Et billedmotiv på tæpper, hentet fra den klassiske persiske kærlighedshistorie om to unge, hvis familier forbyder dem at gifte sig. Manden, kendt som Majnun (”den gale”), mister forstanden af længsel og vandrer rundt i ørkenen, hvor han digter og synger; kvinden, Layla, bliver giftet bort til en velhavende adelsmand for at værne om familiens ære og dør af sorg, og han græder sig til døde på hendes grav. Den mest kendte persiske gengivelse er Nizamis versroman (1188), og historien optræder på billedtæpper, for eksempel fra TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz..