Den ydre skal af granatæblet, et plantefarvestof, der giver de gule nuancer i naturfarvede tæpper, sammen med kraprodRoden af krapplanten (Rubia tinctorum), et naturligt rødt farvestof og kilden til de terrakottafarvede toner i persiske og orientalske tæpper. Sammen med indigo og valnøddeskaller hører den til de plantefarver, der bruges til at farve ulden, hvor den binder sig til uldens naturlige lanolin. Små nuanceforskelle inden for samme farvefelt, kendt som abrash, er normale i tæpper, der er farvet på denne måde. til rødt, indigo til blåt og valnøddeskaller til brunt.
Genereret illustration: et blad fra en indigoplante og forarbejdede farvekager.
Et dybblåt naturligt farvestof, traditionelt udvundet af Indigofera-planter og nævnt sammen med kraprodRoden af krapplanten (Rubia tinctorum), et naturligt rødt farvestof og kilden til de terrakottafarvede toner i persiske og orientalske tæpper. Sammen med indigo og valnøddeskaller hører den til de plantefarver, der bruges til at farve ulden, hvor den binder sig til uldens naturlige lanolin. Små nuanceforskelle inden for samme farvefelt, kendt som abrash, er normale i tæpper, der er farvet på denne måde. og grønne valnøddeskaller blandt de plantefarver, der farver ulden i tæpper med naturfarver. Det giver de dybe midnatsblå toner i tæpper som HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former. og BakhtiariFarverige tæpper fra bakhtiarierne, en stamme fra Zagrosbjergene, der levede som nomader, indtil en stor del af den slog sig ned sydvest for Isfahan i 1800-tallet, og hvis vævning i dag breder sig over mere end 200 landsbyer; de mindre stykker er oftest stammearbejde, mens de større kommer fra egnens landsbyer. Grunden er som regel bomuld under en luv af uld fra stammens egne får, selv om nogle små stammestykker er af uld hele vejen igennem, og hver række bankes så hårdt ned, at luven bliver tæt og holdbar. De karakteristiske kompositioner er havefeltmønstret (Khesti, også stavet Kheshti), et gitter af indrammede kvadrater, der hver viser en havescene tænkt som et glimt af paradis, og medaljon-og-hjørne-mønstret med en halvgeometrisk midtermedaljon. Dybrødt og mørk marineblå er de sædvanlige bundfarver., og det farvede garn viser først sin fulde blå farve, når farvestoffet oxiderer i luften. I tæppebeskrivelser betegner ordet også selve den dybblå nuance.
Persiske byktæpper fra Isfahan i det centrale Iran, blandt de fineste knyttede tæpper overhovedet: som regel 500-700 KPSIAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. (omkring 7.750-10.850 knuder pr. 10 × 10 cm), kun overgået af QomPersiske tæpper fra byen Ghom (Qom), et forholdsvis ungt vævecenter, hvis tæpper er kendt for den højeste knudetæthed af alle persiske typer. Omkring ni ud af ti er af ren silke på et grundvæv af silke med cirka 93 til 155 knuder pr. cm² (ca. 600 til 1.000 knuder pr. kvadrattomme, KPSI). Resten har luv af korkuld eller af silke og uld og ligger på omkring 47 til 108 knuder pr. cm² (ca. 300 til 700 KPSI). Mønstrene er blomstermedaljoner, jagtscener og billedmotiver, mest i bløde pastelfarver, elfenben, guld og grønt (et pistaciegrønt midterfelt er højt værdsat), på lys eller mørk bund. Nyere tæpper bærer som regel værkstedets signatur, mens ældre ofte er uden. Det lokale vand siges at gøre silke blødere og mere strålende, så silketæpper fra hele Iran sendes dertil for at blive vasket.. De fleste væves i fin korkuld fra unge får; nogle har en luv af silke og uldEt tæppe, hvis luv kombinerer silke og uld – som regel mest uld med silkegarn knyttet ind i udvalgte detaljer som blomstermotiver for at give glans og gøre mønsteret skarpere. Silke er finere end uld og tillader tættere knytning: omkring 6.200 til 10.850 knuder pr. 10 × 10 cm (cirka 400 til 700 pr. kvadrattomme) på en bund af bomuld og omkring 7.750 til 15.500 (500 til 1.000 pr. kvadrattomme) på en bund af silke. Nain-tæpper, der næsten altid har bomuldsbund, ligger dog lavere i de grovere la-kvaliteter, hvor et højere la-tal betyder færre knuder. Ulden holder luven tyk og slidstærk og prisen under ren silkes, men over rent ulds. Tabriz, Nain, Mashhad, Bijar, Isfahan og Qom væver alle disse tæpper, som regel med luven klippet kort, så detaljerne træder frem. på en bund af silke eller bomuld, og enkelte skulle efter sigende være af ren silke. Mønstrene henter