Persiske byktæpper fra Isfahan i det centrale Iran, blandt de fineste knyttede tæpper overhovedet: som regel 500-700 KPSIAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. (omkring 7.750-10.850 knuder pr. 10 × 10 cm), kun overgået af QomPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket.. De fleste væves i fin korkuld fra unge får; nogle har en luv af silke og uldEt tæppe, hvis luv kombinerer silke og uld – som regel mest uld med silkegarn knyttet ind i udvalgte detaljer som blomstermotiver for at give glans og gøre mønsteret skarpere. Silke er finere end uld og tillader tættere knytning: omkring 6.200 til 10.850 knuder pr. 10 × 10 cm (cirka 400 til 700 pr. kvadrattomme) på en bund af bomuld og omkring 7.750 til 15.500 (500 til 1.000 pr. kvadrattomme) på en bund af silke. Nain-tæpper, der næsten altid har bomuldsbund, ligger dog lavere i de grovere la-kvaliteter, hvor et højere la-tal betyder færre knuder. Ulden holder luven tyk og slidstærk og prisen under ren silkes, men over rent ulds. Tabriz, Nain, Mashhad, Bijar, Isfahan og Qom væver alle disse tæpper, som regel med luven klippet kort, så detaljerne træder frem. på en bund af silke eller bomuld, og enkelte skulle efter sigende være af ren silke. Mønstrene henter inspiration i naturen og byens arkitektur, fra medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader. med hjørnestykkerOrnamentet i hvert af feltets fire hjørner omkring en central medaljon, som regel med en gentagelse af medaljonens motiver eller farve; i Tabriz-tæpper laves hjørnerne ofte ved at dele medaljonens mønster i fire og bruge én del i hvert hjørne. Hjørnestykkerne fuldender en komposition med medaljon og hjørner, og i et godt udført tæppe matcher hjørnestykkerne hinanden og sidder symmetrisk. og florale allover-mønstre til jagtscener, livstræer, bedenicher og billedlige haver, som regel i bløde pastelfarver med indigo og klar rød på elfenbensfarvet bund. De fleste stykker er signerede, og store størrelser er sjældne og kostbare.
Værkstedet i Isfahan, grundlagt i 1940 af Haj Agha Reza Seirafian, en bankmand, der længe havde handlet med og produceret tæpper, og videreført af hans familie gennem flere generationer. Det regnes bredt for det mest kendte navn blandt fine Isfahan-tæpper, der er tætknyttede i fin uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper., undertiden med silke, i blomster- og medaljonmønstre. Som i andre eliteværksteder i byerne er mesterens navn knyttet ind i en bort eller en lille kartoucheEt lille indrammet felt, der knyttes ind i et tæppe til mestervæverens eller værkstedets navn, ofte sammen med byen. Det er den ene af de to almindelige måder, persiske byværksteder signerer et tæppe på; den anden er at knytte navnet direkte ind i bordurens striber.. Det binder tæppet til værkstedets strenge standarder og gør signerede stykker eftertragtede blandt samlere.
Et tæppe, hvis luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. udelukkende er af silke, vævet på et grundvæv af bomuld eller silke. Når begge er af silke, indgår der ingen uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. i tæppet. Silkens finhed giver den højeste knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. af alle persiske tæpper, omkring 9.300 til 15.500 knuder pr. 10 × 10 cm (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme). Derfor holdes luven lav, så mønsteret står frem, og fibrene giver en lysende glans, der skifter med lyset. Omkring 90 procent af GhomPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket.-tæpperne er af silke i både grundvæv og luv, og det samme gælder nogle Isfahan-tæpper. Det er de dyreste persiske tæpper. De er sarte, og pletter er svære at fjerne, så de egner sig bedre til udstilling, formelle stuer eller ophængning på væggen end til spisestuer eller hjem med kæledyr.
Navnet på en væver eller et værksted, vævet ind i et tæppe, enten i et lille indrammet felt (en kartoucheEt lille indrammet felt, der knyttes ind i et tæppe til mestervæverens eller værkstedets navn, ofte sammen med byen. Det er den ene af de to almindelige måder, persiske byværksteder signerer et tæppe på; den anden er at knytte navnet direkte ind i bordurens striber.) eller direkte i bordurens striber. Det fungerer som et mærke, der knytter tæppet til værkstedets standarder; signerede stykker fra berømte værksteder sælges dyrere og er eftertragtede blandt samlere, og et tæppe, der sælges under et værksteds signatur, skal virkelig komme fra det værksted. Ikke alle værkstedstæpper er signerede, og et værksted kan holde op med at bruge sin signatur. Isfahan-tæpper og nyere GhomPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket.-tæpper bærer som regel en signatur, mens de fleste Nain-tæpper og mange ældre Ghom-tæpper ikke gør.