Genereret illustration: sektionsfarvet garn, ét eksempel på garnfarvning.
Forskellige teknikker til farvning af tæppegarn, bl.a. karfarvning (nedsænkning i farvebadeEt enkelt parti farve sammen med alt det garn, der er farvet med det, og som får nøjagtig samme nuance. Naturfarver laves i små håndværksmæssige partier, og når et parti slipper op, kan det nye ikke matches nøjagtigt, så garn fra forskellige partier afviger en smule i tone. I et færdigt tæppe viser forskellen sig som de farveskift, der kaldes abrash, og som læses som et tegn på håndfarvning, mens en helt flad, ensartet farve tyder på syntetiske farvestoffer og maskinfremstilling.), kontinuerlig farvning (påføring efter tuftningen), spacefarvning (flere farver på samme garn) og spindefarvning (farven tilsættes den flydende polymer før ekstruderingen). Hver metode har sine fordele med hensyn til farveægthed, mønstermuligheder og miljøbelastning. I håndknyttede tæpper farves ulden som spundet garn før knytningen, enten med naturfarver fra planter, rødder og blomster, der gerne bliver blidere med årene, eller med syntetiske farvestoffer; forskelle mellem farvebadene er en af de vigtigste kilder til abrashDiskrete farveskift i et håndlavet gulvtæppe, ofte synlige som vandrette bånd hen over midterfeltet. De opstår, fordi farvebade efter hinanden aldrig bliver helt ens, fordi forskelle i uldens indhold af fedt og olie får farverne til at ændre sig ujævnt med alderen, og – i cremefarvede partier vævet af ufarvet uld – fordi fiberen skifter tone, når den ældes. Abrash bliver ofte tydeligere med årene, og i et ældre tæppe regnes det derfor som et tegn på naturfarver og håndarbejde snarere end som en fejl, mens et nyere tæppe stadig kontrolleres for ensartet farve. Maskinfremstillede og visse nye håndknyttede tæpper efterligner det med vilje..