Et anset værksted i TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., som Amir Khizi Javan (født 1899) grundlagde i 1923, da han var omkring 24 år. Navnet Javan betyder ”ung” på persisk. Værkstedet begyndte med fire-fem væve og voksede til mere end 150 væve og omkring 200 vævere. Det blev kendt for fin knytning, høj knudetæthedAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke. og karakteristiske farvesammensætninger. Grundlæggeren var også kendt for sin velgørenhed over for de fattige i Tabriz og døde i begyndelsen af 1970'erne. Hans søn førte arbejdet videre, til han gik på pension i 2020. Da ophørte produktionen, så der knyttes ikke længere nye tæpper med Javan-signaturen.
Et tæppe, som turkmenske stammer vævede til at hænge over døråbningen i en jurte frem for at ligge på gulvet. Det karakteristiske mønster deler bunden i fire felter (ofte kaldet hatchli- eller korskomposition), som traditionelt opfattes som et beskyttende symbol, der vogter tærsklen. Fordi de blev lavet til en døråbning, har ægte ensier en bemærkelsesværdigt ensartet størrelse – omtrent som en dør.
Et stiliseret blomstermotiv formet som en vifte eller et palmeblad, hvis kronblade eller blade breder sig ud fra én fælles base. Det gentages i bundfeltet og bordurerne på bytæpper som KashanFine persiske keshan-tæpper fra byen Kashan i det centrale Iran, et vævecentrum siden safavidetiden i 1600-tallet, hvor herskerne holdt ferie der og indrettede deres villaer med lokale tæpper. Luven er typisk ren uld, ofte importeret Manchester-uld, i mellemhøjde på en bund af bomuld; stykker i silke og uld er for det meste ældre. Mønstrene er formelle og varierer kun lidt: en central medaljon, en medaljon med tilhørende hjørnestykker eller gennemgående blomstermønstre, plus et sjældent design kaldet Darbari, som efter sigende har lille eller ingen bort. Tæpper på ca. 1,5 × 2,1 m og mindre viser større variation, for eksempel livstræ-, vase- og fuglemønstre. De klassiske farver er dybrød, marineblå og creme; gule eller grønne felter er sjældne, og nyere tæpper har blødere pastelfarver. og TabrizTæpper fra Tabriz og landsbyerne omkring byen. Tabriz er en storby i det nordvestlige Iran og var tidligere safavidernes hovedstad. Her kan tæppeknytningen føres tilbage mindst til 1500-tallet. Knytterne bruger den tyrkiske knude og små metalkroge, der giver meget regelmæssige og symmetriske mønstre. Bunden er som regel af bomuld og i de fineste stykker af silke, ofte med dobbelt islæt, og luven er kortklippet til mellemhøj. Tætheden ligger fra ca. 8 til 78 knuder pr. cm² (omkring 50 til 500 pr. kvadrattomme). Stykker med silkebund kan komme over 93 pr. cm² (600 pr. kvadrattomme), og detaljer i silke giver blomstermønstrene liv. Nogle værksteder knytter kun tæpper i silke og uld og foretrækker pastelfarver. Tabriz har det bredeste udvalg af mønstre og farver blandt alle persiske tæppecentre: medaljon-, blomster-, herati-, jagt- og vasemønstre og desuden de fleste billedtæpper med portrætter. Et tæppe, der sælges som ”Tabriz-stil”, er ikke nødvendigvis knyttet i Tabriz., som regel sammen med arabeskranker, rosetter og blomsterbuketter. I SultanabadAntikke persiske tæpper fra Sultanabad, det tidligere navn på Arak-regionen i Iran. Det var et yngre vævecenter, der blomstrede under qajarerne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og forsynede europæiske og amerikanske købere. Den typiske komposition er et allover-felt af overdimensionerede palmetter, lotusblomster, blomsterbuketter og kantede ranker. Den minder om Shah Abbasi-mønstret, men i en rustik landsbystil frem for bytæppernes præcise, kurvede tegning. Indigo eller midnatsblå med rust- eller teglrød, guld og oliven er en klassisk palet. Da Sultanabad ikke længere findes under det navn, er antikke eksemplarer sjældne og opnår højere priser.-tæpper er palmetterne tegnet overdimensionerede og placeret mellem kantede ranker i et gennemgående mønster.
