Flydende ornamentik af sammenslyngede, snoede ranker, slyngtråde og blade, der krøller sig i rytmiske spiraler, ofte tegnet i spejlsymmetri. I tæpper optræder den i bundfelter og borter på bytæpper som Keshan og TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., side om side med blomsterbuketter, palmetter og vaser. I Shah AbbasiEn klassisk persisk blomsterstil, opkaldt efter safavideherskeren Shah Abbas og forbundet med tæpperne fra hans regeringstid for omkring 400 år siden. De vigtigste kendetegn er stiliserede, fjeragtige palmetblade og lotusblomster – lotussen er et ældgammelt symbol på langt liv – arrangeret i streng symmetri med rankeornamentik omkring en central medaljon, ofte en rosette. De tidlige eksempler foretrak dybe røde og blå farver, mens senere tæpper i stilen ofte går over til dæmpede, neutrale toner. Mønsteret findes i keshan, nain og tabriz tæpper.-mønstre hvirvler den sammen med rankerne omkring den centrale medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader..
Et værksted i KashanFine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetiden i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uld, ofte importeret Manchester-uld, i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljon, en medaljon med tilhørende hjørnestykker eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver. med tilknytning til mestervæveren Hadji Mollah Mohammad Hassan Mohtasham. Hans tæpper fra slutningen af 1800-tallet tilskrives æren for at have genoplivet den klassiske vævning i Kashan. Tæpperne er kendt for en raffineret og tæt bearbejdet tegning i Kashan-stil med buketter af blomster og urter, palmetter og arabesker. Hertil hører også kompositionen med medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader. og hjørnefelter på elfenbensfarvet eller rød bund. Navnet knyttes til tæpper fra slutningen af 1800-tallet til første halvdel af 1900-tallet og regnes for et tegn på den højeste kvalitet blandt Kashan-tæpper.
Et stiliseret blomstermotiv formet som en vifte eller et palmeblad, hvis kronblade eller blade breder sig ud fra én fælles base. Det gentages i bundfeltet og bordurerne på bytæpper som KashanFine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetiden i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uld, ofte importeret Manchester-uld, i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljon, en medaljon med tilhørende hjørnestykker eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver. og TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., som regel sammen med arabeskranker, rosetter og blomsterbuketter. I SultanabadAntikke persiske tæpper fra Sultanabad, det tidligere navn på Arak-regionen i Iran. Det var et yngre vævecenter, der blomstrede under qajarerne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og forsynede europæiske og amerikanske købere. Den typiske komposition er et allover-felt af overdimensionerede palmetter, lotusblomster, blomsterbuketter og kantede ranker. Den minder om Shah Abbasi-mønstret, men i en rustik landsbystil frem for bytæppernes præcise, kurvede tegning. Indigo eller midnatsblå med rust- eller teglrød, guld og oliven er en klassisk palet. Da Sultanabad ikke længere findes under det navn, er antikke eksemplarer sjældne og opnår højere priser.-tæpper er palmetterne tegnet overdimensionerede og placeret mellem kantede ranker i et gennemgående mønster.
Et rundt, blomsterlignende ornament, hvor kronbladene stråler jævnt ud fra et centrum som en blomst set fra oven. Fra omkring 1500-tallet, da det florale design vandt indpas i persiske tæpper, begyndte væverne at placere en roset midt i feltet, og det gav den centrale medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader. i de florale bytæpper, som i den cirkulære rosetmedaljon med snoede linjer på et rundt Tabriz-tæppeTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz. i Shah AbbasiEn klassisk persisk blomsterstil, opkaldt efter safavideherskeren Shah Abbas og forbundet med tæpperne fra hans regeringstid for omkring 400 år siden. De vigtigste kendetegn er stiliserede, fjeragtige palmetblade og lotusblomster – lotussen er et ældgammelt symbol på langt liv – arrangeret i streng symmetri med rankeornamentik omkring en central medaljon, ofte en rosette. De tidlige eksempler foretrak dybe røde og blå farver, mens senere tæpper i stilen ofte går over til dæmpede, neutrale toner. Mønsteret findes i keshan, nain og tabriz tæpper.