Kathmandu er Nepals hovedstad og den største by i Kathmandu-dalen i provinsen Bagmati. Navnet stammer fra Kasthamandap, træpavillonen ved Maru Tole tæt på den gamle Durbar Square; Malla-kongerne regerede byen under navnet Kantipur, og byens newarer kalder den stadig Yen. Vævningen hører til dalen snarere end til hovedstadens gader. Væve og færdiggørelsesværksteder ligger i selve Kathmandu, i det tibetanske kvarter omkring Boudhanath i den nordøstlige udkant, på den anden side af floden i Lalitpur – det gamle Patan – omkring Jawalakhel og mod øst ved Bhaktapur. Et tæppe, der sælges under navnet Kathmandu, kommer fra hele dette område og ikke fra et bestemt kvarter i byen.

Nepal havde ingen nævneværdig produktion af knyttede tæpper før midten af 1900-tallet. Det, der findes i dag, er bygget op nærmest fra bunden efter 1959, da tibetanske familier, der var flygtet over Himalaya, blev bosat i dalen, og et håndværkscenter åbnede i Jawalakhel med schweizisk faglig bistand for at give dem et arbejde, de i forvejen mestrede. Håndværket var tibetansk og ikke nepalesisk af oprindelse, og markedet lå fra begyndelsen i udlandet – først hos rejsende i Kathmandu, siden hos importører i udlandet. I løbet af en enkelt generation blev tæpper en af landets største industrielle eksportvarer, og dalen blev det vigtigste produktionssted. Det er en ung tradition, og netop det forklarer meget af den måde, tæpperne ser ud på.

Selve vævningen er det, der tydeligst adskiller disse tæpper fra de persiske. I stedet for at binde en knude om hvert par kædetråde fører væveren en sammenhængende garntråd hen over rækken og lægger den i løkker om trådparrene og om en metalpind, der ligger foran dem. Når rækken er færdig, skæres løkkerne op langs pinden, og pinden trækkes ud, så der står en færdig række luvOverfladen på et tæppe, bestående af opretstående fibre i opskårne totter eller løkker. I et håndknyttet tæppe dannes den af de afskårne ender af tusindvis af knuder i uld eller silke, der bindes på trenden række for række, studses let undervejs i vævningen og får deres endelige højde ved klipning under efterbehandlingen. Luvtykkelsen, målt fra tæppets bagside til luvens top, ligger typisk fra lav, ca. 3 til 6 mm (1/8 til 1/4 tomme), til høj, ca. 13 til 16 mm (1/2 til 5/8 tomme). Fine, tætte mønstre klippes korte, så mønsteret står skarpt; en højere luv passer til meget gangtrafik og tunge møbler, en lavere luv til døre med lille frihøjde og til fugtige rum.Se i tæppeordbogen tilbage. Det er den tibetanske knude, også kaldet løkkeknuden, og den giver en luv, der føles tæt, fjedrende og let lodden under foden, med en blødere og mindre skarpt optrukket streg end den, en persisk knudeDen asymmetriske knude i håndknyttede tæpper, modstykket til den symmetriske tyrkiske knude (Ghiordes-knuden). Væveren lægger garnet om én trendtråd og fører det under nabotråden, som regel med hænderne og uden krog. På tæppets bagside ser knuderne forskudte eller diagonale ud snarere end som pæne kvadrater, og luven føles blødere; knuden giver mulighed for finere detaljer og højere knudetæthed. I Iran forbinder en tommelfingerregel den med tæpperne fra landets centrale, østlige og sydlige egne (Kashan, Isfahan, Nain, Kerman), mens man i nordvest og vest foretrækker den tyrkiske knude, selv om der findes undtagelser. Fine, kurvede blomstermotiver tilskrives den ofte, men tæpper med tyrkisk knude kan være lige så detaljerede.Se i tæppeordbogen giver.

