Tæppespecialisternes handelsnavn for den fineste kvalitet af Khal MohammadiTæpper af afghansk oprindelse og design, der usædvanligt nok er opkaldt efter en person og ikke efter et sted: ifølge en legende i branchen en mestertæppeknytter og farver, der blev i det nordlige Afghanistan under den sovjetiske invasion og begyndte at fremstille dem der. De er kendt for dybe, naturligt farvede røde og blå toner med accenter i orange, sort og rust og for geometriske kompositioner med fine florale detaljer inspireret af bokhara- og turkmenske mønstre; en let variation i nuancerne er normal ved naturlige farvestoffer. Luven er 100 procent uld fra bjergfår, hvis fedtholdige uld har en blød glans, på en bund af bomuld og i mellemhøjde. Nogle klassificeres som fremstillet i Pakistan. En finere og tættere kvalitet, ofte betegnet Belgique, tegner det samme mønster skarpere., de afghanske tæpper, der er kendt for dybe røde farver fra naturlige farvestoffer. Farver og mønster er de samme som i den almindelige kvalitet, men den højere knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. giver en skarpere og mere detaljeret tegning. Forskellen ses derfor på, hvor skarpt mønstret står, ikke på tæppets samlede udtryk.