Farverige tæpper fra bakhtiarierne, en stamme fra Zagrosbjergene, der levede som nomader, indtil en stor del af den slog sig ned sydvest for Isfahan i 1800-tallet, og hvis vævning i dag breder sig over mere end 200 landsbyer; de mindre stykker er oftest stammearbejde, mens de større kommer fra egnens landsbyer. Grunden er som regel bomuld under en luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. fra stammens egne får, selv om nogle små stammestykker er af uld hele vejen igennem, og hver række bankes så hårdt ned, at luven bliver tæt og holdbar. De karakteristiske kompositioner er havefeltmønstret (KhestiEn komposition, hvor bunden er delt op i et gitter af indrammede, for det meste kvadratiske felter. Hvert felt rummer sin egen forestillede have med blomster, planter, træer og fugle, som regel på sin egen ensfarvede baggrund. Motiverne skifter, fra cypresser og villaer til søer, hjorte i en skov eller et livstræ, og i nogle tæpper forestiller felterne de fire årstider. Væverne ser hvert felt som et vindue ind til paradiset og et tegn på håb om en lys fremtid. Mønstret kendes bedst fra Bakhtiari-tæpper, men det væves også i Tabriz, Sarough, Kashmar, Kerman og Qom. Det persiske navn Kheshti kommer af khesht (”mursten”) og hentyder til de kvadratiske rammer., også stavet Kheshti), et gitter af indrammede kvadrater, der hver viser en havescene tænkt som et glimt af paradis, og medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader.-og-hjørne-mønstret med en halvgeometrisk midtermedaljon. Dybrødt og mørk marineblå er de sædvanlige bundfarver.
En komposition, hvor bunden er delt op i et gitter af indrammede, for det meste kvadratiske felter. Hvert felt rummer sin egen forestillede have med blomster, planter, træer og fugle, som regel på sin egen ensfarvede baggrund. Motiverne skifter, fra cypresser og villaer til søer, hjorte i en skov eller et livstræ, og i nogle tæpper forestiller felterne de fire årstider. Væverne ser hvert felt som et vindue ind til paradiset og et tegn på håb om en lys fremtid. Mønstret kendes bedst fra BakhtiariFarverige tæpper fra bakhtiarierne, en stamme fra Zagrosbjergene, der levede som nomader, indtil en stor del af den slog sig ned sydvest for Isfahan i 1800-tallet, og hvis vævning i dag breder sig over mere end 200 landsbyer; de mindre stykker er oftest stammearbejde, mens de større kommer fra egnens landsbyer. Grunden er som regel bomuld under en luv af uld fra stammens egne får, selv om nogle små stammestykker er af uld hele vejen igennem, og hver række bankes så hårdt ned, at luven bliver tæt og holdbar. De karakteristiske kompositioner er havefeltmønstret (Khesti, også stavet Kheshti), et gitter af indrammede kvadrater, der hver viser en havescene tænkt som et glimt af paradis, og medaljon-og-hjørne-mønstret med en halvgeometrisk midtermedaljon. Dybrødt og mørk marineblå er de sædvanlige bundfarver.-tæpper, men det væves også i TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., SaroughPopulære, slidstærke persiske bytæpper fra Sarough, en by i det centrale Iran ca. 50 km (31 miles) nord for Arak. De fik en fremtrædende plads fra 1800-tallet og blev eksporteret til Europa og Amerika. En bund af bomuld bærer en mellemtyk til tyk luv af uld, undertiden med fremhævninger i silke. Luven er som regel knyttet med den persiske knude (nogle ældre stykker har den tyrkiske knude) og har en middel til høj tæthed på op til ca. 50 knuder pr. cm² (omkring 320 pr. kvadrattomme). Blomster-, medaljon- og allover-mønstre, med enkelte herati-, boteh- og billedmønstre, står på felter i beige, elfenben, creme, marineblå eller rød, en rød, der trækker mod orange eller rust, som regel med en smal sekundær bort. De ”amerikanske Sarough-tæpper”, der hovedsagelig blev vævet i 1920'erne og 1930'erne, tilpassede mønstre og farver til den amerikanske smag, og mange blev farvet om til den rosenrøde nuance, man foretrak dér., KashmarTæpper fra Kashmar, en by i det nordøstlige Iran tæt på Mashhad. Byens vævere bringer de færdige stykker til markedet i Mashhad. Tæpperne er mindre kendte end dem fra Tabriz, Mashhad eller Kashan og bliver ofte undervurderet i forhold til deres kvalitet: god uld, ofte høj knudetæthed og plantefarver til en moderat pris. Farverne er bløde jordfarver: brunlig creme, lys- og mørkeblå, orange, brun og en karakteristisk rosa. Typiske mønstre er en medaljon med hjørnestykker og bort, undertiden med vaser i stedet for blomster. Der findes også havemønstre i felter, hvor hvert felt viser sin egen scene, for eksempel en sø med træer, et livets træ eller hjorte i en skov. Luven er tynd til mellemhøj. Må ikke forveksles med Kashmir., Kerman og QomPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket.. Det persiske navn Kheshti kommer af khesht (”mursten”) og hentyder til de kvadratiske rammer.