Tætheden opgøres også på en anden måde her. Himalaya-tæpper inddeles traditionelt efter antal knuderAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke.Se i tæppeordbogen pr. tomme på tværs – som 60-, 80- eller 100-knuders kvalitet – mens persiske og de fleste andre håndknyttede tæpper måles i knuder pr. kvadrattomme, i branchen forkortet KPSI efter det engelske knots per square inch, talt på bagsiden over en tomme hver vej og taget som gennemsnit af to-tre steder i mønstret. De to tal kan ikke omregnes til hinanden, og det siger dig ikke meget at holde dem op mod hinanden. Vigtigere er det, om tætheden passer til tegningen: fine detaljer og buede linjer kræver tæthedEt mål for, hvor tæt et tæppe er pakket. I maskinfremstillede tæpper beskriver det fibrene i luven og beregnes ved at gange luvvægten med 36 og dividere med luvhøjden; højere tæthed betyder generelt bedre holdbarhed og ydeevne. I håndknyttede tæpper betyder det knudetæthed (KPSI, af engelsk knots per square inch, ”knuder pr. kvadrattomme”), som tælles på bagsiden og beregnes som et gennemsnit over flere områder (150 KPSI svarer til ca. 23 knuder pr. cm²). Ligesom opløsningen i et billede giver højere tæthed mulighed for finere kurver og skarpere mønstre, som regel med en kortere klippet luv og mere arbejde, men den er ikke det eneste mål for kvalitet: landsbytæpper med kraftige geometriske mønstre laves med lav til middel tæthed.Se i tæppeordbogen, ellers flyder de ud, mens åbne bundfarver og geometri ikke gør, og mange grove tæpper holder længere end fine.

Ulden kommer fra to kilder og som regel fra begge på én gang. Højlandsuld fra det tibetanske plateau er grov, har lange fibre og et højt indhold af lanolinDen naturlige voks, der dækker uldfibrene og er fårets egen beskyttelse af ulden, som den gør vandafvisende. Uld fra får, der opdrættes i større højder, er tykkere og mere fedtet (”fedtholdig”), og et varmt, let fedtet greb er et hurtigt tegn på ægte uld. I et tæppe afviser den resterende lanolin væsker, så spild et øjeblik ligger som perler på overfladen i stedet for at trænge ind – en af grundene til, at uld modstår spild og snavs. Håndspinding bevarer lanolinen, mens gentagen hård kemisk rensning fjerner den, og derfor anbefales en skånsom vask.Se i tæppeordbogen, hvilket gør den slidstærk og lader den tage farve med rigtig dybde; newzealandsk uldUld fra New Zealand. Sammen med Manchester- og Ghazni-uld regnes den blandt de tre bedst kendte uldkvaliteter af høj klasse til persiske og orientalske tæpper. God tæppeuld af denne slags føles tyk og fedtet. Den er importeret og kommer ikke fra lokale flokke, så den påvirker tæppets pris. Den nævnes som luvmateriale i Oushak-, Ziegler- og Peshawar-tæpper vævet i Pakistan, nogle gange blandet med Ghazni-uld, og i den tykke luv på Kazak Azari-tæpper.Se i tæppeordbogen er hvidere, mere ensartet og lettere at spinde, og det er almindelig praksis at blande de to, ikke et kompromis. KartningEt trin i forarbejdningen af uld, hvor den rensede uld kører gennem en kartemaskine, der lægger fibrene i samme retning og fjerner de urenheder, der stadig er tilbage. Kartningen følger efter vask og karbonisering og går forud for spindingen, og bagefter er ulden klar til at blive spundet til tæppets garn.Se i tæppeordbogen og spinding foregår ofte stadig i hånden, så garnet bliver en smule uregelmæssigt, og netop den uregelmæssighed er en del af grunden til, at overfladen fanger lyset, som den gør. Silke eller bambusviskose tilsættes af og til i små mængder for at give glans i enkelte partier. Grundvæven er næsten altid af bomuld, som holder målene, hvor en bund af uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper.Se i tæppeordbogen ville krympe og trække skævt.

