Tæpper vævet i Kaukasus, bjergregionen mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav, hvis sydlige del ligger i det nuværende Armenien, Georgien og Aserbajdsjan; Kazak-tæpper blev første gang fremstillet her i 1800-tallet. Betegnelsen bruges om regionens geometriske vævning med nomadepræg, bedst kendt fra Kazak-tæpper med store medaljoner, rosetter og stammesymboler, og den beskriver ofte mønstre, som vævere andre steder tager op, som i visse Quchan-, Mehraban- og BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede.-tæpper. Nutidens Kazak-tæpper fra Pakistan genopliver denne tradition.