NomadetæpperTæpper vævet af nomadestammer i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. De drager rundt med deres flokke forår, sommer og efterår og slår sig ned om vinteren for at væve. På små, transportable væve laver de typisk små tæpper, for eksempel 4 × 6 eller 5 × 7 fod (ca. 1,2 × 1,8 eller 1,5 × 2,1 m), og nogle gange tæppeløbere. De bruger uld fra deres egne flokke, ofte både til bunden og til luven, og farver den traditionelt med lokale planter. De kraftige, overvejende geometriske mønstre går i arv fra generation til generation uden nedskrevne forlæg og minder nogle gange om bytæppernes mønstre. I modsætning til by- og værkstedstæpper har nomadetæpper ofte asymmetrier, farvevariationer og mønstre, der ikke går pænt op i hjørnerne. vævet af beluchfolket i grænseområdet mellem det nordøstlige Iran og Afghanistan, som sælger dem på basaren i Mashhad, fordi der ikke er købere i nærheden. Mønstrene blander tyrkiske, persiske og kaukasiske påvirkninger og ligger tættest på den ældre turkmenske vævning: gentagne gül-motiver (blomster i ottekanter), botehEt dråbeformet motiv med en buet top, som i århundreder har været allestedsnærværende i persisk og kashmirsk vævning. Det persiske ord betyder busk (undertiden gengivet som ”knoppende blomst eller plante”), og motivet står for vækst og fornyelse; det tolkes også som en cypres, der bøjer sig i vinden, men sjældent knækker, en flamme, et frø, en fyrrekogle eller en stiliseret mandel. Da væverne i den skotske by Paisley i begyndelsen af 1800-tallet begyndte at efterligne kashmirsjaler, blev boteh kendt i Vesten som ”paisley” efter byen. I tæpper gentages motivet som regel over hele feltet, især i stykker fra Tabriz, Sarough, Kerman, Mashhad og Malayer., livstræ- og bedetæppemønstre, for det meste på mørkt marineblå, røde eller brune felter med detaljer i elfenben og mørk lilla, selv om nyere stykker er lysere. Den tynde uldluv sidder som regel på en bund af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper.. Vævere, der flytter rundt, kan ikke sætte store væve op, så tæpperne er små, typisk 1,2 × 1,8 m, 1,5 × 2,1 m eller mindre, og tæppeløberne bliver kun ca. 3 til 3,7 m lange og 0,46 til 1,5 m brede.