Farverne er der, hvor dalen tydeligst skiller sig ud fra det ældre orientalske formsprog. Vegetabilske farver udvundet af planter, frø og blomster bliver brugt og giver dybe, harmoniske bundfarver, men en stor del af produktionen hviler på moderne farvestoffer, for de grå, sandfarvede, koksgrå og udvaskede pastelfarver, som markedet efterspørger, har aldrig hørt til en traditionel farvers register. AbrashDiskrete farveskift i et håndlavet gulvtæppe, ofte synlige som vandrette bånd hen over midterfeltet. De opstår, fordi farvebade efter hinanden aldrig bliver helt ens, fordi forskelle i uldens indhold af fedt og olie får farverne til at ændre sig ujævnt med alderen, og – i cremefarvede partier vævet af ufarvet uld – fordi fiberen skifter tone, når den ældes. Abrash bliver ofte tydeligere med årene, og i et ældre tæppe regnes det derfor som et tegn på naturfarver og håndarbejde snarere end som en fejl, mens et nyere tæppe stadig kontrolleres for ensartet farve. Maskinfremstillede og visse nye håndknyttede tæpper efterligner det med vilje.Se i tæppeordbogen – de bløde striber, der opstår, hvor et farvebadEt enkelt parti farve sammen med alt det garn, der er farvet med det, og som får nøjagtig samme nuance. Naturfarver laves i små håndværksmæssige partier, og når et parti slipper op, kan det nye ikke matches nøjagtigt, så garn fra forskellige partier afviger en smule i tone. I et færdigt tæppe viser forskellen sig som de farveskift, der kaldes abrash, og som læses som et tegn på håndfarvning, mens en helt flad, ensartet farve tyder på syntetiske farvestoffer og maskinfremstilling.Se i tæppeordbogen afløses af det næste, eller hvor ulden har taget farven ujævnt – dukker op her lige så tit som andre steder og bliver som regel hilst velkommen frem for rettet. Og fordi en hel ordre typisk farves i ét bad, er farven alligevel mere ensartet end i landsbyvævning, hvor garnet købes og farves lidt ad gangen.

Mønstrene spænder fra det helt enkle til det næsten arkitektoniske. Ældre tibetanske motiver lever videre – lotusblomster, skybåndEt stiliseret, båndagtigt skymotiv, der snor sig i bløde, hvirvlende buer og stammer fra Kina. Det hører til de motiver, der tilskrives den mongolske (ilkhanidiske) periode i persisk tæppevævning, hvor mønstre fra Kina smeltede sammen med islamisk kunst, sammen med lotus, drage og føniks. Kun få tæpper fra den periode er bevaret.Se i tæppeordbogen, drager og de små medaljonformater fra khaden, det tibetanske sovetæppe – men størstedelen af det, dalen væver, er moderne: abstrakte flader, striber og gitre, tone-i-tone-strukturer, tæpper helt uden bort, hvor det er overfladen og ikke en optegnet tegning, der bærer tæppet. En af de gængse måder at skabe den struktur på er at lade dele af luven stå tilbage som uopskårne løkker. Fordi branchen blev bygget op til eksport, er den usædvanlig villig til at væve efter mål, og særlige størrelser, faconer og farvesammensætninger er helt almindelige ønsker og ikke undtagelser.

I brug er det robuste tæpper. Løkkeknuden pakker meget uld ind i luven, så tæppet føles tykt og fjedrende under foden og sagtens klarer en entré eller en stue med børn, og den blødere tegning gør, at slid ses mindre end på en fint knyttet blomstermark. Størrelserne går højt op, for vævene blev sat op til eksport- og projektopgaver, så rigtigt store tæpper i hel rumstørrelse er lettere at finde her end i de fleste andre vævningsområder. Branchen har desuden haft uafhængig certificering mod børnearbejde siden 1990'erne, hvor de første mærkningsordninger for sydasiatiske tæpper blev oprettet, og mærkede tæpper er en helt normal del af udbuddet.