inspiration i naturen og byens arkitektur, fra medaljonEt stort motiv i midten af tæppets bundfelt, som resten af mønsteret er organiseret omkring; den store midtermedaljon siges at være indført i safavidetiden (1500- og 1600-tallet). Blomstermedaljoner, typiske for bytæpper som Tabriz, Kashan og Sarough, tolkes ofte som en lotusblomst, og motivet er også blevet læst som et spejlbillede af den indvendige kuppel i en moské; geometriske medaljoner, ofte sekskantede eller rombeformede, kendetegner landsby- og nomadetæpper som Heriz og Zanjan. En medaljon kan stå alene, ledsages af fire hjørnestykker, flankeres af mindre medaljoner over og under eller gentages ned gennem en tæppeløber. Tæpper uden et centralt motiv kaldes allover-tæpper. I et veludført tæppe sidder medaljonen i midten, og hjørnerne spejler hinanden så nøjagtigt, som håndarbejdet tillader. med hjørnestykkerOrnamentet i hvert af feltets fire hjørner omkring en central medaljon, som regel med en gentagelse af medaljonens motiver eller farve; i Tabriz-tæpper laves hjørnerne ofte ved at dele medaljonens mønster i fire og bruge én del i hvert hjørne. Hjørnestykkerne fuldender en komposition med medaljon og hjørner, og i et godt udført tæppe matcher hjørnestykkerne hinanden og sidder symmetrisk. og florale allover-mønstre til jagtscener, livstræer, bedenicher og billedlige haver, som regel i bløde pastelfarver med indigo og klar rød på elfenbensfarvet bund. De fleste stykker er signerede, og store størrelser er sjældne og kostbare.
Geometriske tæpper med markante, storskalerede mønstre, stammemotiver og mange medaljoner. De blev oprindeligt vævet i 1800-tallet i det sydlige Kaukasus (nutidens Armenien, Georgien og Aserbajdsjan) af vævere fra flere kaukasiske folk, blandt dem armeniere, azerier og georgiere. I dag kommer de fleste fra pakistanske værksteder, hvor afghanske vævere siden 1980erne og 1990erne har genskabt mønstrene i håndspundet Ghazni-uldEn højt værdsat tæppeuld fra Ghazni-regionen i Afghanistan. Som andre uldtyper af topkvalitet er den tyk og fedtet, og den regnes sammen med Manchester-uld og newzealandsk uld blandt de tre mest kendte kvalitetsulde til persiske og orientalske tæpper. Kazak-tæpper, som afghanske vævere knytter i Pakistan, bruger den håndspundet. og plantefarver. Farverne er blødere og mere moderne, som beige, turkis, indigo og rustrød, ofte med rødt felt og cremefarvede medaljoner og borter. Også Indien fremstiller tæpper i kazak-stil. Den lave til mellemhøje luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. klippes kort og stenvaskes, så tæppet får et antikt udseende. Kvaliteterne er commercial (lavest knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke.), Super (finest knytning og silkeblød uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper.) og Kazak AzariDen dyreste af de tre kvaliteter af moderne kazak-tæpper, som afghanske vævere fremstiller i Pakistan. Den ligger over commercial og Super Kazak. Knudetætheden er den samme som i en commercial kazak eller lidt højere, men tæppet har et langt bredere udvalg af mønstre og harmoniske farver. Mønstrene er inspireret af persiske Heriz-tæpper, og den mellemtykke til tykke luv føles mere luksuriøs. Den håndspundne uld er den bedste af de tre kvaliteter, tyk og fyldig, og farverne kommer fra plantefarvestoffer. Tæpperne ser antikke ud, men de er nyfremstillede. (mønstre inspireret af HerizMarkante landsbytæpper fra Heriz-området i det nordvestlige Iran, nær Tabriz, og de mest kendte af alle persiske landsbytæpper. En grov, slidstærk luv af uld på en bund af bomuld, som regel med dobbelt islæt for ekstra tykkelse, og en lav til middel knudetæthed (ofte angivet til ca. 120 til 170 KPSI, omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm) gør dem meget holdbare; uldens styrke tilskrives traditionelt kobberholdigt bjergvand. Det klassiske mønster er en stor, kantet medaljon med fire hjørnestykker, undertiden et allover-mønster, i en rustrød farve, som traditionelt tilskrives kobbermineraler i den lokale flod, sammen med mørk marineblå og creme. Bakshaish og Serapi, de sidstnævnte nu over hundrede år gamle, er deres ældre former., tykkere luv, den bedste uld og den højeste pris). Eksemplerne ligger på cirka 121 til 169 KPSI (knuder pr. kvadrattomme), svarende til omkring 1.900 til 2.600 knuder pr. 10 × 10 cm.
Roden af krapplanten (Rubia tinctorum), et naturligt rødt farvestof og kilden til de terrakottafarvede toner i persiske og orientalske tæpper. Sammen med indigo og valnøddeskaller hører den til de plantefarver, der bruges til at farve ulden, hvor den binder sig til uldens naturlige lanolinDen naturlige voks, der dækker uldfibrene og er fårets egen beskyttelse af ulden, som den gør vandafvisende. Uld fra får, der opdrættes i større højder, er tykkere og mere fedtet (”fedtholdig”), og et varmt, let fedtet greb er et hurtigt tegn på ægte uld. I et tæppe afviser den resterende lanolin væsker, så spild et øjeblik ligger som perler på overfladen i stedet for at trænge ind – en af grundene til, at uld modstår spild og snavs. Håndspinding bevarer lanolinen, mens gentagen hård kemisk rensning fjerner den, og derfor anbefales en skånsom vask.. Små nuanceforskelle inden for samme farvefelt, kendt som abrashDiskrete farveskift i et håndlavet gulvtæppe, ofte synlige som vandrette bånd hen over midterfeltet. De opstår, fordi farvebade efter hinanden aldrig bliver helt ens, fordi forskelle i uldens indhold af fedt og olie får farverne til at ændre sig ujævnt med alderen, og – i cremefarvede partier vævet af ufarvet uld – fordi fiberen skifter tone, når den ældes. Abrash bliver ofte tydeligere med årene, og i et ældre tæppe regnes det derfor som et tegn på naturfarver og håndarbejde snarere end som en fejl, mens et nyere tæppe stadig kontrolleres for ensartet farve. Maskinfremstillede og visse nye håndknyttede tæpper efterligner det med vilje., er normale i tæpper, der er farvet på denne måde.
Farvestoffer udvundet af planter, frø, blomster og rødder og i nogle traditioner også af animalske kilder. De bruges til at farve uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. og silke til tæpper. Vævere, især nomadevævere, laver dem ofte selv af lokale planter og andre naturlige ressourcer fra egnen, og det er med til at give hver egn sine karakteristiske toner. Typiske farvestoffer er kraprodRoden af krapplanten (Rubia tinctorum), et naturligt rødt farvestof og kilden til de terrakottafarvede toner i persiske og orientalske tæpper. Sammen med indigo og valnøddeskaller hører den til de plantefarver, der bruges til at farve ulden, hvor den binder sig til uldens naturlige lanolin. Små nuanceforskelle inden for samme farvefelt, kendt som abrash, er normale i tæpper, der er farvet på denne måde. (terrakottarøde nuancer), indigo (blå), valnøddeskaller (brune) og granatæbleskalDen ydre skal af granatæblet, et plantefarvestof, der giver de gule nuancer i naturfarvede tæpper, sammen med kraprod til rødt, indigo til blåt og valnøddeskaller til brunt. (gule). Farven laves i små, håndværksmæssige portioner, så nuancerne varierer en smule fra portion til portion, og det giver abrashDiskrete farveskift i et håndlavet gulvtæppe, ofte synlige som vandrette bånd hen over midterfeltet. De opstår, fordi farvebade efter hinanden aldrig bliver helt ens, fordi forskelle i uldens indhold af fedt og olie får farverne til at ændre sig ujævnt med alderen, og – i cremefarvede partier vævet af ufarvet uld – fordi fiberen skifter tone, når den ældes. Abrash bliver ofte tydeligere med årene, og i et ældre tæppe regnes det derfor som et tegn på naturfarver og håndarbejde snarere end som en fejl, mens et nyere tæppe stadig kontrolleres for ensartet farve. Maskinfremstillede og visse nye håndknyttede tæpper efterligner det med vilje.. Naturlige farvestoffer værdsættes for deres dybe, harmoniske og bløde farver. De blegner nænsomt og jævnt med årene og smitter kun lidt af på en fugtig klud. Et tæppe kan dog godt være farvet overvejende med naturlige farvestoffer og have nogle få syntetiske.
NomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. vævet af qashqaierne, en nomadestamme i det sydvestlige Iran, der samler tyrkiske, arabiske, kurdiske og luriske grupper og har levet i området siden mindst 1500-tallet. Mønstrene kommer fra hukommelsen frem for skrevne forlæg og forbinder geometriske kompositioner og medaljonkompositioner, undertiden i en enklere og sparsomt detaljeret form, med dyr, planter og husgeråd i juveltoner af rødt, safrangult og indigo, ofte på dybrød eller mørk marineblå bund. Den kraftige, fastvævede uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper. fra stammens egne flokke er slidstærk og samtidig blød og danner en tæt luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum. i mellemhøjde på et grundvæv af bomuld eller uld, som egner sig til steder med meget gangtrafik; kompakte væve holder størrelserne små, typisk 1,2 × 1,8 m (4 × 6 fod) eller 1,5 × 2,1 m (5 × 7 fod), foruden tæppeløbere.
Antikke persiske tæpper fra Sultanabad, det tidligere navn på Arak-regionenTæpper fra Arak, en by i det centrale Iran, der tidligere hed Sultanabad, og fra landsbyerne omkring den – en væveregion, der voksede i Qajar-tiden, da eksporten af persiske tæpper til Europa og Amerika blomstrede. Tæppelitteraturen bruger også byen som pejlemærke: byen Sarough ligger ca. 50 km nord for den, og Malayer-landsbyerne ligger mellem Arak og Hamadan. Ældre stykker fra området sælges stadig under det gamle navn Sultanabad. i Iran. Det var et yngre vævecenter, der blomstrede under qajarerne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og forsynede europæiske og amerikanske købere. Den typiske komposition er et allover-felt af overdimensionerede palmetter, lotusblomster, blomsterbuketter og kantede ranker. Den minder om Shah AbbasiEn klassisk persisk blomsterstil, opkaldt efter safavideherskeren Shah Abbas og forbundet med tæpperne fra hans regeringstid for omkring 400 år siden. De vigtigste kendetegn er stiliserede, fjeragtige palmetblade og lotusblomster – lotussen er et ældgammelt symbol på langt liv – arrangeret i streng symmetri med rankeornamentik omkring en central medaljon, ofte en rosette. De tidlige eksempler foretrak dybe røde og blå farver, mens senere tæpper i stilen ofte går over til dæmpede, neutrale toner. Mønsteret findes i keshan, nain og tabriz tæpper.-mønstret, men i en rustik landsbystil frem for bytæppernes præcise, kurvede tegning. Indigo eller midnatsblå med rust- eller teglrød, guld og oliven er en klassisk palet. Da Sultanabad ikke længere findes under det navn, er antikke eksemplarer sjældne og opnår højere priser.
Valnøddens grønne yderskal, et traditionelt plantefarvestof til brun uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper.. Tæppefarvere koger den for at få dybe brune til umbrafarvede nuancer, og den hører til samme plantepalet som kraprodRoden af krapplanten (Rubia tinctorum), et naturligt rødt farvestof og kilden til de terrakottafarvede toner i persiske og orientalske tæpper. Sammen med indigo og valnøddeskaller hører den til de plantefarver, der bruges til at farve ulden, hvor den binder sig til uldens naturlige lanolin. Små nuanceforskelle inden for samme farvefelt, kendt som abrash, er normale i tæpper, der er farvet på denne måde. (terrakottarøde), indigo (blå) og granatæbleskalDen ydre skal af granatæblet, et plantefarvestof, der giver de gule nuancer i naturfarvede tæpper, sammen med kraprod til rødt, indigo til blåt og valnøddeskaller til brunt. (gule). Det er plantefarver af denne slags, der adskiller traditionelt farvede tæpper fra tæpper farvet med syntetiske farvestoffer.