Antikke persiske tæpper fra Sultanabad, det tidligere navn på Arak-regionenTæpper fra Arak, en by i det centrale Iran, der tidligere hed Sultanabad, og fra landsbyerne omkring den – en væveregion, der voksede i Qajar-tiden, da eksporten af persiske tæpper til Europa og Amerika blomstrede. Tæppelitteraturen bruger også byen som pejlemærke: byen Sarough ligger ca. 50 km nord for den, og Malayer-landsbyerne ligger mellem Arak og Hamadan. Ældre stykker fra området sælges stadig under det gamle navn Sultanabad. i Iran. Det var et yngre vævecenter, der blomstrede under qajarerne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og forsynede europæiske og amerikanske købere. Den typiske komposition er et allover-felt af overdimensionerede palmetter, lotusblomster, blomsterbuketter og kantede ranker. Den minder om Shah AbbasiEn klassisk persisk blomsterstil, opkaldt efter safavideherskeren Shah Abbas og forbundet med tæpperne fra hans regeringstid for omkring 400 år siden. De vigtigste kendetegn er stiliserede, fjeragtige palmetblade og lotusblomster – lotussen er et ældgammelt symbol på langt liv – arrangeret i streng symmetri med rankeornamentik omkring en central medaljon, ofte en rosette. De tidlige eksempler foretrak dybe røde og blå farver, mens senere tæpper i stilen ofte går over til dæmpede, neutrale toner. Mønsteret findes i keshan, nain og tabriz tæpper.-mønstret, men i en rustik landsbystil frem for bytæppernes præcise, kurvede tegning. Indigo eller midnatsblå med rust- eller teglrød, guld og oliven er en klassisk palet. Da Sultanabad ikke længere findes under det navn, er antikke eksemplarer sjældne og opnår højere priser.
En kodet skrift, der bruges i Kashmir og Persien til at nedskrive tæppemønstre. Korte symboler angiver antallet af knuder og deres farver. I traditionelle værksteder synger en talim-læser koden linje for linje, næsten som en sang, mens flere knyttere knytter i takt. Derfor kan ét mønster gengives præcist på forskellige væve og gennem generationer, uden at knytterne nogensinde ser en tegning.
Et tæppe, hvis mønster skabes ved at klippe luven i forskellige højder, så der opstår en tredimensionel, skulpturel virkning. Bruges ofte til at give ensfarvede tæpper visuel interesse og tekstur.
Et prøvetæppe: et lille stykke, der ikke er vævet til gulvet, men som en tredimensionel mønsterreference med udsnit af borter, medaljoner og bundmønstre, som et værksted kunne kombinere til tæpper i fuld størrelse. En vagireh er i bund og grund væverens katalog i tæppeform og lod mestermønstre rejse fra landsby til landsby uden papir. Antikke eksemplarer, især fra BijarTæpper fra byen Bijar i provinsen Kurdistan i det nordvestlige Iran og fra landsbyerne omkring den; navnet dækker både fine og grove stykker med dobbelt islæt, vævet af kurdiske stammer og, på værkstederne, af afshar-vævere. De kaldes Irans ”jerntæpper” og hører til de tungeste tæpper i forhold til deres størrelse: dobbelt islæt, symmetriske (tyrkiske) knuder og rækker, der bankes hårdt ned, ofte mens ulden holdes våd, giver en tyk og tæt luv. Mønstrene spænder fra blomster-, herati- og medaljonmønstre til geometriske og henter inspiration fra Isfahan og Keshan samt fra russiske, kaukasiske og europæiske forlæg (blandt dem en rosenbuket i fransk stil), i ædelstenstoner af rust, rødt, beige og marineblå. Bijar-tæpper er ofte små tæpper eller tæppeløbere, store størrelser er sjældne, og de fladvævede ender og frynserne er typisk flettede., er i dag eftertragtede samlerobjekter i sig selv.