Nepalesiske tæpper afspejler Himalaya-nationens mangfoldige vævetraditioner og forener stilarter og teknikker fra hele landet. Håndværket er formet af århundreders kulturudveksling langs historiske handelsruter og rummer et rigt udvalg af regionale specialer.

Grundlaget for Nepal's tæppeindustri er den karakteristiske tibetanske knude – en teknik, der er bevaret og tilpasset på tværs af landets mange vævecentre. Metoden skaber særdeles holdbare tæpper med karakter.

Væverne arbejder med flere typer uldEn naturlig animalsk fiber, der bruges til luven, og i nogle tæpper også til grundvævningen, i tæpper af høj kvalitet. Den er slidstærk, spændstig, plet- og flammebestandig, føles blød og fjedrende under fødderne, isolerer mod kulde og optager let farve og holder på den i mange år. Den binder også støvpartikler, hvilket er med til at mindske allergiske reaktioner. Kvaliteten afhænger frem for alt af, hvor fårene græsser: højtliggende græsgange og godt foder giver tykkere, mere fedtholdig uld, og uld fra Manchester, New Zealand og Ghazni er de bedst kendte eksempler på særligt værdsat uld. Klipning tidligt om foråret og håndspinding (der giver en finere og blødere tråd end maskinspinding) forbedrer den yderligere, mens tynd, tør uld fra døde får ender i billigere tæpper.Se i tæppeordbogen – fra højlands tibetansk uld til premium newzealandsk – og med varierende andele af kinesisk og indisk silke, hvilket giver regionale særpræg i tekstur og udtryk.

Farvetraditionerne varierer efter region: bjergværksteder excellerer ofte i naturfarver, mens større centre kombinerer traditionelle og moderne teknikker og skaber et vidt spænd af farvemuligheder.

Nutidige nepalesiske designs afspejler landets kulturelle påvirkninger – fra buddhistiske og hinduistiske motiver til moderne abstraktioner. Lokale værksteder bevarer deres særpræg og bidrager samtidig til den samlede æstetiske udvikling.

Konstruktionsniveauet ligger typisk mellem 60 og 100 knuder pr. kvadrattommeAntallet af knuder pr. kvadrattomme i et håndknyttet tæppe (KPSI; 1 KPSI svarer til ca. 15,5 knuder pr. 10 × 10 cm), talt på bagsiden med en lineal som knuder pr. lodret tomme gange knuder pr. vandret tomme og som gennemsnit af to eller tre områder. Flere knuder giver skarpere detaljer og, alt andet lige, lidt større holdbarhed og en højere pris, men tætheden alene afgør ikke kvaliteten: Heriz og Bijar er holdbare ved lav til middel tæthed, mens kurvede blomstermønstre bliver utydelige uden nok knuder. Omtrentlige tal: under ca. 80 i grove nomadevævninger som Gabbeh og Qashqai, 120 til 225 i mange landsbytæpper, 300 til 700 i fine bytæpper som Nain og Isfahan og 600 til 1.000 eller mere i Qum af ren silke.Se i tæppeordbogen, mens specialværksteder opnår højere tætheder. Variationerne muliggør bred markedsdækning med høj kvalitet.

Branchen prioriterer etiske standarder og støtter lokalsamfund gennem fair arbejdspraksis og sociale initiativer. Miljøhensyn vægtes i stigende grad på tværs af regioner.

Produktionen spænder fra små landsbyværksteder til store fabrikker – hver med sit unikke bidrag til Nepals tæppetradition.

Nepalesiske tæpper tilbyder et spektrum af kvalitet og design – fra hverdagsbrug til high-end samlerstykker – og fastholder Nepals ry for kvalitet.