i fin uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., undertiden med silke, i blomster- og medaljonmønstre. Som i andre eliteværksteder i byerne er mesterens navn knyttet ind i en bort eller en lille kartoucheEt lille indrammet felt, der knyttes ind i et tæppe til mestervæverens eller værkstedets navn, ofte sammen med byen. Det er den ene af de to almindelige måder, persiske byværksteder signerer et tæppe på; den anden er at knytte navnet direkte ind i bordurens striber.. Det binder tæppet til værkstedets strenge standarder og gør signerede stykker eftertragtede blandt samlere.