-design. På Abadeh-tæpper markerer en lille roset i marineblå, rød eller creme medaljonens centrum, et af kendetegnene for typen. Rosetter gentages også langs borterne, som i Tabriz- og BakhtiariFarverige tæpper fra bakhtiarierne, en stamme fra Zagrosbjergene, der levede som nomader, indtil en stor del af den slog sig ned sydvest for Isfahan i 1800-tallet, og hvis vævning i dag breder sig over mere end 200 landsbyer; de mindre stykker er oftest stammearbejde, mens de større kommer fra egnens landsbyer. Grunden er som regel bomuld under en luv af uld fra stammens egne får, selv om nogle små stammestykker er af uld hele vejen igennem, og hver række bankes så hårdt ned, at luven bliver tæt og holdbar. De karakteristiske kompositioner er havefeltmønstret (Khesti, også stavet Kheshti), et gitter af indrammede kvadrater, der hver viser en havescene tænkt som et glimt af paradis, og medaljon-og-hjørne-mønstret med en halvgeometrisk midtermedaljon. Dybrødt og mørk marineblå er de sædvanlige bundfarver.-tæpper, og mellem rankerne og palmetterne i SultanabadAntikke persiske tæpper fra Sultanabad, det tidligere navn på Arak-regionen i Iran. Det var et yngre vævecenter, der blomstrede under qajarerne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og forsynede europæiske og amerikanske købere. Den typiske komposition er et allover-felt af overdimensionerede palmetter, lotusblomster, blomsterbuketter og kantede ranker. Den minder om Shah Abbasi-mønstret, men i en rustik landsbystil frem for bytæppernes præcise, kurvede tegning. Indigo eller midnatsblå med rust- eller teglrød, guld og oliven er en klassisk palet. Da Sultanabad ikke længere findes under det navn, er antikke eksemplarer sjældne og opnår højere priser.-tæpper.
Et sjældent klassisk persisk mønster med dramatiske, buede, sabelagtige blade, der fejer mellem palmetter og ranker. Det forbindes med de såkaldte ”vasteknik”-tæpper fra Kerman fra 1500- og 1600-tallet. Mønstret har verdensrekorden ved auktion for et tæppe: Clarks seglbladstæppe blev solgt hos Sotheby's i 2013 for 33,8 millioner dollar. Det var mere end tre gange den tidligere rekord og placerede tæpper solidt blandt kunstens mesterværker.
En klassisk persisk blomsterstil, opkaldt efter safavideherskeren Shah Abbas og forbundet med tæpperne fra hans regeringstid for omkring 400 år siden. De vigtigste kendetegn er stiliserede, fjeragtige palmetblade og lotusblomster – lotussen er et ældgammelt symbol på langt liv – arrangeret i streng symmetri med rankeornamentik omkring en central medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader., ofte en rosette. De tidlige eksempler foretrak dybe røde og blå farver, mens senere tæpper i stilen ofte går over til dæmpede, neutrale toner. Mønsteret findes i keshan, nain og tabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz. tæpper.
Antikke persiske tæpper fra Sultanabad, det tidligere navn på Arak-regionenTæpper fra Arak, en by i det centrale Iran, der tidligere hed Sultanabad, og fra landsbyerne omkring den – en væveregion, der voksede i Qajar-tiden, da eksporten af persiske tæpper til Europa og Amerika blomstrede. Tæppelitteraturen bruger også byen som pejlemærke: byen Sarough ligger ca. 50 km nord for den, og Malayer-landsbyerne ligger mellem Arak og Hamadan. Ældre stykker fra området sælges stadig under det gamle navn Sultanabad. i Iran. Det var et yngre vævecenter, der blomstrede under qajarerne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og forsynede europæiske og amerikanske købere. Den typiske komposition er et allover-felt af overdimensionerede palmetter, lotusblomster, blomsterbuketter og kantede ranker. Den minder om Shah AbbasiEn klassisk persisk blomsterstil, opkaldt efter safavideherskeren Shah Abbas og forbundet med tæpperne fra hans regeringstid for omkring 400 år siden. De vigtigste kendetegn er stiliserede, fjeragtige palmetblade og lotusblomster – lotussen er et ældgammelt symbol på langt liv – arrangeret i streng symmetri med rankeornamentik omkring en central medaljon, ofte en rosette. De tidlige eksempler foretrak dybe røde og blå farver, mens senere tæpper i stilen ofte går over til dæmpede, neutrale toner. Mønsteret findes i keshan, nain og tabriz tæpper.-mønstret, men i en rustik landsbystil frem for bytæppernes præcise, kurvede tegning. Indigo eller midnatsblå med rust- eller teglrød, guld og oliven er en klassisk palet. Da Sultanabad ikke længere findes under det navn, er antikke eksemplarer sjældne og opnår højere priser.